**Dagbog 12. januar**
I går sad jeg og min mor på den gamle soveplads i den knirkende stue. Vi var begge klædt i varme uldplader, og vinterens bidende kulde lå som et tæppe udenfor. Indenfor havde vi netop fået ilden i brændeovnen den eneste varme i huset.
Det skal nok gå, Mor, sagde jeg stille, mens jeg forsøgte at berolige hende. Hun havde ingen anden at holde fast i kun sin svigermor, som endnu var i spil. Sådan var livet for os tre: mor, mig og min mand, Jens.
Jeg giftede mig sent, da jeg var treogtredive. Jeg var Jens anden hustru; hans første ægteskab var allerede brudt, så jeg kom ind i hans liv som en slags forløsning. Mor, Maren Andersen, var straks glad for mig, og jeg følte mig tryg i hendes varme, kærlige favn. Jeg havde mistet begge forældre tidligt og stod derfor helt alene i verden. Hos Maren fandt jeg den morfigur, jeg altid havde savnet.
Jens plejede at sige med et skævt smil: Vi er som to drømme, der forvildes i natten. Fem år i ægteskabet gik som en flyvende time. Men så begyndte han at ændre sig. Han blev hård, skrigende, og hans humør tog til takket være en elskerinde, som han ofte kom hjem fra i en tåge af whisky.
En dag erklærede han, at han ville skilles. Han gav mig kun to dage til at samle mine ting. Jeg var endnu ikke klar til at gå, da hans elskerinde dukkede op med en kuffert i hånd.
Måske havde hun gjort det for at konfrontere mig, men hun slog fejl. Hendes lange, lyse hår glimtede, og de store øjenvipper, hun næsten ikke kunne holde på, fik mig til at bryde ud i latter.
Er du virkelig så tilfreds med at erstatte mig med dette marionet med bøjede øjenvipper? sagde jeg, mens jeg trak vejret dybt. Held og lykke med hende. Jeg bærer dig ikke en dråbe sorg.
Den andre kvinde grinede højt og sagde: I to er som to høns, en mor og en datter. Jeg svarte: Hvorfor så er du så venlig mod min mor?
Maren sukkede blidt: Du er min datter, Signe. Lad os nu finde ro.
Jeg spurgte, om hun ville tage med mig til vores gamle familiehjem på landet.
Det er bedre at gå til landet end at blive her med en sådan søn, svarede hun.
Mens jeg pakkede min lille kuffert med medicin, en gammel skuffe, en taske, undertøj og et par lommetørklæder, kom Alberte, vores nye husmor, ind og sagde: Tag alt, hvad I vil have. Vi behøver ikke andres ting.
Jens stod tavs ved siden af, men hans blik sagde, at han forstod, at hans mor aldrig ville tilgive ham helt.
Efter en halv time stod jeg ved bilen, og Maren sad på bagsædet, tørrede stille sine tårer af. Hun vendte ikke blikket mod Jens, men sukkede tungt.
Det er svært at acceptere, når man har givet alt og stadig føler sig uønsket.
Vi skal nok klare os, pige, sagde hun. Jeg har sparemidler, og du har din pension. Vi klarer os med brød og smør.
Vi kørte mod den lille landsby i Jylland, hvor jeg voksede op. Huset var koldt, men jeg tændte hurtigt ovnen, fyldte en kedel med vand og lagde på en kop te.
Det er som om livet altid har været her, sagde jeg, mens jeg så ud over de sneklædte marker. Bedstemor lærte mig alt, hvad jeg ved.
Varmen i huset steg stille, og jeg lovede mig selv at gøre rent i morgen.
Pludselig bankede det på døren. En bekendt nabo, drengen Mikkel Petersen, stod i døråbningen. Er du kommet langt, Signe? Jeg så bilen din. Hvorfor så sent i kulden?
Jeg smilede træt: Det er alt i orden, Mikkel. Kom indenfor, og lad os drikke te sammen.
Mikkel introducerede sig selv for Maren: Det er min far, Jørgen Andersen. Du kan altid ringe, hvis du mangler noget.
Ugen gik, og huset blev rent og hyggeligt igen.
Mens vi sad ved bordet, fortalte Mikkel mig om sit eget liv. Jeg mistede min hustru, da jeg var tjuetre. Jeg solgte vores lejlighed, og min søn lovede, at han altid ville bo hos mig. Men så gik alting i stykker.
Jeg rystede på hovedet: Det er svært at holde ud. Måske får I børnebørn en dag.
Mikkel nikkede og sagde, at hans søn levede alene, efter sin kone druknede, og at han nu boede med sin ældre far.
En måned gik uden nyt fra Jens. Han ringede ikke engang til Maren. Så en dag ringede en ukendt stemme til mig.
Er du Signe?
Ja, det er mig.
Din mand er omkommet i en bilulykke. Han var påvirket af alkohol og styrtede ind i en lund. Passageren i bilen overlevede uden skader. Vi beder dig møde op for at identificere kroppen.
Jeg stod målløs. Nej, det kan ikke være sandt. Jeg har mistet ham allerede.
Maren brølede: Signe, hvorfor er du så bange? Vi skal bare identificere ham.
Jeg følte mig knust. Mor, han er væk. Hvorfor sker dette med os?
Morten, min bror, trådte frem og sagde: Vi tager dig med til politistationen, så du kan blive set. Jeg vil være ved din side.
Efter begravelsen gik Maren og jeg ind i den gamle familiebolig igen, men nu var den kun vores arv. Jens havde aldrig formelgjort sin skilsmisse; hans liv bestod kun af nattens fester og bønner.
Morten fulgte os overalt, som om han ville beskytte os mod alt ondt.
Vi har brug for at tjekke dokumenterne, sagde han. Måske er der et testamente eller andet, der skal ordnes.
Vi fandt ud af, at alt papirarbejde var i orden. Låsen på huset blev skiftet, for at sikre, at den lange, bøjede øjenvipperkvinde som viste sig at være Jens elskerinde ikke kunne komme tilbage.
Mange af Jens ejendele måtte smides ud. Morten var altid ved min side, mens Maren holdt fast i håbet om, at livet stadig kunne være smukt.
Efter et år giftede Mikkel og Maren sig. De fandt ro sammen, og deres børnebørn kom ofte på besøg. Jeg har aldrig giftet mig igen, men jeg har adopteret to børn en dreng og en pige som jeg har haft ansvar for siden de var små. Livet har lært mig, at man kan finde familie, ikke kun i blod, men i dem, man vælger at elske.
Det er mærkeligt, hvordan skæbnen vender sig, når man mindst venter det. Jeg håber, at dette sidste kapitel i min dagbog kan give mig styrke til at gå videre.
Signe.
