Mette Hansen blev gift sent – i hvert fald efter hendes mors mening – da hun var enogtredive. Men sådan blev det, selv om Mette var rimelig pæn: grå øjne, lysbrune, let krøllede hår til skuldrene og et venligt smil.
»Du skulle have ledt efter en mand noget før, men nej – du skulle bare studere og være genert. Dine veninder fandt sig de bedste bejlere,« klagede Inger Jensen, Mettes mor. »Nu må du tage, hvad der er tilbage. Jeg kan ikke lide din fyr Jens. Han er fra sådan en simpel familie, forældrene kommer fra landet, men han har nok af arrogance… Hvad er det for noget?«
Jens havde virkelig en svær karakter: magtfuld, hovmodig og utålmodig. Men det kom først frem, da Mette allerede var gift med ham. I starten holdt Jens sig i skindet, friede flot, gav blomster og var opmærksom.
Men da den første romantiske tid i det unge ægteskab var overstået, begyndte manden at vise sit sande jeg. Han kom med dristige bemærkninger til Mette om alt muligt, uden at tænke over, at hans strenge, belærende tone kunne såre hende. Mette prøvede dog at holde sammen på familien, lyttede til ham, arbejdede på et arkitektfirma, var respekteret på jobbet, og nåede alt derhjemme. Men Jens blev bare mere sur og lod sit dårlige humør gå ud over hende.
De fik sønnen Anders, og da drengen begyndte at blive syg og ikke sove om natten, trak Jens sig helt tilbage. Han flyttede ind i soveværelset ved siden af for ikke at blive forstyrret.
Da Anders var fire år, blev forældrene skilt. Mette, træt af mandens opførsel, besluttede at opdrage sin søn alene, og Jens gik med til skilsmissen med en lethed, der sårede Mette mest af alt. Senere viste det sig, at han allerede havde en at gå til. Heldigvis flyttede Jens hurtigt med sin nye kone til en anden by, og det var lettere for Mette – i det mindste slap hun for at møde sin eksmand på gaden…
Al sin ømhed gav Mette til sin eneste søn, Anders.
»Mette,« sagde hendes mor ofte, »du er stadig ung og pæn. Du kunne godt gifte dig igen, eller i det mindste finde dig en ven…«
Men Mette hørte ikke på Inger. Hun arbejdede flittigt for at give sin søn alt, hvad han behøvede. Hun sparede på alting for at lægge penge til side til Anders’ uddannelse og hans kommende bryllup, og hun nægtede sig selv alt. Børnebidraget fra Jens var meget beskedent.
Anders voksede op, klarede sig godt i skolen, og i gymnasiet fik han ekstra undervisning for at komme ind på universitetet. Mette havde fået ham interesseret i sit eget fag, og da han var færdig med studierne, vidste han allerede, at hans mor havde arrangeret, at han kunne få job på hendes arkitektfirma.
»Lige om lidt går jeg på pension, og så kommer du ind som nyuddannet! Jeg har overtalt direktøren. Han kender vores familie i mange år, og han lovede at ansætte dig…« glædede Mette sig.
Anders kom hjem og begyndte straks at arbejde på arkitektfirmaet, hvor hans mor havde været i mange år.
»Jeg skal nok ikke skuffe dig,« sagde han og omfavnede hende. »Du skal snart holde fri… Generation skifter!«
Et år senere gik Mette på pension, hun var lige fyldt femoghalvtreds, og omkring samme tid fandt Anders sig en kæreste, Lise. Hun var en sød blondine med former og slanke ben. Anders var vildt forelsket, og parret forberedte bryllup.
Mette glædede sig over sønnens lykke. Kun én ting tyngede hende: hendes mors svigtende helbred. Inger havde allerede fejret sin firsårsfødselsdag, og gang på gang holdt ambulancen ved opgangen til hendes lejlighed. Mette boede skiftevis hos moderen, når hun var særlig dårlig, og skyndte sig hjem, men hun besøgte hende hver dag, bragte mad og købte medicin. Moderen spurgte til de unge, til vejret og til Mettes eget helbred.
