Karen stod i entreen og så på to drenge med helt ens rygsække. Bag dem tårnede Anders sig op, med en kæmpetaske i hver hånd. Onsdag. En helt almindelig onsdag, ikke lørdag.
— Hvem har du slæbt med hjem til mig? spurgte hun med en tæmmet stemme. — Vi blev jo enige om, at børnene fra dit første ægteskab ikke skulle bo her hos os.
Anders klemte sig forbi hende ind i gangen og satte taskerne på gulvet.
— Lad nu være, Karen. Omstændighederne har ændret sig. Måske en måned, måske to.
— Måske tre? Karen satte sig på hug over for tvillingerne, smilede til dem og strøg dem over håret. — Drenge, gå ind i stuen, der er LEGO på hylden. I kan lege, mens far og jeg taler sammen.
Børnene forsvandt. Karen lukkede døren og vendte sig mod sin mand.
— Anders, forstår jeg det rigtigt? Du kommer med børnene en onsdag, med alt deres ragelse, og stiller mig over for en kendsgerning?
— Hvad skulle jeg gøre? De er mine sønner! Eller vil du have, de skal sove på gaden?
— Det var da en interessant logik. Da vi blev gift, svor du på, at drengene skulle bo hos Christina. Kan du huske det? Eller har du en hukommelse som en si – kun det, der passer dig?
— Det er midlertidigt!
— Midlertidigt er lørdag og søndag. To store tasker og ‘måske tre måneder’ er en flytning. Kan du mærke forskellen?
Anders begyndte at pace frem og tilbage i gangen.
— Jeg har tænkt mig at bestemme over mine egne børn uden at stå til regnskab for dig. Det er også mit hjem.
— Nej, Anders. Det her er min lejlighed. Den var min før dig, og den bliver min efter dig. Og før du igen siger ‘min’, så kig lige i papirerne. Der står kun ét navn, og det er ikke dit.
Karen fandt telefonen frem og tastede nummeret til sin svigermor. Anders foer sammen.
— Læg på. Du må ikke ringe til min mor!
— Hvorfor ikke? Du træffer jo beslutninger for os begge – mon hun ved, at hun er blevet hentemor på fuld tid?
— Karen, jeg advarer dig!
— Advarer? Om hvad? Om at om fem minutter ved Gitte, hvordan hendes søn disponerer over en fremmed lejlighed?
Der gik et par signaler. Svigermoren tog den efter tredje bip.
— Gitte, godaften. Ved du, at Anders har flyttet Mads og Viktor ind til os? På ubestemt tid. Med alt deres grej.
Stilhed. Så svigermorens stemme – overrasket og rådvild.
— Karen skat, det vidste jeg slet ikke. Han har ikke sagt et ord til mig. Hvordan – med grej?
— To store tasker. Og sætningen ‘måske en måned, måske to, måske tre’. Så jeg spørger lige – er det en familieplan, eller er det hans egen improvisationskomedie?
— Du godeste. Karen, jeg er så taknemmelig for din tålmodighed. Du har jo allerede børnene hver weekend, mens han render hos sine venner. Jeg taler med ham.
— Tak. Men jeg klarer det nok selv. Jeg skal bruge Christinas adresse. Jeg vil gerne forstå, hvorfor hun har smidt drengene fra sig.
Svigermoren dikterede adressen. Anders stod bleg, med ryggen mod væggen.
— Hvad vil du med hendes adresse? Hvad har du tænkt dig?
— Hvorfor ser du så bleg ud? Hvis der ikke er noget at skjule, hvad er der så at være bange for?
— Hold dig fra det, Karen. Det rager ikke dig.
— Rager ikke mig? Drengene bor i min lejlighed, sover på min sofa, spiser ved mit bord. Hver lørdag og søndag tegner jeg med dem, lufter dem, fodrer dem – imens er du hos ‘en ven’ eller ‘din mor’. Som, viser det sig, heller ikke har set dig. Så hvor tager du hen i weekenden, Anders?
— Jeg står ikke til regnskab!
— Korrekt. Det gør du ikke. Men jeg er heller ikke tvunget til at være barnepige for andres børn, mens deres far moret sig et eller andet sted.
Karen trådte nærmere og så ham i øjnene.
— Giv mig Christinas nummer.
