– Kvinde, du må tage dit håndklæde med fra liggestolen, hvis du går nu. Det er ikke tilladt at reservere pladser fra morgenstunden, – en fyldig dame i et blomstret pareo spærrede vejen for Mette, der var på vej ud fra stranden.
– Folk kommer, har intet sted at ligge, og I har bare haft et par sandaler liggende i tre timer.
Mette trak tavs det falmede stof frem under madrassen og rullede det stramt sammen. Fint sand sivede gennem fingrene og efterlod grå støvede striber på huden. Strandpromenaden i den lille ferieby, klemt inde mellem klipper og vand, summede af middagstravlhed.
Højttaleren på redningstårnet hvæsede, mens den reklamerede for en aftenstur på havet, og ved vandfontænen stod en kø af skrigende børn og trætte mødre.
Mette gik mod gæstehuset ad en smal asfaltsti, forbi uendelige boder med oppustelige ringe og skaller. I lommen på shortsene ringede telefonen – udlejeren, Birthe, mindede om, at hun skulle hente det rene sengetøj fra vaskeriet.
Denne ferie, købt for penge sparet op over halvandet år, skulle have været en tid med stilhed, men indtil videre bragte den kun travlhed og træthed af fremmede mennesker.
Hun havde købt en rejse til havet, men mødte en gammel skamplet. Ved porten til pensionatet, under et stort, gammelt lindetræ, stod en mand i lyse lærredsbukser og en løs skjorte. Han røg, slog asken ned i hortensiabusken og betragtede de forbipasserende. Håret ved tindingerne var gråsprængt, panden havde dybe rynker, men de regelmæssige træk, måden at holde hagen på og vanen med at dreje en sølvring – Mette genkendte ham straks. For atten år siden havde denne mand efterladt en seddel på køkkenbordet, skrevet på bagsiden af en el-regning, og var forsvundet fra byen to dage før deres bryllup.
I det lille værelse på første sal, som Mette havde lejet i to uger, duftede der af tørre urter og billig plastikmøbler. En gammel ventilator på en lav reol summede og blæste den varme luft rundt i rummet. Hendes ting lå på plads: en sammenfoldet solkjole over stoleryggen, en række cremer på spejlet, en åben krimi på sengen. Denne forudsigelighed i hverdagen havde altid givet hende en følelse af kontrol over et liv, hun engang havde måttet samle stykkerne af, som var det en knust suppeskål.
Om aftenen, da varmen havde givet plads til en kølig havbrise, bankede det sagte på den fælles trædør til verandaen. Mette, der var ved at hælde vand i et glas, stivnede. Hun satte hånden på bordet.
– Mette, det er mig, åbn, – lød den velkendte baryton fra døren, nu lidt mere hæs og dyb. – Jeg spurgte udlejeren, hvilket værelse du bor i. Gav hende en lille gave, så fortalte hun det.
Hun gik hen og skød den skrøbelige slå fra. Søren stod på trappen med en flettet kurv fuld af modne jordbær og en flaske vin. Naboen fra værelset ved siden af, en ung, farvet blondine, kom ud for at ryge på den fælles terrasse og sænkede farten, mens hun så gæsten an.
– Nå, men goddag, – Søren trådte over tærsklen, satte kurven på bordkanten og satte sig på en plastikstol. – Så mange år. Du har næsten ikke forandret dig, kun blikket er blevet strengt, svært at komme til.
– Hvorfor er du kommet? – hun trådte tilbage mod vinduet og lænede sig mod vindueskarmen. Blikket gled over hans ansigt og noterede de små alderstegn: en let fylde om skuldrene, en begyndende skaldethed på issen, poser under øjnene.
– Vi må tale sammen, Mette. Så meget tid, der er gået. Vi var dumme, stolte, – han lænede sig frem og lagde hænderne på knæene. – Jeg har tænkt på dig alle de år. Jeg har ledt efter dig, ærligt. Men fælles bekendte sagde, du var flyttet til Jylland, og så er du her og holder ferie i syden. Jeg bor selv på et kursted tre huse væk, fik øje på dig tilfældigt på stranden i mængden.
