Line var fløjet en dag tidligere end de andre for at komme til sin ekssvigemors fødselsdag. Knap havde hun ladet sig falde ned i flysædet, før hun farede sammen: nogen havde kaldt hende ved navn.
Hendes fingre krampede sig om remmen på håndtasken, mens hun stod i køen ved check-in. Der var stadig en hel dag til hendes ekssvigemors fødselsdag, men Line havde bevidst valgt det tidlige fly. Hun vidste, at Jens, som altid, ville udsætte alting til det sidste; han ville sikkert først flyve næste morgen. Der var gået tre år, siden de blev skilt, og i al den tid havde de boet i samme by uden så meget som at støde ind i hinanden. Nu havde Line mindre end nogensinde lyst til at forstyrre den skrøbelige balance.
Plads 12A, fløj hendes øjne hen over billetten. Ved vinduet, som hun kunne lide det. I flyet rakte hun som altid efter bogen – en ny roman, som hun var begyndt på i går og ikke kunne lægge fra sig. En historie om kærlighed, svigt og tilgivelse. Før i tiden havde hun holdt sig fra den slags historier, men tiden læger.
Line? En velkendt stemme fik hende til at fare sammen. Sikke et tilfælde.
Langsomt løftede hun blikket. Jens stod i midtergangen med håndtaget på sin kuffert. Lige så velplejet som altid i sin grå yndlingsjakke. Kun ved tindingerne havde der sneget sig lidt gråt ind, som hun aldrig havde lagt mærke til før.
Du plejer ellers altid at komme for sent, slap det ud af hende i stedet for en hilsen.
Og du planlægger altid alting i forvejen, svarede han med et smil og trak billetten op. Hm. 12B.
Line mærkede, hvordan kinderne brændte. Tre timers flyvning ved siden af den mand, hun i alle de år omhyggeligt havde undgået. Skæbnen så ud til at have moret sig med dem.
Jeg kunne bytte plads med nogen, begyndte Jens.
Lad det nu være, afbrød Line. Vi er voksne.
Jens nikkede og satte sig ved siden af hende. Hans velkendte aftershave drev over til hende, og duften ramte hende som et stik midt i hjertet. Hvor mange gange var hun vågnet med den duft i næsen?
Hvordan går det med arbejdet? spurgte han efter starten, da stilheden blev uudholdelig.
Godt. Jeg har åbnet mit eget yogastudio, svarede hun med rolig stemme. Og du? Er du stadig samme sted?
Nej, jeg er skiftet til konsulentbranchen. Kan du huske, at jeg altid har drømt om det?
Selvfølgelig kunne hun huske det. Og hun kunne også huske de endeløse diskussioner om netop det. Hun havde været bange for forandring, han havde længtes efter den. Nu, år senere, havde de fået, hvad de hver især ønskede. Hvorfor gjorde det så ondt i hjertet?
Mor bliver kæmpeglad for at se dig, sagde Jens efter en pause. Hun gemmer stadig på den keramikvase, du gav hende til hendes sidste fødselsdag.
Helle var altid – Line standsede og ledte efter de rigtige ord. – så god mod mig.
Selv efter skilsmissen sagde hun, at du var den bedste svigerdatter, man kunne ønske sig.
Line mærkede, at øjnene blev fugtige. Hun rakte efter bogen for at skjule sin rørelse.
Hvad læser du? Jens kastede et blik på omslaget.
Tiden for tilgivelse, svarede hun, og begge forstummede, da ironien i titlen gik op for dem.
Resten af flyveturen tilbragte de i tavshed, men det var en anden tavshed – ikke anspændt som en stram streng, men næsten behagelig, som dengang. Da flyet landede i København, hjalp Jens hende med at tage tasken ned fra bagagehylden.
Skal vi dele en taxa? foreslog han. Vi skal alligevel samme vej.
Line tøvede. For tre år siden var de gået fra hinanden, overbeviste om, at de aldrig igen skulle stå side om side. Og alligevel stod de her, og verden var ikke gået under.
Godt, nikkede hun. Men jeg holder øje med GPS’en – du skændes ellers altid med teknikken.
Jens lo, og den velkendte latter fik noget i hende til at skælve. Måske skulle man nogle gange give slip på fortiden, for at nutiden kunne blive lysere?
Da de forlod flyet, gik det op for hende, at hun for første gang i lang tid ikke fortrød et tilfældigt møde. Forude ventede fødselsdagen, et festligt dækket bord og slægtningenes usikre blikke. Men nu vidste hun, at de ville klare det. Det havde de jo altid kunnet.
Taxaen snoede sig gennem Københavns aftenmørke. Line holdt, som lovet, øje med vejen, mens Jens sad ved siden af hende, kun adskilt af en taske på midtersædet.
Her til højre, sagde Line, og Jens måtte smile: Hun kendte vejen til hans forældre bedre, end han selv gjorde.
Kan du huske, da vi første gang kørte hjem til mor? spurgte han pludselig. Du var nervøs hele tiden.
Ja, selvfølgelig! fnyste Line. Jeg havde skiftet tøj tre gange af ren nervøsitet. Jeg ville gøre et godt indtryk.
Og så hældte du suppe ud over dig selv.
De lo begge, og et øjeblik syntes tiden at stå stille. Men så holdt taxaen uden for det velkendte hus, og øjeblikket forduftede i tusmørket.
Helle stod i døren og løftede overrasket hænderne:
Er I kommet sammen? Sikke en overraskelse!
Vi mødtes tilfældigt i flyet, forklarede Line hurtigt, mens hun i sin ekssvigemors øjne så et glimt af håb.
Kom ind, kom ind! Line, jeg har gjort dit værelse klar – det samme som altid.
Line stivnede. Hendes værelse – soveværelset på første sal, hvor hun og Jens altid havde boet, når de var på besøg. Hvor morgensolen tegnede legende mønstre på tapetet, og hvor man fra vinduet kunne se det gamle æbletræ.
Mor, måske skulle jeg hellere tage gæsteværelset? forsøgte Jens.
Ingen diskussion! afbrød Helle. Der sover gæsterne i morgen. Line bliver i soveværelset, og du i dit gamle børneværelse. Alt som før.
Som før. Ordene genlød i Lines tanker. I virkeligheden var intet som før, men med Helle var der ingen af dem, der vovede at diskutere.
Aftenen gik med forberedelser til fejringen. Line hjalp i køkkenet, mens Jens på loftet sorterede i gamle kasser – en opgave, hans mor længe havde villet have, at han fik taget hul på. De undgik bevidst at være alene, men under samme tag var det ikke let.
Om natten kunne Line længe ikke falde i søvn. Sengen forekom hende for stor, for tom. Bag væggen, på børneværelset, knirkede gulvet – åbenbart kunne Jens heller ikke sove. Hun genkendte lydene: tre skridt hen mod vinduet, fire tilbage. Sådan havde han altid gået, når han tænkte over noget.
Pludselig blev der stille. Line vendte sig om og kiggede ud ad vinduet. Æbletræet raslede i vinden, og et øjeblik forekom det hende, som om de sidste tre år aldrig havde fundet sted.
