Klokken halv syv om morgenen begyndte telefonen at ringe, netop som Lone Mikkelsen stod i entréen med den ene sko i hånden. På skærmen stod der »Rikke Holm«. Hun lod det ringe, til hun havde fået den anden sko på, så trykkede hun telefonen op mod øret med skulderen.
— Lone, jeg har akut brug for omkring fyrre tusind kroner. Emil skal på sproglejr, altså den der, og så skal han have matematiklærer, og du ved jo, hvad det koster i dag.
Ikke »hej«, ikke »hvordan går det«. Bare fyrre tusind og Emil.
— Godmorgen, sagde Lone.
— Ja, godmorgen, godmorgen. Nå, kan du overføre i dag? Ellers ryger pladsen på lejren.
***
Emil var blevet leveret hos Lone en vinter, da drengen var to år og tre måneder. Rikke stod på trappen med en taske over skulderen og en klapvogn, hvori nevøen sov, og talte hurtigt, som om hun var bange for at blive afbrudt.
— Lone, det er kun for et par måneder. Jeg kan virkelig ikke lige nu. Søren er gået, jeg har ingen penge, jeg skal finde et arbejde, og hvor skal jeg gå hen med ham? Mor siger, du er fri, og at det er nemmere for dig.
Fri. Det ord hang fast ved Lone som en prismærkat, man ikke kan rive af. Enogtredive år, en lille etværelses i Valby, bogholder i et entreprenørfirma, ugift, ingen børn. Altså fri. Altså nemmere.
— Rikke, jeg har et arbejde. Jeg tager hjemmefra klokken seks og er hjemme klokken otte.
— Der er da børnehave! Jeg skal nok sende dig nogle penge, når jeg har fået et job. Lone. Hør nu, lillesøster.
Deres mor ringede samme aften.
— Vil du smide din egen søster og hendes barn ud på gaden? Manden er stukket af, hun er helt fra den. Og du er alene, det er da ikke svært for dig. Du fik ikke selv nogen, så hjælp da din nevø.
Du fik ikke selv nogen. Det blev også sagt. Helt henkastet, som om det var vejret.
Lone sagde ja til et par måneder.
Et par måneder trak ud, så Lone holdt op med at tælle. Først ledte Rikke efter arbejde. Så fandt hun et, men »det gik ikke med chefen«. Så tog hun til Mallorca for at »cleare hovedet, jeg var lige ved at blive sindssyg«. Fra Mallorca kom der billeder: Rikke på en båd, Rikke med en solbrændt mand, Rikke på en restaurant. Ingen penge.
Emil startede i børnehaven tæt på Lones hjem. Lone stod op klokken fem for at få ham gjort klar, aflevere ham og nå på arbejde. Han var ofte syg, som børn er i institution, og så tog Lone fri uden løn eller sad om natten med rapporter for at kunne være hos ham om dagen. Hun købte en tremmeseng, og senere en sovesofa, fordi tremmesengen blev for lille. Støvler, jakker, huer – det blev købt, næsten uden at hun regnede på det, for et barn kan jo ikke gå i hullet tøj.
Rikke dukkede op hver anden eller tredje måned. Kom med en gave, krammede Emil og græd: »Hvor har jeg savnet dig, skat« – og to timer senere kørte hun igen, for hun havde »arrangementer«, »en aftale«, »en ny mand, du aner ikke, hvordan han er«.
— Kunne du ikke lige efterlade noget til bleer? sagde Lone en dag.
— Lone, jeg er fuldstændig blakket lige nu. Når jeg har fået et arbejde, betaler jeg tilbage til sidste øre.
Emil kaldte Lone for »mor Lone«. Helt selv, ingen havde lært ham det. Hun prøvede et stykke tid at sige, at hun var hans tante, men han forstod det ikke, så lod hun det ligge.
Han faldt i søvn på hendes skulder, når hun læste Rasmus Klump. Han kunne alle bogstaver, da han var fire, fordi Lone lagde dem med magnetbogstaver på køleskabet. Han græd, når hun tog på arbejde, og stod i døren, når hun kom hjem.
