Kære dagbog. I dag fandt jeg tegningen. Det hele begyndte for elleve dage siden, da Peter insisterede på, at renoveringen var vigtigere, at Lars ville klare det. Vi kørte Viggo til internatet på trods af drengens bønner. Jeg burde have lyttet.
Poserne stod ved hoveddøren. To poser: i den ene skålene, i den anden rester af foder og en gummibold, som Viggo havde slæbt rundt siden han lærte at gå. Lars så dem, før han fik snøret sine løbesko af. Viggo trykkede næsen mod drengens knæ og logrede så kraftigt, at han ramte posen. Skålen klirrede inde i plastikken. Den røde pels lugtede af gård, efterårsblade og noget varmt, kun hund, som altid fik noget til at trække sig sammen under Lars’ ribben. Han satte sig på hug, tog hunden i favnen. Viggo stod stille, trykkede siden mod den ternede skjorte og lagde hovedet på drengens skulder. Hans venstre bagben var vakkelvorent – han havde haltet på det siden hvalpetiden, og Lars var vant til at støtte ham i siden, når han satte sig.
På køkkenet hylede kedlen. Jeg stod ved komfuret og drejede min vielsesring på ringfingeren, hurtigt, en vane jeg havde, når jeg ville sige noget, men ikke kunne finde ordene. Peter sad ved bordet, ryggen rank, hænderne foldet foran sig. Kaffekoppen stod præcis midt på underkoppen.
– Mor. Hvorfor står de der? Lars’ stemme var tynd.
Jeg vendte mig ikke om. Fingrene på ringen blev hurtigere.
– Far, hvorfor står poserne ved døren?
Peter drak sin kaffe i én mundfuld. Satte koppen på underkoppen så præcist, at den ikke klirrede.
– Lars, vi har besluttet. Hunden kører vi i dag.
– Hvorhen?
– Til internatet. Gode forhold, jeg har undersøgt det. Varme bure, ordenligt foder.
Drengen så på mig. Jeg stirrede ud ad vinduet, hvor det grå oktoberlys trykkede tagene ned. Ringen blev ved at dreje.
– Mor?
Kedlen klikkede, slukkede. Stilheden blev så tyk, at jeg kunne høre Viggo trække vejret i gangen.
– Mor, sig noget til ham.
Jeg rettede på håndklædet på krogen. Tog det ned, hængte det op igen, selvom det hang lige.
– Far har ret, lille Lars. Vi skal lave renovering. Hunden vil have det svært med maling, støv og værktøj på gulvet. Det kan gøre ham dårlig.
Jeg sagde det med en stemme, der lød som om ordene var blevet øvet aftenen før, mens Lars sov. Drengen greb fat i stoleryggen. Knoerne blev hvide.
– Jeg går tur med ham tre gange om dagen. Jeg sidder med ham på mit værelse. Han skal ikke være til gene. Please.
Peter rejste sig. Stolens ben skreg mod linoleummet.
– Jeg har sagt det, og sådan bliver det. Om en halv time kører vi.
– Please. Please, lad være.
Stemmen blev mere gennemsigtig, som om ordene gik gennem drengen uden at blive hængende. Viggo skrabede med kløerne på fliserne, humpede ind i køkkenet og satte sig ved siden af Lars, lænede sig mod hans ben. Lagde hovedet på knæet. Hans øjne var brune med orange prikker, og de så roligt op på os. Han forstod ikke. Han stolede på alle i dette hus.
Jeg knep øjnene i. Et sekund, måske to. Så åbnede jeg dem og stak hånden i lommen efter bilnøglerne.
Lars tog sin jakke på.
– Lars, det er bedst du bliver hjemme. Du skal ikke med derud.
– Nej, jeg kører med! – Han var lige ved at græde.
I bilen lugtede der af benzin og varm plastik. Solen kom ikke frem, og byen uden for vinduet lignede en tegning med grå blyant på vådt papir. Viggo lå på bagsædet med hovedet i Lars’ skød. Drengen græd ikke. Sad rank, strøg den røde pels, og fingrene bevægede sig langsomt, som om de prøvede at huske hver bule, hver krølle.
Peter kiggede én gang i bakspejlet. Vendte hurtigt blikket væk.
Jeg kørte og tænkte på tapetet i gangen. På rullen med farven elfenben, som vi havde valgt i byggemarkedet lørdag. Om en måned ville lejligheden være lys. Ren. Uden hundehår på sofaen, uden klirren fra kløer om morgenen.
