Kære dagbog,
Jeg kan stadig mærke den kolde, stive fornemmelse fra den dag, da jeg kun var fem år gammel, og verden omkring mig gik i stykker. Mor gik bort. Jeg stod i et hjørne af stuen, omringet af fremmede ansigter, som hviskede til hinanden og undgik øjenkontakt. Hvorfor var alle så stille? Hvorfor var ingen smilende? De sagde: »Hold fast, lille dreng«, men deres kram var som om de havde mistet noget meget vigtigt nemlig mig.
Far var et sted langt væk hele dagen. Han kom ikke nær, kyssede mig aldrig, sagde ikke et ord. Han sad blot afsondret, tom som en tom stol. Jeg gik hen til kisten og så på mor. Hun så helt anderledes ud ingen varme, intet smil, ingen vuggeviser om aftenen. Hun var bleg, kold, som en statue i vinterens skær. Jeg turde ikke komme nærmere.
Uden mor blev alt gråt og tomt. To år senere giftede far sig igen. Den nye kvinde, Gitte, blev aldrig en del af min verden. Hun syntes at være mere irritabel end en sur vinterhimmel; hun fandt fejl overalt, som om hun ledte efter en undskyldning for at blive vred. Far sagde intet, forsvarede sig ikke, greb ikke ind.
Hver dag gemte jeg smerten indeni smerten over tabet, savnet. Jeg længtes efter den tid, hvor mor stadig var her. I dag er en særlig dag mors fødselsdag. Jeg vågnede med én tanke: jeg måtte til hendes grav og lægge blomster. Hvide callaliljer hendes yndlings. Jeg husker, hvordan de lå i hendes hænder på gamle billeder, glimtende ved siden af hendes smil.
Men hvor skulle pengene komme fra? Jeg besluttede at spørge far.
«Far, må jeg låne lidt penge? Jeg har virkelig brug for dem»
Før jeg nåede at forklare, stormede Gitte ud af køkkenet:
«Hvad er det nu?! Du beder far om penge igen?! Ved du, hvor svært det er at tjene en løn?»
Far løftede blikket og forsøgte at stoppe hende:
«Gitte, vent. Han har endnu ikke sagt, hvad han vil have? Hvad har du brug for, min dreng?»
«Jeg vil købe blomster til mor. Hvide callaliljer. I dag er hendes fødselsdag»
Gitte fnøs og krydsede armene:
«Virkelig? Blomster? Penge til dem? Måske vil du også spise på en restaurant? Tag noget fra blomsterbedet så har du din buket!»
«De er ikke der,» svarede jeg roligt men fast. «De sælges kun i butikken.»
Far så tænksom på mig, så på sin kone:
«Gitte, gå og gør mad klar. Jeg er sulten.»
Gitte snøjtede utilfreds og forsvandt i køkkenet. Far gik videre med avisen. Jeg forstod, at jeg ikke ville få en eneste krone. Ingen ord blev sagt efter det.
Jeg gik stille ind på mit værelse, fandt den gamle sparegris, talte mønterne. Ikke mange, men måske nok?
Uden at spilde tid løb jeg ud af huset mod blomsterbutikken. På afstand så jeg de snehvide callaliljer i vinduet så klare, næsten magiske. Jeg holdt vejret og gik beslutsomt ind.
»Hvad vil du have?« spurgte den kvindelige ekspedient, som så på mig med kritisk blik. »Du er vist kommet på det forkerte sted. Vi har ikke legetøj eller slik her. Kun blomster.«
»Jeg er ikke som sådan Jeg vil virkelig købe dem. Callaliljer Hvor meget koster en buket?«
Hun oplyste prisen. Jeg tømte alle mønter fra lommen. Det var knap halvdelen af beløbet.
»Vær så venlig« trykkede jeg. »Jeg kan arbejde! Komme hver dag, hjælpe med at rydde, støve, vaske gulve Bare giv mig denne buket«
»Er du normal?« fnøs hun irriteret. »Tror du, jeg er rig nok til bare at give blomster væk? Forsvind, ellers ringer jeg til politiet bedrag er ikke velkomment her!«
Jeg ville ikke give op. Jeg havde brug for de blomster i dag. Jeg begyndte at bede igen:
»Jeg betaler alt tilbage! Jeg lover! Jeg vil tjene, hvad der skal til! Vær venlig«
»Åh, se den lille skuespiller!« råbte hun så højt, at forbipasserende vendte sig om. »Hvor er dine forældre? Skal vi kalde socialarbejderen? Hvorfor er du her alene? Sidste advarsel ud, før jeg ringer!«
I det øjeblik gik en mand ind i butikken. Han havde overhørt scenen og kunne ikke holde ud at se uretfærdighed mod et barn.
