Jytte Møller satte sig på den ledige plads, efter at have sikret sig, at bænken var ren, og at hendes lyse kjole ikke var truet af så meget som et støvfnug. I hænderne holdt hun en ny hvid taske. På badehotellet var det efterhånden blevet en vane at tage noget pænt på efter aftensmaden og gå en tur. De fleste af gæsterne gjorde det samme. En kvinde havde sagt det lige ud: „Hvor kan man ellers få vist sine kjoler frem end på en ferie? Derhjemme er der jo ingen steder at gå hen.”
Ud af øjenkrogen så hun, at Jørgen Bjerre kom hen og langsomt satte sig ved siden af hende. „Lad os tie sammen,” sagde han med en lav og indtrængende stemme; en stemme, der passede til stilheden og det smukke landskab. Under en beige jakke kom en hvid skjorte til syne, bukserne var perfekt presset, og det mørke hår så ud, som om han lige var kommet fra frisøren. De grå tindinger, der lignede sølvtråde, skadede ikke noget; tværtimod gav de ham en vis ro og værdighed.
For to dage siden havde Jytte allerede lagt mærke til, at han ved mødet så på hende på en helt særlig måde, som om han skilte hende ud blandt alle de andre kvinder.
„Hvor smukt De siger det: lad os tie sammen,” bemærkede hun.
„Med Dem, Jytte, er det rart at tie, selv om jeg bestemt også er glad for at tale.” Jørgen vendte sig halvt om mod hende for helt at samle sin opmærksomhed om den kønne brunette. Hun havde tiltalt ham fra første møde.
Også hun vendte sig mod Jørgen, og hendes varme blik hvilede på ham.
„I øvrigt ventede jeg på Dem til dans i går, men De kom ikke. Kan De ikke lide at danse?”
„Jo, jeg kan godt lide at danse, men i går gik jeg en tur. Aftenluften er så frisk, at man bare har lyst til at blive ved med at trække vejret.”
„Jeg vidste ikke, at De kunne lide aftenure,” sagde Jørgen og rørte med en næsten umærkelig bevægelse ved Jyttes hånd. Hun mærkede små impulser fra berøringen. Jørgens brune øjne hvilede på hende med håb om mere.
„Jeg inviterer Dem med på en gåtur ad en rute, jeg selv har opdaget, i aften. Der er en pragtfuld udsigt; man kan tydeligt se kridtklinterne. Men jeg havde ingen at dele fornemmelsen af skønheden med … nu har jeg Dem.” Og han klemte let Jyttes hånd, som om han sendte et signal om fortsat og vedholdende kurmageri.
„Hvorfor ikke,” tænkte Jytte. „Det er jo bare en gåtur. Og det er ikke trygt at gå alene langt væk; med en mand ved sin side er man mere sikker.” Hun kiggede på et par, der gik forbi deres bænk. Manden og kvinden talte ivrigt sammen, og man kunne se, at de havde mødt hinanden her på hotellet og nu hyggede sig.
„Sikke en smuk hånd De har, Jytte,” sagde Jørgen, næsten hviskende. Han rykkede endnu tættere på hende og beundrede hendes profil.
Hun havde ikke lyst til at spørge, om han var gift. Som regel var de fleste her ikke frie, og de retfærdiggjorde deres eskapader med længslen efter fornyelse og nye indtryk. Lige nu var det bare ualmindeligt rart at sidde på en bænk med en mand, der tydeligvis kunne lide hende, og som havde valgt netop hende.
„Kom, lad os gå en tur lige nu,” foreslog manden. „Vi kan snakke, og i aften inviterer jeg Dem på café.” Jørgen rakte elegant hånden frem for at hjælpe hende op.
Hun sagde ja uden betænkning, tog sin hvide taske og lagde sin hånd under Jørgens arm. Efter fem skridt svingede hun tasken uforsigtigt som en ung pige og tabte den. Tasken faldt i en lille vandpyt, der var tilbage efter regnen. Jytte udstødte et lille „av” af overraskelse og af kontrasten: den snehvide taske lå i mudderet.
„Det gør ikke noget, den bliver som ny,” sagde Jørgen og samlede tasken op, hvorefter han stillede den på græsset. Jytte fandt servietter frem og begyndte at gnide den ren. Men der blev stadig matte striber.
„Jeg går op på værelset og vasker den,” sagde Jytte.
„Så venter jeg på Dem,” foreslog Jørgen. „Eller lad os gøre sådan –” her gik han over til „du” – „jeg venter på dig efter aftensmaden på samme sted. Er det okay?”
Hun nikkede og skyndte sig op på værelset, idet hun holdt tasken ud fra kroppen for ikke at få pletter på sig. Hun vaskede den nye hvide taske, som hun havde købt lige inden afrejsen. Selv om alle spor af mudder var væk, syntes hun alligevel, at tasken virkede beskidt og havde mistet sin nyhed.
Hun tænkte på Jørgens tilbud om en gåtur om aftenen, på hans blik, der antydede mere, og hun fik en ubehagelig fornemmelse. For første gang i hele ugen mærkede hun noget ubehageligt, noget der irriterede hende selv. Pludselig sammenlignede hun sit forhold til Jørgen, der ved første øjekast var helt uskyldigt, med tasken, der var faldet i mudderet.
Telefonen ringede. „Mor, Mikkel og Emil vil ikke lade mig lave lektier,” hørte hun sin yngste datters stemme og latter i baggrunden.
„Hvad laver I der?” spurgte hun sin datter, som om hun var vendt tilbage til virkeligheden.
„Jytte, det er mig,” lød mandens stemme. „Vi har børnebørnene, og vi har tænkt os at bage en kage, men Ditte protesterer og siger, at vi får hele køkkenet tilsvinet.”
„Anders, køb dog noget lækkert til børnene i butikken; så bager jeg en kage, når jeg kommer hjem, måske endda en lagkage.”
„Kom nu bare hjem, vi savner dig alle sammen,” sagde Anders. Og så tilføjede han lavt: „Jeg savner dig mest. Skal jeg sætte mig i bilen og køre efter dig med det samme?”
„Der er ikke længe til, hav tålmodighed. Jeg savner jer også. Giv telefonen til Ditte.”
Efter at have talt med datteren, derefter med børnebørnene, og sagt til sin mand, at hun også elskede ham, opdagede Jytte, at hun var forsinket til aftensmaden. Hun skiftede hurtigt tøj, tog tasken, drejede den rundt i hænderne og konstaterede, at der ikke var en eneste plet på den. „Sådan, nu er den fin,” sagde hun med godt humør til sig selv. Og hun behøvede slet ikke at haste afsted på en gåtur med en eller anden Jørgen – det var hun helt klar over efter at have sammenlignet tasken i mudderet med deres spirende forhold.
Jytte mærkede, hvor meget hun savnede sin mand, sine børn og sine børnebørn … Hun var taget af sted for at få en pause fra dem, men nu var hun bare glad for at høre deres stemmer og ville gerne se sin mand i køkkenet, hvor han forsøgte at bage en kage til børnebørnene. Hun huskede, hvordan Anders på kvindernes kampdag havde villet overraske hende med et kulinarisk mesterværk – det var skønt og samtidig morsomt at se hans ubehjælpsomme bestræbelser. Sjovt, men så sødt og glædeligt.
„Jeg tager ikke bussen hjem. Jeg beder Anders om at komme og hente mig, når opholdet er slut. Så kan jeg vise ham, hvor smukt der er her, og vi kan gå en tur sammen. Og vi har ikke brug for nogen beskidt taske.”
