Telefonen gik i gang klokken halv syv om morgenen, mens jeg stod i gangen med den ene sko i hånden. På skærmen stod der “Dorthe Møller”. Jeg lod den ringe, til jeg havde fået den anden sko på, men til sidst trykkede jeg alligevel og klemte mobilen mellem øret og skulderen.
– Jytte, jeg har akut brug for fyrre tusind kroner. Jeppe skal på sproglejr, altså den der, og han skal også have matematikvejleder. Du ved jo, hvad det koster i dag.
Ikke “godmorgen”, ikke “hvordan har du det”. Bare fyrre tusind kroner og Jeppe.
– Godmorgen, sagde jeg.
– Ja, godmorgen. Nå, men kan du overføre i dag? Ellers er pladsen på lejren væk.
***
Jeppe kom til mig om vinteren, da han var to år og tre måneder. Dorthe stod i døren med en taske over skulderen og en barnevogn, hvor han sov, og talte hurtigt, som om hun var bange for, at jeg ville afbryde.
– Jytte, det er kun for et par måneder. Jeg kan simpelthen ikke lige nu. Søren er gået fra mig, der er ingen penge, og jeg skal finde et arbejde – hvor skal jeg gå hen med ham? Mor sagde, du er fri, det er nemmere for dig.
Fri. Det ord hang ved mig som en prismærkat, man ikke kan rive af: en etværelses på Vesterbro, bogholder i et byggefirma, enogtredive, ugift, ingen børn. Altså fri. Altså nemmere.
– Dorthe, jeg har et arbejde. Jeg er væk hjemmefra klokken seks og er først hjemme otte.
– Der er da vuggestue! Jeg skal nok give dig penge, så snart jeg er kommet i arbejde. Jytte, skat. Du er min eneste redning.
Mor ringede samme aften.
– Du vil vel ikke smide din egen søster med et barn ud på gaden? Hendes mand er stukket af, hun er helt ude af den. Og du har jo ingen andre at tage hensyn til. Gud gav dig ingen egne – så hjælp i det mindste din nevø.
Gud gav dig ingen egne. Det sagde hun også. Henkastet, som om det var noget med vejret.
Jeg tog Jeppe for et par måneder.
Det blev til så mange, at jeg holdt op med at tælle. Først “søgte” Dorthe arbejde. Så fik hun et, men “chefen var ikke til at arbejde med”. Så tog hun til Mallorca “for at koble af, jeg var jo ved at blive vanvittig”. Hun sendte billeder: hun i en motorbåd, hun med en solbrændt mand, hun på en restaurant. Penge sendte hun ikke.
Jeppe startede i børnehave i nærheden af min lejlighed. Jeg stod op klokken fem for at få ham gjort klar, aflevere ham og nå på arbejde. Han var ofte syg, som børn i institutioner er, og så tog jeg fri uden løn eller sad om natten med regnskaber, så jeg kunne være hos ham om dagen. Jeg købte en tremmeseng og siden en ny sovesofa, fordi han voksede fra den. Støvler, jakker, huer – det blev købt, uden at jeg gjorde det op, fordi et barn skal ikke gå i revnet tøj.
Dorthe dukkede op hver anden eller tredje måned. Hun kom med et stykke legetøj, krammede Jeppe og sagde grædende: “Hvor jeg har savnet dig, min skat.” To timer senere kørte hun igen; hun havde “et møde”, “en aftale”, “en ny mand – du kan slet ikke forestille dig, hvor lækker han er”.
– Kunne du ikke i det mindste lægge noget til bleer? sagde jeg en dag.
– Jytte, jeg er jo helt blakkede lige nu. Når jeg har fået arbejde, betaler jeg hver krone tilbage.
Jeppe kaldte mig “mor-Jytte”. Ingen havde lært ham det. Jeg rettede ham i begyndelsen: “Jeg er tante.” Men han forstod det ikke, og jeg holdt op med at rette.
Han faldt i søvn på min skulder, når jeg læste Peter Plys for ham. Han kunne alle bogstaverne, da han var fire, fordi jeg lagde køleskabsmagnet efter magnet på køleskabet. Han græd, når jeg tog på arbejde, og han stod i døren, når jeg kom hjem.
