Far, har du fået en kat? udbrød datteren Lærke, da hun ankommer i weekenden.
Peter Jensen sidder irriteret ved vinduet. Igen sidder den røde kat på hans grøntsagsbede tredje dag i træk.
Først har den spist tomaterne, i går sov den i agurkerne, og i dag har den bare lagt sig på den unge hvidkål.
Gå tilbage til dine ejere, mumler den gamle mand og banker let på glasset.
Katten løfter hovedet, stirrer med sine gule øjne og bliver siddende, som om den trodser ham.
Peter smører gummistøvler på og træder ud på haven. Katten løber ikke væk den går et par skridt frem og sætter sig ved hegnet. En tynd, slidt kat med et revet øre og en hale i rødder.
Hvad har du gjort, fattige fyr? bøjer Peter sig ned til kålen, ser på skaderne. Du har vist glemt, at du ikke længere er velkommen hjem?
Katten mjaver svagt og stille. Peter forstår pludselig: dyret er sultent, øjnene flammer af frygt.
Hvor er dine ejere? spørger han, mens han sætter sig på hælen.
Katten nærmer sig, gnider sig mod hans støvler og spinder blidt, som om den takker for, at den ikke bliver jaget væk.
Bedstefar, hvorfor bor en kat i gården? spørger barnebarnet Mikkel, som er kommet på sommerhuset.
Den er fra naboen. Den er blevet væk eller smidt ud jeg ved det ikke.
Hvem ejede den?
Peter sukker. Han ved det. Det var fru Anna Kristensen fra nabohuset. Hun gik bort for en måned siden, og slægtningene kom kun for begravelsen. Huset blev lukket, møblerne fjernet og katten blev glemt.
Det var hos bedstemoderen Anna. Hun er allerede død.
Så er katten alene?
Ja, den er alene.
Mikkel ser den røde vovehalskattedyr med medlidenhed:
Bedstefar, må vi ikke tage den med hjem?
Helt sikkert ikke! afviser Peter. Jeg har allerede nok til mig selv, så jeg behøver ikke en ekstra sulten kat.
Om aftenen, da barnebarnet tager tilbage til byen, giver Peter katten en skål med resterne af sin suppe, stiller den ved verandaen og går væk. Katten sniger sig forsigtigt frem og spiser grådigt.
Så er det i orden, mumler Peter. Én gang kan man godt
Én gang bliver til hver dag. Om morgenen går Peter ud på haven, og katten venter allerede ved lågen, rolig, uden at mjave eller bede.
I starten giver Peter den resterne fra sine måltider. Senere koger han grødkog, køber billige dåsemadvarer og fortæller sig selv, at det kun er midlertidigt, indtil katten finder nye ejere.
Rød, kom her, råber han. Jeg vil kalde dig Rød, som Anna Kristensen kaldte dig.
Katten svarer på alle navne det vigtigste er, at den bliver kaldt.
Efterhånden vænner Rød sig. Om dagen solbader den i haven, om aftenen kommer den til verandaen og sover i den gamle hundeskur, der står tilbage.
Midlertidigt, gentager Peter. Kun midlertidigt.
Ugerne går, men katten flytter ikke. Peter indser, at han er blevet vant til den røde snude ved lågen, den sagte spinden om aftenen, den varme plet på hans knæ, når han sidder på verandaen.
Far, har du fået en kat? spørger datteren Lærke igen.
Jeg har ikke fået den. Den kom af sig selv. Den var naboens, ejeren er død
Så hvorfor fodrer du den? Find et andet sted til den.
Hvem har brug for en gammel kat? klør Peter Rød bag øret. Den må blive.
Far, det er ekstra udgifter. Foder, dyrlæge, hvis noget Din pension er jo lille.
Jeg klarer mig, svarer Peter kort.
Lærke ryster på hovedet. I de senere år er far blevet mærkelig han taler med planterne, så pludselig plukker han en kat op.
Må du flytte til byen? Til os? foreslår hun igen. Hvorfor sidder du her alene?
Jeg er ikke alene. Rød er her.
Far, er du helt sikker?
Jeg mener det alvorligt. Det er fint her. Vi har haven og katten.
Lærke sukker. Det er svært at tale med ham for tiden. Han har lukket sig inde efter mors død.
Om efteråret bliver Rød svag. Han spiser ikke, ligger i skuret og ånder hårdt. Peter bliver bekymret som om det var hans eget barn.
Hvad er der galt, min ven? sætter han sig ved skuret. Er du syg?
Katten åbner øjnene, mjaver svagt. Peter tager mod til sig, bringer den til dyrlægen i den nærmeste by. Han bruger næsten hele sin pension på behandlingen, men fortryder det ikke.
Du har en dejlig kat, siger den unge dyrlæge. Den er klog og blid. Bare alderen og immunforsvaret svækkes.
Vil den overleve?
Med god pleje kan den blive ved. Du skal bare passe på og give medicin.
Hjemme laver Peter en lille hospice på verandaen: gamle tæpper, skåle med mad og vand, daglige piller og temperaturmåling.
Bliv rask, siger han. Jeg keder mig uden dig.
Det er sandt. På nogle måneder er katten ikke bare et kæledyr, men en ven, den eneste levende væsen, der glæder sig over at møde Peter, som har brug for den.
Bedstefar, er Rød rask? spørger Mikkel, der er på vinterferie.
Ja, han ligger og sover på sin pude.
