Det er en af de historier, man stadig fortæller her i landsbyen. Det skete for mange år siden, men det er som om, det var i går. En ung enke ved navn Rikke Sørensen gav engang tre formodede forbrydere husly for en nat. Næste morgen var hele landsbyen rystet over at høre, hvad der var sket i hendes hjem.
Efter hendes mands død boede Rikke alene i et gammelt træhus i udkanten af den lille landsby på Nordfyn. Om dagen gik hun med husarbejde, og om aftenen låste hun tidligt døren og holdt sig inde. Naboerne vidste, at hun var alene i verden, og de kom jævnligt forbi med mad eller hjalp hende med at bære brænde.
En sen nat vågnede Rikke ved, at nogen bankede hårdt på døren. Hun satte sig op i sengen. Udenfor var der helt mørkt. Hun listede hen til vinduet og trak forsigtigt gardinet til side. Foran huset stod tre fremmede mænd. De var bredskuldrede, mørkt klædt og havde tatoveringer på armene. Den ene havde en stor sort taske i hånden, og det så ikke godt ud.
Rikke turde ikke lukke op. Det varede længe. Så sagde en af mændene med høj stemme:
– Vær ikke bange. Vi har bare brug for et sted at sove til i morgen. Vi har gået hele landsbyen rundt. Alle andre smækkede døren i for næsen af os. Dit hus var det sidste.
Rikke vidste godt, at det var risikabelt at lukke fremmede ind. Men hun så på deres trætte ansigter. De råbte ikke, truede ikke og forsøgte ikke at komme ind med magt. Efter nogle minutters betænkning åbnede hun langsomt døren.
– Ingen narrestreger, sagde hun stille. – I bliver her i nat, og i morgen tidlig tager I af sted.
– Det lover vi, svarede manden.
Hun satte varm suppe, kartofler, brød og te på bordet. De fremmede spiste uden at sige ret meget og takkede hende igen og igen. De opførte sig roligt og sagde selv, at de ville sove i stuen og ikke forstyrre hende.
Alligevel fik Rikke ikke sovet. Hver gang gulvet knirkede, gav hun et sæt. Hun ventede på, at de skulle røve huset eller gøre noget frygteligt. Men der kom næsten ingen lyde fra stuen.
Da det blev morgen, listede hun forsigtigt ud af sit soveværelse. De var væk. I første omgang troede hun, at de havde taget noget. Men så opdagede hun en tyk bundt tusindkronesedler og en lille håndskrevet seddel på bordet.
På den lille seddel stod der:
”Tak, fordi du troede på mennesker, da alle andre lukkede døren i for næsen af os.”
Rikke kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Der lå flere penge, end hun kunne tjene på mange år.
I løbet af et par timer vidste hele landsbyen det. Folk stimlede sammen foran hendes hus for selv at se den store sum, de fremmede havde efterladt. Mange fortrød bittert, at de havde jaget mændene væk uden at høre, hvad de ville.
Først nogle dage senere kom sandheden frem. En af de tre mænd var en kendt milliardær. Sammen med sine to livvagter havde han skjult sig for en meget farlig mand, der ledte efter ham. For at ingen skulle genkende dem, gik de i almindeligt tøj, kørte ikke i dyre biler og med vilje lignede helt almindelige forbrydere.
Milliardæren glemte aldrig Rikkes godhed. Efter et stykke tid vendte han tilbage til landsbyen, mødtes personligt med hende, fik hendes gamle hus sat i stand fra kælder til kvist, betalte alle hendes gæld og efterlod så mange penge, at hun aldrig mere behøvede at bekymre sig om at komme igennem den næste måned.
Og vi andre, der boede i landsbyen, talte længe om den nat. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at nogle gange er den person, der ser mest skræmmende ud, netop den eneste, der virkelig forstår at være oprigtigt taknemmelig.
