På Mads’ kort stod der tre returneringer på halvandet år. Frivillige holdt op med at diskutere, hvem de skulle tilbyde ham næste gang.
Lærke stillede transportburet på flisegulvet og åbnede lynlåsen. Den røde kat kom langsomt ud, snusede til hjørnet af buret, gik omkring vandskålen og satte sig med ryggen til døren. Fem en halv kilo stille stædighed. Sådan gjorde han hver gang, og Lærke vidste allerede: han ville ikke vende sig om.
Aftenvagten var slut, alle var gået, og kun dem, som ikke var blevet hentet, var tilbage.
Lærke strøg fingeren hen over den kolde tremme af buret.
– Nå, Mads. Velkommen hjem.
Katten rørte sig ikke.
Næste dag lagde hun de tre returblanketter på bordet.
Den første familie, et ungt par. To-værelses i udkanten, altan med udsigt til parkeringspladsen. Årsag til returnering: «aggressiv, gemmer sig, tager ikke kontakt». Holdt i to uger.
Den anden familie. En kvinde på fyrre, etværelses efter ny renovering. «Ikke tilpasset sig, hvæser, gemmer sig under badekarret». Ti dage.
Den tredje. En mand med en datter på syv. «Barnet bliver ked af det, katten leger ikke, sidder i et hjørne». En uge.
Lærke læste alle tre ark igennem og gned sig på næseryggen. Papiret lugtede af printertoner og fremmede køkkener. Formuleringerne lignede hinanden, og den lighed kildede som en splint under neglen, men hun kunne ikke få fat i, hvad det var. Alle familier var blevet interviewet. Alle havde underskrevet kontrakt. Alle havde lovet tålmodighed.
Søren kiggede ind ad døren, lænet mod karmen med skulderen. Høj, tynd, i en udvasket grå sweater. Briller med tynd stel gled ned på næsetippen.
– Nå-å… igen Mads?
– Mmm.
– Måske er han bare sådan, Lærke. Sådan nogle findes jo.
– «Sådan» hvordan?
Han trak på skuldrene og trak vokalen, som han plejede.
– Nå-å… uheldig.
Ordet hang mellem dem. Lærke klemte om kaffekoppen; plastikken knirkede og bulede indad. Hun slap grebet og satte koppen fra sig. En lille kaffepyt bredte sig ud over bordet mod kanten af blanketten.
Anden familie ringede hun til ved frokosttid. Der blev taget efter sjette bip.
– Hallo? Ja, jeg husker. Den røde. Mads. Nej, vi har det fint uden ham, tak.
Kvindens stemme var rolig, næsten høfligt afslappet. Bag væggen tændte nogen for fjernsynet, og Lærke hørte dæmpet latter fra et studiepublikum, som om alt gik efter planen i den fremmede lejlighed.
– Kan du fortælle, hvordan han opførte sig den første dag?
– Den første? Han krøb under badekarret og blev siddende. Vi kaldte. Vi trak ham frem. Vi satte mad direkte for snuden på ham. Han hvæsede. Anden dag prøvede jeg at klappe ham. Han rev mig i hånden, til det blødte.
– Og så?
– Så tænkte jeg: hvis katten ikke vil leve med mennesker, skal den ikke plages.
Lærke holdt telefonen mod skulderen og skrev i sin notesbog: «trak ham frem under badekarret». Understregede.
– Gav I ham tid til bare at være alene? Uden forsøg på kontakt?
Pause. Raslen af røret i en fremmed hånd.
– Hvorfor tager man så en kat, hvis man ikke må røre den?
Lærke svarede ikke. Sagde farvel, lagde telefonen på bordet og blev længe siddende med hagen i håndfladen. Udenfor tromlede regnen mod skærmen af blik, jævnt som en metronom.
På næste side i notesbogen fandt hun en note fra den første familie, skrevet måneder tidligere: «prøvede at tage ham op fra dag ét». Lærke satte et spørgsmålstegn ved siden af og lukkede notesbogen. Men spørgsmålet lukkede sig ikke.
Lørdag blev Søren hængende til sent.
Hun kom stille ind. Lyset brændte kun i den fjerneste gang, hvor burene til længerevarende ophold stod.
Søren sad på hug foran Mads’ bur. Han sagde ikke et ord. Sad bare og stirrede gulvet, og katten bag tremmerne gjorde det sædvanlige: ryggen mod døren, halen svøbt om poterne, ørene en smule bagud.