Rød ligger på den varme pude, krøllet sammen, pelsen skinner, øjnene klare.
Bliver han boende her for altid?
Hvor skulle han ellers være? klør Peter Rød. Vi er sammen. Han giver mig selskab, jeg giver ham et hjem.
Far, har du aldrig følt dig ensom?
Peter tænker tilbage. Da hans kone gik bort, var huset tomt og stille. Han lavede suppe til én, så tvet i stilhed, gik i seng i et tomt rum.
Det var ensomt, min pige. Meget ensomt.
Nu?
Nu er det ikke ensomt. Rød møder mig, når jeg kommer fra haven, spinder mens jeg laver mad, sover på mine knæ, når jeg ser fjernsyn. Det har gjort mig glad.
Mikkel nikker. Han kan også lide dyr og forstår, hvor meget de kan lette ensomhed.
Bedstefar, hvad siger mor?
Mor er imod. Hun siger, det er ekstra udgifter, ekstra besvær.
Og du?
Jeg synes, det er værd. Rød giver mig glæde, og glæde er ikke overflødig.
Om foråret kommer en uventet gæst: kusinen til den afdøde Anna Kristensen, en ung kvinde med et lille barn.
Bedste, undskyld for forstyrrelsen, siger hun. Jeg er Sofie, Annas kusine. Jeg hørte, at din kat lever?
Peter får et kold gys. Vil de tage Rød med?
Den lever, svarer han forsigtigt. Hvad så?
Jeg vil bare vide Efter begravelsen gik vi hurtigt hjem, vi tænkte ikke på katten. Nu er vi flove over, at vi glemte den. Vi vil gerne hente den hjem.
Jeg forstår, Peter mærker, hvordan hans bryst strammer.
Er I trætte af ham? For meget besvær?
Nej, jeg er ikke træt. En flot kat.
Sofie kigger ud på haven, hvor Rød ligger på solen ved siden af grøntsagerne.
Åh, han har forandret sig! Før var han tynd og syg, nu er han en skøn fyr!
Jeg har behandlet ham, fodret ham ordentligt.
Mange tak! hun er oprigtigt taknemmelig. Vi tager ham, og vi betaler alle omkostninger
Peter er tavs. Juridisk set tilhører katten ikke ham Anna er død, familien har ret til at tage den. Men hvordan kan han forklare, at Rød er blevet en del af hans liv?
Må vi se ham? spørger Sofie.
De nærmer sig katten. Rød løfter hovedet, ser mistænksomt på de fremmede, men så går han hen til Peter, gnider sig mod hans ben.
Det er mærkeligt, siger Sofie. Han genkender mig ikke. Jeg har ofte besøgt tante Anna
Tiden har gået, forklarer Peter. Måske har han glemt.
Men han forstår, at det ikke er glemsel. Katten har valgt en ny ejer den, der fodrer, behandler, elsker ham.
Hvad med at han bliver her? Jeg ser, han er vant til jer, og I er blevet knyttet til ham
Hvordan? undrer Peter sig.
Det er simpelt. Vi bor i en lejlighed med et lille barn. Katten er gammel, vant til friheden. Hvorfor tvinge ham til at flytte?
Men han er jo jeres
Han var tantes, nu er han vores. I har reddet ham to gange først fra sult, så fra sygdom. Så han er også jeres.
Peter kan ikke tro sine egne ører:
Er det alvorligt? Må han blive?
Sådan er det. Så længe du har brug for medicin, foder sig til os. Vi hjælper.
Efter Sofies afrejse sidder Peter længe på verandaen og kæler for Rød.
Hør her, ven, du bliver,
for altid.
Katten spinder og lukker øjnene i tilfredshed.
Senere ringer Lærke:
Far, hvordan går det? Er katten i live?
Ja, den lever, og den er nu officielt min. Ejere kom og sagde, at jeg måtte beholde ham.
Det er godt. Så du har vænnet dig
Lærke, ved du hvad jeg har indset?
Hvad?
En ensom mand og en ensom kat redder hinanden. Jeg redde ham fra sult, han redder mig fra ensomhed.
Far, du filosofiserer
Jeg taler sandheden. Nu har jeg mening stå op om morgenen, lave mad, give medicin. Og der er glæde, når nogen spinder ved siden af mig.
Lærke er stille. Måske for første gang forstår hun, at far virkelig har brug for katten.
Far, flytter du nu endelig til byen?
Aldrig. Jeg har alt her huset, haven, Rød. Hvorfor skulle jeg til byens travlhed?
Så du bliver.
Jeg bliver. Vi bliver.
Et år går. Peter og Rød lever et roligt liv. Om morgenen spiser de morgenmad og går i haven. Om dagen ordner Peter gården, mens Rød sover i skyggen. Om aftenen spiser de sammen, ser fjernsyn, og Rød ligger på Peters knæ.
Naboerne har vænnet sig til at se dem sammen:
Peter Jensen, din kat er helt tam!
Den er ikke bare min, vi er to i ét.
Det er sandt. De har reddet hinanden den gamle, ensomme mand og den gamle, uønskede kat. De fandt i hinanden, hvad de begge manglede forståelse, varme, mening med livet.
Hvad mere behøves for lykke?
Rød spinder på knæene, og Peter tænker, hvor heldig han er, at han ikke jagede den sultne vovehalskattedyr væk. Hvor glad han er for, at han har vist medfølelse
Nogle beslutninger træffes ikke med hovedet, men med hjertet, og de viser sig at være de rigtige.
