Da rytterne nærmede sig, løftede hunden hovedet og så på dem med øjne så fyldt af smerte, at Lærkes hjerte stoppede et slag, og tårerne trillede ned ad kinderne.
Lærke lagde grimen over hovedet på hesten og førte den ud af boksen. Hun spændte rebet fast i en ring i gangen og stod et øjeblik og beundrede hoppen. Den var af en dyb sort farve, med helt hvide sokker på alle fire slanke ben – Valborg var drømmen for mange ryttere.
Hun tog børsten og begyndte at strigle hesten, mens hun ustandseligt roste den. Valborg skiftede nervøst fra ben til ben, kastede med hovedet og lyttede. Lærke klappede hesten blidt på halsen og forstod ikke, hvad der var galt: ”Hvad er der, Valborg? Hvad bekymrer dig?”
”Snakker du med hesten?” spurgte staldkarlen, der kom gående. ”Onkel Viggo, den opfører sig mærkeligt i dag,” sagde Lærke og fortsatte med at strøg den blanke hals. ”Den kom her for en måned siden, og den har aldrig opført sig sådan før.”
”Den er urolig af en eller anden årsag,” bemærkede den ældre mand og lod sit rutinerede blik glide over hoppen. ”Men smuk er den, det må man sige.”
”Og den har et vidunderligt sind,” bekræftede Lærke. ”Og den er så velredet, jeg forstår simpelthen ikke, hvordan den tidligere ejer kunne skille sig af med en sådan hest.”
”Så må der være en skjult fejl,” sagde Viggo tankefuldt.
”Den har ingen fejl!” svarede Lærke straks i sit kæledyrs forsvar. Valborg rystede på hovedet, som om den bekræftede sin ejers ord. ”Nå, den føler sig fornærmet,” lo Viggo og gik videre med sine gøremål.
Lærke sadlede Valborg og førte den ud af stalden. Hoppen lyttede spændt til alle lyde omkring sig og så mistænksomt mod vejen, bag hvilken skoven lå. ”Det er netop den vej, vi skal i dag,” sagde Lærke, da hun så, hvor hesten kiggede. ”Du opfører dig perfekt på ridebanen, nu er det tid til at lære naturen at kende.” Hun svingede sig let i sadlen og samlede tøjlerne, og de red mod skoven.
Den junimorgen var ikke hed endnu, og det var behageligt at ride i skyggen. Valborg gik lydigt, hvor rytteren styrede den. Indimellem standsede den og lyttede opmærksomt til skovens lyde. Lærke satte hesten i trav og styrede den ad den sti, hun altid havde elsket at ride på sin gamle hest, Gram.
Hun huskede, hvordan hun for to måneder siden havde fået en dårlig diagnose på Gram, og hun måtte sige farvel til sin trofaste ven. Han blev sendt til en gård på landet, hvor luften var renere, og hans hosteanfald blev sjældnere.
Til konkurrencerne havde hun brug for en ny hest, og hun og træneren havde ledt efter et godt alternativ. Søgningen sluttede den dag, Lærke så Valborg i en af hovedstadens rideklubber, og da hun red den, vidste hun, at det var den helt rigtige. Hesten var velredet og havde et godt gemyt. Rideklubben bevilgede midlerne, og Valborg skiftede hjem.
Da hun nu tænkte tilbage på købet, kom hun i tanke om, hvor underligt den tidligere ejer havde opført sig. Hun havde haft travlt med at få handlen overstået, som om hun ville af med Valborg hurtigst muligt. Hvad var der sket? Hvorfor havde hun solgt sådan en pragtfuld hest?
Pludselig stoppede Valborg brat. Lærke nåede lige akkurat at holde sig i sadlen, så dybt var hun gået i egne tanker. Hoppen stod stille, og uanset hvor meget Lærke sporede den, ville den ikke røre sig. ”Hvorfor vil du ikke frem?” Valborg prustede stille og blev stående. Den drejede hovedet og så til højre. Lærke kiggede også derhen, men så kun græs og træer. Hvad kunne fange hestens opmærksomhed? ”Vil du derhen?” Lærke slap tøjlerne og gav Valborg friheden til at vælge. ”Som du vil.”
Valborg drejede af stien og gik langsomt mod den retning, hvorfra en næsten uhørlig klynken lød – snart hørte Lærke den også. Hesten standsede ved et birketræ. På græsset stod en papkasse, presset ned af tykke grene. Fra kassen kom klynken. Lærke sprang hurtigt af. Hun fjernede grenene og åbnede kassen. Inde i den lå tre killinger, som lige havde åbnet øjnene. De jamrede ynkeligt og kaldte på deres mor, som var blevet taget fra dem på så grusom en måde.
Lærke mærkede en bølge af vrede stige i sig: ”Hvordan kan man være så grusom?” Hun løftede kassen og gik hen til hesten. ”Valborg, hurtigt hjem!”
*****
”Utroligt!” udbrød Ingeborg, Lærkes træner. ”Valborg førte mig direkte til kassen,” afsluttede Lærke sin beretning. Hun havde hastigt fragtet killingerne til rideklubbens dyrlæge. De var sunde, og to af dem fik straks nye ejere. Den tredje killing tog Lærke selv. En sort kat med hvide poter, der mindede hende om Valborg. Når killingerne blev store nok, skulle de flytte til deres nye hjem.