Internatet lå i udkanten af byen, bag nogle garager. En grå bygning med jerndør, og bag den lugtede der af klor, våd beton og noget surt, tykt, som fik én til at trække vejret gennem munden. Inde fra dyrene lød gøen. Ikke høj, ikke ond. Længselsfuld, som om nogen kaldte, men ikke længere troede på at blive hørt.
En kvinde i grønt forklæde kom imod os. Smilte til Viggo, kløede ham bag øret.
– Hvad en dejlig rød hund. Vi skal nok passe på ham, I skal ikke bekymre jer.
Lars holdt i snoren. Med begge hænder, så fast at læderremmen skar ind i håndfladerne. Fingrene var røde af spænding.
– Lars, giv den til mig.
Peter rakte hånden frem. En stor håndflade, der duftede af maskinolie, åben foran drengen.
Lars så på snoren. Så på Viggo. Så på snoren igen.
Og slap langsomt.
Kvinden tog snoren og førte Viggo ned ad gangen. Hunden humpede på sit venstre bagben, og kløerne klirrede mod fliserne, en lyd der gav genlyd i den lange, tomme gang. Ved hjørnet vendte Viggo sig om.
Kvinden drejede om hjørnet. Klirren blev svagere, svagere. Og forsvandt.
På tilbagevejen satte Lars sig bag førersædet. Der, hvor Viggo havde ligget ti minutter før. Betrækket bar stadig duften: varm pels, gård, efterårsblade. Lars trykkede kinden mod sædet og lukkede øjnene.
Jeg rakte hånden ud mod radioen. Peter rystede på hovedet. Vi kørte hjem i tyve minutters tavshed.
Hjemme tog Lars sine sko af, gik forbi køkkenet og lukkede sig inde på sit værelse. Døren gik stille i klik. Bare lukket.
Jeg stillede de tomme poser, foldede dem pænt, stoppede dem i skraldespanden. Så så jeg skålen. En rød plastikskål med mærker efter tænder langs kanten. Viggo havde gnavet i den som hvalp, før han vidste at skåle ikke var til det. Jeg tog den, holdt den i hænderne. Plastikken var let og glat, tandmærkerne ru under fingrene. Jeg satte skålen tilbage på gulvet.
Næste dag mærkede vi forandringen.
Lars spurgte ikke, hvad der var til aftensmad. Tændte ikke for fjernsynet. Tog ikke sin rygsæk frem. Kom hjem fra skole, tog skoene af, gik ind på sit værelse. Stille som en skygge på væggen.
Jeg bankede på.
– Lars, vil du have pasta? Med ost, som du kan lide.
Sengen knirkede bag døren. Og så intet.
Jeg stod ved døren et halvt minut. Lyttede til stilheden. Gik.
Om aftenen sagde Peter: han vænner sig. Børn glemmer hurtigt. Om en uge løber han rundt som før. Han sagde det med selvtillid, stående i gangen, hvor væggen stadig bar spor af Viggo’s kløer fra den første måned.
På femte dagen ringede skolens lærer. Hendes stemme var forsigtig, som en der træder på tynd is.
– Er alt hjemme i orden?
– Ja, selvfølgelig. Hvorfor?
– Lars svarer ikke i timerne. Overhovedet. Sidder og stirrer ud ad vinduet. I frikvarteret står han alene op ad væggen. Børnene kommer hen, men han tier.
Jeg bed mig i læben.
– Vi… vi har afleveret vores hund. På internat. Han vænner sig.
Læreren tav. I et par sekunder, og i den pause hørte jeg mere end i nogen ord. Så sagde hun:
– Jeg forstår.
Det ‘jeg forstår’ hang i lejligheden resten af dagen. Som lugten af maling, som vi endnu ikke havde åbnet, men som allerede var der.
På syvende dagen holdt Lars op med at komme til aftensmad. Jeg stillede en tallerken frem. Tog den urørt tilbage. Pastaen blev kold og fik en hinde, og det var på en måde uudholdeligt.
Peter købte ruller og grunder. Fjernede det gamle tapet i gangen. Under det var væggene grå, med pletter af gammel lim og en revne fra gulv til loft, som tidligere havde været dækket af et billede med et sejlskib. Det lugtede af fugt. Smukt blev det ikke. Og stille blev det heller ikke, for stilheden var ikke den, han havde planlagt.
Den røde skål stod stadig på køkkenbordet. Jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne den. Tre gange tog jeg den, tre gange satte jeg den tilbage. Fjerde gang vendte jeg den på hovedet. Så satte jeg den som før.
En dag gik jeg ind på Lars’ værelse, mens han var i skole. Ville rydde op.
På bordet lå en tegning.