»Snart går jeg bort, min datter,« sagde Inger. »Men jeg bekymrer mig for dig. Ikke for Anders – han er jo ikke alene, han har sin kone. De er unge, sunde og stærke. Men du har hele dit liv opfostret Anders, trukket læsset, lært ham op, sparet op til brylluppet, og vi gav dem også penge til bilen sammen. Alt til ham. Selv er du hverken blevet gift eller rejst til syden… Jeg har ondt af dig. Og nu har jeg været syg i to år, og det er dig, der passer mig igen.«
»Hvad siger du, mor? Jeg fortryder ingenting… Anders, ja, han er mit lys i vinduet…« begyndte Mette.
»Lige præcis – lys i vinduet, men sådan burde det ikke være. Du har forkælet ham… Der er allerede gået et halvt år efter brylluppet, og de har ikke været her en eneste gang. De ved, jeg er syg, på gravens rand… Måske ser vi hinanden aldrig mere. Og de kommer heller ikke til dig. Er det rigtigt?« ængstedes bedstemor Inger.
»Hvad taler du om, mor? De har deres bryllupsrejse. De har ikke tid til os. Desuden arbejder de…« forsvarede Mette sin søn og svigerdatter.
»Nej,« rystede Inger på hovedet. »Det er noget sludder. Mor er mor. Og hvor meget du har gjort for ham… Man må ikke glemme. Hverken i sorg eller i glæde… Du har forkælet ham, det har du.«
Mette tav. Senere ringede hun til Anders og bad ham komme til bedstemoderen, fordi hun havde det dårligt.
Anders kom med Lise, de sad hos Inger i en halv time, drak te og skyndte sig hjem. De boede hos Lises forældre i et parcelhus.
Bedstemor Inger døde. Mette græd, sørgede over sin mor, og lidt over sig selv. Moderen ord blev ved med at lyde for hende i de lange aftener, når Mette sad alene ved vinduet og mindedes, hvordan hendes søn plejede at komme hjem fra arbejde, og hun dækkede bordet, og de udvekslede nyheder… Nu var hun alene.
Men Mette tog sig sammen og fik arbejde i en børnehave, til alles overraskelse.
»Du har en uddannelse, og nu skal du vaske gulve, i din pensionsalder?« sagde naboerne, men Mette svarede: »Det gør ikke noget. Hele mit liv har jeg siddet ved et skrivebord med tegninger. Jeg har brug for at bevæge mig. Min mor arbejdede som pædagog i en børnehave i sin ungdom, og jeg elskede at komme derhen efter skole…«
Mette havde en lille pension; alle hendes opsparinger var brugt på sønnen. Selvom hun var vant til at leve beskedent, ville hun nu gerne have lidt mere frihed i økonomien. Arbejdet tog selvfølgelig kræfter og tid, men Mette havde i det mindste ikke tid til at kede sig. Desuden fulgte hun sin nabos opfordring og meldte sig til et folkekor i kulturhuset, og så blev hendes liv meget sjovere.
Mette holdt sig beskæftiget, fordi hun prøvede ikke at forstyrre Anders og Lise i deres privatliv, selvom det gjorde ondt, at sønnen ikke bare undlod at besøge hende, men også ringede meget sjældent – kun hvis det var nødvendigt.
Ind imellem græd Mette om aftenen, mens hun bladede i et album med barndomsbilleder af sin søn. For ikke at kede sig for meget fik hun fremkaldt sine yndlingsbilleder af dem sammen i storformat, satte dem i rammer som malerier og hang dem op i hele lejligheden.
Hun stoppede ofte op ved billederne, rørte ved sønnens ansigt med hånden og smilede. Nogle gange syntes hun, at han smilede tilbage. Så fulgte ventetiden på et opkald og glæden, hvis han en sjælden gang kiggede ind til te eller for at hente noget af sit tøj eller sko.