— Nej.
— Hvorfor ikke?
— Fordi nej! Hold op med at forhøre mig!
— Ved du hvad, Anders? Når en person ikke har noget at skjule, så råber han ikke. Han giver bare nummeret og drikker sin saftevand i fred. Lige nu ligner du en kat, der er blevet taget ved køleskabet med halen i syltetøjet. Syltetøjet er slugt, og uskyldsminen går ikke.
Anders tav. Karen nikkede.
— Okay. Det er sent. Drengene er trætte. Jeg redder op til dem i stuen. I morgen fortsætter vi den her samtale.
Natten var tung. Karen lå med åbne øjne og huskede Rit97a’s ord, sagt for et år siden.
“Gør dig klar til en overraskelse, og den bliver ikke rar. Min søster Veronika havde samme historie – skilt, barnet hos hende, men ved første lejlighed smider hun det over til eksmanden. Ikke en dag – uger, måneder. Men underholdsbidraget kræver hun. Hendes eksmand flyttede til sidst til en anden by for at bevare forstanden.”
dengang vinkede Karen det væk. Rita overdriver altid. Men nu føltes hvert ord som en profeti.
Om morgenen skyndte Anders sig af sted.
— Jeg skal ud. Der er noget, jeg skal ordne.
— Selvfølgelig. Du har altid noget, der skal ordnes. Især om lørdagen.
— Skal vi nu det?
— Jeg er ikke engang begyndt. Kør du bare. Jeg passer drengene. Som altid.
Han gik. Karen ventede tyve minutter, klædte tvillingerne på og kørte dem hen til Gitte.
Svigermoren åbnede døren, så sine børnebørn og fattede straks situationen.
— Kom ind, I skat. Bedstemor laver pandekager.
Drengene løb ind. Gitte holdt Karen tilbage ved hånden.
— Karen skat, tilgiv ham. Jeg ved ikke, hvad der er galt med ham. Han lyver også over for mig.
— Gitte, jeg har brug for den præcise adresse på Christina. Du gav mig gaden, men hvad med nummer og lejlighed?
— Søndre Alle, fjorten, lejlighed et og fyrre. Karen, gør ikke noget forhastet.
— Jeg gør ikke noget forhastet. Jeg dissekerer. Som en kirurg.
Karen tog ud til adressen. Opgang, fjerde sal, døren med tallet et og fyrre. Hun ringede på. Skridt. Låsen klikkede.
Døren blev åbnet af Anders.
Et sekund. To. Tre. Hans ansigt faldt sammen, munden gik op, og øjnene flakkede som hos en mand fanget i den mest indlysende løgn.
Karen så på ham uden et ord. Så på gangen bag ham – en damefrakke på knagen, et par hjemmesko. Så tilbage på sin mand.
Hun sagde ikke noget. Vendte om og gik ned ad trappen.
— Karen! Vent! Det er ikke… Jeg hjalp bare! Vandhanen løb, hun ringede, jeg kom!
Stemmen indhentede hende og ekkoede mod trappevæggene. Karen så sig ikke tilbage. Hun gik ud i gården, tog en dyb indånding og fandt telefonen frem.
Første opkald – til en låsesmed.
— Goddag. Jeg skal have skiftet låsen på min hoveddør. Jeg dikterer adressen. Kan du om en time? Perfekt.
Andet opkald – til et flyttefirma.
— Hej. Jeg skal bruge to flyttemænd til at pakke og køre nogle ting. Det er ikke meget – et par sække tøj, et skrivebord, en lænestol. Leveringsadressen er en anden. Ja, det hele i et hug.
Karen gik hurtigt ned ad gaden. Alt var klart for hende. Christina havde skubbet børnene over til Anders – eller rettere, til Karen – for at frigøre lejligheden til møder med sin eksmand. Klassisk skema: børnene herhen, elskeren derhen.
Men Christina havde en lovlig mand – Ole. Gitte havde nævnt hans navn. Og Karen vidste allerede, hvad hun skulle gøre.
Da hun nåede hjem, stod låsesmeden allerede ved opgangen med sin værktøjskuffert. Flyttemændene kom femten minutter senere. Karen åbnede lejligheden og samlede roligt, metodisk, uden hastværk Anders’ ting sammen.
