Jeg er tres årti. Og for første gang i mit liv får jeg følelsen af, at jeg ikke længere eksisterer hverken for mine børn, mine børnebørn, min tidligere mand eller for hele verden.
Fysisk er jeg her. Jeg går på gaden, besøger apoteket, køber rugbrød, fejer altanen under vinduet. Men inde i mig vokser et tomrum hver morgen, nu hvor jeg ikke længere skal løbe på arbejde. Nu hvor ingen ringer og spørger: Mor, hvordan har du det?
Jeg bor alene. Det har jeg gjort i mange år. Mine børn er voksne, har hver deres familie og bor i andre byer: min søn i København, min datter i Århus. Mine børnebørn vokser op, og jeg kender dem næsten ikke. Jeg ser dem ikke i skole, jeg strikker ikke tørklæder til dem, jeg fortæller dem ikke godnathistorier. Jeg er aldrig blevet inviteret på besøg aldrig én gang.
En dag spørger jeg min datter:
Hvorfor vil du ikke have, at jeg kommer? Jeg kunne hjælpe med børnene
Hun svarer med rolig, men kold stemme:
Mor, du ved jo min mand kan ikke holde ud at have dig omkring. Du blander dig altid i alt, og så har du dine egne vaner
Det rammer mig i hjertet. Jeg føler mig ydmyget, vred og såret. Jeg prøver ikke at påtvinge mig; jeg vil bare være nær. Budskabet er klart: Du er ikke velkommen. Hverken af mine børn eller af børnebørnene. Det er som om, jeg er blevet slettet. Selv min tidligere mand, som bor i en nærliggende landsby, finder aldrig tid til at se mig. En gang om året får jeg en kold julehilsen, som om det kun er en formalitet.
Da jeg gik på pension, tænkte jeg: Endelig tid til mig selv. Jeg skulle strikke, gå morgenture, gå på det malerkursus, jeg altid har drømt om. Men i stedet for glæde får jeg angst.
Før kommer mærkelige symptomer: hjertebanken, svimmelhed, en dyb frygt for at dø. Jeg besøger flere læger. De laver undersøgelser, EKG, MRscanning alt er normalt. Indtil en læge siger:
Fru, det er følelsesmæssigt. Du har brug for at tale med nogen, at socialisere. Du er meget ensom.
Det er værre end enhver diagnose. Der findes ingen pille, der helbreder ensomhed.
Nogle gange går jeg i supermarkedet bare for at høre kassenes stemme. Andre gange sætter jeg mig på en bænk i parken med en bog, lader som om jeg læser, i håb om at nogen kommer hen til mig. Men folk har altid travlt. Alle har et mål. Og jeg eksisterer bare. Jeg trækker vejret. Jeg husker.
Hvad har jeg gjort forkert? Hvorfor er min familie glidet væk? Jeg har opdraget dem alene. Deres far gik tidligt bort. Jeg arbejdede på to hold, lavede mad, strøg deres uniformer, plejede dem, når de var syge. Jeg drak ikke, gik ikke ud. Jeg gav alt, hvad jeg havde.
Og nu er jeg kun et overflødigt element.
Var jeg for streng? For autoritær? Jeg ville bare det bedste for dem. Jeg ville have, at de blev gode og ansvarlige mennesker. Jeg holdt dem væk fra dårlige foreninger. Til sidst er jeg alene.
Jeg søger ingen medlidenhed. Jeg vil bare forstå: Har jeg virkelig været en så dårlig mor? Eller er det blot tempoet i det moderne liv boliglån, fritidsaktiviteter, endeløse løb hvor der ikke er plads til en ældre dame længere?
Nogen siger:
Find dig en partner. Meld dig ind på en datingside.
Men jeg kan ikke. Jeg har svært ved at stole. Efter så mange år alene har jeg ikke længere kræfter til at åbne mig, at forelske mig, at lade en fremmed komme ind i mit liv. Og helbredet er ikke længere som før.
Jeg kan ikke arbejde. Tidligere havde jeg en gruppe: samtaler, grin. Nu er det kun stilhed. En så tung stilhed, at jeg nogle gange tænder fjernsynet bare for at høre stemmer.
Jeg tænker nogle gange: Hvis jeg forsvinder, vil nogen så lægge mærke til det? Hverken mine børn, min tidligere mand eller naboen på tredje sal. Den tanke fylder mig med frygt.
Men så trækker jeg vejret dybt. Jeg rejser mig, laver en kop te i køkkenet og siger til mig selv: Måske går det bedre i morgen. Måske vil nogen huske. Måske en telefonopringning. Et brev. Måske tæller jeg stadig noget.
Så længe der er håb, vil jeg blive ved med at leve.
