– Tag dine ting og skrid, inden Mette kommer hjem!
Den skarpe, næsvise kvindestemme fik Mette Skov til at fryse fast i entreen, før hun overhovedet nåede at få skoene af.
Hun var løbet hjem midt på arbejdsdagen for kun at hente sit glemte pas. Senere i dag skulle hun og Morten Skov betale det sidste, afgørende indskud for at købe en franchise på et familiebageri. Det havde været deres fælles drøm i tre år, og for den drøm havde de sparet hver en krone op og nægtet sig selv alt. Uden Mettes pas ville notaren ikke tage imod dokumenterne.
Men i stedet for en tom lejlighed hørte hun fremmede stemmer. Morten og en kvinde sad i køkkenet bag lukket dør og skændtes højlydt, så de ikke hørte, at hoveddøren gik op.
– Vent nu, tag det roligt, sagde Morten. Stemmen lød dæmpet, mærkeligt lav. – Vi aftalte jo noget. Giv mig lidt mere tid. Hun ved ikke noget.
– Tiden er gået, skat, skar kvinden ham af. – Enten ordner du det i dag, eller også fortæller jeg hende alt. Jeg er træt af at gemme mig i mørket og vente på, at din kone giver mig det, der med rette er mit.
Mette mærkede kulden brede sig i kroppen. Benene blev som vat. Det var, som om luften i entreen var forsvundet. Efter de ord kunne intet blive det samme igen. Alle planerne, den fælles drøm, den hyggelige verden, de havde bygget op mursten for mursten, faldt fra hinanden på et sekund. Morten havde en anden kvinde. Og den kvinde krævede handling og gjorde krav på deres ejendom.
Mette kunne ikke brase ind i køkkenet og lave en scene. Hun havde ikke kræfterne. En lammende skræk havde grebet hendes krop. Men hun kunne ikke lade passet blive, for uden det ville den vigtige handel, som de havde arbejdet for i tre år, mislykkes.
Mette rakte hånden ud og greb passet, der lå på kommoden i entreen. Hun gjorde det helt lydløst. Derefter lukkede hun hoveddøren sagte i, sprang ud på trappen og løb ned ad trappen.
Udenfor kom hun lidt til sig selv. Den første panik blev afløst af en dump, tung vrede. Hun havde ikke tænkt sig at lave en scene uden forberedelse. Hun tog telefonen frem og ringede til sin storesøster, Jytte.
– Jytte, kan du tale lige nu? Mette prøvede at lyde rolig, men stemmen knækkede.
– Mette, hvad er der sket? Du lyder helt forfærdelig, sagde Jytte.
– Jeg kommer om lidt. Vær hjemme.
Tyve minutter senere sad Mette ved køkkenbordet hos Jytte og krammede en kop te, der var ved at blive kold. Jytte lyttede under hele fortællingen og rystede bare på hovedet.
– Sikke en stodder, sagde Jytte, da Mette var færdig. – Og hvor han kunne tale pænt. Bageri, familieforetagende, fælles projekt. Imens har han slæbt en kvinde ind i huset, mens du slider på arbejdet. Hvem tror du, hun er?
– Jeg ved ikke, sagde Mette og spredte hænderne. – Jeg nåede ikke at se hendes ansigt, men stemmen … Stemmen virkede fjernt bekendt. Fræk og selvsikker. Og hun sagde noget om ret til ejendom. Jytte, vil han virkelig tage min del af forretningen? Vi havde alle de opsparede penge på hans konto for at gøre overførslerne nemmere.
– Stop nu, ingen panik, afbrød Jytte og slog håndfladen i bordet. – Vi skal have pengene flyttet. Men lad os først tænke over, hvem det kan være. Er der kvinder på Mortens arbejde?
– Der er næsten kun mænd. Han er værkfører på et autoværksted. Den eneste kvinde er bogholderen … Vent. Birgit! Hans kusine Birgit, som flyttede til Aarhus for tre år siden!
– Birgit? Jytte kneb øjnene sammen. – Det giver ingen mening. Hvorfor skulle en kusine sige “tag dine ting og skrid”? Det er med garanti en elskerinde. Mette, det her er alvorligt. Vi får fat i Ditte. Hun arbejder i banken og kan måske forklare, hvordan vi spærrer kontoen eller flytter pengene, før din kære mand hæver dem sammen med sin flamme.
