Rikke var fløjet af sted en dag før de andre til sin svigermors fødselsdag. Knap havde hun ladt sig falde ned i flysædet, før hun for sammen – nogen havde uventet kaldt på hende ved navn.
Hendes fingre lukkede sig krampagtigt om remmen på håndtasken, mens hun stod i køen ved check-in. Der var stadig en dag til hendes ekssvigermors fødselsdag, men Rikke havde med vilje valgt den tidlige morgenafgang. Hun vidste, at Jonas som altid ville udskyde alting – han ville sikkert først tage flyet næste morgen. Der var gået tre år siden skilsmissen, og i al den tid havde de formået at bo i samme by uden nogensinde at støde på hinanden. Nu ville Rikke mindre end nogensinde forstyrre den skrøbelige balance.
Sæde 12A, lod hun blikket glide over billetten. Ved vinduet, præcis som hun kunne lide det. I flyet rakte hun som altid efter sin bog – en ny roman, som hun var begyndt på dagen før og ikke kunne lægge fra sig. En historie om kærlighed, forræderi og tilgivelse. Før i tiden havde hun undgået den slags historier, men tiden heler.
”Rikke?” En velkendt stemme fik hende til at gyse. ”Det var da et tilfælde.”
Langsomt løftede hun blikket. Jonas stod i midtergangen med håndtaget på sin kuffert i hånden. Lige så velplejet som altid i sin yndlingsblazer, den grå. Kun ved tindingerne havde der sneget sig lidt gråt ind, som hun aldrig havde lagt mærke til før.
”Du plejer ellers altid at komme for sent,” undslap det hende i stedet for en hilsen.
”Og du planlægger altid alting i forvejen,” svarede han med et smil og fiskede sin billet op. ”Hm, 12B.”
Rikke kunne mærke, at kinderne brændte. En times flyvning ved siden af den mand, som hun så omhyggeligt havde undgået i alle de år. Skæbnen måtte more sig på deres bekostning.
”Jeg kan da bytte plads med en eller anden,” begyndte Jonas.
”Lad nu være,” afbrød Rikke ham. ”Vi er voksne mennesker.”
Jonas nikkede og satte sig ved siden af hende. Hans velkendte aftershave strøg forbi hende, og duften ramte hende som et stik lige i hjertet. Hvor mange gange var hun vågnet med den duft i næsen?
”Hvordan går det med arbejdet?” spurgte han efter starten, da stilheden blev uudholdelig.
”Godt. Jeg har åbnet mit eget yogastudie,” svarede hun med rolig stemme. ”Og dig? Er du stadig samme sted?”
”Nej, jeg er skiftet til rådgivning. Kan du huske, at jeg altid drømte om det?”
Selvfølgelig kunne hun huske det. Og hun kunne også huske de endeløse diskussioner om netop det. Hun havde været bange for forandringer, han havde længtes efter dem. Nu, år senere, havde de begge fået, hvad de ville have. Hvorfor gjorde det så ondt?
”Mor bliver helt vildt glad for at se dig,” sagde Jonas efter en pause. ”Hun gemmer stadig den keramikvase, du gav hende til sidste fødselsdag.”
”Vibeke var altid,” begyndte Rikke og stoppede op for at finde de rigtige ord, ”så god mod mig.”
”Selv efter skilsmissen sagde hun, at du var den bedste svigerdatter, man kunne ønske sig.”
Rikke kunne mærke, at øjnene løb i vand. Hun rakte ud efter bogen for at skjule, at hun var rørt.
”Hvad læser du?” Jonas kastede et blik på omslaget.
”Tiden for tilgivelse,” svarede hun, og de tav begge, da de gik op for ironien i titlen.
Resten af flyveturen tilbragte de i stilhed, men det var en anderledes stilhed – ikke stram som en violinstreng, men næsten behagelig, som i gamle dage. Da flyet landede i København, hjalp Jonas hende med at få tasken ned fra bagagehylden.
”Skal vi dele en taxa?” foreslog han. ”Vi skal jo alligevel samme vej.”
Rikke tøvede. For tre år siden var de gået fra hinanden, overbeviste om, at de aldrig igen skulle stå side om side. Og alligevel stod de her, og verden var ikke gået under.
”Okay,” nikkede hun. ”Men jeg holder øje med GPS’en – du skændes jo ellers altid med teknikken.”
Jonas lo, og den velkendte latter fik noget til at sitre inden i hende. Måske var man nogle gange nødt til at give slip på fortiden, for at nutiden kunne blive lysere?
Da de forlod flyet, gik det op for hende, at hun for første gang i lang tid ikke fortød et tilfældigt møde. Foran dem lå fødselsdagen, et festligt dækket bord og familiens usikre blikke. Men nu vidste hun – de ville klare det. Det havde de jo altid kunnet.
Taxaen snoede sig gennem Københavns aftenmørke gader. Rikke holdt, som lovet, øje med vejen, mens Jonas sad ved siden af hende, kun adskilt af en taske på midtersædet.
”Her til højre,” sagde Rikke, og Jonas måtte smile: Hun kendte vejen til hans forældre endnu bedre, end han selv gjorde.
”Kan du huske, første gang vi kørte hjem til min mor?” spurgte han pludselig. ”Du var så nervøs hele vejen.”
”Jo, tak!” snøftede Rikke. ”Jeg havde skiftet tøj tre gange i ren ophidselse. Jeg ville gøre et godt indtryk.”
”Og så hældte du suppe ud over dig selv.”
De lo begge, og for et øjeblik syntes tiden at stå stille. Men så standsede taxaen foran det velkendte hus, og øjeblikket forduftede i tusmørket.
Vibeke stod i døren og løftede overrasket hænderne:
”Er I kommet sammen? Sikke en overraskelse!”
”Vi mødtes tilfældigt i flyet,” forklarede Rikke hurtigt, mens hun opdagede et glimt af håb i sin ekssvigermors øjne.
”Kom indenfor, kom indenfor! Rikke, jeg har gjort dit værelse klar – det samme som altid.”
Rikke stivnede. Hendes værelse – soveværelset på første sal, hvor hun og Jonas altid havde boet, når de var på besøg. Hvor morgensolen tegnede legende mønstre på tapetet, og hvor man fra vinduet kunne se det gamle æbletræ.
”Mor, måske skulle jeg hellere tage gæsteværelset?” prøvede Jonas.
”Ingen diskussion!” afbrød Vibeke. ”Der sover gæsterne i morgen. Rikke bliver i soveværelset, og du tager dit gamle børneværelse. Alt som i gamle dage.”
Som i gamle dage – ordene genlød i Rikkes tanker. I virkeligheden var intet som i gamle dage, men ingen af dem vovede at diskutere med Vibeke.
Aftenen gik med forberedelser til festen. Rikke hjalp til i køkkenet, mens Jonas sorterede gamle kasser på loftet – en opgave, som hans mor længe havde bedt ham om at tage sig af. De undgik bevidst at være alene, men under samme tag var det lettere sagt end gjort.
Om natten kunne Rikke længe ikke falde i søvn. Sengen forekom hende for stor, for tom. Bag væggen, på børneværelset, knirkede gulvet – Jonas kunne åbenbart heller ikke sove. Hun genkendte lydene: tre skridt hen mod vinduet, fire tilbage. Sådan havde han altid gået, når han tænkte over noget.
Pludselig blev der stille. Rikke vendte sig om og kiggede ud ad vinduet. Æbletræet raslede i vinden, og for et øjeblik forekom det hende, som om de sidste tre år aldrig havde eksisteret.
