— Skal vi have mad i dag? — Faren tumlede ind i køkkenet og lod sig falde ned på taburetten ved bordet. Benene skrabede ubehageligt mod gulvet. Moderen tav, og Pia spændte sig inde i sit værelse.
— Hvem taler jeg med? Se på mig! — råbte faren og slog næven i bordet.
Pia vidste, at moderen vendte sig om; der sivede angst fra hendes øjne.
— Hvad glor du på? Kom med maden! En mand kommer hjem fra arbejde. Jeg kender jer kvinder, I vil bare sladre og flirte, — mumlede han lavere.
Moderen klirrede med service og fumlede med at tage en tallerken ned fra stativet over vasken.
— Makaroni igen? Jeg er træt af det, — gøede faren. Pia krøb sammen på sit værelse og ventede på lyden af en smadret tallerken. Nej, det gik denne gang… Et stykke tid var der ikke en lyd fra køkkenet. Pia kom ud og kiggede ind. Faren sad med ryggen til hende. Moderen vinkede – gå væk. Pia forsvandt øjeblikkeligt fra døråbningen, som om hun aldrig havde været der. Hun lukkede sig inde på sit værelse og lod ansigtet falde ned i lærebogen, men efter hver sætning stoppede hun og lyttede. Stille, tilsyneladende. I dag var faren rolig nok. Så hørte hun ham gå forbi hendes dør ind til soveværelset, mumlende noget for sig selv, og der blev han stille.
Hun hørte det næsten hver dag. Hun kunne aflæse, hvad der foregik i køkkenet på lydene. Faren havde intet fast arbejde. Han kunne ikke holde på noget på grund af druk, klarede sig med lejlighedsvise jobs. Når moderen ikke var hjemme, forsøgte Pia at undgå at være alene med ham i lejligheden – hun gik til veninder efter skole eller sad på trappen og ventede på moderen.
— Hej. Hvorfor sidder du på trappen? Glemt nøglerne? — Mikkel stoppede foran Pia. Han boede på femte sal.
— Noget i den stil, — brummede hun. Hun skammede sig over, at han havde overrasket hende på trappen.
Mikkel gik forbi, steg to trin op og standsede.
— Du fryser; man må ikke sidde på cementtrapper. Kom med op til mig.
Pia svarede ikke.
— Kom, — sagde Mikkel strengt, og hun adlød. Han var ældre, og hun var vant til at adlyde dem, der var ældre.
Mikkel åbnede døren til sin lejlighed og lod Pia gå foran.
— Mor, jeg er hjemme! Og ikke alene! — råbte han og smækkede entre-døren.
— Hvem med? — Marianne, Mikkels mor, kom ud i entréen.
— Hej, — sagde Pia stille.
— Hej. Pia, er det?
— Forestil dig, jeg går op ad trappen, og hun sidder på trinnet, — sagde Mikkel, mens han tog overtøjet af.
— Glemt nøglerne? — spurgte Marianne. — Tag tøjet af og vask hænder, jeg varmer lige frokosten op.
Pia gik ind i stuen og så sig om. Lejligheden var magen til deres, men hyggeligere og pænere. Frokosten smagte fantastisk, selvom det bare var almindelig hønsekødssuppe og makaroni med pølser.
— Tak, det smagte rigtig godt, — sagde hun.
— Næste gang sidder du ikke på trappen, kom bare direkte op til os, — sagde Marianne. — Aftale?
Pia nikkede.
— Tak, mor. Vi går ind til mig. Kom, — Mikkel rejste sig og gjorde tegn med hånden. Pia så på Marianne, som nikkede samtykkende.
Da hun kom ind på Mikkels værelse, blev hun overrasket over, at der var ryddet op – intet rodet, rent, på væggen hang plakater med kendte bands og farverige motorcykler.
— Kan du lide løb? — spurgte hun.
— Ikke specielt, plakaterne er bare flotte.
— Jeg har ikke en computer. Jo, jeg har, men skærmen smadrede far. Der er ikke penge til en ny.
— Jeg har en tablet, vil du låne den? — tilbød Mikkel straks.
— Nej, far ser den og sælger den.
— Så kom her og læg dine lektier, når du har brug for det.