Fem år.
Rikke hentede ham om sommeren, før skolestart.
Hun kom som en anden: buttet, i en god frakke, med en ny mand ved navn Brian, der ventede i bilen.
— Nu er jeg klar, Lone. Brian tjener godt, vi har en lejlighed, og jeg kan få Emil i en rigtig skole. Der er en fin privatskole lige ved siden af. Tak, du reddede mig, jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort.
— Rikke, han er syv år. Han har boet her hele sit liv.
— Men han er min søn. Du skal ikke opføre dig, som om du ikke er familie. Et barn skal være hos sin mor.
Emil ville ikke af sted. Han hang fast i Lones trøje og hylede, så naboerne kiggede ud. Rikke pillede hans fingre af med et irriteret suk.
— Emil, nu må du holde op med at gøre dig til. Vi skal hjem til mor, der er så dejligt, og du får dit eget værelse.
Lone sad på gulvet i entréen, mens de gik ned ad trapperne. Hun kunne høre Emil græde på trappen. Så smækkede hoveddøren, og der blev stille.
Hun samlede hans magnetbogstaver ned fra køleskabet og lagde dem i en skotøjsæske. Puttede den øverst i skabet.
I tre år ringede Rikke næsten ikke. Til nytår kom der en pligtopfyldende »godt nytår«, til Lones fødselsdag en gang imellem, nogle gange ikke. Emil fik hun ikke at se. »Lone, det er besværligt, vi skal tværs gennem København, og han har jo sine aktiviteter.«
Lone tog selv ud til ham. Kom med gaver og gik ture med ham i parken nær deres hjem i weekenden, når Rikke tillod det. Emil var blevet ældre og syntes, det var pinligt at kramme på gaden, men i parken, når ingen kiggede, tog han stadig hendes hånd.
Så døde også de besøg ud. Enten var Rikke »på sommerhus med Brian«, eller også »havde Emil en lektiecafé«, eller også tog hun bare ikke telefonen.
Og så: klokken halv syv om morgenen. Fyrre tusind.
— Rikke, vent. Hvilke fyrre tusind?
— Jeg siger det jo. Lejr, lektiehjælp, og tøj, han er vokset fra det hele. Jeg har det stramt lige nu, Brian omlægger forretningen, alt er bundet. Men du elsker ham jo. Du opdragede ham. Det er ikke noget for dig.
Det ord – »opdragede« – havde Lone hørt fra Rikke for første gang i tre år. Før hed det »han er min søn« og »et barn skal være hos sin mor«. Men nu, hvor der var brug for penge, hed det pludselig »du opdragede ham«.
— Hvad med Brian? Du sagde, han tjener godt.
— Jeg forklarer dig jo: Lige nu har han alle pengene bundet i virksomheden. Og i øvrigt, hvad har Brian med det at gøre? Det er ikke hans barn. Det er Sørens. Altså, mit.
— Hvad med Søren? Det er hans søn. Han kan da betale børnebidrag.
Der kom et suk. Tungt, på kanten af hulk.
— Lone, er du ude på at drive gæk med mig? Jeg har ikke set Søren i hundrede år. Hvor skal jeg finde ham? Jeg spørger dig, menneske til menneske. Min egen søster. Du har din løn, du har din karriere, du bor alene og bruger kun penge på dig selv. Jeg er mor. Jeg har et barn.
— Du har haft et barn i ti år, Rikke. Emil blev ikke født i går.
— Nå, og hvad så? Børn kræver penge hele tiden! Det ved du ikke noget om, for du har ingen selv!
Der var den. Sætningen. Lone blev ikke engang overrasket. Hun vidste, den ville komme, hun havde ventet på den – og alligevel var det, som om nogen kastede kogende vand på hende.
— Nej, jeg har ingen selv, sagde Lone. — Det er derfor, jeg opdragede din i fem år.
— Der har vi den igen! Det er hundrede år siden! Hvem har tvunget dig? Du tog ham selv!
Lone kom for sent på arbejde den morgen. Hun sad i entréen på en taburet, med sko og frakke på, og regnede.
