»Dine frikadeller ville ikke engang en hund spise,« lo manden og smed maden ud. Nu spiser han i det suppekøkken, jeg finansierer.
Talerkenen med aftensmaden fløj i skraldespanden. Det lyse klirren fra porcelæn mod plastik fik mig til at gyse.
»Dine frikadeller ville ikke engang en hund spise,« grinede Mikkel Bundgaard og pegede på hunden, der demonstrativt vendte hovedet bort fra det tilbudte stykke.
Mikkel tørrede hænderne i det dyre viskestykke, jeg havde købt, så det passede til de nye møbler. Han var altid besat af detaljer, når det handlede om hans image.
»Jytte, jeg har sagt det før. Ingen husmandskost, når jeg venter forretningsforbindelser. Det virker fattigt.«
Han spyttede ordet ud, som om det efterlod en rådden smag i munden.
Jeg betragtede ham: den upåklageligt strøgne skjorte, det dyre ur, han aldrig lagde fra sig, heller ikke derhjemme. Og for første gang i årevis mærkede jeg hverken vrede eller trang til at forsvare mig. Kun kulde. Gennemtrængende, isnende kulde.
»De kommer om en time,« fortsatte han uden at lægge mærke til min tilstand. »Bestil bøffer fra Kong Hans Kælder. Og skaldyrssalaten. Og gør noget ved dig selv. Tag den blå kjole på.«
Hans blik gled hen over mig.
»Og sæt håret op. Det der jordnære look gør dig billig.«
Jeg nikkede stumt. En mekanisk bevægelse. Mens han gav sin assistent ordrer i telefonen, samlede jeg langsomt skårene op.
Hvert stykke var lige så skarpt som hans ord. Jeg forsøgte ikke at protestere. Hvorfor? Alle mine forsøg på at blive bedre for ham endte med ydmygelse. Mine vinkurser nedgjorde han som en hobby for husmødre med for meget tid. Mine indretningsforsøg kaldte han smagløse. Min mad, som jeg ikke bare havde lagt arbejde i, men også mit sidste håb om varme, endte i skraldespanden.
»Ja, og køb noget ordentlig vin med,« sagde han i telefonen. »Men ikke den, Jytte fik smagt på sine kurser. Rigtig vin.«
Jeg rejste mig, smed skårene ud og betragtede mit spejlbillede i den mørke ovnrude. En udmattet kvinde med slukket blik. En kvinde, der i for mange år havde forsøgt at være et bekvemt møbel.
Jeg gik ind i soveværelset. Men ikke efter den blå kjole. Jeg åbnede garderobeskabet og tog en rejsetaske ned.
Han ringede to timer senere, da jeg allerede havde installeret mig på et billigt hotel i Brøndby. Jeg var bevidst ikke kørt til nogen veninde, så han ikke kunne finde mig med det samme.
»Hvor er du?« Hans stemme var rolig, men under roen lurede en trussel. Som en kirurg, der vurderer en svulst, før han skærer den ud. »Gæsterne er der, men værtinden mangler. Uhøfligt.«
»Jeg kommer ikke, Mikkel.«
»Hvad mener du med, du ikke kommer? Er du blevet sur over frikadellerne? Jytte, opfør dig ikke som et barn. Kom hjem.«
Han bad ikke. Han befalede. Fast overbevist om, at hans ord var lov.
»Jeg indgiver skilsmissepapirerne.«
Stilhed. I baggrunden hørte jeg lav musik og klirren af glas. Hans aften fortsatte.
»Forstået,« sagde han til sidst med isnende hån. »Så du vil altså have karakter. Godt. Leg du bare din uafhængighed. Lad os se, hvor længe du kan holde den. Tre dage?«
Han lagde på. Han troede det ikke. For ham var jeg en genstand, der kortvarigt havde svigtet.
En uge senere mødtes vi på hans kontor. Han sad for enden af et langt bord. Ved siden af ham sad en glatbarberet advokat med pokeransigt. Jeg kom alene. Med vilje.
»Nå, er du færdig med at brokke dig?« Mikkel smilede sit overlegne smil. »Jeg er parat til at tilgive dig. Hvis du selvfølgelig undskylder.«
Jeg lagde skilsmissepapirerne på bordet uden et ord. Hans smil forsvandt. Han nikkede til sin advokat.
»Min klient,« begyndte advokaten med blød stemme, »er indstillet på at imødekomme Dem. I betragtning af Deres ustabile følelsesmæssige tilstand og manglende indtægt.« Hun skubbede en mappe over til mig. »Mikkel lader Dem beholde Deres bil. Og han er parat til at betale Dem seks måneders underholdsbidrag. Et mere end generøst beløb, så De kan leje en beskeden bolig og finde arbejde.«
Jeg åbnede mappen. Beløbet stod i kroner og øre. Det var en hån. Ikke engang krummer fra hans bord; kun støvet under det.
»Boligen forbliver naturligvis Mikkels. Den blev købt før ægteskabet. Firmaet er hans. Der er intet fælles bo. De har jo ikke arbejdet.«
»Jeg har ført husstanden,« sagde jeg stille, men bestemt. »Jeg har skabt et hjem, han kunne komme tilbage til. Jeg organiserede hans receptioner, der hjalp ham med at lukke aftaler.«
Mikkel snøftede.
»Hjem? Receptioner? Jytte, gør dig ikke latterlig. Enhver husmor kunne have gjort det bedre og billigere. Du var bare et pænt vedhæng. Som i øvrigt er blevet noget falmet på det sidste.«
Han ville ramme. Og det lykkedes. Men ikke på den måde, han havde regnet med. I stedet for tårer kogte vreden i mig.
»Jeg underskriver det ikke.« Jeg skubbede mappen tilbage.
»Du forstår ikke,« afbrød Mikkel og lænede sig frem. Hans øjne var smalle. »Det her er ikke et tilbud.«
Det var et ultimatum. »Enten tager du imod og går stille, eller også får du intet. Jeg har de bedste advokater. De kan bevise, at du bare har levet på mig. Som en snylter.« Han nød ordet.
»Uden mig er du ingenting. Et nul. Du kan ikke engang stege frikadeller ordentligt. Hvordan vil du vinde en sag mod mig?«
Jeg så på ham. Og for første gang i årevis så jeg ham ikke som min ægtemand, men som en fremmed. Jeg så ikke en stærk mand, men en bange, selvoptaget dreng, der kæmpede panisk for at bevare kontrollen.
»Vi ses i retten, Mikkel. Og ja, jeg kommer ikke alene.«
Jeg rejste mig og gik. Jeg kunne mærke hans brændende, hadefulde blik i ryggen. Døren lukkede sig bag mig og skar fortiden over. Jeg vidste, at han ikke ville finde sig i det. Han ville prøve at ødelægge mig. Men for første gang i mit liv var jeg klar.
Sagen var hurtig og ydmygende. Mikkels advokater fremstillede mig som en infantil snylter, der efter et skænderi om en mislykket middag ville have hævn. Min advokat, en ældre, rolig kvinde, argumenterede ikke. Hun lagde bare beviser frem: kvitteringer, kontoudtog, bilag.
De samme kvitteringer for ingredienserne til de upassende middage, regninger for rensning af hans jakkesæt forud for vigtige møder. Billetter til arrangementer, hvor han knyttede kontakter, betalt af mig. Det var omhyggeligt, ensformigt arbejde. Ikke for at bevise min andel af forretningen, men kun én ting: Jeg var ikke en snylter. Jeg.