— Har du besluttet, hvad du vil læse efter skole? — Pia rørte ved en model af et fly. — Har du selv lavet den?
— Selvfølgelig. Jeg vil ind på ingeniørstudiet – luftfart.
— Bliver du pilot?
— Nej, jeg vil konstruere fly, — smilede han nedladende.
Han var populær blandt alle hendes klassekammerater. En flot fyr. I morgen i skolen ville pigerne blive misundelige, når hun fortalte, at hun havde været hjemme hos Mikkel fra femte sal.
Tiden fløj afsted med snak. Pia så på uret og sprang op.
— Jeg skal hjem, mor er nok kommet.
Hun havde forfærdelig lyst til at blive, men ville heller ikke misbruge gæstfriheden. Mikkel fulgte hende ud i entréen.
— Kom igen, sid ikke på trappen, — sagde han som afsked.
Pia gik ind i sin lejlighed og så moderens jakke på knagen. Fra køkkenet hørte hun service – moderen lavede aftensmad.
— Hvor kommer du fra så sent? — kiggede hun ud fra køkkenet.
— Jeg var på femte sal, i nummer 15.
— Du skal ikke rende rundt i folks lejligheder. Hvad skal folk tænke? Vil du have aftensmad?
— Nej, tante Marianne gav mig mad. Jeg går ind og laver lektier. Er han hjemme? — Hører du ikke? Han snorker som et damplokomotiv. Hvor har han dog fået penge? Han har drukket igen, — sukkede moderen.
Fra den dag af var Pia ofte oppe hos Mikkel. Hvis hun så ham i skolegården, nikkede hun og rødmede genert. Han hilste og gik videre.
Nogle gange var Mikkel ikke hjemme; han trænede om aftenen i en sportsklub. Så fortalte tante Marianne om sin søn og om sin mand, der var død for nogle år siden.
Vinter blev til forår, og sommeren kom. Pia gik ikke længere op til Mikkel, men var ude med veninder eller sad på bænken ved opgangen.
— Hvorfor kommer du ikke? — spurgte Mikkel en dag, da han mødte hende på gaden. Pia trak på skuldrene.
— Har du taget eksamen? Hvornår rejser du for at studere?
— Jeg rejser ikke. Jeg læser her på polyteknisk. Mor vil jeg ikke efterlade alene.
— Det er da godt! — glædede Pia sig.
Men om efteråret gik hun en dag op til ham, angiveligt fordi hun ikke kunne løse en opgave. Men af en eller anden grund var det svært at sludre som før. Pia var genert over for Mikkel, følte sig kejtet og utilpas. Han var forandret, blevet ældre og endnu flottere.
Den vinter døde faren – han blev forgiftet af hjemmebrændt vodka. Moderen græd ikke engang til begravelsen, men Pia følte mærkeligt nok medlidenhed med ham. Nu var der ingen grund til at vente på moderen, ingen grund til at gå op til Mikkel.
Moderen rystede stadig, når telefonen ringede, og der flammede angst i hendes øjne.
— Mor, hvad er der? Han er jo ikke her, — sagde Pia.
— Vane, — svarede moderen.
Pia gik i 3.g. En aften stod hun ved vinduet og ventede på Mikkel.
— Hvorfor sidder du i mørke? Kigger du efter Mikkel? — moderen kom ind og tændte lyset.
— Jeg kigger bare ud, — svarede Pia surt, overrumplet.
— Han er voksen, han har en kæreste. En smuk en. Du skulle hellere lave dine lektier, — sukkede moderen.
Mikkel havde en kæreste! Hjertet revnede af sorg og jalousi. Pia havde aldrig set hende, men hadede hende allerede. En dag stødte hun på dem i gården.
— Pia? Hej, hvorfor kommer du ikke? — spurgte Mikkel venligt. Hans kæreste stod ved siden af og kiggede iskoldt på Pia. På grund af sin højde så hun ned på hende, nærmest foragteligt, som på en mus. Mikkel var også høj, men han så på Pia på en anden måde.
— Hvilken klasse går du i nu?
— Sidste år.
— Tiden flyver. Jeg synes, du er blevet kønnere, voksen, man kender dig næsten ikke. Hvad vil du læse?
— Mikkel, kom nu, — kæresten trak utålmodigt i hans arm.