Hans vinterjakke. Hans støvler. Tre hylder med bøger. Skrivebordet fra kontoret, klapstolen, to sække tøj. Børnenes ting – forsigtigt, i poser. Legetøj. Rygsækkene.
— Hvor skal det køres hen? spurgte den ældste flyttemand.
— Søndre Alle, fjorten, lejlighed et og fyrre. Stil det uden for døren. Hvis de ikke åbner – ved indgangen.
Låsesmeden skiftede låsen på fyrre minutter. Han gav hende tre nye nøgler. Karen betalte, lukkede døren og satte sig på gulvet i den stille entre.
Telefonen ringede halvanden time senere. Anders’ nummer.
— Karen! Hvad har du gjort?! Christina ringer og skriger, at der er blevet leveret en masse sække!
— Det er korrekt. Det er dine ting. Og dine børns ting. Jeg har sendt dem til den eneste adresse, hvor du åbenbart holder lørdag.
— Er du blevet sindssyg! Hun har en mand! Ole kommer i aften – hvad skal han tænke?!
— Ole? Ham skal du ikke bekymre dig om. Jeg har allerede skrevet til ham. Jeg vedlagde adressen, tidspunktet for dit besøg og et kort resumé af jeres ‘vandhaner, der løb’. Han var meget forstående. Svarede med ét ord: ‘Tak’.
— Det… det har du ikke gjort.
— Jo, Anders. Det har jeg. Og jeg ville have gjort det før, hvis jeg ikke havde troet på hvert et ord du sagde i et helt år. Ved du hvad, det er næsten komisk – du var så sikker på min dumhed, at du holdt op med at gemme dig. Du kom med børnene en onsdag og kørte selv til Christina ad hoveddøren. Du kiggede ikke engang over skulderen – tænk nu, hvis konen stod på spring?
— Karen, hør lige…
— Nej, nu hører du. Drengene er hos Gitte. De har det godt, er mætte, leger med LEGO. Låsen er skiftet. Separationspapirerne bliver indgivet på mandag.
— Det kan du ikke! Vi har jo…
— Hvad – ‘vi har’? Aftaler? Jo, Anders, vi havde aftaler. Børnene hos Christina. Weekenderne vores. Troskab – gensidig. Du har brudt alle tre punkter på ét år. Hvis det var en kontrakt, ville du have fået en bod.
— Jeg har ikke været dig utro!
— Du åbnede døren til din ekskones lejlighed en lørdag morgen i hjemmesko. Det kan man kalde ‘hjælp til vandhanen’, men så er du den dårligste VVS’er i byen – for hanen er stadig ikke blevet lavet.
Anders tav. Karen kunne høre ham trække vejret tungt.
— Hvordan ved du det med vandhanen?
— Jeg hørte dig øve undskyldningen i går. Du mumlede for dig selv på badeværelset, du troede jeg sov. ‘Vandhanen løb, hun ringede, jeg kiggede lige forbi’. Anders, du lyver så usseligt. ‘Rørbrud’ havde i det mindste lydt mere professionelt.
— Karen, jeg kommer hjem. Vi taler ordentligt om det.
— Lad være. Låsen er ny. Samtalen er slut. Det her vil jeg have, du husker: Jeg sagde ja til at gifte mig med dig, velvidende at du havde børn. Jeg holdt af dem. Hver weekend – park, tegning, bøger, imens du var hos ‘en ven’ eller ‘din mor’. Gitte bekræftede i øvrigt – du har ikke været hos hende en eneste gang i fire måneder.
— Sagde hun det?!
— Hun sagde mere end det. Hun sagde: ‘Karen, jeg er taknemmelig for, at du holder ud med min søn. Han fortjener det ikke.’ Og ved du hvad? Hun har ret.
— Jeg har ingen steder at tage hen.
— Du har Christinas adresse, hvor du åbenbart føler dig hjemme. Du har Gittes adresse, som venter på en forklaring. Du har hele planeten Jorden – der er plads nok. Min lejlighed står ikke længere på listen.
Karen trykkede af og blokerede nummeret. Så blokerede hun alle tænkelige kommunikationskanaler. Så satte hun sig på taburetten i gangen og sad et øjeblik i stilheden.
Telefonen ringede fra et ukendt nummer. Hun tog den.
