**16. juni 2023**
I dag stod jeg igen uden for Mettes dør. Det er fire måneder siden, jeg forlod hende for en yngre. Nu står jeg her og drømmer ikke om passion eller romantik – bare om en tallerken hjemmelavet suppe med kød og frikadeller. Hvis nogen for et år siden havde sagt, at jeg ville stå her og længes efter rengøring og en ordentlig middag, ville jeg have grinet. Men nu griner jeg ikke længere.
Jeg hedder Mikkel, jeg er 43, og jeg troede, jeg endelig var sluppet ud af den kedelige familierutine. Men som tiden gik, indså jeg, at det bare var en midlertidig sindsforvirring.
Mette og jeg var gift i næsten femten år. Femten år – længere end nogle boliglån holder. Vi fik tre børn: Mads, der snart er voksen, Signe, teenageren, og lille Emil, som kom til verden, da Mette fyldte fyrre. Efter Emil syntes alt at gå ned ad bakke. I hvert fald føltes det sådan for mig.
Hun var altid træt, altid utilfreds, altid travl. Børn, skole, læge, indkøb, rengøring, fritidsaktiviteter – der var altid noget. Derhjemme græd eller skreg nogen konstant. Jeg kom hjem fra arbejde og drømte kun om stilhed. Men stilheden var for længst flyttet ud af vores lejlighed i Aarhus.
Natten var værst. Emil sov dårligt, vågnede og græd. Mette stod op, tændte lyset og så næste morgen ud, som om hun havde losset kasser hele natten. I stedet for at have ondt af hende havde jeg ondt af mig selv. Jeg syntes, mit liv var slut, at hun ikke forstod mig, at jeg fortjente mere. Sikke et fjols.
Så dukkede Lykke op på arbejdet. Toogtyve år, praktikant, smuk og munter, med lange ben og ingen børn. Hun lo af mine vittigheder og så på mig, som om jeg var et geni. Hun lyttede og spurgte til min mening. Og vigtigst: hun talte aldrig om bleer. Det føltes som en fest i modsætning til hverdagen. Først snak, så frokost, så beskeder, så en affære. Det gik så stærkt, at vi næsten satte verdensrekord. Jeg følte mig ung igen, som om livet lige var begyndt.