– Ledt efter mig? – hun smilede tørt, ansigtet forblev roligt. – I atten år har du ledt, Søren? I naboregionen? Eller tre timer væk med bus?
– Der var problemer dengang, forstår du? – sukkede han og bredte armene ud. – Forretningen var lige startet, gæld, ting med nogle alvorlige folk. Jeg var under pres, Mette. De ville tage firmaet, truede mig. Hvorfor skulle jeg trække dig med i det? Jeg gik for din skyld, for ikke at udsætte dig for fare. Jeg var ung, dum, troede det var bedst sådan. Jeg ville redde dig fra det mareridt.
Fra det åbne vindue lød et højt børnegråd – nogen var faldet på en løbehjul på legepladsen. I køkkenet på stueetagen klirrede det med gryder, lyden af en kniv mod et skærebræt – udlejeren lavede aftensmad. Den almindelige, hektiske hverdag i et feriehus gik sin gang og gjorde mandens ord til tom støj.
Morgenlyset trængte gennem de tynde gardiner og tegnede lange, gule striber på linoleumet. Mette sad i det fælles køkken og ventede på, at en emaljeret kedel skulle koge. To ældre damer fra Randers, naboer på etagen, hviskede ved vasken, mens de skurede en plastikbeholder.
– Hør, Mette, din bejler i går spurgte Birthe, hvor længe du var her, og om du var alene, – den yngste, med lys pedicure, vendte sig mod hende. – En seriøs mand, det kan man se. En dyr, sort bil ved porten. Høflig, gav Birthe en æske konfekt. Du må ikke lade sådan en chance gå fra dig, i vores alder ligger sådanne mænd ikke på gaden.
– Nej, de gør ikke, – gentog Mette stille og så på det kogende vand.
Søren opsnappede henne ved molen hen mod middag, da det begyndte at småregne og straks spredte folk mod halvtag og caféer. Han var dukket op ved siden af hende, holdt en stor sort paraply over hende og tog fat i hendes albue. Han duftede af tobak og eau de cologne.
– Skal vi køre ud og spise et ordentligt sted i aften, Mette? Der er en fremragende restaurant fem kilometer herfra, lige på klippen. Vi kan sidde og mindes ungdommen. Jeg er fri nu, min kone og jeg gik fra hinanden for tre år siden, ingen børn. Jeg har alt: en virksomhed i Aarhus, et sommerhus, en stor lejlighed. Men der er ingen sjæl i det hele. Jeg savner dig, vores gamle ærlighed.
Mette stoppede op og frigjorde sin arm. Vendte sig om mod ham. Hun så ham ind i øjnene, prøvede at finde så meget som et glimt af den nittenårige fyr, hun engang havde elsket, for hvem hun var klar til at droppe studiet og flytte. Men foran hende stod en fremmed, alt for selvsikker fyrreårig mand, der prøvede at købe hendes gunst med en middag på restaurant.
– Jeg har andre planer i aften, Søren.
– Hold nu op, hvilke planer kan man have i sådan en afkrog? – fnøs han og viftede med hånden mod de grå femetagers bygninger i landsbyen. – Hvad gav du for den rejse? Småpenge. Jeg kan give dig mere på én dag, bare flyt ind på mit kursted, der er en ledig suite. Det er ikke dit niveau at skubbe dig i privathus og rasle med gryder i fælleskøkkenet. Du skal leve som en dronning hos mig. Hvorfor tier du? Er der virkelig intet tilbage af den gamle?
En lokal fiskekone gik forbi med en tung køletaske. Hun sendte Mette et hurtigt blik, hvori der lå almindelig nysgerrighed: sikken en prinsesse, der vender næsen op ad sådan en mand.
Fra vejen lød et skarpt bremseskrig – en buschauffør var næsten kørt en hund over. Et øjeblik var der stilhed, kun afbrudt af regndråber, der trommede mod paraplyens stof.
