Det er mange år siden, men i landsbyen husker de stadig den nat, hvor den unge enke lukkede tre fremmede mænd ind i sit hus. Dengang troede alle, at de var forbrydere. Næste morgen stod hele landsbyen på den anden ende.
Thit Kofoed boede alene i et gammelt træhus i udkanten af landsbyen. Hendes mand var død. Om dagen passede hun sit hjem, og om aftenen låste hun hoveddøren tidligt og gik sjældent ud. Alle vidste, at hun var alene, og naboerne kom jævnligt med lidt mad eller hjalp hende med brænde.
En sen aften blev hun vækket af kraftig banken på døren. Hun fløj op af sengen. Udenfor var der bælgmørkt. Hun gik forsigtigt hen til vinduet, trak gardinet lidt til side og frøs. Tre mænd stod foran huset. De var brede over skuldrene, mørkt klædt og havde tatoveringer på armene. Den ene holdt en stor sort taske, som så yderst mistænkelig ud.
Thit turde ikke lukke op.
»Vær ikke bange,« sagde en af mændene højt. »Vi skal bare bruge et sted at sove til i morgen tidlig. Vi har gået hele landsbyen rundt. Alle andre sagde nej. Dit hus var det sidste.«
Hun vidste godt, at det kunne være farligt. Hun var lige ved at sige nej. Men hun så på deres trætte ansigter. De råbte ikke, truede ikke og forsøgte ikke at komme ind med magt. Efter lang betænkning åbnede hun døren.
»Ikke noget pjat,« sagde hun stille. »I bliver her i nat, og i morgen tidlig går I igen.«
»Det lover vi,« svarede manden.
Hun satte varm suppe, kartofler, rugbrød og te på bordet. De tre mænd spiste i tavshed, takkede hende flere gange og opførte sig forbavsende roligt. Efter maden sagde de selv, at de ville sove i stuen og ikke forstyrre hende.
Alligevel fik Thit næsten ikke lukket et øje. Hvert knirk i gulvet fik hende til at fare sammen. Hun ventede på, at de ville stjæle noget eller gøre noget forfærdeligt, men der lød næsten ikke en lyd fra stuen.
Næste morgen kom hun forsigtigt ud fra sit værelse – gæsterne var væk. Først troede hun, at de havde stjålet noget. Men så fik hun øje på en tyk stak pengesedler og en lille seddel på bordet.
På sedlen stod der:
»Tak, fordi du troede på mennesker, da alle andre lukkede døren lige for næsen af os.«
Thit kunne ikke tro sine egne øjne. Der lå så mange kroner, at hun ikke ville have tjent dem på mange år.
I løbet af et par timer talte hele landsbyen om det. Folk stimlede sammen foran enkens hus for at se den enorme sum med egne øjne. Mange fortrød, at de havde jaget de tre fremmede væk uden at høre, hvad de havde at sige.
Først nogle dage senere kom sandheden frem. En af mændene var den kendte milliardær Verner Damgaard. Sammen med sine to livvagter havde han skjult sig for en meget farlig person, der ledte efter ham. For ikke at blive genkendt havde de bevidst taget almindeligt tøj på, ladet de dyre biler blive hjemme og forsøgt at ligne helt almindelige forbrydere.
Verner Damgaard glemte aldrig den venlighed, Thit havde vist ham. Nogen tid senere vendte han tilbage til landsbyen, mødtes personligt med hende, fik sat hele det gamle hus i stand, betalte alle hendes gæld og efterlod så mange penge, at hun aldrig mere behøvede at spekulere på, hvordan hun skulle klare den næste måned.
Og folk i landsbyen fortalte historien i mange år. De sagde, at nogle gange er den, der ser farligst ud, den eneste, der virkelig forstår at være taknemmelig. Den nat huskes stadig den dag i dag.