Et hus med trekantet tag og skorsten med røg. Helt almindeligt, som alle børn tegner. Ved siden af en dreng: pindeben, rundt hoved, arme ud til siderne. Og ved siden af drengen en rødorange klat med fire ben og en krøllet hale. Drengen og hunden var tegnet med kraftige røde og orange farver, så papiret var bulet. Men huset var tomt. Vinduer uden gardiner, dør på vid gab. Indeni intet – ingen møbler, ingen mennesker. Hvidt. Hverken mor eller far. Kun hvidt rum bag den åbne dør.
Jeg satte mig på Lars’ seng. Løftede tegningen. I bunden, under huset, stod med skæve, små bogstaver: ‘Viggo jeg kommer’. Uden komma, uden punktum. Et løfte skrevet af en hånd, der endnu ikke kunne skrive jævnt.
Ringen på min finger trykkede så hårdt, at jeg tog den af. Lagde den på bordet ved siden af tegningen. Og sad der, stirrede ind i væggen, fordi jeg ikke tænkte på tapetet. Ikke på elfenbensfarven. Ikke på hår og poter. Jeg tænkte på, at min søn havde tegnet et hus, hvor jeg ikke eksisterede.
Om aftenen lagde jeg tegningen foran Peter. Forklarede intet. Bare lagde den på bordet, ved siden af hans tallerken.
Han så længe på den. Så skubbede han tallerkenen væk.
– Vi henter ham.
Jeg blinkede.
– Viggo. I morgen tidlig.
Og det var ham, der sagde det, ikke mig. Jeg havde ventet at måtte argumentere, overbevise, pege på tegningen. Men Peter så på det tomme hus uden mennesker, og noget bevægede sig i hans ansigt, som om musklerne ikke vidste, hvilket udtryk de skulle tage.
– I morgen. Om morgenen.
Jeg nikkede. Ville sige tak, men ordet satte sig fast. Der var ikke noget at takke for. Det var ikke en gave. Det var et forsøg på at reparere det, vi selv havde ødelagt.
Næste morgen kørte vi til internatet. Samme jerndør. Samme lugt af klor og våd beton. Kvinden kom imod os, denne gang i blåt forklæde, men ansigtet var det samme.
Viggo genkendte os fra døren. Han rev sig mod tremmerne i buret, peb, logrede så hele kroppen rystede. Han var blevet tyndere i løbet af dagene: ribbenene stod frem under den røde pels, og venstre bagben var endnu mere vakkelvorent end før. Han humpede hurtigere imod os, end han kunne.
Peter tog snoren. Den samme lædersnor, slidt. Håndfladen greb om remmen som en vane.
Hjemme sad Lars på sit værelse. Døren lukket.
Kløerne klirrede mod fliserne i gangen. Stille. Ujævnt, med et ophold for hvert fjerde skridt.
Døren til børneværelset gik op.
Drengen stod i åbningen. Viggo styrtede hen til ham, trykkede næsen mod hans mave, slikkede hans hånd, knæet, hånden igen. Halen slog mod væggen.
Lars satte sig på gulvet. Fingrene gravede sig ned i den røde pels, der lugtede af internat, klor, fremmed. Men under den lugt var der en anden, gammel, ægte, den der altid fik noget til at trække sig sammen under ribbenene.
Han sagde det første ord i dagevis:
– Viggo.
Så løftede han hovedet. Så på mig. På Peter.
Jeg satte mig ved siden af ham.
– Lille Lars…
Han trak sig ikke væk. Men han trykkede sig heller ikke ind. Bare sad på gulvet med hunden i favnen og så på os, som om han så os for første gang. Og var ikke sikker på, at han genkendte os.
Viggo slikkede drengen under hagen og faldt til ro. Lagde sig ved siden af ham, trykkede den varme side mod ham.
Jeg hældte foder i den røde plastikskål med mærker efter tænder langs kanten. Viggo humpede ind i køkkenet, kløerne klirrede, begyndte at spise ivrigt, skyndsomt. Lars sad ved siden af ham.
Og Peter stod i gangen, hvor de afrevne vægge lugtede af fugt og gammel lim. Rullen lå i hjørnet, dækket af støv. Grundmalingen var tørret ind i dåsen. Revnen fra gulv til loft var stadig der.
Fra køkkenet lød lyden af skålen der blev skubbet rundt på gulvet og slikken.
Peter stod og så på væggene. Renoveringen var ikke kommet i gang. Og nu var det ligegyldigt, om den nogensinde gjorde. For i dette hus var der noget helt andet, der skulle repareres.
