Kære dagbog.
Jeg har siddet længe her i mors stue med en kop kaffe, og jeg kan endelig trække vejret roligt. Mandag morgen fik Søren og Lærke præcis, hvad de fortjente. Hvis jeg ikke selv havde arrangeret det hele, ville jeg næppe have troet, at det kunne lade sig gøre. Men der skete bare det, at min perfekte mand troede, at han kunne afskrive mig med en formynderisk bemærkning og en flyttekasse.
Det begyndte fredag eftermiddag. Søren stillede sig midt i vores lyse stue og smilede nedladende til mig. Han lignede en mand, der lige havde vundet en million i lotto. Han var halvtreds, syntes selv, at han var på toppen, og de store forandringer i hans privatliv gav ham kun mere selvsikkerhed. Han havde altid været god til at tro på sin egen historie.
„Lad os nu ikke lave en scene, Jytte,“ sagde han i en blød, formynderisk tone og knappede sin jakke. „Vi er voksne mennesker. Jeg har mødt en anden kvinde. Måske har du gættet det. Hun hedder Lærke, hun er tredive, og vi har ægte følelser for hinanden. Jeg vil ikke føre et dobbeltliv, så jeg siger det bare ligeud: Vi skal skilles, og fra i dag bor vi ikke sammen længere.“
Jeg, der er femogfyrre, sad i læderstolen. Jeg var pæn, velklædt og fuldstændig rolig. Jeg foldede ikke hænderne, løb ikke efter baldrian og begyndte ikke at plædere for vores ægteskab. Jeg tog bare en tår af kaffen og ventede. Hans selvsikkerhed rystede en lille smule, da han ikke fik den reaktion, han havde regnet med. Men han samlede sig hurtigt.
„Lejligheden er min, som du husker. Den var min, før vi blev gift.“ Han hamrede ordene i asfalten. „Jeg er ikke et monster. Jeg smider dig ikke ud i nat. Du får to dage til at pakke. Weekenden er hele din. Jeg tager til spa-hotel uden for byen med Lærke, så du kan pakke i fred. Mandag morgen kommer vi hjem. Hun har ikke brug for dine tårer eller din dårlige energi. Jeg regner med, at du er ude af billedet, når vi træder ind ad døren.“
„Før mandag?“ spurgte jeg roligt. „Fint. To dage er rigeligt.“
Han nikkede tilfreds. Det passede ham godt, at skilsmissen blev afviklet pænt og civiliseret. Han havde altid bildt sig ind, at han var en storsindet mand. Sørens storsind stoppede dog altid, når det kom til hans egen pengepung. I alle femten år af ægteskabet mindede han mig om, at jeg var kommet ind på hans territorium.
Det territorium havde for femten år siden været en trist, betonagtig treværelses i en opgang, hvor der næsten ikke stod møbler. Der var ikke engang en antydning af hygge. Søren sagde dengang stolt, at det var kvadratmeterne, der talte, og at man sagtens kunne sove på en madras. Han var sygeligt nærig, når det gjaldt hverdagen. Alle hans egne penge gik til dyre biler, og dem havde han klogt nok sat i sin mors navn, Rigmor. Jeg tror, han troede, at jeg aldrig ville opdage det.
Jeg var en kvinde med en god indtægt og god smag. Jeg havde ikke tænkt mig at bo i en spartansk betonhule. I løbet af de første måneder af ægteskabet indrettede jeg hele lejligheden fra gulv til loft for mine egne penge. Det var mig, der valgte italiensk køkken i klassisk stil. Det var mig, der bestilte kvalitetshvidevarer, betalte for det dyrere parketgulv og fik syet tunge gardiner, der passede perfekt til rummene. Jeg valgte lysekroner, jeg valgte møbler, jeg skabte et hjem.
Så fik jeg et meget dyrt og meget dejligt tidsfordriv: antikviteter. Gennem hele ægteskabet købte jeg smukke ting lidt efter lidt. Søren rullede bare med øjnene. „Dine penge, dine støvsamlere. Du kan lege med dem. Jeg giver ikke fem flade øre for de museumsgenstande.“
Men da han opdagede, at Lærke kunne lide den antikke kommode, skiftede han mening.