Hun havde aldrig regnet på det før. Havde ikke villet. Men nu tog hun et stykke papir, hvorpå der stod en recept fra lægen, vendte det om og begyndte at skrive på bagsiden.
Børnehave: Hun betalte fuld pris, for hun var hverken værge eller berettiget til tilskud. Det var ét. Tøj og sko: Hver sæson. Det var to. Legetøj, bøger, aktiviteter. Medicin: Emil fik lungebetændelse, da han var seks, og Lone tog fri uden løn. Tandlæge: Privat, for i den offentlige var der en måneds ventetid. Tremmeseng, sovesofa, sengetøj, børnetallerkener.
Det løb op i, at hun i løbet af fem år havde brugt så mange af sine egne penge på ham, at hun kunne have holdt fri i et helt år.
Og Rikke havde ikke givet en eneste krone. Ikke én. Hverken til bleer, jakker eller medicin.
Og nu bad hun om fyrre tusind. I dag. For at pladsen på lejren ikke skulle ryge.
Lone foldede papiret sammen og lagde det i tasken.
Om aftenen ringede Rikke igen. Denne gang roligere, startende langt fra emnet.
— Lone, har du tænkt over det? Jeg insisterer ikke på fyrre. Bare tredive. Eller femogtyve, kun til lejren.
— Jeg giver dig ikke noget, Rikke.
Pause.
— Hvad mener du med, at du ikke giver noget?
— Præcis det, jeg siger. Hverken fyrre eller femogtyve. Du er hans mor. Du hentede ham, da det passede dig. Nu kan du også forsørge ham.
— Lone! Hvordan kan du sige sådan! Det er jo Emil! Du har båret ham på armene!
— Ja, i fem år. Gratis. Imens sejlede du rundt på en båd på Mallorca. Jeg bad dig engang om at lægge penge til bleer – kan du huske, hvad du sagde? »Når jeg får arbejde, betaler jeg tilbage.« Hvor er mine penge, Rikke? Til sidste øre, lovede du.
— Du… du bebrejder mig fortiden? Jeg havde det ikke godt dengang! Mit liv faldt jo fra hinanden!
— Og mit? Jeg stod op klokken fem. Jeg afleverede rapporter om natten for at kunne være hos ham om dagen. Jeg kunne ikke blive gift i tre år, for hvilken mand gider en kvinde med et fremmed barn, som ikke engang kan adopteres, fordi moderen er i live og rask og sejler rundt i Middelhavet?
Der blev grædt i røret. Helt ægte eller ej, Lone havde for længst lært at holde op med at skelne.
— Jeg troede, du elskede ham, sagde Rikke tyndt.
— Det gør jeg også. Derfor giver jeg dig ikke penge. For de ryger ikke på en lejr. Jeg kender dine lejre. Find Søren og søg børnebidrag – det er både lovligt og rigtigt. Eller spørg Brian, nu du er gift. Men jeg er ikke en hæveautomat, der kan tændes, når du har »alt bundet i forretningen«.
Deres mor ringede dagen efter. Lone vidste, hun ville ringe.
— Lone, hvad er det, jeg hører? Du har afvist din søster?
— Hej, mor.
— Ikke »hej« – svar mig! Rikke græder, hendes barn står uden lejr, og du, en rigtig tante, kan ikke ofre en krone! Hvor skammer du dig ikke!
— Mor. Jeg opdragede Emil i fem år. Hvor var Rikke?
— Hun havde en svær periode! Du skal ikke stå og lege anklager og tælle hver en krone. Kød og blod, og du opfører dig som en fremmed.
— Kød og blod. Men dengang hvor det var for sent for mig at få børn, og jeg sad med det, der reelt var en andens barn, i stedet for at leve mit eget liv – hvilket blod var det så?
Moren stoppede et sekund.
— Du sagde selv ja. Ingen tvang dig.
— Jeg sagde ja. Fordi du sagde: »Du fik ikke selv nogen, så hjælp din nevø.« Kan du huske? Hjælp. Jeg hjalp. I fem år. Nu kræver Rikke mere, og så er jeg den onde igen.