»Hvorfor råber du så højt?« spurgte han kvinden strengt. »Du skriger til ham som om han har stjålet noget. Han er kun en dreng.«
»Og hvem er du?« svarede hun skarpt. »Hvis du ikke ved, hvad der foregår, så bliv væk. Han har næsten stjålet buketten!«
»Ja, næsten stjålet,« løftede han stemmen. »Du angriber ham som en jæger på byttet! Han behøver hjælp, og du truer ham. Har du ingen samvittighed?«
Han vendte sig mod mig, som stod og tørrede tårerne væk.
»Hej, dreng. Jeg hedder Jens. Hvorfor er du så ked af det? Du vil købe blomster, men har ikke penge?«
Jeg snøret med næsen i ærmet og sagde med rystende stemme:
»Jeg vil købe callaliljer Til mor Hun elskede dem meget Men hun gik bort for tre år siden I dag er hendes fødselsdag Jeg ville gå til kirkegården og lægge blomster på hendes grav«
Jens hjerte sank. Historien rørte ham dybt, så han satte sig ved siden af mig.
»Din mor ville være stolt af dig. Ikke alle voksne køber blomster på en mærkedag, men du, som otte år gammel, husker og vil gøre noget godt. Du vil vokse til at blive en rigtig mand,« sagde han.
Han vendte sig mod ekspedienten:
»Vis mig de callaliljer, han har valgt. Jeg vil købe to buketter én til ham, én til mig.«
Jeg pegede på vinduesudstillingen, hvor de hvide liljer glimtede som porcelæn. Jens tøvede lidt de var præcis de blomster, han selv havde tænkt sig at købe. Han sagde intet højt, men tænkte: »Tilfælde eller tegn?«
Snart gik jeg ud af butikken med den dyrebare buket i hænderne. Jeg holdt den som den mest værdifulde skat og kunne næsten ikke tro, at det gik så glat. Jeg vendte mig mod ham og sagde forsigtigt:
»Onkel Jens Må jeg give dig mit telefonnummer? Jeg betaler dig tilbage, jeg lover det.«
Han lo venligt:
»Jeg havde ikke tvivlen om, at du ville sige det. Men der er ingen grund. I dag er en særlig dag for en kvinde, som betyder meget for mig. Jeg har længe ventet på at fortælle hende mine følelser, så jeg er i godt humør. Jeg er glad for at kunne gøre en god gerning. Desuden synes det at passe både din mor og min Else elskede disse blomster.«
Han sank et øjeblik i eftertænksomhed. Hans øjne så ud til at vandre gennem tiden, tilbage til en kvinde, han havde elsket.
Else og jeg boede i nabolejligheder, med indgangene på hver sin side af bygningen. Vi mødtes tilfældigt en dag var hun omgivet af bøller, og jeg stod frem for at forsvare hende. Jeg fik et sort øje, men fortrød det ingen eneste sekund; det var begyndelsen på vores forhold.
Årene gik, venskabet blev til kærlighed. Vi var uadskillelige. Alle sagde: »De er det perfekte par.« Da jeg var atten, blev jeg indkaldt til værnepligt. For Else var det et chok. Før jeg gik, tilbragte vi vores første nat sammen.
Alt gik fint i tjenesten, indtil jeg fik en alvorlig hovedskade. Jeg vågnede på sygehuset uden hukommelse. Jeg kunne ikke engang huske mit navn. Else forsøgte at ringe til mig, men telefonen var tavs. Hun troede, jeg havde forladt hende. Over tid skiftede hun nummer og forsøgte at glemme smerten.
Måneder senere begyndte hukommelsen at vende tilbage. Else kom tilbage i mine tanker. Jeg ringede, men ingen svarede. Ingen vidste, at mine forældre havde gemt sandheden og fortalte hende, at jeg havde forladt hende.