Han havde allerede lørdag morgen planlagt, at hans mor skulle komme og holde øje med mig. „Rigmor, vi skal skilles. Jeg sørger for, at det foregår pænt. Men du skal lige holde øje med Jytte, så hun ikke tager noget med fra mit hus.“ Hun var straks klar. „Selvfølgelig, Søren. Jeg har altid været på din side.“
Skæbnen har en grim humor. Lørdag morgen, da Rigmor skulle gøre sig klar, fik hun pludselig for højt blodtryk. Der måtte en ambulance til, og lægen sagde klart, at hun skulle blive i sengen. Kontrolløren var ude af spillet.
Søren stod i entreen og pakkede sin lædertaske, mens han gav mig de sidste ordrer. „Okay, Jytte. Tag dit tøj, din makeup og dine små vaser. Men vi skal ikke have noget hærværk.“ Jeg lænede mig mod dørkarmen og krydsede armene. „Hvad mener du med hærværk?“ Han pegede rundt. „De indbyggede hvidevarer skal blive. De er monteret til køkkenet, så de hører til min lejlighed. Ovn, opvaskemaskine, emhætte – det hele bliver, hvor det er. Og den antikke kommode i soveværelset skal også bare stå.“
„Kommode?“ løftede jeg det ene øjenbryn. „Du kaldte den brænde.“
„Lærke kan lide den,“ sagde han skarpt. „Hun er vild med hele indretningen. Hun synes, jeg har god smag. Så du skal ikke stå og ødelægge interiøret.“
Lærke var faktisk vild med indretningen. Hun arbejdede i en skønhedssalon og troede oprigtigt, at hun havde vundet det store lotteri. Søren virkede rig, ældre og elegant. På sociale medier poserede han i en læderstol, foran dyre malerier eller med hånden på den udskårne kommode. Lærke var sikker på, at hun flyttede ind i et overdådigt hjem hos en mand, der ville forsørge hende resten af livet.
„Som du siger, Søren,“ sagde jeg med et koldt, diskret smil. „Jeg tager kun mit eget.“
„Godt. Du er fornuftig. Jeg vidste, at du ikke ville lægge dig ud med mig. Du behøver ikke lægge nøglen; mandag skifter jeg bare lås.“ Han tog sin taske, gav sig selv et sidste blik i spejlet og forlod lejligheden. Han glædede sig allerede til den triumferende hjemkomst.
Da han havde installeret sig med Lærke på spahotellet, fik han en besked fra Rigmor. „Søren, jeg kan ikke få fat i dig. Mit blodtryk er smuttet, ambulancen har været her. Jeg kan ikke komme og holde øje med Jytte.“ Han bandede. Men han kunne ikke aflyse turen med sin nye elskerinde. „Hun tager ikke noget,“ tænkte han. „Hun er ikke den type.“ Så svarede han bare sin mor med en venlig besked om at passe på sig selv.
Imens havde jeg taget telefonen frem. Jeg ringede til det nummer, jeg havde fået anbefalet tidligere på ugen. „Hej, det er Jytte Mikkelsen. Ja, samme adresse. I skal have den største bil, I har i vognparken. Med værktøj. Der er en hel del, der skal skilles ad.“
Bagefter bookede jeg et opbevaringsrum. Det var umuligt at finde en tom lejlighed til langsigtet leje på en weekend, så jeg havde besluttet at bo hos min mor, indtil jeg fandt det rigtige sted. Jeg havde faktisk allerede set et par muligheder på nettet, men det kunne vente.
Lørdag middag kom seks stærke mænd i arbejdstøj. Med dem kom en elektriker og en ekspert i møbelmontering og -afmontering. Lederen så sig om i stuen og kløede sig i nakken. „Hvad starter vi med, fru Mikkelsen?“ „Vi starter med det hele,“ svarede jeg roligt. „Køkkenfacaderne pilles af. Kogeplade, ovn, emhætte, mikroovn og opvaskemaskine tages ud. Derefter tager vi alle møbler, hele soveværelset, sofaerne og alt det løse. Antikviteterne pakkes i tre lag bobleplast, og jeg skal selv tjekke hvert hjørne, før I bærer det ud.“
Arbejdet gik i gang. Der sumpede skruemaskiner, og der blev viklet utallige meter tape om sarte kanter. Det var ikke en hysterisk afskedsscene. Det var en kold, velorganiseret logistisk operation. Jeg stod midt i det hele som en general og pegede på det, der skulle ned. De tunge fløjlsgardiner forsvandt fra stuerne. Billederne blev taget ned fra væggene. Elektrikeren afmonterede lysekroner og væglamper og efterlod en række nøgne pærer. Parketgulvet knirkede under de tunge støvler, da mændene bar den store lædersofa, skabet, den antikke kommode og alle de hvidevarer ud.
