København, 7. juli
Kære dagbog,
I dag skete der noget, som jeg knap tror på næsten som et renæssance-møde mellem fortid og nutid. Jeg stod i HRafdelingen på kommunens rådhus, hvor jeg skulle udlevere papirer til den nye medarbejder. Da jeg løftede røret, råbte jeg:
Kirstine Andersen, kom ind på mit kontor! Her er din nye stilling.
Hun trådte straks ind, og jeg gik straks i gang med at introducere hende.
Du er den nye vicevært?
Ja.
Jeg er viceværtchef, kalder mig Inge Andersen, sagde jeg med et smil. Hvad hedder du?
I den stille tone i dine øjne lyder et spørgsmål, så jeg svarer: Kirstine, men i kommunen kalder man mig Kirstine Jørgensen.
Kom, så viser jeg dig din arbejdsplads sagde jeg, mens vi gik ned ad den lange gang. Du får tredje sal.
***
Kirstine så glad ud over sit nye job. Hun gik rundt i lokalerne og mumlede for sig selv:
Kun to år til pension. Men jeg kan sagtens blive hængende endnu længere. Lønnen er otte tusinde kroner om måneden plus bonusser. Med min mand, Henrik, kan vi klare os fint. Børnene er vokset ud og har deres egne liv. Jeg kan ikke engang huske, hvad borgmesteren hedder det er lidt pinligt, hvis jeg bliver spurgt. Der er et billede af alle borgmestre på første sal. Så jeg burde have kigget derhen.
***
På vej tilbage fra kantinen gik hun forbi en opslagstavle og læste navnet på byens borgmester: Anders Bøgh, født 1983.
Åh, han er så ung, ikke engang fyrre år gammel, tænkte hun, og så gik det op for hende: Anders! 1983.
Hun vendte blikket mod portrættet og så datoen:
7. juli! Det kan ikke være! Sån tilfældighed. Men også navnet Anders. Efternavnet og fornavnet er andre. Som om adoptivforældre kan ændre både navne og efternavne
Hun stirrede længe på mandens portræt, som om hun håbede at se et genkendeligt ansigt.
***
Det nye arbejde skubbede de fremmede tanker til side. Hjemme talte vi lange aftener med hinanden. Henrik gik derefter i stuen for at se fodbold, mens jeg satte mig i min egen stol. Vores treværelses lejlighed føltes nu mere rummelig, børnene var flyttet ud, og intimiteten mellem os blev sjældnere.
Senere lå jeg i min seng og tænkte på ungdommen og på den hemmelighed, jeg aldrig har delt med min kone. Jeg havde engang en søn, som vi kaldte Anders. Jeg var kun nitten, uden penge eller fast arbejde. Jeg boede i kollegiet på erhvervsskolen og kunne kun klare mig i et halvt år, hvorefter jeg afleverede ham på børnehjemmet.
Tre år senere giftede jeg mig med Henrik. Vi talte ikke om de år, der gik forinden brylluppet. Snart fik vi to døtre, som begge har fået deres egen familie. Den ene er studerende i Århus og er gift, den anden bor i Odense. Jeg har aldrig haft en fast faglig uddannelse; de sidste tyve år har jeg arbejdet som vicevært på en fabrik. Fabrikken gik konkurs, og alle fik løst deres stillinger. Så fik min datters veninde mig et job som vicevært i rådhuset, og jeg takkede ja.
Nu er borgmesteren Anders Bøgh født i 1983. Jeg beklager ikke mit liv, men de mange år tænker jeg på min søn. Han har vist sig i drømme flere gange, og jeg vil så gerne vide, om han har det godt.
Et par dage senere, mens jeg gjorde rent på tredje sal, gik borgmesteren forbi og talte med en kollega. Da han så mig, nikkede han og gik videre. I et splitsekund stod en ung mand ved navn Victor min ungdomskærlighed fra før fyrre år foran mig. Jeg havde altid forestillet mig, at han skulle blive en seriøs, arbejdsom mand. Men nu, da jeg så borgmesteren, indså jeg, at jeg i min ungdom havde ønsket, at Victor skulle blive præcis som Anders Bøgh.
Victor var flygtet, da han opdagede, at jeg ventede et barn, og sagde, at han skulle arbejde i udlandet. Jeg ventede, men han forsvandt. Jeg tænkte:
«Er Anders Bøgh virkelig min søn? Hvis jeg ikke havde lagt ham på børnehjemmet, ville han måske have været en anden. Mine døtre har gjort det godt den ældste er gift og har en stor lejlighed med bil, den yngre har også et godt liv. Men min søn er væk.»
Jeg overvejede, hvad der ville have hændt, hvis jeg havde giftet mig med Henrik eller ej. Måske ville Anders have haft en helt anden opvækst. Måske var der ingen mirakuløse sammenfald, kun tilfældigheder. Men hvad gør det? Han har forældre, der måske aldrig har fortalt ham, at han blev adopteret. Hans barndom har formentlig været lykkelig, for sjældent vokser en simpel dreng op til at blive borgmester.
Efter frokost kom min unge kollega, Lise, over:
Hej, tante Kirstine!
Hej!
Vi fejrer Lene på femte etage på fredag. Hun bliver 45. Kommer du?
Selvfølgelig! svarede jeg med et smil.
Så giver du 200 kroner, og så laver du en lille ret eller noget kreativt.
Det er i orden, jeg rakte ud med min pung.
Fredag samledes vi på syvende sal efter arbejde. Et bord var sat op, og vi hævede glasene for den gamle borgmester, som pludselig trådte ind, smilende med en lille gave.
Tillykke, Lene! sagde han.
Jeg så på ham, og alt inde i mig rystede. Jeg vidste nu, at det var min søn.
Anders sad i omkring tyve minutter, sagde tak og gik. Katja, den længst arbejdende i rådhuset, sagde:
Han har rige forældre, men de er ikke hans biologiske.
Jeg spurgte, om han ved, hvem hans rigtige forældre er. Katja nikkede og sagde, at det blev afsløret for to år siden, da han forberedte sig på valg. Ingen af ham reagerede på nyheden.
Jeg stod ved døren og så borgmesteren sidde. Mit hjerte var både glad og tungt. Jeg kunne ikke omfavne min søn, men jeg kunne tænke på ham og vide, at han lever et godt liv.
Jeg afslutter med denne tanke: Livet giver os sjældent anden chance, men vi kan altid vælge at holde fast i de minder, vi har, og lade dem guide os fremad.
En dagligdags mand med et hjerte, der stadig bærer på en gammel hemmelighed.
