Mette lod fingeren glide over skærmen og tjekkede saldoen på sit betalingskort. Beløbet i appen fik hende til at lukke øjnene og langsomt tælle til ti.
»Søren,« råbte hun til sin mand, der stod og drejede sig foran spejlet i gangen.
Søren rettede på kraven på sin nye skjorte.
»Hvad er der, Mette?« svarede han.
»Vil du betale for taxaen til restauranten med dit eget kort?«
Manden holdt op med at hive i skjorten og kiggede skyldfuldt på sin kone.
»Mette, hvad er det nu? Jeg har kun småpenge tilbage. Jeg skal jo også betale for parkering i næste uge. Kan du ikke bare bestille den?«
Mette låste skærmen.
Søren fyldte fyrre i dag. En solid alder. For et halvt år siden var de blevet enige om at holde det beskedent, derhjemme, bare de tre – de to og deres søn.
De havde et realkreditlån på toværelses-lejligheden, som de havde købt for to år siden. Ydelsen slugte næsten hele Sørens løn. Mette betalte selv for forbrug, mad, drengens fritidsaktiviteter og tøj. Hendes løn som senior manager kunne bære det, men der var stort set ingen frie midler tilovers.
Og for en måned siden blandede Grete Møller sig.
Svigermoderen erklærede, at en eneste søns fyrreårsdag var en begivenhed af verdensformat. Det gik ikke at sidde i køkkenet som nogle fattigrøve. Man skulle invitere slægten, leje et lokale i en restaurant, vise alle at Søren havde klaret sig.
Da Søren forsigtigt prøvede at sige, at de ikke havde råd til restaurant, svarede Grete Møller bare:
»Mette tjener godt, I bliver ikke fattige for sådan en lejligheds skyld.«
Og Mette gav efter. Hun fandt selv en hyggelig restaurant med god mad, sammensatte selv menuen og betalte selv depositum.
»Vi tager en taxa,« sagde Mette og trak i sin jakke.
På restauranten summede tjenerne allerede. Bordet til femten gæster bugnede af forretter. Mette havde bevidst valgt en løs, sandfarvet kjole for at kunne holde til dagen efter at have travlt på arbejde og med at organisere alt det pjat.
Gæsterne begyndte at samles ved sekstiden. Grete Møller ankom til sidst i følgeskab med Sørens søster, Ulla. Svigermoren gik mod bordet, som var det en audiens hos dronningen.
»Tillykke med fødselsdagen!« lød det højt fra Grete Møller, da hun rakte sønnen en papirpose.
Søren kiggede ned i posen og fik et stort smil frem.
»Nå, mor, tak! Den helt rigtige parfume!«
Mette nåede lige at se navnet på flasken. Prisen svarede til en tredjedel af deres månedlige låneydelse.
»Til min elskede søn er intet for dyrt,« sagde svigermoderen stolt og rakte sin nye pelsfrakke til tjeneren, der kom hen.
Derefter lod hun blikket glide hen på sin svigerdatter. Smilet på Grete Møllers ansigt forsvandt øjeblikkeligt.
»Mette, ja,« sagde hun tørt.
»Godaften, Grete,« svarede Mette roligt.
Svigermoderen lod øjnene vandre rundt i lokalet.
»Tja, hvad skal jeg sige…« trak hun på det, mens hun satte sig på pladsen for bordenden. »Det er mørkt her. Og duge er da noget så tarveligt. Søren, jeg sagde jo, I skulle have brugt restaurant ‘Kronborg’ i København. De har lysekroner!«
»Mor, vi har ikke råd til ‘Kronborg’,« sagde Søren lavt og satte sig ved siden af.
»Åh, hold op med at spille fattige!« Ulla viftede afværgende, mens hun rettede på håret. »Mette tjener vel nok som en direktør. I kunne altså sagtens give din bror en ordentlig fest for en gangs skyld.«
Mette mærkede irritationen stige op i halsen, men hun beherskede sig. Det var ikke tidspunktet for et opgør midt mellem gæsterne.
»Vær så god, Grete,« sagde Mette og skød fadet med fiskeanretningen tættere på svigermoderen. »Maden her er virkelig god.«
Svigermoderen løftede modvilligt et stykke fisk med gaflen.
»Laksen er noget bleg. Den er vel købt billigt på torvet?«
»Det er fjeldørred, svagsaltet, fra køkkenchefen,« forklarede Mette roligt.