– Ved du hvad, Søren, – Mette tog et skridt tilbage ud i småregnen. – Min mor lå på hospitalet i to måneder efter din flugt. For højt blodtryk. Og min brudekjole hang i skabet i tre år, jeg kunne ikke engang smide den ud, jeg blev helt kvalm af at se på den. Jeg troede, der var sket dig en ulykke, ledte efter dig gennem bekendte. Og du reddede mig. Fra gæld. I stille Skagen, hvor hver hund kendte dig.
– Hvorfor roder du op i gamle sager? – Søren så væk og drejede ringen på fingeren. – Hvem af os lavede ikke dumheder som nittenårig? Der var sager, jeg svingede mig som jeg kunne, ville overleve. Men nu kan jeg gøre alt godt igen. Hvilket som helst ønske, forstår du? Vil du – i morgen kører vi til byen, ind i en guldsmed?
Regnen tiltog hen mod aften og blev til et skybrud med torden. Vandet piskede mod ruderne i gæstehuset, oversvømmede den smalle gård og forvandlede de lerholdige stier til strømme af mudder. Feriegæsterne sad på værelserne, fra vinduerne lød lyden af tændte fjernsyn og dominobrikker.
Mette sad på sengen med benene trukket op. Indeni var der roligt, som om et gammelt sår endelig var helet. Der var hverken vrede eller trang til at få luft for gamle synder eller den gamle smerte, der havde forhindret hende i at indlede nye forhold. Kun en let undren over, hvor meget denne mand var kommet for sent med sine løfter om et skønt liv.
Hen mod klokken ti om aftenen ringede telefonen igen. Et ukendt nummer stod på skærmen, men Mette vidste, hvem det var.
– Tænk dig godt om, Mette, – Søren talte højt og råbte over regnens larm. – Jeg er her til slutningen af ugen. Værelse 302, hovedbygningen. Kom forbi, vi sidder uden alt det her vejrsmuds. Det er nok med at spille kostbar, vi er jo gamle kendinge. Så mange år tabt på grund af dumheder, hvorfor spilde tiden på fornærmelser nu?
– Godnat, Søren, – sagde hun med rolig stemme og trykkede på den røde knap for at afbryde.
Hun rejste sig, gik hen til vinduet og trak gardinerne tæt, afskærmende rummet fra den rasende storm udenfor. Livet var for længst gået i et andet spor, og i dette nye spor var der simpelthen ingen plads til Søren.
Fredag slog vejret om igen. Himlen blev klar og blå, solen bagte fra morgenstunden og fik asfalten til at udsende en tung, hed duft. Strandpromenaden var igen fyldt med mennesker i farvestrålende shorts og med oppustelige madrasser.
Søren viste sig ikke mere ved pensionatets port. Birthe nævnte i forbifarten om morgenen, at hun havde set den sorte bil køre mod motorvejen – han må være rejst før tid.
– Så kørte din købmand, Mette, – sagde udlejeren, mens hun rystede en dørmåtte ud over linen. – Og du er dum, pige, undskyld en gammel kone. Sådan en præsentabel mand, med penge. Du kunne have boet i Aarhus nu, i stedet for at sidde på dit kontor for småpenge. Og hvad manglede du? Han stak af som ung, blev bange for ansvaret. Ville jo gøre det godt igen nu.
Mette svarede ikke, smilede bare. Hun tog et håndklæde, en taske med en bog og gik mod havet, mens hun holdt sig i den skyggefulde side af gaden.
Om aftenen, da solen begyndte at gå ned i horisonten og farvede vandet lyserødt, sad hun på kanten af molen, langt væk fra de støjende caféer og legepladser. Der duftede af saltvand, jod og tang, der var skyllet op på stranden efter stormen. Mette tog en figen frem fra posen, købt på torvet, og brød frugten forsigtigt over på midten.
Nede ved vandkanten sad en ældre mand i en falmet solhat og satte tålmodigt en orm på krogen, mens hans barnebarn på omkring syv år holdt øje med flådet. Et almindeligt, enkelt liv gik sin gang.
Mette tog en tår af den lunkne danskvand og så på den aftagende solnedgang. Der var stadig en hel uges ferie tilbage.
