Søren Nørgaard stod midt i den rummelige, blødt belyste stue på Frederiksberg og så ned på sin kone med et mildt overbærende blik. Han havde det, som om han lige havde vundet det helt store i lotteriet. En mand på halvtreds, i sin bedste alder, med store forandringer i vente – det gav en sejrssikkerhed, der næsten kunne mærkes i luften.
— Lad os nu ikke lave en scene, Gitte, — sagde Søren med en blød, lidt beskyttende stemme, mens han knappede sin jakke. — Vi er voksne mennesker. Jeg har mødt en anden. Måske har du fornemmet det, jeg ved det ikke. Kort sagt: Hun er tredive, og vi har ægte følelser for hinanden. Jeg gider ikke føre dobbeltspil, så jeg siger det ligeud: Vi skal skilles, og fra i dag bor vi ikke sammen.
Gitte Holm sad i en læderstol. Femogfyrre, elegant og fuld af selvtillid. Hun foldede ikke hænderne, ledte ikke efter beroligende dråber og begyndte ikke at grave i konflikten. Hun drak bare sin kaffe af en porcelænskop og ventede på mere. Hendes ro fik Søren til at tvivle et øjeblik, men han samlede sig hurtigt.
— Lejligheden er, som du ved, min. Førægteskabelig, — sagde han og lagde tryk på det sidste ord, som om han hamrede et søm i. — Jeg er ikke et dyr, der smider dig ud på gaden i nat. Du får to dage. Hele weekenden er din. Jeg tager Nynne med et smut til Skodsborg, så du kan pakke i fred. Mandag morgen kommer vi. Hun har hverken brug for dine tårer, dit hysteri eller din dårlige energi i hjemmet. Kan du nå at være ude?
— Til mandag? — spurgte Gitte med rolig stemme. — Ja, det kan jeg sagtens. To dage er rigeligt.
Søren nikkede tilfreds. Han kunne godt lide, at skilsmissen foregik så civiliseret. Han havde altid betragtet sig selv som en storsindet mand.
Hans storsind stoppede dog præcis der, hvor hans penge begyndte. I alle femten års ægteskab havde han jævnligt mindet Gitte om, at hun var flyttet ind på ”hans territorium”. Sandheden var, at territoriet dengang havde været en kedelig betonkasse på tre værelser, næsten uden møbler og uden så meget som et strejf af hygge. Søren havde stolt proklameret, at det var kvadratmeterne, der talte, og at man da godt kunne sove på en madras. Han var patologisk nærig med alt, der havde med hjemmet at gøre. Hver en krone gik til dyre biler, som han i øvrigt var klog nok til at sætte i sin mors navn, Rigmor.
Gitte havde en god indkomst og en fremragende smag. Hun havde ingen planer om at bo i et kloster. I løbet af de første måneder af ægteskabet indrettede hun hele lejligheden fra top til tå for sine egne sparepenge. Det var hende, der bestilte det italienske køkken med de klassiske fronter, de kvalitets hvidevarer, det dyre parket, lysekronerne og de tunge gardiner, der passede til indretningen. Så fik hun en hobby: antikviteter. Gennem hele ægteskabet købte hun smukke ting. Søren rullede bare øjnene: ”Dine penge, dine støvsamlere. Leg du bare. Jeg giver ikke fem flade øre for de museumsgenstande.”
Men nu bad han sin mor om at holde øje med Gitte.
— Mor, vi skal skilles. Det skal foregå civiliseret. Men kig lige forbi i weekenden, så Gitte ikke får taget noget med fra mit hjem, som ikke er hendes.
— Selvfølgelig, Søren. Jeg står altid på din side, — lovede Rigmor.
Skæbnen kan dog være en nar. Lørdag morgen fik Rigmor pludselig for højt blodtryk. Der måtte en ambulance til, og lægerne var meget klare: ro og seng. Kontrolløren var ude af spillet.
Imens stod Søren og pakkede sin lædertaske og gav Gitte de sidste instrukser.
— Hør her, Gitte, — sagde han og standsede midt i entreen for at se på sine domæner. — Tag dit tøj, din makeup og de der vaser. Men lad os holde os fra hærværk.
Gitte lænede sig mod dørkarmen med armene over kors.
— Hvad mener du med hærværk?
— De indbyggede hvidevarer skal blive. De er monteret til køkkenet, så de er en del af lejligheden. Ovn, opvaskemaskine – de bliver. Og den antikke kommode i soveværelset skal også blive.
— Kommoden? — Gitte løftede et øjenbryn. — Du plejede at kalde den brænde.
— Nynne kan lide den, — afskar Søren. — Hun er helt vild med indretningen. Hun siger, jeg har god smag. Så ødelæg ikke helheden.
Nynne Vestergaard var nemlig henrykt. En trediveårig kvinde, der arbejdede som receptionist i en skønhedssalon, troede oprigtigt, at hun havde trukket den store gevinst. Søren virkede rig, kultiveret og solid. På billederne på de sociale medier poserede han i en læderstol, foran dyre malerier eller med hånden hvilende på den udskårne kommode. Nynne glædede sig til at flytte ind i et luksushjem med en mand, der ville sørge for hende.
— Som du siger, Søren, — sagde Gitte med et lillebitte koldt smil. — Jeg tager kun mit eget.
— Godt. Pænt at vide, at du er fornuftig nok til ikke at lægge dig ud med mig. Du behøver ikke aflevere nøglerne – jeg skifter lås mandag.
Han tog sin taske og forlod lejligheden med en forventning om et triumftog.
Da Søren havde installeret sig med Nynne på spa-hotellet i Skodsborg, faldt der en besked ind fra moren.