”Valborg er en ædel hest!” sagde Ingeborg beundrende. ”Mennesker går forbi, men en hest gør ikke.”
Imens kastede Lærke og Valborg sig over forberedelserne til de kommende stævner. Klubben ventede sig høje resultater af parret. Træningen tog meget tid, og de trænede altid på ridebanen. I juli deltog de med succes i et lokalt stævne og blev nummer to i medium klasse. I august red de regionsmesterskabet i det næste amt og vendte hjem som vindere. Foran dem lå et stævne i hovedstaden, og en grundig forberedelse begyndte.
”Lærke, jeg venter dig på banen om fyrre minutter,” sagde Ingeborg og kiggede ind i stalden. Valborg stod i gangen og skiftede nervøst fra det ene ben til det andet. Den rystede over hele kroppen, og dens høje vrinsken kunne høres overalt. ”Stille! Stille!” Lærke prøvede at berolige hoppen.
”Hvad er der med den?” spurgte træneren bekymret, for hun havde aldrig set Valborg i en sådan tilstand. ”Den opførte sig præcis sådan den dag, vi fandt killingerne i skoven,” svarede Lærke. ”Rid uden for klubbens område, måske er der sket noget,” sagde Ingeborg og så sig omkring. ”Tag Viggo med.”
Tyve minutter senere red to ryttere ud fra rideklubben. Lærke lod Valborg være navigatør. De passerede rækken af huse i udkanten af byen og kom ud på landevejen, der førte mod skoven.
Pludselig vendte Valborg brat om og satte i galop langs vejen. Biler susede forbi, og nogle dyttede af frygt for, at rytterne kunne komme ud på kørebanen. ”Hvad er det for et påfund at følge hoppens indfald!” brummede Viggo, som ikke forstod, hvad eller hvem de ledte efter. ”Det er bedre at undersøge, hvad der gør Valborg så urolig, end at fortryde bagefter…” Lærke fuldførte ikke sætningen.
På vejkanten lå en schæferhund, der var blevet ramt af en bil. Da rytterne nærmede sig, løftede hunden hovedet og så på dem med øjne så fyldt af smerte, at Lærkes hjerte stoppede et slag, og tårerne trillede ned ad kinderne. De havde fundet årsagen til Valborgs uro.
Lærke sprang af Valborg og blev ved med at rose den. De havde netop redet et regionsstævne i Kür på medium niveau, og hun var godt tilfreds med resultatet. ”Fantastisk ridning!” løb Ingeborg hen til dem. ”Valborg fornemmer musikken perfekt!” sukkede Lærke begejstret, mens hun justerede stigbøjlerne. ”Det er den bedste hest i universet!”
”Det er en hest med en stor fejl!” lød en skarp kvindestemme bag hende. Lærke vendte sig om. På en rød hest sad en kvinde i kjole og forberedte sig til at ride. Hendes ansigt forekom Lærke vagt bekendt. ”Hvorfor siger De det?” svarede Lærke med en alt andet end venlig tone. ”De kender slet ikke Valborg! Det er en ædel hest…”
”Med en fejl!” afbrød kvinden. ”Jeg kender den hoppe ud og ind!” ”Den tidligere ejer…” hviskede Ingeborg, som havde genkendt kvinden. ”Hvordan kan De sige sådan om den?” udbrød Lærke, der var helt uenig. ”I det år, jeg ejede den, førte den flere herreløse hunde og katte til mig,” spyttede kvinden ordene ud. ”De to tidligere ejere afstod den netop af den grund, viste det sig.”
”De har bare ikke forstået, hvor ædel den hest er!” protesterede Ingeborg. ”Det kaldes ikke en fejl, det kaldes ædelhed!” Schæferhunden løb hen til Lærke og så på hende med hengivne øjne, logrende med halen. Oscar var netop den hund, som Valborg sidste år havde ført hjælp til. Eftersøgningen efter hundens ejer var resultatløs, og Lærke besluttede at beholde den.
Derhjemme ventede den nu store sorte kat med hvide poter, som Lærke havde kaldt Kosmos. Viggo var blevet stolt ejer af en hvalp, som Lærke og Valborg havde fundet sidste efterår. Ingeborg havde fået en trefarvet kat, som de havde taget med hjem fra et tidligere stævne. Og yderligere tre hunde og fire katte, reddet af Valborg, havde fået nye hjem. Og det skulle kaldes en fejl? ”Måske er fejlen i Dem…” sagde Lærke med et koldt blik og førte Valborg væk fra den tidligere ejer.
Den dag vandt Lærke og Valborg førstepladsen. Da de om aftenen kørte hjem efter stævnet, hørte Ingeborg og Lærke, hvordan hesten hamrede hoven mod gulvet i hestetraileren, tydeligvis for at tiltrække sig opmærksomhed. De standsede bilen og skyndte sig at åbne døren. Valborg mødte dem med et højt vrinsk. Nogen havde brug for hjælp – og det var ikke første gang.