Da jeg kom hjem, ville jeg overraske Else jeg købte callaliljer og gik til hende. Men jeg så et helt andet billede: Else gik arm i arm med en mand, hun var gravid og lykkelig.
Mit hjerte brast. Jeg kunne ikke forstå hvordan kunne det ske? Uden at vente på forklaringer løb jeg væk.
Den nat tog jeg til en anden by, hvor ingen kendte min fortid. Jeg startede på ny, men kunne ikke glemme Else. Jeg giftede mig, håbede på heling, men ægteskabet holdt ikke.
Otto år gik. Jeg indså, at jeg ikke længere kunne leve med tomheden inde i mig. Jeg måtte finde Else, fortælle hende alt. Så fandt jeg mig selv tilbage i min hjemby med en buket hvide callaliljer i hænderne og med dig, Mikkel, i mødet der måske kan ændre alt.
«Mikkel ja, Mikkel!« tænkte jeg, som om jeg vågnede. Jeg stod ved butikken, og drengen ventede tålmodigt ved siden af.
»Dreng, vil du have en lift et sted?« spurgte jeg blidt.
»Nej tak,« svarede han høfligt. »Jeg ved, hvordan man tager bussen. Jeg har været til mor før Ikke første gang.«
Med de ord krammede han buketten tæt om brystet og løb mod busstoppet. Jeg så ham gå i lang tid. Der var noget ved dette barn, der vækkede minder, skabte en uforklarlig forbindelse, næsten som en slægtning. Vores veje krydsede hinanden af en grund. Der var noget så smertefuldt velkendt i Mikkel.
Da drengen gik, gik jeg mod den gård, hvor Else engang boede. Mit hjerte hamrede som en tromme, da jeg nærmede mig indgangen og forsigtigt spurgte en ældre dame, om hun vidste, hvor Else var nu.
»Åh, kære,« sukkede hun og så på mig med sorg. »Hun er ikke længere her Hun døde for tre år siden.«
»Hvad?« råbte jeg, som om jeg blev ramt.
»Efter hun giftede sig med Kurt, flyttede hun til ham. En god sjæl tog hende, mens hun var gravid. Ikke alle mænd ville gøre det. De elskede hinanden, tog sig af hinanden. Så kom deres barn. Og så så er hun væk. Det er alt, jeg ved, dreng.«
Jeg gik langsomt ud af indgangen, som en tabt spøgelse for sent, ensom, altid for sent.
»Hvorfor ventede jeg så længe? Hvorfor kom jeg ikke tilbage et år tidligere?«
Og så kom naboens ord tilbage: »…gravide…«
»Vent. Hvis hun var gravid, da hun gifte sig med Kurt så kunne barnet have været mit?!«
Mit hoved snurrede. Et sted her i denne by kunne min søn måske bo. En ild tændtes i mig jeg måtte finde ham. Men først måtte jeg finde Else.
På kirkegården fandt jeg hurtigt hendes grav. Mit hjerte klammede sammen af smerte kærlighed, tab, fortrydelse skyllede ind på én gang. Men stærkere end alt rystede mig, hvad der lå på gravstenen: en frisk buket hvide callaliljer. De samme elskede blomster, som Else havde holdt så kær.
«Mikkel« hviskede jeg. »Det er dig. Vores søn. Vores barn«
Jeg så på Elses foto på stenen, som så tilbage på mig, og sagde stille:
»Tilgiv mig for alt.«
Tårerne strømmede, men jeg holdt dem ikke tilbage. Så vendte jeg mig hastigt om og løb jeg måtte tilbage til huset, som Mikkel havde peget på, da vi stod ved butikken. Der var min chance.
Jeg skyndte mig til gården. Drengen sad på gyngen og svingede tankefuldt. Det viste sig, at så snart Mikkel kom hjem, gav hans stedmor ham en skide for at han var væk så længe. Han kunne ikke klare det og løb ud.
Jeg satte mig ved siden af ham, trak ham ind i en omfavnende kram, mens en mand kom ud af indgangen. Han så på mig, så på drengen, og fryste et øjeblik. Så genkendte han mig.
»Jeg svor ham, at jeg aldrig igen ville lade ham gå fra mig.