— Karen? Det er Ole. Christinas mand. Eksmand, åbenbart fra i dag.
— Ole. Jeg er ked af, at det skulle ende sådan.
— Vær ikke ked af det. Jeg har haft mistanke længe, men manglede beviset. Du gav mig beviset. Sækkene med hans ting foran min dør er, ja, mere overbevisende end noget foto.
— Han stod i dine hjemmesko.
— De grønne? Med dinosauruser?
— Nej. De grå, ternede.
— Det er mine pæne hjemmesko. Utroligt. Han låner endda andres hjemmesko.
De tav begge. Så lo Ole stille.
— Ved du hvad, Karen? Lige nu står jeg på altanen og kigger på to sække med hans lort ved indgangen – og jeg har det pludselig let. Det føles som at få trukket en tand ud, der har gjort ondt i tre år.
— Man trækker ikke tænder. Man fjerner dem.
— Hos mig var det en tand, der kun kunne trækkes.
— Held og lykke, Ole.
— I lige måde. Vi er jo i samme båd, du og jeg. Du ror bare hurtigere – jeg havde nok brugt en måned mere på at tvivle.
Rita ringede.
— Karen, hvordan går det? Jeg så du var online, men du skrev ikke.
— Rita, du havde ret.
— Om overraskelsen?
— Om overraskelsen. Den var ikke rar.
— Fortæl.
— Han kom med børnene og alt deres grej, og selv kørte han til sin ekskone. Jeg tog ud til adressen – han åbnede døren. I hjemmesko. Overraskelse.
— Og hvad gjorde du?
— Skiftede lås, sendte hans ting med flyttefirma til ekskonen, skrev til hendes mand, søger om separation.
— Hvor lang tid tog det?
— Fire timer. Måske tre og en halv.
— Karen, du er en robot. Jeg havde grædt i en hel uge.
— Jeg græder bagefter. Lige nu har jeg ikke tid. Lige nu skal jeg ringe til Gitte og sikre mig, at drengene har fået aftensmad.
I mellemtiden stod Anders midt på gaden med en telefon, der vibrerede uafbrudt. Christina ringede for sjette gang. Ole havde sendt en besked på tre ord: “Hent dit lort. Nar.” Moren skrev: “Kom hjem. Vi skal tale.”
Han svarede ikke nogen. Stod og stirrede på skærmen, hvor hvert opkald var en dom.
For et år siden var alt perfekt. Kone der elskede ham, børn der var passet, ekskone der var tilgængelig, hendes mand der intet vidste. En perfekt konstruktion. Som et korthus.
Korthuset faldt på fire timer. En enkelt tur Karen gjorde til adressen – og alt smuldrede. Konen skiftede lås. Ole fandt sandheden. Moren ventede på svar. Christina var i panik.
Telefonen ringede igen. Christina.
Han afviste. Stak telefonen i lommen. Og gik ned ad gaden, uden at vide hvor, uden at vide hvorfor, uden at vide – hvad nu.
Karen ringede imens til svigermoren.
— Gitte, har drengene fået aftensmad?
— De har, Karen skat. Fire pandekager hver. De sover allerede.
— Mange tak.
— Karen… har du søgt om separation?
— På mandag.
— Jeg skal ikke forsøge at tale dig fra det. Han fortjener det. Men drengene… du er jo blevet glad for dem?
— Det er jeg. Mads tegner kort til mig hver søndag. Viktor lærte at læse – ‘sol’ var det første ord, han læste for mig.
— Du har gjort mere for dem, end deres far har gjort det sidste år.
— Drengene er ikke skyld i noget. Hvis du har brug for hjælp – jeg er her. Men med Anders – det er slut.
— Jeg ved det, Karen skat. Jeg ved det.
Karen lagde telefonen på skænken. Lejligheden var stille, tom og – hendes. Ingen fremmede tasker i gangen, ingen fremmede løgne i luften, ingen fremmede hjemmesko ved døren.
Hun gik hen til spejlet og så på sig selv. Tørre øjne. Hævet hage. Otteogtyve år – men på én dag var hun både blevet ældre og yngre på samme tid.
Vennen Rita sendte en besked: “Jeg er stolt af dig.”
Karen smilede og svarede: “Tak. Nu lever jeg videre.”
