Nanna skyndte sig hjem. På uret var den næsten ti om aftenen, og hun længtes efter at nå sin lejlighed, få noget mad og smide sig i sengen. Dagen havde været udmattende. Hunden var allerede hjemme, middagen stod på bordet, og den lille dreng, Emil, var mæt.
Nanna arbejdede i en lille frisørsalon i byen, og i dag havde hun vagt. Da salonen lukkede, ryddede hun sit arbejdssted, tændte alarmen og låste dørene så gik hun ud.
Vejen hjem gik forbi en lille park. Her var det som regel roligt og sikkert. Om dagen sad ældre damer på bænkene, og om aftenen var der ingen, men gadelamperne lyste, så der ikke var mørkt.
I aften var dog en bænk ikke tom. På den sad to børn en dreng på omkring ni år og en lille pige, der så ud til at være fem. Nanna sænkede farten og gik hen.
Hvad laver I her så sent? Lad os gå hjem!
Drengen så på hende, smød et kærtegn på pigen og krammede hende endnu tættere.
Vi har ingen steder at gå. Stemoren har smidt os ud.
Hvor er jeres mor?
Hos ham. En fuld mand.
Nanna tøvede ikke et sekund.
Kom, så går vi til mig. Vi finder ud af det i morgen.
Børnene rejste sig langsomt. Nanna greb pigens lille hånd, Mette, og rakte den anden til drengen, Anton.
Så gik de med hende til hendes lejlighed. Hun forklarede alt for sin mand og deres tolvårige søn. De, som vidste, hvor stort Nannas hjerte var, stillede ingen spørgsmål de viste straks, hvor de kunne vaske sig, og satte dem ved bordet. De sultne børn spiste alt, hvad de fik, med stille appetit.
Senere gik Nanna forbi naboen, som havde en datter i første klasse, og spurgte om noget tøj til Mette. De samlede en hel bunke tøj i hver familie ligger der jo ofte noget over, når børn vokser op.
Nanna gav Mette et varmt bad og skiftede hende i rent tøj. Anton vaskede sig selv, og de fandt også noget i den gamle garderobe til ham. De lagde sig i stuen på den store sofa, hvor Mette holdt sig fast i brorens arm hele natten.
Mættede og trætte faldt børnene hurtigt i søvn i den rene seng. Nannas søn gik i sit værelse, mens hun og hendes mand snakkede længe ved køkkenbordet om, hvad de skulle gøre videre.
Næste morgen stod hun tidligt op, fulgte manden på arbejde og gik i sin anden vagt. Børnene vågnede, hun gav dem morgenmad, pakkede deres rent vasketøj i en pose og gik ud for at aflevere dem til børnehjemmet.
De gik med hende til en bygning, der lå lige ved siden af. Lejligheden på tredje sal stod på klem. Børnene gik ind og stoppede i gangen
Nanna stod ved døren. Hun ville så gerne se ind i øjnene på kvinden, der havde ladet sine børn blive alene i nat, og spørge, hvad hun havde tænkt.
Fra et værelse kom en ung, men meget udmagret kvinde med et tydeligt lille mærke ved øjet. Hun så ligeglad på børnene og sagde: Åh I er kommet Hvem er hun?
Det er tante Nanna. Vi overnattede hos hende, svarede drengen.
Nå okay, mumlede hun og gik som om intet var hændt tilbage til værelset. Nanna stod målløs. Var det deres mor?
Pludselig vendte kvinden sig om og sagde: Kom ind i køkkenet, så taler vi.
Nanna fulgte hende. Til sin overraskelse, selvom lejligheden var beskeden, var der overalt renlighed. Opvasken var gjort, gulvet pudset, tøj på plads. Endda hendes gamle, men rene køkkenforklæde med de manglende knapper lå klar.
Sæt dig, sagde kvinden og pegede på en stol.
Nanna satte sig. Kvinden satte sig overfor, så på hende med et træt blik og spurgte: Har du børn?
Ja, en dreng på tolv, svarede Nanna.
Lyt Hvis der skulle ske noget med mig, så lad ikke mine børn blive i stikken, okay? De er ikke skyld i noget.
