Min forsinkede mand Jeg indgik mit første ægteskab som 55årig. Der er gået fem år, siden vi sagde ja til hinanden. Nu er jeg seksti, og min mand er femogtres. Det er ikke overraskende i dag sker de mærkeligste ting. Det overraskende er, at det er mit første ægteskab, og for ham også.
Forestil dig, jeg havde aldrig tænkt mig at gifte mig. Aldrig! Allerede som ung, da jeg knap var tyve, forlader jeg min store kærlighed, en ung mand ved navn Søren. Han går fra mig i femte måned af min graviditet. I starten vil jeg, Gud, forlade livet. Men jeg samler mig, sværger at jeg aldrig skal gifte mig igen. Jeg vil ikke have en ny svindler ved min side, som vil forsvinde ved den første lejlighed.
Jeg holder fast i løftet. Min datter vokser op, gifter sig, får børnebørn, og jeg, som en stædig æsel, bærer den ensomme tilværelse. Mænd forsøger stadig at møde mig mange af dem! Men min karakter er så, at når jeg har besluttet mig, så holder jeg fast. Ensomheden har gjort mig hård, næsten ikke kvindelig længere.
Skæbnen er dog også en drillesvend. Jeg vil fortælle, hvordan én mand alligevel formår at lede mig til alteret
Da jeg går på pension, som de fleste pensionister, begynder jeg at dyrke min lille havelandsby i Gentofte. Jeg har fra mine forældre arvet et lille sommerhus med et parcelhus på landet. Jeg tager toget fra Københavns Hovedbanegård; turen tager lidt over en time, så jeg medbringer altid et krydsordsskrift tiden flyver.
En dag, på perronen, stiger en ældre mand med sin kone tydeligt ægtefolk og en kortvokset pensionist ind i vognen. Først er der stilhed. Så hører jeg, hvordan konen snublende siger:
Søren, skal vi ikke besøge børnebørnene og hjælpe dem? Du er jo far
Hendes stemme drukner i den højlydte råben fra manden:
Hvad tror du, din dumme? Skal jeg krybe for disse idioter?!
Der følger en voldsom bandeord til konen og børnene. Jeg løfter blikket og fryser. Det er Søren. Den samme, der forlod mig, mens jeg var gravid. Han har kun ændret sig lidt; ansigtet er nu rynket og vredt. Stor, grov, som før. Søren genkender mig ikke, men ser mig og råber:
Hvorfor stirrer du? Vend dig væk, ellers rammer jeg dig i øjet!
Jeg er lammet. Hele kroppen er som paralysere. Så sker det uventede. Den lille mand, der sidder overfor, rejser sig beslutsomt og stiller sig mellem mig og Søren:
Hvis du ikke holder op med at nedgøre kvinder, får du at gøre med mig. En mand, der taler sådan til kvinder, er ingen mand, men en fjols. Jeg vil knuse dig som en får!
Jeg bliver bange: Søren kunne let knuse ham. Men han bukker sig straks, trækker skuldrene sammen og mumler noget. Da indser jeg, at foran mig står ingen helt, kun en skrøbelig fyr, der kun kan hæve stemmen mod kvinder. Og jeg har jeg hele mit liv ladet ham bestemme?
Tårerne triller ned ad kinderne. Alt passerer som en film i hurtigspol, tretti år på få minutter.
Efter to stop stiger Søren og hans kone af, og jeg begynder at græde. Der er en tomhed og bitterhed i mig.
Selv i tårer forringer du ikke dit smukke ansigt, siger min beskytter med et smil. Nu virker han ikke længere lille. Foran mig står en rigtig mand. Han hedder Frode Mikkelsen, tidligere soldat.
Så mødes vi, og pludselig føler jeg, for første gang i mange år, at jeg vil gifte mig. Jeg vil være en elsket kvinde.
Og så sker det.
Frode og jeg lever lykkeligt sammen. Livet, som det viser sig, placerer visdom på sin plads. Det betyder ikke noget, hvor gammel du er. Selv i livets efterår kan kærligheden komme og bringe sand lykke.
