I Mikkels journal stod der tre returneringer på halvandet år. Frivillige holdt op med at diskutere, hvem der skulle tilbydes ham næste gang.
Lærke stillede transportboksen på flisegulvet og åbnede lynlåsen. Den røde kat kom langsomt ud, snusede til hjørnet af buret, gik en omgang om vandskålen og satte sig med ryggen til døren. Fem et halvt kilo rolig stædighed. Sådan gjorde han hver gang, og Lærke vidste allerede: han ville ikke vende sig om.
Aftenvagten var slut, alle var gået, og kun dem, der ikke var blevet hentet, var tilbage.
Lærke lod fingrene glide hen over den kolde tremme.
– Nå, Mikkel. Velkommen hjem igen.
Katten rørte sig ikke.
Næste dag lagde hun de tre returformularer frem på bordet.
Første familie, et ungt par. To-værelses i forstaden, altan med udsigt til parkeringspladsen. Årsag til returnering: „aggressiv, gemmer sig, vil ikke i kontakt”. Holdt i to uger.
Anden familie. En kvinde på fyrre, et-værelses efter nymalet. „Ikke tilpasset, hvæser, gemmer sig under badekarret”. Ti dage.
Tredje. En mand med en datter på syv. „Barnet bliver ked af det, katten vil ikke lege, sidder i hjørnet”. En uge.
Lærke læste alle tre ark og gned sig på næseryggen. Papiret lugtede af printertoner og fremmede køkkener. Formuleringerne lignede hinanden, og den lighed summede som en splint under neglen, men hun kunne ikke få fat i, hvad det var. Alle familier var blevet interviewet. Alle havde skrevet under. Alle havde lovet tålmodighed.
Søren stak hovedet ind ad døren og lænede sig mod karmen. Høj, tynd, i en grå, flæset sweater. Brillerne med tynd stel var gledet ned på næsetippen.
– Nå-å… Mikkel igen?
– Ja.
– Måske er han bare sådan, Lærke. Det er der jo nogen, der er.
– Sådan „hvad”?
Han trak på skuldrene og slappede rundt på vokalen.
– Nå-å… uheldig.
Ordet hang i luften mellem dem. Lærke klemte om kaffekoppen; plastikken knirkede og bøjede indad. Hun slap og stillede koppen fra sig. En lille kaffepyt bredte sig over bordet hen mod kanten af formularen.
Hun ringede til den anden familie ved middagstid. De tog røret efter sjette bip.
– Hallo? Ja, jeg husker den. Den røde. Mikkel. Nej, her har vi det fint uden ham, tak.
Kvindens stemme var rolig, næsten pligtskyldigt flad. Fra stuen hørte hun en tv-stemme og dæmpet studielatter, som om alt i den fremmede lejlighed kørte efter planen.
– Fortæl, hvordan opførte han sig den første dag?
– Den første? Han kravlede op under badekarret og blev siddende. Vi kaldte. Vi tog ham ud. Vi stillede mad lige for snuden på ham. Han hvæsede. Anden dag prøvede jeg at klappe ham. Han kradsede mig i hånden, så det blødte.
– Og hvad så?
– Så tænkte jeg: hvis katten ikke vil leve med mennesker, skal den ikke plages.
Lærke klemte telefonen mellem kind og skulder og skrev i notesbogen: „tog ham ud fra under badekarret”. Understregede.
– Gav I ham tid alene? Uden at forsøge kontakt?
Pause. En raslen af røret i en anden håndflade.
– Hvorfor tager man så en kat, hvis man ikke må røre den?
Lærke svarede ikke. Sagde farvel, lagde telefonen på bordet og sad længe med kinden i hånden. Udenfor tromlede regnen mod skærmtaget jævnt som en metronom.
På næste side i notesbogen stod en note fra den første familie, skrevet måneder før: „forsøgte at tage ham op på skødet fra dag ét”. Lærke satte et spørgsmålstegn ved siden af og lukkede notesbogen. Men spørgsmålet lukkede sig ikke.
Lørdag blev Søren hængende til sent.
Hun listede ind. Lyset brændte kun i den fjerneste gang, hvor burene til langtidsophold stod.
Søren sad på hug foran Mikkels bur. Han sagde ikke noget. Sad bare og kiggede ned i gulvet, og katten bag tremmerne gjorde det sædvanlige: ryg mod døren, hale om poterne, ørerne lidt tilbage.
Lærke ville have kaldt. Men stoppede. Fordi hun hørte det.