Lærke ville kalde på ham. Og stoppede. Fordi hun hørte det.
Mads spandt.
Stille, på kanten af hørbart. En jævn, dyb lyd, som summen fra lamper, bare blødere. Som om der indeni katten arbejdede en lille motor, der kun startede i stilheden. Når ingen rakte hænder ud eller holdt mad for snuden.
Søren rejste sig, vendte sig mod døren og var tæt på at støde ind i Lærke.
– Nå-å… jeg var lige… tjekkede skålene.
– Han spandt.
– Ja. Det gør han tit. Når han tror, han er alene.
– Hvor længe har du vidst det?
Søren rettede på brillerne.
– Siden oktober, vist nok. Jeg havde glemt mine nøgler og gik tilbage efter dem. Så sad han og spandt. Så knirkede døren, og han stoppede med det samme. Som om nogen slukkede.
Lærke lænede sig mod væggen. Pudset var ru og koldt mod skulderbladene. Fra buret kom der ikke en lyd. Mads var blevet tavs, da han mærkede et andet menneske.
Og i den stilhed gik det op for hende, hvad de tre blanketter mindede om.
Ikke om en beskrivelse af en svær kat.
Om en beskrivelse af mennesker, der ville elskes med det samme. Kærtegn på kommando. Taknemmelighed første aften, kontakt på opfordring, som en kontakt på væggen: tryk, få.
Tre familier tog Mads og rakte straks hænder ud mod ham. De hev ham frem fra skjul. Holdt ham op til ansigtet. Satte ham på skødet. Og når et levende væsen svarede på den eneste måde, det kunne – når det gemte sig, hvæsede, trak sig sammen – så udfyldte de pænt blanketten: «aggressiv», «ikke tilpasset sig», «leger ikke».
Lærke åbnede notesbogen. Og fandt den tredje note, som hun havde skrevet ved returneringen fra den sidste familie, men ikke tillagt betydning: «Datteren græd, fordi katten ikke ville sidde på hendes skød».
Formuleringerne skiftede hver gang. Men handlingen forblev den samme.
Mandag skrev hun instruktionen om. Den gamle version, som alle fik, begyndte med: «Katten har brug for kærtegn og tålmodighed». Den nye begyndte anderledes.
Lærke læste den højt for Søren, holdt arket på strakt arm, som om hun ikke troede på sin egen håndskrift:
– Første uge: ingen berøring. Ikke kalde. Ikke hive frem. Stil skål, vand og kattebakke og luk døren til hans værelse. Gå kun ind for at fodre. Se ikke i øjnene. Forsøg ikke at klappe.
Søren fløjtede.
– Nå-å… det er jo en instruks i at ignorere katten.
– Det er en instruks i ikke at forhindre katten i at holde af dig.
Hun tav og tilføjede lavere:
– Halvandet år fortalte vi folk, at katten var svær. Men han var ikke svær. Han var forsigtig. Og vi sendte ham til dem, der forveksler tålmodighed med forventning.
– Hvad er forskellen?
– Forventning kræver resultat. Tålmodighed kræver ingenting.
Søren trak vokalen, som om han prøvede svaret. Tav. Lampen over dem blinkede, og Mads i den fjerneste ende af gangen rykkede kort på øret ved lyden. Det flækkede, venstre.
Den fjerde familie kom tre uger senere. En kvinde omkring halvtreds med en stille stemme og solbrændte hænder. Hun lyttede til den nye instruktion, nikkede. Kun ét spørgsmål:
– Hvad hvis han efter en måned stadig sidder med ryggen til?
Lærke så hende i øjnene.
– Så har han brug for mere end en måned.
Kvinden nikkede. Og tog transportburet.
Mads indeni var tavs. Ryggen mod tremmerne, halen om poterne, ørerne lidt bagud. Som altid.
Billedet kom en måned senere. Uden underskrift, uden kommentar. Bare et foto. En vindueskarm, bag ruden en vintergård, en potte med en eller anden plante.
Og katten. Rød, med hvid bryst og et flækket venstre øre.
Han sad med front mod stuen.
Lærke viste billedet til Søren. Han rettede på brillerne, så, så igen.
Og sagde stille, uden den sædvanlige trukne vokal:
– Så det var altså ikke ham.
Lærke puttede telefonen i lommen. Mads’ kort tog hun ud af mappen «længerevarende ophold» og lagde i den nederste skuffe. Hvor de få historier lå, som ikke skulle genfortælles. Det var nok at huske dem.