Fem år.
Dorthe hentede ham om sommeren, lige inden skolestart.
Hun var en helt anden nu: rundere om hofterne, i en dyr frakke, og med en ny mand, Kasper, som ventede i bilen.
– Nu er jeg klar, Jytte. Kasper tjener godt, vi har en lejlighed, og jeg vil sende Jeppe i en ordentlig skole – der er en privat skole lige i nærheden. Tak for hjælpen, du reddede mig.
– Dorthe, han er syv. Han har boet her hele sit liv.
– Han er min søn. Du skal ikke opføre dig, som om du ikke er familie. Et barn skal være hos sin mor.
Jeppe ville ikke med. Han hang fast i min sweater og hulkede så højt, at naboerne kiggede ud. Dorthe rev hans fingre af min sweater, irriteret.
– Jeppe, stop nu med at skamme os. Vi skal hjem til mor. Der bliver der dejligt, du får dit eget værelse.
Jeg sad på gulvet i gangen, mens de gik ned ad trappen. Jeg kunne høre ham græde. Så smækkede yderdøren, og der blev stille.
Jeg samlede alle hans køleskabsmagneter i en skotøjsæske og stillede den øverst i skabet.
I tre år ringede Dorthe næsten ikke. Ved nytår en pligtskyldig “godt nytår”, på min fødselsdag nogle gange, andre gange ikke. Hun kørte ikke med Jeppe til mig. “Jytte, det er for besværligt at slæbe ham hele vejen gennem byen; han har jo fritidsaktiviteter.”
Jeg tog selv derud. Jeg kom med gaver og gik med ham i parken nær deres hus i weekenderne, når Dorthe gav lov. Jeppe var blevet større og var flov over at kramme på gaden, men inde i parken, når ingen kiggede, tog han stadig min hånd.
Så løb de besøg ud i sandet. Enten var Dorthe “taget i sommerhus med Kasper”, eller også havde Jeppe “vejledning”, eller også tog hun bare ikke telefonen.
Og så var der halv syv om morgenen. Fyrre tusind kroner.
– Dorthe, vent lidt. Hvilke fyrre tusind?
– Det sagde jeg jo. Lejr, matematikvejleder og tøj – han er vokset ud af alting. Jeg har det stramt lige nu. Kasper lægger sin forretning om, alt er bundet. Men du elsker ham jo. Du opfostrede ham. Det er ikke noget for dig.
Det der “du opfostrede ham” hørte jeg for første gang i tre år. Før var det altid “han er min søn”, “et barn skal være hos sin mor”. Nu, da der var brug for penge, havde jeg opfostret ham.
– Hvad med Kasper? Du sagde, at han tjener gode penge.
– Jeg prøver at forklare dig – lige nu er alle hans penge i forretningen. Og i øvrigt, hvad har Kasper med det at gøre? Det er ikke hans barn. Det er Sørens. Altså mit.
– Hvad med Søren? Det er hans søn. Han kan da betale børnebidrag.
Der kom et suk i røret, tungt og hæst.
– Jytte, gør du nar ad mig? Jeg har ikke set Søren i hundrede år. Hvor skal jeg lede efter ham? Jeg beder dig, menneske til menneske, min egen søster. Du har løn, du har en karriere, du bor alene og bruger kun penge på dig selv. Jeg er mor, jeg har et barn.
– Du har haft et barn i ti år. Jeppe blev ikke født i går.
– Nej, men børn koster hele tiden! Det ved du ikke noget om, for du har ikke nogen egne!
Der var den. Jeg blev ikke overrasket. Jeg vidste, den ville komme, og alligevel ramte den som kogende vand.
– Nej, jeg har ikke egne, sagde jeg. – Derfor opfostrede jeg dit i fem år.
– Der har vi den igen! Det er hundrede år siden! Hvorfor bliver du ved med det der: opfostret, opfostret. Var der nogen, der tvang dig? Du tilbød dig selv!
Jeg kom for sent på arbejde den morgen. Jeg sad på taburetten i gangen med skoene og jakken på og regnede.
