Mor, jeg kommer hurtigt. Måske tyve minutter, højst sagde Mikkel ved døren til hospitalssalen og forsøgte at smile, selvom læberne rystede.
Bare ikke længe, svarer Freja, liggende på siden med et tæppe om sig. Lægen sagde, at der skulle sættes en infusion på i aften.
Mikkel nikkede, smed jakken på skulderen og gik ud. Gaden var våd og blæsende. En oktober i Aalborg skåner aldrig forbipasserende regn, vind og vandpytter, som spejler den danske efterårsstemning: lavt himmelhvælv, tavse mennesker, alt synes at vente på noget afslutning.
Han gik mod busstoppestedet og følte, at han løb bagud. Ikke bag bussen, men bag livet. Bag al den strøm, der løb forbi.
For tre uger siden havde lægerne meddelt, at hans mor var i den sidste fase. Han havde da ikke fældet en tåre. I stedet satte han sig på en bænk ved mortuarium af en eller anden grund var hans ben ført dertil og sad der indtil mørket faldt på.
Så, skal du væk snart? spurgte en medpatient, en ældre mand med en tynd hals og øjne, der bar på en evig venten.
Jeg venter på min søn, svarede Freja med et svagt smil. Han har lovet at komme i aften.
Kommer han tit? spurgte han.
Hver dag. Men jeg tænker hele tiden måske holder jeg ham tilbage? Han har sit eget liv.
Den gamle hostede og sagde lavmælt:
Det er ikke du, der holder fast, men han, der ikke vil slippe. Så længe han holder fast, kan du ikke gå.
Freja vendte blikket mod vinduet. Udenfor gik regnen. Det var mærkeligt hun havde engang elsket regnen. Som ung syntes den romantisk: sidde i køkkenet med en varm te og lytte til dråberne, der trommede mod vindueskarmen. Nu var den kun en hindring for udsynet.
Mikkel gik ind i den gamle park, hvor han som barn havde suet på kælk med sin mor. Ved den tredje birk fra indgangen havde hun engang sagt til ham:
Du ved, søn, det er ligegyldigt, hvad du gør. Det vigtigste er, at nogen smiler efter dig. Selvom kun én person.
Den gang forstod han det ikke. Nu forstod han det alt for godt.
Telefonen vibrerede: Mor: Tag det roligt, jeg har det fint. Han smilede mekanisk på det seneste havde hun ofte skrevet tag det roligt. Måske for at berolige ham.
Stilheden sænkede sig i sengen. Den gamle mand sov, sygeplejersken var gået. Freja lå og så på loftet, da hun pludselig hørte musik. Længst væk, som om den kom fra korridoren, lød en gammel melodi fra Kredsens Efterårsregn. Hun smilede. Gud, nu også her tænkte hun og lukkede øjnene.
Pludselig satte nogen sig ved siden af hende. Stille, som en vind.
Vær ikke bange, sagde stemmen, alt er overstået.
Hun åbnede ikke øjnene. Hun trak vejret dybt og hviskede:
Jeg håber bare, han ikke græder.
Mikkel kom tilbage efter fyrre minutter. Lægerne var allerede trukket sig ud af sengen, og sygeplejersken stod ved døren med røde øjne. Han forstod uden ord.
Må jeg? spurgte han stille.
Ja, svarede hun med et nik, men kun kort.
Han satte sig ved siden af. Freja lå roligt, næsten som om hun smilede en smule. På natbordet lå telefonen, skærmen lyste med en usendt besked:
Mikkel, vent ikke på mirakler. Vær miraklet selv.
Han stirrede på teksten, indtil det gjorde ondt i øjnene. Så lagde han mærke til, at på vinduet, hvor regndråberne løb ned i fine linjer, var der dannet et lille hjerte som om nogen havde tegnet det med fingeren fra indersiden.
Han smilede første gang i mange dage.
Et år gik.
Mikkel stod i indgangen til børneafdelingen for onkologi med en termokande kaffe og en kurv med frugt.
Er du frivillig? spurgte sikkerhedsvagten.
Ja, svarede han med et smil. Jeg vil bare have, at nogen får et smil på læben.
Da en lille dreng med skaldet hoved løb hen til ham i korridoren og råbte: Onkel, se, jeg bliver rask!, indså Mikkel, at mirakler faktisk kan ske.
Det er kun, hvis vi selv er villige til at bringe lyset videre.