Anders var som regel ikke længe hos moderen. Han lagde ikke engang mærke til billederne i rammerne med det samme. Men da han endelig så dem, standsede han op, kiggede på moderen og spurgte forundret:
»Hvad har du tænkt på med at hænge dem op?«
»Åh, det er bare…« tøvede Mette. »Jeg er jo ikke ung længere, så jeg mindes den gyldne tid, da du var lille…«
Anders nikkede og skyndte sig hjem til sin kone, uden helt at forstå moderens »særheder«. Men det var som om, moderen hjalp Mette fra himlen. Der dukkede også en ven op fra koret.
»Nå, Mette, vi har kun tre mænd i hele koret, og du har allerede lokket en af dem væk. Alle de andre år har vi ikke kunnet charme ham, men du fik ham til at forelske sig på et øjeblik!« lo kordamerne åbent. »Sådan er det med en ny!«
Alle lo, og selveste Niels Pedersen, den forelskede, kyssede Mette på hånden, hver gang han fulgte hende hjem efter øvelse.
Mette tog ikke venskabet alvorligt og modtog nedladende og venligt den femogtresårige sologangers opmærksomhed. Men han var vedholdende og nærmest forgudede Mette, han var blevet knyttet til hende med hele sin sjæl.
»Mette, du aner ikke, hvor godt det er at være sammen med dig. Du er klog, du kan lytte, rolig og så smuk.«
»Nå, nok, nok… Du må ikke rose mig for meget, ellers bliver jeg helt indbildsk. Jeg tror dig, og jeg kan sige det samme om dig. Desuden er du så talentfuld! Du burde optræde på en stor scene.«
»Jeg har længe haft lyst til at stoppe med koncerterne. Man kan synge hjemme ved bordet til fest, mine børn hører gerne på mig. Men jeg kom i koret for ti år siden, fordi jeg blev enkemand, og om aftenen kunne jeg ikke holde ud at være alene. Her er der i det mindste en dygtig leder, optrædener, små fester – vores møder. Og nu vil jeg slet ikke væk – jeg vil være ved din side.«
Mette gik hjem og kiggede igen på billederne med et suk. Anders ringede stadig sjældent, og den kontakt kunne hverken sang, arbejde eller gode venner erstatte.
Men hun holdt ud og glædede sig over sønnens sjældne besøg. Kun på det seneste havde han begyndt at antyde, at bedstemoderens lejlighed burde sælges, så han og Lise kunne få deres eget sted.
»Kan I ikke bo sammen med hendes familie?« spurgte Mette bekymret.
»Jo, men Lise vil gerne have vores egen lejlighed,« tøvede Anders.
»Så er I velkomne til at flytte ind, allerede i morgen!« sagde Mette. »Selvom det er en lille toværelses fra tresserne, så rækker det til en ung familie indtil videre.«
»Virkelig?« strålede Anders. »Du er den bedste mor i verden! Jeg løber og siger det til Lise. Nu har vi vores egen lejlighed!«
»Et øjeblik, min søn. Lejligheden forbliver min,« standsede Mette ham. »Jeg skriver den ikke over på nogen endnu. Men I kan bo her, og I må gerne få børn.«
Anders gik. Snart flyttede han og Lise ind i bedstemoderens hyggelige lejlighed. Som moderen havde bedt om, fik de et år efter en datter, til glæde for hele familien og især forældrene selv.
Mette sagde sit job op, fordi hun forstod, at tiden nu var kommet til at give tid til sit barnebarn og også til sig selv for at holde sig sund. Hendes bejler, Niels Pedersen, var så vedholdende, at han overtalte Mette til at flytte sammen, og de blev et par og boede i to lejligheder.
Mette vænnede sig til rollen som bedstemor og også som hustru, og hun undrede sig bare over, hvor hurtigt hendes liv ændrede sig i den seneste tid. Hun takkede Niels for »den anden forår«, og han holdt ikke op med at glæde sig over sin kærlighed og takke skæbnen for dette møde.
Hos den unge familie gik det også godt. Anders blev mere opmærksom på moderen og kom oftere på besøg. En dag talte han om at bytte lejligheder.
»Vi får endnu et barn, mor,« begyndte han.