Festen tog fart. Gæsterne spiste, drak og holdt taler. De roste Søren – hvilken dygtig fagmand, hvilken god familiefar, hvor heldig han var i livet.
Grete Møller fik ikke lukket munden hele aftenen. Hun fortalte historier fra Sørens barndom, pralede med hans forestillede karriere og nævnte ikke Mette en eneste gang.
For svigermoderen var svigerdatteren bare en slags servicepersonale, hvis opgave var at sørge for saft i glassene og ellers holde sig i baggrunden.
Da hovedretten blev serveret, var stemningen ved bordet til at skære i.
Mette var træt. Hun rejste sig for at bede tjenerne om te, og da hun vendte tilbage til sin plads, hørte hun svigermoderens høje stemme.
»Sikke en kjole, Mette.«
Bestikkene stoppede med at klirre over det festlige bord. Gæsterne væltede sig ned over tallerkenerne og lod, som om de var dybt optaget af salaterne.
Mette stoppede midt på vejen til sin stol.
»Undskyld?« spurgte hun.
»I den kjole ligner du en gammel øg, ærligt talt!« proklamerede Grete Møller og lod blikket glide over de tavse gæster.
Søren blev rødplettet.
»Mor, stop nu,« sagde han usikkert. »Kjolen er da helt fin.«
»Søren, du er bare for vant til at se på hende,« afviste moderen og rettede på kraven på sin nye silkebluse. »Jeg mener det godt. Kære, du er otteogtredive, og du er klædt som en bedstemor i køkkenhaven. Ingen talje, ingen facon. Helt uden smag!«
Ulla smilede hånligt bag sin serviet.
Mette gik langsomt hen til bordet. Hele aftenen havde svigermoderen demonstrativt vrænget ad alt. For det første var forretterne for simple, så var restauranten for billig, og nu var konen heller ikke smuk nok.
»Jeg kan godt lide den,« svarede Mette roligt og så direkte på svigermoderen. »Den er behagelig.«
»Behagelig!« fnøs Grete Møller. »En kvinde skal pynte på sin mand. Være hans visitkort.«
Hun rettede ryggen.
»Se nu på mig,« fortsatte svigermoderen. »Jeg er gået på pension, men jeg holder mit niveau. Man skal have selvrespekt, ikke tage den første, den bedste sæk fra genbrugsbutikken.«
Gæsterne kiggede forlegent på hinanden. Sørens onkel stirrede ned i sit glas og lod, som om han studerede boblerne i vandet.
»Mette, sæt dig ned, lad være med at svare igen,« hviskede manden og trak hende i ærmet.
Og det var jo typisk. Søren trak sig altid i skyggen, mens kvinderne skændtes. Helst skulle Mette bare tie og finde sig i det.
Men i aften havde Mette ikke tænkt sig at tie. Hun var træt af at slæbe rundt på realkreditlånet, betale for svigermoderens lyster og høre på offentlige ydmygelser for egne penge.
»Grete Møller,« sagde Mette og lagde hænderne på bordkanten. »Hvor kommer din bluse egentlig fra?«
»Hvad har min bluse med det her at gøre?« stammede svigermoderen, tydeligt chokeret over det pludselige skift i emnet.
»Jo, det har den så sandelig,« fortsatte svigerdatteren uanfægtet. »Blusen er italiensk. Ren silke. Og de lædersko, jeg lagde mærke til, da du kom ind. Og den nye frakke, der hænger i garderoben, med pelskrave. Fine ting, ikke?«
»Jo, det er fine ting,« indrømmede Grete Møller forsigtigt. »Jeg kan godt finde ud af at vælge kvalitet.«
»Vælge kan du,« sagde Mette. »Men betale?«
Nogen hostede nervøst ved bordet. Søren blev rød og prøvede at rejse sig.
»Mette, nu er det nok,« hvæsede han.
»Nej, det er ikke nok, Søren,« afbrød Mette og stoppede manden med en håndbevægelse. »Nu, hvor vi taler om udseende og selvrespekt, så lad os være ærlige.«
Hun hævede stemmen, så alle kunne høre hende.
»Den italienske bluse, skoene og den fine frakke købte du i sidste måned, Grete Møller. For tyve tusind kroner, som jeg overførte til dig fra min kvartalsbonus.«
Svigermoderens ansigt forlængede.
»Fordi du, og jeg citerer: »jeg har ikke noget at tage i eftermiddagscentret, det er for pinligt lægerne skal se mig«,« hamrede Mette.