Jytte ringede straks til Ditte, deres fælles barndomsveninde. I køkkenet gik en grundig snak i gang. Ditte lyttede på højttaleren og kom med det samme med sin vurdering:
– Piger, hvis kontoen står i Mortens navn, kan Mette ikke gøre noget uden hans underskrift. Men der er en detalje. I har skrevet en forhåndsaftale om franchisen, ikke? Der står begge underskrifter. Hvis Morten hæver pengene udenom aftalen, kan sælgerens advokater sagsøge ham for kontraktbrud. Mette, du er nødt til at snakke med deres advokat hurtigst muligt. Men det vigtigste er at finde ud af, hvem kvinden er.
I samme øjeblik begyndte Mettes telefon at ringe. På skærmen stod Mortens navn. Mette trak vejret dybt, lagde ro i stemmen og tog opkaldet.
– Mette, hvor er du? Mortens stemme lød anspændt. – Jeg er hos notaren nu, og han venter på os om en halv time. Nåede du hjem efter passet?
– Ja, Morten, jeg fik fat i det. Det ligger i min taske, sagde Mette og kiggede på Jytte, mens hun kæmpede mod rystelsen. – Jeg er på vej. Vi ses ved indgangen.
– Perfekt, jeg venter. Morten lagde hurtigt på.
– Tag af sted, sagde Jytte bestemt. – Lad som om intet er hændt. Skriv under. Hvis pengene ryger i forretningen, får elskerinden dem ikke lige med det samme. Og imens finder vi ud af, hvem hun er, den slange.
Ved notarens kontor ventede Morten med en buket krysantemum, Mettes yndlingsblomster. Han smilede og så fuldstændig rolig ud, og det gjorde Mette endnu mere rasende. Hvordan kunne han bare lade som ingenting? Hun underskrev papirerne. Handlen gik igennem. Franchisen var købt, og det første skridt mod en kæmpe livsdrøm var taget. Men Mette følte ingen glæde. Kun en kold, beregnende vrede.
Om aftenen sagde Morten, at han havde noget hastende på autoværkstedet, og kørte. Mette forstod, at det var hendes chance. Hun vidste, at Morten havde en gammel laptop i garagen, som var koblet til hans andet skydrev. Han gemte ofte arbejdskontakter og private arkiver derovre.
Mette tog en taxa til garageanlægget. Undskyldningen var enkel: hun skulle hente vinterdæk til Jytters bil, for nøglerne til garagen hang altid på den fælles nøglering.
Der lugtede af motorolie i garagen. Mette fandt hurtigt laptoppen, tændte den og gik i stå. På computerens skrivebord stod en beskedapp åben. Morten havde glemt at logge ud.
Hun åbnede den sidste samtale. Kontakten hed Rikke Vinther. Men Mette genkendte straks profilbilledet. Det var Rikke, Mortens ekskone, som han var gået fra, før han lærte Mette at kende. Rikke havde altid været giftig og misundelig på andres succes. Da de blev skilt, havde Morten givet hende næsten alt for bare at få hende ud af sit liv. Men hendes grådighed havde åbenbart ingen grænser.
Mette bladrede hurtigt op gennem beskederne, og billedet ændrede sig markant.
“Du lovede at give mig min del af lejligheden, så snart du startede forretningen!” skrev Rikke. “Jeg er ligeglad med din Mette. Hvis du ikke overfører en million i dag, anlægger jeg sag om deling af vores ejendom i morgen. Fristen efter bruddet er ikke udløbet. Min advokat siger, at vi kan få dine konti spærret med det samme. Dit bageri lukker, før det overhovedet åbner.”
Morten havde svaret: “Rikke, skam dig. Jeg gav dig bilen og alle opsparingerne, da vi gik fra hinanden. Lejligheden købte vi sammen, men du lagde ikke en krone i den. Jeg hjalp dig, så længe jeg kunne. Lige nu har Mette og jeg hver en krone bundet. Lad mig få bageriet i gang, så begynder jeg at betale dig millionen tilbage af i rater om et halvt år.”
“Nej, i dag! Ellers møder jeg op på dit arbejde og laver en scene. Tag dine ting fra garagen, som du gemmer der, og forsvind ud af mit liv, men giv mig mine penge tilbage!” – det var Rikkes sidste besked.
Mette læste beskeden to gange. Alting væltede rundt i hovedet på hende. Der var ingen elskerinde. Der var beskidt, nærgående afpresning fra en ekskone, der havde hørt om det store køb og nu ville malke penge ud af det ved at udnytte, at Morten ikke kendte sine rettigheder.
Og Morten, dum og stolt, havde bare forsøgt at skåne Mette for mareridtet og løse problemet selv. Han havde skjult den økonomiske trussel for hende. Derfor mødtes han i hemmelighed med Rikke i deres hjem for at give hende de gamle papirer på lejligheden, forhåbentlig for at bevise, at han havde ret.
