Den nat skulle Lærke sove sidste gang ved siden af Mynte. Om morgenen ville hunden blive kørt til en gård, men klokken fire dukkede der en mand op i opgangen, som vidste, at bageriarbejdere nogle gange får løn i kontanter.
Lærke var syvogfyrre. Hun arbejdede nathold på et bageri i København og lejede en lille lejlighed på Vesterbro.
Mynte fandt hun bundet til en forladt garage.
Af den magre hund voksede en stærk grå tæve, som folk undgik bare på grund af udseendet.
Den nye udlejer stivnede, da hun så den.
– Der står intet om sådan en hund i kontrakten.
– Da vi skrev under, var den lille.
– Enten forsvinder hunden, eller også forlænger jeg ikke kontrakten.
Lærke fandt en landmand i Ribe. Han lovede en gårdhave og et hus.
Men på billedet bag ham så Lærke en kort kæde.
Hele aftenen var hun i tvivl.
Klokken fire om morgenen kom hun hjem fra bageriet.
Der var ikke lys i opgangen.
Mynte ventede som altid bag døren.
Lige da Lærke åbnede, rejste en mand sig fra den mørke krog.
Hun genkendte en tidligere bageriarbejder, som for nylig var blevet fyret for tyveri.
– Giv mig tasken.
– Der er ingenting i den.
– Jeg ved, at I fik løn i dag.
Han kom tættere på.
Mynte gik ud i opgangen og stillede sig foran Lærke.
Den angreb ikke.
Den sænkede bare hovedet.
Manden slog Lærke på armen. Telefonen røg ned på trappen.
Mynte gøede.
Nedenfor gik en nabos dør op.
Manden greb tasken og styrtede ned ad trappen.
Mynte løb efter.
Lærke samlede telefonen op og hørte et brag.
Da hun løb ned, stod manden ved kælderdøren. Mynte stod over for ham.
Men den kiggede ikke på tyven.
Den snusede til sprækken under den låste dør og knurrede sagte.
Fra kælderen kom en dæmpet banken.
– Hvem er der?
– Hjælp… luk mig ud…
Det var et barns stemme.
Manden kastede sig pludselig mod udgangen.
Naboen prøvede at holde ham, men han slap væk.
Lærke ringede til politiet og ejendomsadministratoren.
Kælderdøren var låst med en ny hængelås. Mens de ventede på hjælp, lå Mynte ved sprækken og klynkede roligt, så barnet vidste, at det ikke var alene.
Tyve minutter senere blev døren åbnet.
Indenfor sad en dreng på ni år, bageriejerens barnebarn.
Det viste sig, at den tidligere medarbejder havde mødt ham ved ejendommen, lokket ham ned i kælderen og ville tvinge hans bedstemor til at bringe penge.
Men Lærke var kommet hjem tidligere, end han havde regnet med.
Manden blev anholdt samme dag på busstationen.
Lærkes taske blev fundet i hans bil.
Næste morgen kom udlejeren selv.
– Jeg har hørt om natten. Hunden må godt blive.
Lærke så længe på hende.
– I går var den et problem.
– Jeg har ændret mening.
– Og jeg har ændret planer.
Lærke fandt inden en måned en lille del af et hus på Vesterbro. Køkkenet var gammelt, gulvene knirkede, men i haven voksede et æbletræ.
Landmanden ringede hun selv til.
– Jeg kommer ikke med Mynte.
– Hvorfor?
– Fordi der, hvor jeg så den på billedet, var en kæde.
Bageriejeren hjalp med depositummet.
– Ikke fordi din hund reddede mit barnebarn, sagde hun. Men fordi du selv ikke løb væk.
Drengen var efter hændelsen bange for kældre og mørke opgange.
Psykologen foreslog, at han langsomt vendte tilbage til de velkendte steder.
Første gang ned i bageriets kælder gik han sammen med Mynte.
Hunden gik langsomt, så han kunne holde hånden på halsbåndet.
Et par måneder senere tegnede drengen Mynte til en skolekonkurrence.
Han kaldte tegningen »Lyset bag den låste dør«.
Lærke hang den op i køkkenet.
Den første aften i den nye have kom Mynte med et nedfaldent æble og lagde det foran Lærkes fødder.
– Okay, lo kvinden. Halvdelen af huslejen betaler du med æbler.
Til kæde var der ikke plads i den have.