Skal du forlade dem? spurgte Nanna forbløffet.
Jeg kan ikke længere klare det. Jeg har prøvet at stoppe det mange gange, men det lykkes mig ikke. Han hun pegede mod værelset, hvor en høj snorken lød. Jeg har anmeldt ham til politiet. Han bliver et par dage i fængsel, så kommer han hjem og slår endnu hårdere. Jeg kan ikke holde op med at drikke, jeg drikker hver dag. Han stiller børnene ud foran døren, de er ikke hans.
Hvor er faren?
Han druknede, da Mette kun var et år gammel. Siden da har jeg kun haft ham.
Arbejder du?
Jeg vasker gulve i et supermarked. Jeg blev fyret i sidste uge for at have for mange fravær.
Hvad med manden?
Han laver småjobs fra tid til anden. Sådan klarer vi os
Hun sad stille et øjeblik, så vendte hun sig igen til Nanna: Hvis noget sker, så lad dem ikke blive uden hjem. Du er godhjertet. Hvis du ikke kan tage dem med, så indbring dem i et plejehjem, gør du?
Nannas hoved snurrede. Hun kunne ikke tro, hvad hun lige havde hørt. Alt føltes som en skræmmende drøm. Børnene gik hen til hende, omfavnede hende begge to. Tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun tørrede dem med ærmet og sagde til Anton, at han vidste, hvor hun kunne finde dem.
Hun gik ud på gaden, og tårerne flød som regn, så forbipasserende vendte sig om. Samme aften fortalte hun alt for sin mand. Han spurgte ikke videre han sagde blot, at de under alle omstændigheder ikke ville efterlade børnene. Sønnens øjne fyldtes, han gik hen og omfavnede dem begge. Så sad de sammen i køkkenet, tavse, men i et fælles kram.
Tre dage senere kom Anton løbende, blegt og rystet. Han fortalte, at hans mor var forsvundet, og at politiet havde taget stemoren. Mette var nu hos naboen, men skulle i dag ind på et børnehjem. Han løb straks tilbage til sin søster. Netop den dag blev børnene indplaceret på institutionen.
Dagen efter blev deres mor fundet i Århus Å, død af en voldelig død. Det så ud til, at hun havde forudset sin skæbne, og derfor havde hun bedt Nanna om at beskytte sine børn.
Nanna og hendes mand gik i gang med at kontakte myndighederne for at få forældremyndighed over Anton og Mette. Der var ingen slægtninge, der kunne overtage dem, og efter grundige undersøgelser, og takket være Nannas beretning om samtalen med moren, blev de godkendt som værger.
Nanna måtte tage fri fra sit arbejde. Mette var meget bange, stolede kun på sin bror og holdt sig altid tæt på ham. Selv når en ske faldt på gulvet, så hun med frygt på Nannas mand, som om hun forventede straf.
Det krævede meget tid og tålmodighed at vinde hendes tillid. Anton var den ældre og forstod hurtigere, at i denne familie var der ingen grund til frygt eller smerte.
Efterhånden åbnede Mette sig. Hun gik selvsikkert hen til Nanna, legede med hendes søn, smilede og snakkede, selvom hun stadig var lidt usikker over for Nannas mand. Frygten for voksne mænd var dybt rodfæstet, men han behandlede hende med blidhed og stor forsigtighed. Han havde altid drømt om at få en datter, men på grund af helbredet kunne Nanna ikke få flere børn. Da han kom hjem fra en tre-dages forretningsrejse, stod Nanna og Mette klar til at møde ham. Han gik rundt om bordet, rakte hånden ud til pigen.
Mette gik forsigtigt frem og omfavnede ham om halsen. Han løftede hende op, og sammen gik de ind i køkkenet. Da de så Mette smile, kom drengene hen, så kom Nanna også. Alle omfavnede hinanden. De stod der stille, men med varme i hjertet.
I den lille lejlighed i Aarhus, på tredje sal, fandt de alle to nye familie og en ny tryghed. Historien viser, at et enkelt, venligt hjerte kan ændre liv, og at medfølelse og fællesskab er de stærkeste bånd, vi har.