— Hej, held og lykke! — sagde Mikkel, og de gik arm i arm.
Pia fulgte dem med lange blikke. “Kold som en fisk, og i stedet for øjne er der isstykker, — tænkte hun ondt. — Hun fortjener vist tilnavnet Snedronningen, men det er for ærefuldt.” Og Pia kaldte hende i sit hoved for Silden.
Tiden gik. Pia blev student og kom ind på medicinstudiet. Mikkel fik sit diplom og fik arbejde, snart købte han en bil. Pia lærte at genkende lyden af dens motor; hun styrtede hen til vinduet, når han kørte op til opgangen.
En dag kom Pia hjem fra universitetet og mødte Marianne i gården. Hun gik langsomt med en stok og halte tydeligt.
— Hej, tante Marianne, — sagde Pia. — Hvad er der galt? Hvorfor halter De?
— Benet gør ondt, jeg kan næsten ikke gå. Lægen siger, jeg skal opereres og få en kunstig hofte, men jeg er bange, — klagede Marianne.
— Sig bare, hvad De har brug for, jeg løber ned i butikken, det er intet problem, — tilbød Pia straks.
— Ja, gør det, for Mikkel er aldrig hjemme…
Sådan begyndte Pia igen at komme op til Mikkel – dog mødte hun ham sjældent. Hun handlede ind og hjalp med rengøringen for hans mor.
En dag tog hun mod til sig og spurgte til Mikkels kæreste.
— Lærke er bestemt en smuk pige, men hun er så stiv og formal. Hun tier hele tiden, man ved ikke, hvordan man skal nærme sig hende. Hun er fremmed. Du er en af os. Ikke sådan en brud fortjener min søn, — sukkede Marianne. — Hvorfor spørger du? Er du måske forelsket i ham?
Pia så ned.
— Vær ikke ked af det. Var du lidt ældre, var der ingen bedre kone til Mikkel. Du skal nok møde din kærlighed.
— Jeg har ikke brug for en anden kærlighed, — sagde Pia stille og løb væk.
En dag gik hun op for at spørge, hvad hun skulle købe. Døren blev åbnet af Silden.
— Hvad vil du? — spurgte hun uvenligt.
— Jeg skal til tante Marianne…
— Hun er ikke her. Mikkel kørte hende på hospitalet.
Det så ud, som om Silden bevidst løftede hagen for at se ned på Pia.
— Hvorfor bliver du ved med at rende her? — Silden lod isøjnene funkle.
— Jeg render ikke, jeg hjælper tante Marianne med indkøb.
— En hjælper, ja. Kom ikke mere. Hvis der er brug, klarer jeg det selv. Mikkel og jeg skal snart giftes og bo her. Gå væk, ellers forsvinder der ting, efter du har været her, — sagde Silden groft.
— Hvilke ting? — foer Pia op.
— En ring. Jeg lagde en ring på vasken på badeværelset. Da jeg kom tilbage, var den væk. Du tog den, der er ingen andre.
— Jeg går ikke længere ind end entréen, — udbrød Pia vredt.
— Det ved jeg ikke – du var her måske uden mig. Giv den hellere pænt tilbage, ellers ringer jeg til politiet. — Silden lænede sig frem og bøjede hovedet. De onde isøjne kom helt tæt på. Pia veg tilbage.
— Jeg har ikke taget din ring!
— Bevis det, — Silden tog et skridt frem, øjnene var lige foran hende. Pia holdt ikke ud, vendte sig, rev døren op og stødte ind i Mikkel.
— Hvorfor råber I så højt? Det kan høres på trappen. — Mikkel så fra Pia til Silden. Pia kiggede også tilbage.
Silden rettede sig op og smilede sødt til Mikkel.
— Er du tilbage? — spurgte hun, som om intet var hændt.
Pia ville løbe væk, men Mikkel greb hende i armen.
— Hvad er der sket?
— Hun… Hun beskyldte mig for at have taget hendes ring. Jeg har ikke taget noget, jeg har ikke engang været på badeværelset.
— Hvilken ring? — Mikkel holdt fast i Pias arm og så på Silden.
— Med en lyserød sten. Jeg har vist tabt den, ved ikke hvor. Jeg spurgte bare, om hun havde set den, — forklarede Silden med sød stemme.