”Kan ikke komme. Mit blodtryk er eksploderet. Ambulance og lægeordre om at ligge ned. Jeg kan ikke holde øje med Gitte.”
Søren bandede. Han kunne ikke aflyse weekenden med sin nye kærlighed. ”Gitte tager jo ikke noget. Hun er ikke typen,” beroligede han sig selv og sendte moren et hurtigt svar om at passe på sig selv.
Imens havde Gitte ringet til det nummer, hun havde fundet frem dagen før.
— Hej, det er Gitte Holm. Ja, vi talte i går. Samme adresse. Jeg skal bruge den største vogn, I har. Ja, med værktøj. Der skal pilles en del ned.
Derefter bekræftede hun et lagerrum. At finde en tom lejlighed til langtidsleje på to dage var umuligt, så hun besluttede at bo hos sin mor, indtil hun fandt det rigtige.
Ved middagstid ankom seks stærke mænd i arbejdstøj. Med dem kom en elektriker og en mand, der var specialist i at skille møbler ad.
— Hvor begynder vi, fru Holm? — spurgte formanden og kiggede på det store arbejde.
— Vi begynder med det hele, — svarede Gitte roligt. — Fronten af køkkenet af. Kogeplade, ovn, emhætte, mikroovn og opvaskemaskine ud. Bløde møbler med. Soveværelsesmøblerne med. Antikviteterne pakkes i tre lag bobleplast – jeg tjekker hvert hjørne.
Arbejdet gik i gang. Der summede skruemaskiner og raslede tape. Det var ikke en krænket hustrus paniske pakning – det var en kold, velplanlagt logistisk operation. Gitte styrede processen med en feltmarskals ynde. De tunge fløjlsgardiner røg ned, malerierne blev taget af væggene, og elektrikeren afmonterede lysekroner og væglamper, så der kun var nøgne pærer tilbage.
Det italienske parket knirkede under de tunge støvler, da mændene bar lædersofaen, reolen, kommoden, sengen og alle hvidevarerne ud. Lejligheden mistede sin glans, rum for rum. Den blev igen den gulklingende, triste betonkasse, den havde været femten år tidligere.
Lørdag aften var den store flyttebil proppet til bristepunktet. Formanden, svedig og forpustet, kom op en sidste gang.
— Fru Holm, vi har et problem. Der kan ikke være så meget som en tændstikæske mere i bilen. Vi har et spisebord og en taburet tilbage. Skal vi tilkalde en ekstra bil?
Gitte så på det pæne bord og den ensomme taburet.
— Nej, — sagde hun med et lille smil. — Lad dem stå. Det er min gave til de nygifte. De skal have et sted at bygge deres lyse fremtid.
Hun lod blikket glide hen over de nøgne vægge og de dinglende ledninger. Så lukkede hun døren og gik.
Mandag morgen var vejret strålende. Søren parkerede bilen, åbnede døren for Nynne og hjalp hende med kufferterne. Hun var klar til at træde over tærsklen til sin nye tilværelse som ejerinde af et smukt hjem.
— Så er vi hjemme, skat, — sagde Søren højtideligt og drejede nøglen i låsen.
Han åbnede døren og lod Nynne gå foran.
Klok-klok. Hendes hæle gav en skarp genlyd i den tomme lejlighed. Nynne standsede. Søren, som gik lige bag hende, stødte ind i hende og løftede blikket. Ordene døde i halsen på ham.
Der var intet. Ingen møbler, intet tv, ingen billeder, ingen gardiner. En enlig pære dinglede i loftet i stedet for krystallysekronen. Soveværelset gabte tomt – ingen seng, ingen kommode.
Søren styrtede ud i køkkenet. Der, hvor det italienske køkken med indbygget ovn og opvaskemaskine havde stået, var der kun rørføringer og sorte stikkontakter. Midt i den lydløse tomhed stod ét bord og én taburet. På bordet lå Gittes nøgler.
— Søren? — Nynnes stemme gik op i et skingert toneleje. — Hvad er det her? Hvor er alting? Hvor er møblerne? Hvor er hvidevarerne?!
— Gitte… — var alt, Søren kunne hviske.
— Du sagde, at lejligheden var pakket! Du sagde, vi skulle bo i komfort! Skal vi sove på den taburet skiftevis?! Så bestil nye møbler med det samme!
Søren synkede. Der var ingen penge. Hans opsparing stod i bilen, der stod i morens navn, og der var fjorten dage til næste lønudbetaling. Selv de billigste møbler til en treværelses lejlighed ville kræve et solidt banklån. Skulle de sove på gulvet i nat eller køre ud til Nynnes etværelses?
Han lænede sig mod væggen og mindedes Gittes sidste ord: ”Jeg tager kun mit eget.” Og det havde hun holdt. Hun havde ikke rørt hans vægge. Hun havde kun taget det, der tilhørte hende.
Jeg har altid moret mig lidt over den slags billige film, hvor en kvinde opdager, at hendes mand har fundet en anden, og så pakker hun en lille taske, kaster håret tilbage, tørrer en tåre og forsvinder hæderligt ud i solnedgangen – så han kan beholde alt det, hun selv har betalt for. Hvorfor i alverden skulle en voksen, etableret kvinde sponsorere et andet pars lykke? Ære er ikke at gå med én kuffert for at lade eksen beholde komforten. Ære er at tage det, man selv har tjent, og lade en nasserøv stå tilbage med præcis det, han selv har fortjent. Søren var så stolt af sine ”førægteskabelige kvadratmeter”? Værsgo. Gitte gav ham betonkassen tilbage i original stand. Nyd den, I to.
