Den nat skulle Mette sove ved siden af Vigga for sidste gang. Om morgenen ville hunden blive kørt til en gård i Midtjylland, men klokken fire dukkede der en mand op i opgangen, en der vidste, at bageriets nattehold somme tider fik løn i kontanter.
Mette var syvogfyrre. Hun arbejdede nathold på et bageri i Odense og lejede en lille lejlighed i en baggård på Vollsmose.
Vigga havde hun fundet bundet til en rusten container.
Af den magre killing var vokset en stærk, grå tæve, som folk undveg alene på grund af dens udseende.
Den nye udlejer stivnede, da hun så den.
— Om sådan en hund står der intet i kontrakten.
— Da vi skrev under, var den lille.
— Enten forsvinder hunden, eller også forlænger jeg ikke lejemålet.
Mette fandt en landmand uden for Slagelse. Han lovede både gårdhave og et skur.
Men på billedet bag ham så Mette en kort kæde.
Hele aftnen vaklede hun.
Klokken fire om morgenen kom hun hjem fra bageriet.
Lyset i opgangen var dødt.
Vigga, som altid, ventede bag døren.
Lige da Mette skubbede den op, rejste en mand sig fra det mørke hjørne.
Hun genkendte den tidligere bageriarbejder, for nylig fyret for tyverier.
— Giv mig tasken.
— Den er tom.
— Jeg ved, I fik løn i dag.
Han kom nærmere.
Vigga gik ud i opgangen og stillede sig foran Mette.
Den angreb ikke.
Den sænkede bare hovedet.
Manden slog Mette over hånden. Telefonen røg ned ad trappen.
Vigga gøede.
Nedenfor gik en nabos dør op.
Manden greb tasken og styrtede nedad.
Vigga løb efter.
Mette samlede telefonen op og hørte et brag.
Da hun løb ned, stod manden foran kælderens dør. Vigga var foran ham.
Men den kiggede ikke på tyven.
Den snusede til sprækken under den låste dør og klynkede.
Fra kælderen lød et dæmpet bank.
— Hvem er der?
— Hjælp… luk mig ud…
Det var et barns stemme.
Manden styrtede pludselig mod udgangen.
Naboen forsøgte at holde ham, men han slap væk.
Mette ringede til politiet og til ejendomsadministratoren.
Kælderens dør var låst med en ny hængelås. Mens de ventede, lå Vigga ved sprækken og klynkede roligt, så barnet vidste, at det ikke var alene.
Tyve minutter senere blev døren åbnet.
Indenfor sad en dreng på ni, ejerindens barnebarn.
Det viste sig, at den tidligere medarbejder havde mødt ham ved ejendommen, lokket ham ned i kælderen og ville tvinge hans mormor til at bringe penge.
Men Mette var kommet tidligere hjem, end han havde regnet med.
Manden blev anholdt samme dag på banegården.
Mettes taske fandt de i hans bil.
Næste morgen kom udlejeren selv.
— Jeg hørte om i nat. Hunden må blive.
Mette så længe på hende.
— I går var den et problem.
— Jeg har ombestemt mig.
— Og jeg har ombestemt mine planer.
Mette fandt inden en måned en lille del af et hus på Amager. Køkkenet var gammelt, gulvene knirkede, men i haven stod et æbletræ.
Landmanden ringede hun selv til.
— Jeg kommer ikke med Vigga.
— Hvorfor?
— Fordi der, hvor jeg så den på billedet, hang en kæde.
Bageriets ejerinde hjalp med depositummet.
— Ikke fordi din hund reddede mit barnebarn, sagde hun. Men fordi du selv ikke løb væk.
Drengen var bange for kældre og mørke opgange efter episoden.
Psykologen foreslog, at han langsomt vendte tilbage til de steder, der skræmte ham.
Første gang han gik ned i bageriets kælder, skete det sammen med Vigga.
Hunden gik langsomt og lod ham holde fast i halsbåndet.
Nogle måneder senere tegnede drengen Vigga til en skolekonkurrence.
Han kaldte tegningen “Lyset bag den låste dør”.
Mette satte den op i køkkenet.
Første aften i den nye have hentede Vigga et nedfaldent æble og lagde det ved Mettes fødder.
— Godt, lo kvinden. Halvdelen af huslejen betaler du med æbler.
For kæden var der ikke plads i den have.