Den skarpe læbestift på Grete Møllers læber så pludselig dum ud. Hun lod blikket flakke rundt blandt gæsterne for at finde støtte, men alle havde pludselig fået meget travlt med den serverede frikadelle.
»Jeg bad min søn om hjælp!« råbte svigermoderen trodsigt.
»Men det var ikke din søn, der gav,« skar Mette af. »For Sørens løn rækker lige præcis til låneydelsen, benzin og frokost.«
Ulla forsøgte at blande sig.
»Mette, hvorfor tæller du andres penge? Hvad fanden?«
»Jeg tæller mine egne penge, Ulla,« sagde Mette og vendte sig mod svigerinden. »Og den her fest, som I sidder og kritiserer, både maden og mit tøj, den er betalt til sidste krone af min egen tegnebog.«
Der blev helt stille. Kun klirren fra det næste bord brød tavsheden.
»Og den dyre parfume, I gav min mand i gave, er købt for de penge, jeg gav dig til tandlægen i sidste uge,« tilføjede Mette og så sin svigermor lige i øjnene.
Grete Møller blev ildrød i ansigtet.
»Hvor vover du…« mumlede hun.
»Altså,« sagde Mette og rettede ryggen. »Jeg kan gå i en kartoffelsæk for min fars brogede skyld. For den sæk har jeg købt for mine egne penge! Når du kan lære at klæde dig for din pension, så kan vi tale om min smag. Velbekomme!«
Hun satte sig roligt og tog en slurk juice.
Grete Møller stod med åben mund. Hun havde ventet, at sønnen ville tage parti for hende, råbe ad den overmodige kone. Men Søren sad bare med hængehoved og pillede ved en kartoffel med gaflen.
Der var ikke andet at gøre. Svigermoderen krøllede servietten sammen, smed den på bordet og rejste sig brat.
»Jeg sætter aldrig mere mine ben i jeres hus!« hvæsede hun ud i luften.
Hun vendte sig om og marcherede hurtigt mod udgangen. Ulla kastede et dødbringende blik på Mette, rejste sig og løb efter sin mor.
Resten af aftenen foregik i en trykket stemning. Gæsterne spiste hurtigt deres hovedret, fik en kop kaffe, sagde stift farvel og forsvandt.
Mette og Søren kørte hjem i tavshed.
Der gik en uge. Livet gik videre. Grete Møller ringede demonstrativt ikke. Søren gik et par dage med et fornærmet ansigt og forsøgte at give konen skylden for sin hårde tone, men han kunne ikke finde nogen argumenter.
Lørdag morgen lavede Mette kaffe, da der kom en besked på mandens telefon. Søren sad ved bordet, kiggede på skærmen og nølede.
»Mette,« begyndte han i en undskyldende tone. »Mor skriver, at køleskabet er gået i stykker. Håndværkeren siger, at reparationen bliver dyr.«
Mette tog en tår kaffe fra koppen.
»Det var da ærgerligt,« svarede hun roligt.
»Vi skulle vel hjælpe hende,« sagde Søren og kløede sig bag øret. »Kan du sende hende fem tusind? Jeg betaler tilbage næste lønningsdag.«
»Nej, Søren, det kan jeg ikke,« sagde Mette og satte koppen på bordet.
»Hvad mener du? Hendes mad bliver jo fordærvet!«
»Jeg mener,« sagde Mette og så på sin mand. »Din mor har gjort det meget klart, at jeg er smagløs og ikke har selvrespekt. Jeg har valgt at følge hendes gode råd.«
Hun gik hen til komfuret og slukkede blusen.
»I går bookede jeg tid hos frisøren til klipning og farvning. Og i weekenden tager jeg i storcentret for at købe nye kjoler. Jeg skal holde niveauet!«
Søren stirrede forvirret på hende.
»Men køleskabet, hvad så?«
»Køleskabet, skat, det er nu din bekymring,« smilede Mette. »Tag et ekstraarbejde, bed om forskud. I er jo familie, blod er tykkere end vand. Jeg er sikker på, du nok skal klare den!«
Hun tog sin kop og gik ind i stuen, og efterlod manden alene med sine tanker, svigermoderens ødelagte køleskab – og sine egne nye prioriteter. Sådan kan det gå.
Hvad ville du have gjort i den situation? Skriv dine tanker i kommentarerne, og giv et like!
