Regnen silede ned med en utrættelig kraft, som om himlen havde besluttet at give Københavns gader en ordentlig skrubbe. Asfalten glimtede under gadelygternes blide skær, mens små vandløb flød ned i rendestenen, trukket af blade, cigarettesten og den støv, som byen har samlet i løbet af ugerne. Indenfor i min Volvo kørte varmen stille på, og omgav mig i en lun, behagelig boble. Den blide popmusik fra radioen virkede som et lydtæt tæppe, så jeg næsten kunne glemme, at vi var midt i en storm.
Det var en helt almindelig onsdag eftermiddag, og jeg var på vej hjem fra kontoret efter et møde, der overraskende nok gik bedre end forventet. På passagersædet lå en mappe fuld af papirer, og i hovedet tumlede en uendelig todoliste. Alt dette gik i stå på et øjeblik, da jeg i et hjørne af Nørrebrogade så en lille, sammenkrølet skikkelse gemt under regnen.
Hun så ikke ældre end otte år. Mørkt hår klæbte til ansigtet af vand, og jakken var så tynd, at den næsten kunne have været lavet af papir. I hænderne holdt hun en buket af visne blomster, indpakket i en krøllet plastpose. De små stofsko var gennemblødte helt til sokkerne.
Jeg sænkede farten og, uden at tænke nærmere, parkerede ved siden af fortovet. Jeg stod et øjeblik og betragtede hende. Jeg kunne have kørt videre som så mange andre, men måden, hun klemte blomsterne ind til brystet, som om de var hendes eneste skat, fik mig til at stoppe.
Jeg slukkede motoren og åbnede døren. Den kølige vind slog mig i ansigtet, ledsaget af regnets utrættelige trommen. Jeg gik hen til hende.
Hey du! råbte hun over regnet . Skal du ikke have blomster til din kone? De er fine jeg kan give dem billigt.
Stemmen var svag, men hun forsøgte at lyde munter.
Jeg trak min vinterjakke af og lagde den over hendes skuldre. Den var enorm i forhold til hendes lille krop, men den dækkede hende nok.
Tag den sagde jeg, mens jeg også overleverede min røde paraply . Du bliver nok syg, sådan.
Hun så på mig, som om jeg lige havde givet hende en diamant.
Nej, hr. min mor siger, jeg må ikke tage imod ting fra fremmede.
Din mor har ret svarede jeg . Men det her er ingen gave, det er et lån, mens du er på arbejde.
Hun tøvede, men tog til sidst paraplyen.
Hvor mange blomster har du? spurgte jeg.
Tyve buketter, hr. Hver for 1000 kr men jeg kan give dem til 800 kr, for de er lidt slidt af regnen.
Jeg trak min pung frem og rakte hende 20000 kr.
Jeg tager dem alle.
Hun åbnede munden, som om hun ville sige noget, men der kom ingen lyd.
Alle? Men hvad skal du gøre med så mange blomster?
De skal ud til folk her på gaden. Så får alle en smule mere farve i dagen.
Et lille, genert smil bredte sig over hendes ansigt.
Min mor vil ikke tro det.
Hvor er din mor?
Hjemme passer på min lillebror. Han er syg, så jeg gik ud i dag, så hun ikke bliver våd.
En knude strammede sig i min mave.
Tag jakken og paraplyen. Skynd dig hjem, din mor må være bekymret.
Hun krammede pengene mod brystet, tog et par skridt, og lige før hun rundede hjørnet, råbte hun:
Tak, hr! Må Gud velsigne dig!
Jeg så hende forsvinde, nu beskyttet af min røde paraply. Jeg gik tilbage til bilen, stadig gennemblødt, men med en mærkelig følelse: en blanding af tristhed, ømhed og en snert af håb.
Jeg tændte varmen igen. Duften af blomster fyldte kabinen, og da jeg gik ud for at dele dem med forbipasserende, mærkede jeg, at noget i mig havde ændret sig selvom jeg endnu ikke helt kunne sætte fingeren på, hvad det var.