Jeg havde aldrig regnet det før. Jeg havde ikke villet. Men nu tog jeg en recept, som lå på gangbordet, vendte den og begyndte at skrive på bagsiden.
Børnehaven: den betalte jeg selv, fordi han ikke stod registreret hos mig og jeg ikke kunne få friplads. Et. Tøj og sko – hver sæson. To. Legetøj, bøger, svømmeundervisning. Tre. Medicin: Jeppe lå med lungebetændelse, da han var seks, og jeg tog fri uden løn. Fire. Tandlæge: jeg gik privat på grund af ventetiden i det offentlige. Fem. Tremmeseng, sovesofa, sengetøj, børnetallerkener. Seks.
Det løb op i så meget, at jeg kunne have holdt fri et helt år for de penge.
Dorthe havde ikke givet mig en krone. Ikke én. Hverken til bleer, jakke eller medicin.
Hun bad mig om fyrre tusind kroner i dag, for at en plads på en lejr ikke skulle gå tabt.
Jeg foldede papiret sammen og lagde det i tasken.
Om aftenen ringede Dorthe igen. Denne gang var hun roligere, listede sig ind på spørgsmålet.
– Nå, Jytte, har du tænkt over det? Jeg insisterer ikke på fyrre. Måske tredive. Måske femogtyve – kun til lejren.
– Jeg giver dig ikke noget, Dorthe.
Pause.
– Hvad mener du med “ikke noget”?
– Hvad jeg siger. Hverken fyrre eller femogtyve. Du er hans mor. Du hentede ham, da det passede dig. Nu må du sørge for ham.
– Jytte! Hvordan kan du sige sådan noget! Det er jo Jeppe! Du bar ham på dine arme!
– Ja, fem år. Gratis. Imens sejlede du i en motorbåd på Mallorca. Jeg bad dig om penge til bleer dengang. Kan du huske, hvad du svarede? “Når jeg har fået arbejde, betaler jeg hver krone tilbage.” Hvor er mine penge, Dorthe? Krone for krone, lovede du.
– Du sidder her og bebrejder mig fortiden? Jeg havde jo ikke overskud! Mit liv var ved at gå i stykker!
– Og mit var ikke? Jeg stod op klokken fem. Jeg ordnede regnskaber om natten for at være hos ham. Jeg blev ikke gift, fordi hvilken mand gider en kvinde med en andens barn, som man ikke engang kan adoptere, fordi moren er i live og sund og rask og sejler rundt på havet?
Der blev grædt i røret. Om det var ægte eller ej, havde jeg for længst holdt op med at skelne.
– Jeg troede, du elskede ham, sagde Dorthe med en tynd stemme.
– Det gør jeg. Derfor giver jeg dig ikke penge. Fordi de ikke ville gå til en lejr. Jeg kender dine lejre. Find Søren og kræv børnebidrag – det er lovligt, det er rigtigt. Eller spørg Kasper, hvis du er gift. Men jeg er ikke en hæveautomat, der bliver tændt, når du har alt i omløb.
Mor ringede to dage senere. Jeg vidste, hun ville ringe.
– Jytte, hvad er det, jeg hører? Du har sagt nej til din søster?
– Hej, mor.
– Lad være med at sige “hej”! Du skal svare! Dorthe sidder og græder, hendes barn bliver uden lejr, og du, som er hendes tante, kunne ikke engang undvære nogle få tusind kroner. Skammer du dig ikke!
– Mor, jeg opfostrede Jeppe i fem år. Hvor var Dorthe?
– Hun havde en svær periode! Du er godt nok en dommer, du skal have regnskabet frem. Kød og blod, og du opfører dig som en fremmed.
– Kød og blod. Og da jeg ikke længere kunne få egne børn, og jeg sad med hendes barn i stedet for at leve mit eget liv – hvad slags blod var det så?
Mor tøvede et øjeblik.
– Du sagde jo selv ja. Ingen tvang dig.
– Jeg sagde ja, fordi du sagde: “Gud gav dig ikke nogen egne, hjælp din nevø.” Kan du huske det? Hjælp. Jeg hjalp. Fem år. Nu kræver Dorthe mere, og nu er jeg igen den onde.
