Jeg må indrømme, jeg er sgu skuffet over min mor. Historien er den, at da min far fandt en ny, gik min mor bare stolt sin vej. Hun kæmpede overhovedet ikke for vores interesser. Jeg synes jo, at når det var ham, der var utro, så burde hun have krævet lejligheden og pengene af ham. I stedet endte vi med at bo i et lille kollegieværelse under sindssygt dårlige forhold. Der var perioder, hvor vi måtte låne kartofler af naboerne, fordi vi simpelthen ikke havde noget at spise.
Min mor har altid haft en alt for blød personlighed. Hun gav sig altid, og forsvarede aldrig sine egne rettigheder. Det kunne jeg simpelthen ikke forstå. Da jeg var 12, døde min mormor, og min moster Karen tog hendes hus, men mor protesterede ikke, selvom vi ikke havde nogen steder at bo.
Så da jeg var 15, rejste jeg frivilligt hjemmefra og startede på en teknisk skole i Odense. Senere kom jeg ind på universitetet i Aarhus, og på andet år startede jeg sammen med en studiekammerat en virksomhed, der reparerede computere. Vi var heldige, for vi var de første på markedet. Der er gået 10 år siden, og i dag har vi to værksteder og tre butikker.
Selvom min kone Signe og jeg selv boede til leje, købte jeg først en lejlighed til min mor. Min elskede Signe blev frygtelig fornærmet. “Hvordan kan du gøre det? Din mor havde hele livet til at spare op til en lejlighed.” “Hun er ikke sådan en, hun kunne ikke engang spare op til et par sko.” “Er det vores problem?” “Nej, men det er min mor.”
Efterhånden købte jeg et lille hus. Vi fik to børn. Livet blev bedre. Men jeg hjalp stadig min mor. Jeg lavede endda et betalingskort til hende, hvor jeg hver måned overførte 5.000 kroner.
Men så opdagede jeg, at pengene på kortet forsvandt meget hurtigt. Da jeg kørte ud til min mor, så jeg, at hun nærmest ikke havde noget mad. “Hvor er pengene? Hvad har du brugt dem på?” “Du ved, hvordan priserne er i dag. Og så medicin, elregninger.”
Hvis du er interesseret i denne historie, så find flere rørende og livsbekræftende fortællinger via linket – https://t.me/+Wi4_EbzXw7Q5M2Zi
Jeg troede ikke på hende. Jeg besluttede at holde øje. Næste gang jeg overførte penge, hævede hun dem straks. Jeg kørte over for at se, hvad hun havde købt. Men køleskabet var tomt igen. “Mor, hvad har du købt?” “Søn, altså, der er en situation. Din fætter Mads har problemer, min søster Karen klager og beder om hjælp, og jeg kan ikke sige nej.” “Mor, de udnytter dig! Mads fortalte mig selv, at han bygger et hus. Jeg har ikke tænkt mig at være hans sponsor, mens du mangler mad.”
Forarget kørte jeg hjem og fortalte det hele til min kone. Så gav hun mig et råd: “Du har gjort nok for din mor. Giv hende ikke en krone mere. Hvis hun har brug for noget, så køb mad og bring det, eller medicin, hvis det er nødvendigt.”
Næste dag tog jeg kortet fra min mor. Hun blev sur og sagde, at jeg havde rigeligt med penge, og at man ikke kan nægte sin familie noget. Men det er jeg ikke enig i.
Hvad synes du? Gjorde jeg det rigtige?
Flere spændende livshistorier finder du her – https://t.me/+xOpeSMR55r5hZTIyJeg tror nu nok, at jeg gjorde det rigtige – nogle gange må man sige fra, selvom det gør ondt.