— Hun kræver ikke, hun beder!
— Hun kræver, mor. Med »du skal« og »du har ingen egne«. Det er ikke en bøn.
— Så siger jeg det sådan, Lone, sagde moren og sænkede stemmen, og Lone kunne mærke, at dommen var på vej. — Giver du ikke penge, kan du blive væk fra højtiderne. Når du er så fremmed over for familien.
— Okay, sagde Lone. — Så bliver jeg væk.
Hun lagde telefonen på, før moren var færdig. Før havde hun altid ventet.
En uge senere spillede Rikke sit sidste es. Der kom en sms, lang, på næsten en halv skærm. Indholdet var enkelt: Hvis Lone var sådan en, ville Rikke fortælle alle, at en rigtig tante havde nægtet at hjælpe et barn. At Lone havde smidt ham ud af sit liv, da han ikke længere var nødvendig. Så kunne vi se, hvordan folk ville se på hende.
Lone læste den, stående ovre ved komfuret. Læste den to gange. Så skrev hun langsomt tilbage og valgte hvert ord med omhu:
»Fortæl endelig. Så viser jeg bilagene frem. Jeg har gemt dem – for børnehaven, for lægerne, for det hele. Fem år. Og fortæl så, hvordan du ikke kunne lægge penge til bleer, mens du sejlede rundt på Mallorca. Og hvordan du hentede Emil, da det passede dig, og i tre år ikke lod ham komme i nærheden af mig. Vi får se, Rikke, hvem folk dømmer.«
Hun havde naturligvis ikke alle bilagene. Noget var der – fakturaer fra privattandlægen, kontrakten med børnehaven. Men det vidste Rikke ikke. Og Rikke blev stille. For altid.
Foråret gik, sommeren kom. Til morens 65-års fødselsdag var Lone ikke inviteret. Hun fik det at vide, da en kusine lagde billeder op fra festen: Der var alle sammen. Rikke, Emil i en ny skjorte, moren for bordenden. Uden Lone.
Lone så på Emil på billedet. Han var vokset og blevet ranglet, som teenagere bliver, men øjnene var de samme – hun ville kende dem blandt tusind. De øjne, der havde kigget op på hende, når hun læste Rasmus Klump.
Ringen kom i juni, sent om aftenen, fra et ukendt nummer.
— Mor Lone? Stemmen gik i udbrud, hoppede fra dybt til lyst. — Det er mig, Emil. Jeg ringer fra en vens telefon. Mor vil ikke lade mig ringe til dig. Hun siger, du har forladt os.
Lone satte sig ned på taburetten.
— Emil. Jeg har ikke forladt dig. Hører du? Aldrig.
— Jeg ved det, sagde han sagte. — Jeg kan huske, da du satte bogstaver op på køleskabet. Jeg husker det hele. Men mor siger noget andet.
De talte i ti minutter. Om skolen, om at han var gået op i robotter og loddede et eller andet. Lone lyttede og turde næsten ikke trække vejret, for ikke at skræmme ham væk. Til sidst sagde han:
— Jeg ringer igen. Men sig det ikke til mor, okay? Ellers tager hun telefonen fra mig.
— Det lover jeg, sagde Lone. — Ring endelig, solstråle. Hvornår du vil.
Så gik linjen ud.
Han ringede to gange til. Så stoppede det. Måske var vennens taletid opbrugt, måske havde Rikke fået nys om det. Lone vidste det ikke. Nummeret, han havde ringet fra, svarede ikke længere.
Hun fandt skotøjsæsken frem fra øverste hylde i skabet. Åbnede den. Magnetbogstaver – blåt A, rødt B, gult C. Alle de bogstaver, han havde lært at læse med, mens han lå på hendes skulder.
Hun satte dem op på køleskabet. Én for én, som dengang. E, M, I, L.
Stod et øjeblik og kiggede på dem. Så tog hun telefonen, fandt det sidste nummer, han havde ringet fra, og gemte det. Skrev »Emil« i kontakten.
Lagde telefonen på bordet med skærmen opad, så hun kunne se, hvis den lyste.