– Hun kræver ikke. Hun beder.
– Hun kræver, mor. Med “du skylder” og “du har ikke nogen egne”. Det er ikke en bøn.
– Så lad mig sige det sådan, Jytte, sagde mor og sænkede stemmen. Jeg vidste, nu kom dommen. – Giver du hende ikke pengene, så kan du blive væk til juleaften. Når du er så fremmed for din egen familie.
– Okay, sagde jeg. – Så bliver jeg væk.
Jeg lagde selv røret på. Før plejede jeg altid at vente på, at hun blev færdig.
Dorthe spillede sin sidste trumf en uge senere. En lang besked fyldte halvdelen af skærmen.
Indholdet var enkelt: “Nu beslutter du jo selv, så vil jeg fortælle alle, at en rigtig tante nægtede at hjælpe et barn. At du smed ham væk, kastede ham ud af dit liv, da han ikke længere var nødvendig. Så må vi se, hvad folk siger om dig.”
Jeg stod ved komfuret og læste den. Jeg læste den to gange. Til sidst skrev jeg tilbage, langsomt og omhyggeligt.
“Fortæl det. Så viser jeg bilagene. Jeg har dem endnu – for børnehaven, for lægerne, for det hele. Fem år. Og så fortæller jeg, hvordan du ikke kunne lægge penge til bleer, mens du sejlede rundt på Mallorca. Og hvordan du hentede Jeppe, da det passede dig, og i tre år holdt ham væk fra mig. Lad os se, Dorthe, hvem folk dømmer.”
Jeg havde selvfølgelig ikke alle kvitteringerne. Noget var der: papirer fra den private klinik, kontrakten med børnehaven. Men det vidste Dorthe ikke. Og Dorthe tav.
Helt.
Foråret gik, og sommeren kom. Til mors femogtresårsfødselsdag blev jeg ikke inviteret. Jeg fandt ud af det, da min kusine lagde billeder op fra selskabet. Alle var der: Dorthe, og Jeppe i en ny skjorte, og mor for bordenden. Uden mig.
Jeg så på Jeppe på billedet. Han var vokset og var blevet lang og kantet, som teenagere bliver, men øjnene var de samme. Jeg ville have kendt dem blandt tusind. De øjne, der så op på mig, når jeg læste Peter Plys for ham.
Opkaldet kom i juni, sent om aftenen, fra et ukendt nummer.
– Mor-Jytte? Stemmen knækkede og sprang fra dybt til lyst. – Det er mig, Jeppe. Jeg ringer fra en vens telefon. Mor vil ikke lade mig ringe til dig. Hun siger, du forlod os.
Jeg satte mig på taburetten.
– Jeppe. Jeg forlod dig ikke. Hører du? Aldrig.
– Jeg ved det, sagde han sagte. – Jeg kan huske, hvordan du satte bogstaver på køleskabet. Jeg husker alting. Mor siger noget andet.
Vi talte i ti minutter. Han fortalte om skolen og om, at han var begyndt til robotter og loddede. Jeg lyttede og turde næsten ikke trække vejret, for at det ikke skulle forsvinde. Til sidst sagde han:
– Jeg ringer igen. Du skal bare ikke sige det til mor, okay? Ellers tager hun telefonen.
– Det siger jeg ikke. Ring, min skat. Når du vil.
Så blev der stille i røret.
Han ringede to gange mere. Så stoppede det – enten var vennens telefon gået i stykker, eller også havde Dorthe opdaget det. Jeg ved det ikke. Nummeret svarede ikke mere.
Jeg fandt skotøjsæsken frem fra øverste hylde i skabet. Åbnede den. Magneterne: blåt A, rødt B, gult C. Alle de bogstaver, han havde lært at læse af, mens han lå på min skulder.
Jeg satte dem op på køleskabet. Én efter én, som dengang. J. E. P. P. E.
Jeg stod og kiggede. Så tog jeg telefonen, fandt det sidste nummer, han havde ringet fra, og gemte det. Jeg kaldte det “Jeppe”. Og lagde mobilen på bordet med skærmen opad, så jeg kunne se, hvis den lyste.