Ved lørdag aften var lastbilen nede på gaden pakket til randen. Lederen kom op for at sige farvel. Han tørrede sveden af panden. „Der er et lille problem, fru Mikkelsen. Der er ikke plads til så meget som en tændstiksæske mere. Vi har stadig et spisebord og en taburet tilbage. Skal jeg hente en ekstra vogn?“
Jeg så på det solide træbord og den enlige taburet. „Nej,“ sagde jeg og smilede. „Lad dem blive. Det er en gave til de nygifte. De skal jo have et sted at lægge deres fremtid, ikke sandt?“
Mandag morgen var solen alt for lys. Søren parkerede sin bil uden for opgangen, åbnede døren for Lærke og hjalp hende med kufferterne. Hun stod allerede i sine nye pumps og mærkede sig selv som husets nye frue. „Så er vi hjemme,“ sagde Søren højtideligt og drejede nøglen i låsen.
Han lukkede døren op og lod hende gå ind først.
Lærke tog to skridt ind i entreen. Klip-klap. Lyden af hendes hæle rungede hult gennem lejligheden. Hun standsede brat. Søren gik ind i hende og løftede blikket. Alle ord døde i hans hals.
Foran dem strakte en fuldstændig tom lejlighed sig. Der var ingen møbler i stuen, intet fjernsyn, ingen billeder, ingen gardiner. I loftet hang en nøgen pære og svingede svagt. Soveværelset gabede tomt tilbage. Ingen seng, ingen skabe, og den antikke kommode var væk.
Søren styrtede ud i køkkenet. Der, hvor det dyre italienske køkken og alle de indbyggede apparater havde stået, var der kun vandrør, ujævne vægge og nogle efterladte stikkontakter. Midt i den gabende tomhed stod et spisebord og en taburet. På bordet lå mine nøgler og skinnede i morgensolen.
„Søren?“ Lærkes stemme var blevet tynd og skinger. „Hvad er det? Hvor er alt? Hvor er møblerne? Hvor er køkkenet?“
„Jytte…“ var det eneste, han fik frem.
„Du sagde, at vi flyttede ind i en lækker, møbleret lejlighed! Du sagde, at jeg ville bo godt! Skal vi sove på den taburet på skift? Så bestiller du nye møbler – med det samme!“
Søren kunne ikke svare. Han vidste, at han ikke havde penge til nye møbler. Hans opsparing var bundet i bilen, der stod i Rigmors navn, og der var to uger til næste lønudbetaling. For at møblere en treværelses med bare det billigste fra byggemarkedet ville han skulle optage et kæmpe lån. I nat kunne de sove på gulvet eller køre hjem til Lærkes etværelses lejlighed.
Han lænede sig mod væggen og lukkede øjnene. Han huskede mine sidste ord: „Jeg tager kun mit eget.“ Og det havde jeg gjort. Jeg havde ikke rørt hans vægge. Jeg havde kun taget det, jeg selv havde betalt for, og efterladt ham præcis der, hvor vi begyndte: i en gul, tom betonkolos.
Jeg har aldrig forstået de der kvinder, der samler en lille taske, vender kinden til og går ud i solnedgangen med tårer i øjnene, mens de lader den nye kvinde arve alt det, de selv har bygget op. Hvorfor skulle jeg sponsorere Sørens nye liv? Stolthed er ikke at ofre sig selv for en mand, der kun ser sin egen fordel. Stolthed er at tage sit eget med sig og lade narren stå tilbage med præcis det, han hele tiden selv råbte højest om: sine hellige kvadratmeter. Søren var så vild med at kalde det sin lejlighed. Nu har han fået den i original stand. Beton, støv og en nøgen pære.
Det er den reneste forårsrengøring i dansk ægteskabshistorie.
