Den unge enke Ditte Mikkelsen boede alene i et gammelt bindingsværkshus i udkanten af en lille landsby på Fyn. Om dagen passede hun hus og have, og om aftenen låste hun døren tidligt og gik helst ikke ud. Alle i landsbyen vidste, at hun var alene i verden, og naboerne kom ind imellem forbi med mad eller hjalp hende med brænde.
En sen aften blev Ditte vækket af en hård banken på hoveddøren. Hun satte sig op i sengen og lyttede. Udenfor var der helt mørkt. Hun listede hen til vinduet, trak forsigtigt gardinet til side og stivnede af skræk.
Udenfor stod tre fremmede mænd. De var alle brede, mørkt klædt og havde tatoveringer på armene. En af dem holdt en stor sort taske, der så særdeles mistænkelig ud.
Ditte turde længe ikke lukke op.
„Vær så venlig, vær ikke bange,” sagde en af mændene højt. „Vi har bare brug for et sted at sove til i morgen tidlig. Vi har været hele landsbyen rundt. Alle har afvist os. Dit hus var det sidste.”
Ditte vidste godt, at det kunne være farligt at lukke sådanne mænd ind. Hun var lige ved at sige nej, men hun så på deres trætte ansigter. De råbte ikke, truede ikke og forsøgte ikke at presse sig ind. Efter lang betænkning åbnede hun langsomt døren.
„Ingen løjer,” sagde hun lavt. „I sover her i nat, og i morgen tidlig går I.”
„Det lover vi,” svarede manden.
Ditte stillede varm suppe, kartofler, brød og te på bordet. De fremmede spiste tavse, takkede hende igen og igen og opførte sig forbavsende roligt. Efter maden sagde de selv, at de ville sove i stuen og ikke forstyrre hende.
Alligevel fik Ditte næsten ikke lukket et øje. Hver gang gulvet knagede, foer hun sammen. Hun ventede på, at de ville røve huset eller gøre noget forfærdeligt, men der lød næsten ingen lyde fra stuen.
Næste morgen var hele landsbyen rystet over, hvad der var sket i den enlige enkes hus.
Da Ditte forsigtigt gik ind i stuen, var gæsterne allerede væk. Først troede hun, at de havde stjålet noget. Men så fik hun øje på en tyk bundt danske kroner og en lille seddel på bordet.
På sedlen stod der:
„Tak, fordi du troede på mennesker, da alle andre smækkede døren i foran os.”
Ditte kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Der lå flere penge, end hun kunne have tjent på mange år.
I løbet af et par timer talte hele landsbyen om det. Folk stimlede sammen foran hendes hus for at se den enorme sum, de fremmede havde efterladt. Mange fortrød, at de havde jaget mændene væk uden at lytte.
Først efter nogle dage kom sandheden frem. En af de tre mænd var en kendt milliardær. Sammen med sine livvagter havde han gemt sig for en farlig person, der forsøgte at finde ham. For at undgå at blive genkendt havde de bevidst klædt sig i almindeligt tøj, undladt at bruge dyre biler og ladet som om de var helt almindelige kriminelle.
Milliardæren glemte aldrig Dittes godhed. Senere vendte han tilbage til landsbyen, mødtes personligt med hende, fik hendes gamle hus istandsat, betalte alle hendes gæld og gav hende så mange penge, at hun aldrig mere behøvede at bekymre sig om næste måned.
Og folk i landsbyen talte længe om den nat og sagde, at nogle gange er det netop dem, der ser farligst ud, som viser sig at være allermest taknemmelige. For udseendet bedrager; det er handlingerne, der afslører et menneske.