»Ja, jeg ved det, og jeg er meget glad,« smilede Mette.
»Lise beder mig tale med dig om, at du flytter ind i bedstemors lejlighed, og vi flytter herhen. Den er større – ti kvadratmeter mere og fra 1930’erne. Med to børn vil det være nemmere for os her…«
»Hvorfor beder Lise altid dig om at tale med mig, og hun selv tier?« smilede Mette. »Ved hun, at jeg ikke kan sige nej til dig? Hvorfor får hun ikke sine forældre til at bo i bedstemors lejlighed, så I kan få deres store hus? Hun er jo enebarn! Det ville være et paradis for børnene!«
Anders rødmede og gik. Men Mette skyndte sig ikke at glæde sin søn. Hun var også glad for sin egen lejlighed. Hver ting var ved hånden, alt var på sin plads, kendt og indlevet – man kunne finde en nål med lukkede øjne.
Og så huskede Mette sin mors ord: »Du har forkælet ham, Anders, åh, du har forkælet ham…« Og Mette besluttede ikke at haste. Det andet barnebarn blev født og bragte mange glædelige gøremål til hele familien. Pigerne voksede op sammen, boede i et lille værelse, og i weekenderne kom de på besøg hos både bedstemor Mette og bedsteforældrene på Lises side. Der var masser af plads i haven med lysthus og egne gynger og bær.
Mette og Niels begyndte at bo sammen i hendes lejlighed og lejede hans ud for at få flere penge til livet. De elskede at gå i teatret og tage på korte ture på en eller to dage, og derfor flyttede de sammen.
Først tolv år senere, da Niels døde, flyttede Mette ind i sin mors lejlighed, som også var hendes egen barndoms lejlighed.
»Nu er det dit, min søn, tag vores lejlighed og bo der, mig rækker den lille,« sagde hun til Anders. »Jeg har rejst og sunget nok, nu vil jeg sidde hjemme og vente på mine piger og jer. Håber I ikke glemmer mig…«
Sønnen omfavnede moderen og hjalp hende med flytningen, og han fik malet og repareret i den gamle lejlighed.
Mette ændrede ikke noget i indretningen, men hang de store billeder op: af sønnen, af moderen og af sig selv som ung. Og på et lille bord stod et portræt af Niels…
»Så er vi alle sammen her,« smilede Mette lyst og roligt, mens hun så på de elskede ansigter på billederne. »Hvad mere kan jeg ønske mig? Egne vægge og varmen fra mine kære.«
Barnebørnene besøgte hende. Pigerne elskede at overnatte hos bedstemor i deres vante lille soveværelse, hvor deres senge stadig stod, og samtalerne og latteren fortsatte længe.
»Nå, piger, nu skal I sove!« kommanderede bedstemoren fra stuen. »I skaderhvide… I morgen skal vi tidligt op. Jeg vil lære jer at lave ostekager. I skal jo snart selv være brude. Jeg holder personlig eksamen i madlavning!«Pigerne fnisede inde fra soveværelset, og Mette hørte dem hviske: »Bedstemor er streng i dag!« Hun rystede på hovedet, men smilet bredte sig over hendes ansigt.
Hun gik hen til vinduet og så ud over den mørke gård. Månen kastede et sølvskær over tagene. Et øjeblik følte hun en let vemod – tanken om Niels, mor, alle de år, der var gået. Men så lød en ny kilden latter fra pigeværelset, og Mette vendte sig om.
»I to!« råbte hun med skæv stemme. »Hvis I ikke sover nu, får I ikke lov til at røre ved dejen i morgen!«
Der blev stille. Mette stod et øjeblik og lyttede til stilheden, der rullede ind over lejligheden som et blødt tæppe. Hun lagde hånden på brystet, hvor hjertet bankede roligt og varmt.
»Tak,« hviskede hun til intet og til alt – til de billeder, der stirrede kærligt på hende fra væggene, til den stille lykke, der endelig havde fundet vej. »Tak for alt.«
Og hun vidste, at natten ville blive god.