Mette lukkede laptoppen. Spændingen, der havde holdt hende fanget hele dagen, slap sit tag. Men i stedet kom beslutsomheden. Rikke handlede udelukkende ud fra smålige bevæggrunde – misundelse på deres nye, lykkelige liv og på deres succes. Og Mette havde ikke tænkt sig at lade den kvinde ødelægge deres familie.
Hun ringede til Jytte.
– Jytte, vi kan godt glemme alt om elskerinden. Det er værre. Ekskonen er dukket op og afpresser Morten med en ejendomssag.
– Rikke? Den igle? Jytte fnøs. – Okay, Mette, min venindes mand er en dygtig advokat i civile sager. Har du taget skærmbilleder? Så tag hjem. Vi får hende trukket frem i lyset.
To dage senere havde Mette selv indkaldt Rikke til et møde på en lille café i udkanten af byen. Morten vidste intet om det. Da Rikke kom ind, svansende med hofterne og et hovmodigt smil, rørte Mette sig ikke.
– Nå, så kom fruen selv, snerrede Rikke og satte sig over for hende. – Nåede Morten at sladre?
– Morten har intet med det at gøre, sagde Mette roligt og lagde en tyk mappe på bordet. – Det her er en udskrift af din korrespondance med min mand. Det er en sag om afpresning. Og her er en kopi af vores ægtepagt og en udskrift fra tingbogen.
– Den lejlighed, du skriver om, blev købt af Morten før jeres ægteskab, for pengene fra salget af hans daværende studielejlighed. Du er ikke engang skrevet på adressen. Min advokat har tjekket det hele. Ingen domstol i Danmark kan fryse hans personlige ejendom, og du får ikke en andel. Du bluffede bare og håbede, at Morten ville blive bange for bageriets skyld og give dig vores fælles penge.
Rikkes ansigt forvred sig af raseri. Al selvsikkerheden forsvandt.
– Tror du, du er klog? hvæsede hun. – Jeg gør jeres liv til et helvede.
– Det gør du ikke, sagde Mette og så hende lige i øjnene. – Hvis du så meget som nærmer dig min mand, sender ham en eneste besked eller viser dig i nærheden af vores bageri, går denne anmeldelse direkte til anklagemyndigheden. Juridisk er du ingenting. Og du forlader vores liv nu. For altid.
Rikke greb sin taske, sprang op fra stolen og løb næsten ud af caféen uden så meget som et farvel. Hun havde forstået, at hun havde tabt på alle punkter.
Om aftenen lavede Mette en festmiddag. Da Morten kom træt hjem fra arbejde, gik hun hen til ham, lagde armene om hans skuldre og stillede mappen frem på bordet.
– Mette … hvad er det? Morten kiggede overrasket på papirerne og derefter på hende. – Hvor har du det fra?
– Jeg ved alt, Morten, sagde Mette blidt. – Om Rikke og om hendes trusler. Jeg hørte jeres samtale dengang, jeg løb hjem efter passet. Først troede jeg det værste, men siden fik Jytte, Ditte og jeg styr på det hele. Sagen med Rikke er lukket. Hun generer os ikke mere. Advokaten, som Jytte har skaffet, har tjekket det hele – hendes krav er en skrøne.
Morten tav i flere minutter. Han dækkede ansigtet med hænderne, og da han løftede hovedet, læste hun taknemmelighed og lettelse i hans blik.
– Tilgiv mig, sagde han lavt. – Jeg er et fjols. Jeg ville klare det selv. Jeg ville ikke blande dig ind i det, og jeg var bange for, at du ville blive skræmt eller tro, at jeg lavede noget bag din ryg.
– Vi er en familie, Morten, smilede Mette og satte sig ved siden af ham. – Fremover løser vi alle problemer sammen. Uden hemmeligheder.
To uger senere var der officiel åbning af deres bageri. Mette stod selv ved kassen, Morten stillede friske boller op i disken, og Jytte og Ditte hjalp til bag disken og tog imod bestillinger fra de første kunder. Ved aftenstid var alle boller, brød og kager solgt, og Mette satte sig ved bordet for at tælle den første dags omsætning. Morten stillede sig bag hende, lagde hænderne på hendes skuldre og spurgte stille:
– Nå, hvad siger kassen, chef? Er vi i plus?
Mette talte pengesedlerne, lagde dem i kassen og smilede:
– Vi er i plus, Morten. Det rækker til næste måneds husleje, og der er endda lidt til overs. Skriv til Jytte, hun skal komme til middag hos os, så fejrer vi vores første arbejdsdag.