— Hun lyver! Hun sagde, jeg havde taget den, og ville ringe til politiet. — Pia rev armen til sig og løb ned ad trappen. Gråden kvalte hende.
— I kan rende jer begge to! — sagde Pia fortvivlet, da hun fløj ind i sin lejlighed og smækkede døren.
— Hvad er der? — moderen kiggede ud i entréen.
— Mor! — Pia kastede sig i armene på hende og fortalte det hele.
— Ringen dukker nok op, græd ikke. Mikkel finder ud af det, — trøstede moderen den grædende datter.
Næste dag kom Mikkel selv. Moderen var ikke hjemme.
— Vi skal tale, — sagde han.
Pia førte ham ind på sit værelse. Da han så sit eget foto på hylden i kommoden, grinede han tørt. Pia havde glemt alt om det. Hun blev rød og så ned.
— Har du stjålet fra mig? Og så siger du, du ikke stjæler. Pia blev forvirret og rødmede endnu mere.
— Jeg kan undvære det. Jeg kom for at undskylde. Ringen blev fundet.
— Hvor?
— Hvad betyder det? — nu så Mikkel væk.
— Det betyder noget. Hun beskyldte mig for tyveri. Synes du, det er rart? — Pias stemme skalv af fortrydelse.
Mikkel lagde hænderne på hendes skuldre.
— Pia, undskyld. Jeg troede aldrig et sekund, at du havde taget den. Ærligt. Altså, Lærke kunne ikke lide, at du kom så tit, så hun ville bagtale dig for at få dig til at holde op. Og ringen… Den faldt ud af hendes lomme, da hun tabte sin jakke.
— Og du tilgiver hende? Hvad hvis hun beskylder din mor for at stjæle? Man kan forvente alt af hende. Silden er kold!
— Hold op! Hun er bare jaloux. — Mikkel så strengt på Pia og fjernede sine hænder.
— Mikkel! Kan du ikke se det?
— Hvad er det, jeg ikke ser? — Mikkel så beklagende på hende. Man kunne se, at han var træt af samtalen.
— Jeg elsker dig! — brast det ud af Pia, og hun blev selv forskrækket over sin dristighed. — Jeg har elsket dig siden 5. klasse. Mikkel, gift dig ikke med hende, tak. — Tårerne skælvede i hendes øjne, Mikkels ansigt flød ud.
— Pia, græder du? Der bliver intet bryllup. Vi er gået fra hinanden.
— Virkelig? — Pia blinkede, og tårerne trillede ned ad kinderne.
— Dumme dig. — Mikkel trak hende ind til sig. — Mor bliver udskrevet om en uge. Kom op og hjælp hende, hvis der er brug.
— Selvfølgelig! Det behøver du ikke engang at bede om.
Mikkel gik trist og eftertænksom, mens Pia næsten hoppede af glæde. Der var intet bryllup!
Pia kom hver dag op til tante Marianne, handlede ind, vaskede gulve og hjalp endda med madlavningen. Mikkel så hun ikke – han kom sent hjem. Hun tilbragte alle aftener på femte sal. Moderen rystede bare på hovedet.
En dag stødte Pia på Mikkel på trappen. Han lugtede tydeligt af alkohol.
— Mikkel, har du drukket? — Pia så forskrækket på ham og mindedes faren, angsten i moderens øjne…
— Hvad så? — vaklede han mod hende. Pia trådte tilbage uden at tage øjnene fra ham. — Pia, hvorfor ser du sådan? Vær ikke bange, jeg bliver ikke som din far… — sagde han pludselig med helt ædru stemme.
Og lørdag kom han med en buket blomster og inviterede hende i biografen. Hvor var hun lykkelig!
Nu kom Mikkel ikke sent hjem; han skyndte sig hjem, hvor Pia ventede sammen med hans mor. Han drak ikke mere. De gik ofte i biografen, bare gik ture, sad på hans værelse og kyssede…
Pias kærlighed smeltede Mikkels hjerte.
— Held og lykke, børn. Mikkel, du må ikke gøre hende ked af det, — bad moderen, da han friede til Pia.
— Jeg lover, jeg vil aldrig gøre hende ked af det… Pia holdt sig ind til ham som et tyndt ungt træ mod en høj eg.