Mikkel spandt.
Stille, helt i undertonen. En jævn, dyb lyd, der mindede om summen fra lysstofrør, bare blødere. Som om der sad en lille motor inde i katten, og den startede kun i stilhed. Når ingen rakte hænder ud eller stillede mad lige for snuden.
Søren rejste sig, vendte sig mod døren og var lige ved at ramle ind i Lærke.
– Nå-å… jeg var bare… tjekkede skålene.
– Han spandt.
– Ja. Det gør han tit. Når han tror, han er alene.
– Hvor længe har du vidst det?
Søren rettede på brillerne.
– Siden oktober, tror jeg. Jeg glemte nøglerne og gik tilbage. Og der sad han og snurrede. Så knirkede døren, og han stoppede med det samme. Som om nogen slukkede for ham.
Lærke lænede sig op ad væggen. Pudset var ru og koldt mod skulderbladene. Fra buret kom der ikke en lyd. Mikkel var stoppet, da han mærkede den anden person.
Og i den stilhed gik det op for hende, hvad de tre formularer mindede om.
Ikke en beskrivelse af en svær kat.
En beskrivelse af mennesker, der ville have kærlighed med det samme. Kæl på kommando. Taknemlighed første aften, kontakt efter behov, som en kontakt på væggen: tryk, få.
Tre familier havde taget Mikkel og straks rakt hænderne frem. Hentet ham fra gemmestedet. Holdt ham op mod deres ansigt. Satte ham på skødet. Og når et levende væsen svarede på den eneste måde, det kunne – trak sig, hvæsede, krummede sig – udfyldte de omhyggeligt formularerne: „aggressiv”, „ikke tilpasset”, „vil ikke lege”.
Lærke åbnede notesbogen. Og fandt den tredje note, hun havde skrevet ved returneringen fra den sidste familie, men ikke havde tillagt betydning: „Datteren græd, fordi katten ikke ville sidde på hendes skød”.
Formuleringerne skiftede. Men handlingen var den samme.
Mandag skrev hun instruksen om. Den gamle version, som alle fik udleveret, begyndte med ordene: „Katten har brug for kærlighed og tålmodighed”. Den nye begyndte anderledes.
Lærke læste det højt for Søren, holdt arket ud i strakt arm, som om hun ikke troede på sin egen håndskrift:
– Første uge: ikke rør. Ikke kald. Ikke hent. Stil skål, vand, kattebakke og luk døren til dens rum. Gå kun ind for at fodre. Se ikke i øjnene. Forsøg ikke at klappe.
Søren peb.
– Nå-å… det er jo en instruks i at ignorere en kat.
– Det er en instruks i ikke at forhindre katten i at holde af dig.
Hun holdt en pause og tilføjede lavere:
– Halvandet år har vi forklaret folk, at katten var svær. Men han er ikke svær. Han er forsigtig. Og vi sendte ham til dem, der forveksler tålmodighed med forventning.
– Hvad er forskellen?
– Forventning kræver et resultat. Tålmodighed kræver ingenting.
Søren slap rundt om vokalen, som om han prøvede svaret. Tav. Lampen over dem blinkede, og Mikkel for enden af gangen trak kort i det venstre, flækkede øre.
Den fjerde familie kom tre uger senere. En kvinde omkring halvtreds med stille stemme og solbrune hænder. Hun lyttede til den nye instruks, nikkede. Kun én ting spurgte hun om:
– Og hvis han efter en måned stadig sidder med ryggen til?
Lærke så hende i øjnene.
– Så har han brug for længere tid.
Kvinden nikkede. Og tog transportboksen.
Mikkel indeni tav. Ryg mod tremmer, hale om poterne, ørerne lidt tilbage. Som sædvanlig.
Billedet kom en måned senere. Uden tekst, uden kommentar. Bare et foto. En vindueskarm, bag ruden en vintergård, en potte med en eller anden plante.
Og katten. Rød, med hvid bryst og flækket venstre øre.
Han sad med snuden vendt mod stuen.
Lærke viste billedet til Søren. Han rettede på brillerne, kiggede, så en gang til.
Og sagde stille, uden den sædvanlige slæbende vokal:
– Så det var altså ikke ham.
Lærke stak telefonen i lommen. Mikkels journal tog hun ud af mappen „langtidsophold” og lagde i den nederste skuffe. Hvor de få historier lå, som man ikke skulle genfortælle. Dem var det nok bare at huske.
