Mikkel stirrede på sin moster Bente, der allerede havde gravet tre plastikbeholdere op af tasken, mens gæsterne stadig sad ved bordet. Hendes fingre løb som ivrige edderkopper hen over dugen, og hendes øjne flakkede over resterne af det store sølvbakke med stegt flæsk. “Nå, hvad er der tilbage efter festen? Jeg skal jo have mad til Tove,” sagde hun med en stemme, der lød som knasende glas.
Mikkel bed tænderne sammen. Moster Bente havde allerede fyldt sin tallerken med de bedste stykker, og nu var hun i gang med at pakke resterne i de medbragte bøtter. “Tante, vi har ikke engang fået kaffen endnu,” sagde han. “Vent til i aften.”
“Åh, jeg generer da ikke jer. I drikker bare jeres kaffe. Jeg tager lidt med, så Tove kan få noget at spise efter arbejde. Hun er der til klokken ni, stakkels pige, hun når ikke at lave aftensmad.”
Tove var niogtyve år gammel, boede alene i en lejlighed i Aarhus og tjente mere end de fleste. Men moster Bente talte om hende, som om hun var et spædt barn med brug for amning fra en guldsko.
Hanne, Mikkels mor, vendte ansigtet bort. Hun undgik altid at konfrontere sin lillesøster, som om konflikter var giftige slanger, der bed i hælene. Lars, faren, skubbede fade tættere på gæsterne og sagde tørt: “Folk spiser stadig. Når de er gået, ser vi, hvad der er tilbage.”
“Lars, er du bange for at miste et stykke kød?” fnøs Bente. Hendes stemme var som en knirkende dør, der aldrig blev lukket.
Mikkel huskede alle årene med mosterens vaner. Hun kom altid med en billig æske chokolade eller tomme hænder, men satte sig først ved bordet, snappede de bedste bidder, og når maden var spist, trak hun beholdere frem. Engang havde hun taget halvdelen af en lagkage, før den var skåret. En anden gang krævede hun fire portioner varm mad – “Tove vil gerne forkæle sine veninder.”
Lars blev rasende dengang, men Hanne trak ham køkkener. “Lars, lad være med at starte noget foran gæsterne! Bente bliver fornærmet, og så ringer hun ikke i en måned.”
“Lad hende tie i et år! Hvorfor skal vi fodre hendes voksne datter?”
“Åh, hold op, maden bliver alligevel til overs. Er det synd?”
Mikkel tav kun for sin mors skyld. Hans lillebror Christian fnøs altid efter familiefesterne: “Mosters taske vejer mere end hendes samvittighed.”
Nu nærmede Hannes tresårsfødselsdag sig. Mikkel havde sparet op i måneder og købt et par guldøreringe med fine lyse sten. Christian fandt en vedhæng i samme serie, og da Hanne med skælvende fingre tog smykkerne på, omfavnede hun sine sønner med tårer i øjnene.
“Lad mig se,” sagde Bente og greb æskerne uden at spørge. Hun stangede neglen i låsen, drejede smykkerne mod lyset. “I må have brugt en formue? Stenene er vel ikke glas?”
“Det er guld, det står på mærket,” sagde Mikkel. “Det vigtigste er, at mor kan lide dem.”
Bente så på sin søster, smilede som en kat i solen, og vendte sig mod Mikkel: “Jeg har også fødselsdag om tre måneder. Jeg venter mig det samme sæt – bare grønne sten. Smaragder eller sådan noget. De passer til mine øjne.”
Bordet blev stille. Mikkel troede først, det var en dårlig vittighed, men mosterens blik var skarpt som en kniv. “Hvorfor skulle jeg købe guld til dig?” spurgte han.
“Hvad mener du med ‘hvorfor’?” Bente løftede øjenbrynene. “Jeg er din mors søster! Jeg fortjener også dyre gaver.”
Mikkel tænkte på alle de gaver, han havde fået af hende: sokker, en krus, en pakke småkager. Til hans 18-årsdag kom hun med et tomt kort og bad så om at blive kørt tværs over byen – benzinen kostede mere end hendes “hilsen”. Men nu talte hun, som om hun havde finansieret hans uddannelse.
“De er ikke min mor,” sagde Mikkel roligt. “Dine nærmeste skal vælge gaver til dig.”
“Tove har det svært for tiden,” skød Bente tilbage. “Jeg vil ikke kræve guld af en ung pige. Men du har penge – du kunne vise respekt for de ældre.”
Hanne prøvede at glatte ud, men hendes ansigt var blegt. “Bente, hold nu op med at joke. Lad os bestille kaffe, kagen er på vej.”
“Joker? Mor får guld, og jeg bliver snydt? Jeg venter mig det sæt til min fødselsdag! Christian, du kan også lægge i, nu I er så rige.”
Christian lagde gaffelen fra sig. “Hvorfor skulle vi sponsorere dine lyster?”
“Fordi familie skal behandle alle ens! Hanne får både øreringe og vedhæng. Hvis I ikke vil give mig noget, tager jeg vedhænget! Hanne, du har nok i øreringene!”
Bente rakte hånden ud mod Hannes hals. Hanne rykkede tilbage. Mikkel så rødt – alt den undertrykte vrede brød ud. Han greb mosterens hånd. “Prøver du seriøst at tage min mors gave af?”
“Lad være med at være uhøflig!” hvæsede Bente. “Jeg har andre indtægter. Det handler om opmærksomhed!”
“Du er mester i at tælle andres penge. Du kommer til hver fest med tomme hænder, spiser først, og bagefter pakker du maden i beholdere! Og du gemmer dig altid bag Tove, som er voksen nok til at købe sin egen aftensmad!”
Bentes ansigt blev flammende rødt. Hun skubbede stolen tilbage og vendte sig mod Hanne: “Hører du, hvordan din unge taler til mig? Få ham til at tie! Han skammer dig foran alle!”
Hanne så fra sønnen til søsteren. Mikkel ventede på de sædvanlige ord: “Mikkel, lad være, lad os ikke skændes…” Men i stedet talte Lars.
“Mikkel har ret,” sagde han tungt. “Jeg har kun holdt mund for Hannes skyld. Du kommer til os som til en gratis restaurant med takeaway.”
“Sådan er I? Har I sammensvoret sig?” Bente vendte sig mod Christian. “Vil du også begynde at tælle, hvor mange stykker jeg har spist?”
“Jeg kan minde om, da du tog mad fra min fødselsdag, før gæsterne satte sig,” mumlede Christian. “Og så vrissede du, fordi du ikke fik hele kagen med.”
“Utaknemmelige!” skreg Bente. “Hanne, hvem har du opfostret? Ingen respekt for ældre!”
Hun rev sin taske, trak plastikbeholderne frem og begyndte at skovle pålæg ned i dem. “Hvis jeg er til gene, tager jeg i det mindste mad til Tove! Hun har intet med det her at gøre!”
Mikkel gik roligt hen, tog beholderen og hældte pølsen tilbage på fadet. “I dag er det mors fødselsdag, ikke et udleveringscenter. Du får intet med herfra.”
“Giv det tilbage, dit fjols!” brølede Bente. “I har ydmyget mig, taget gaven fra mig, og nu sulter I os? Giv kødet tilbage, det var til Tove!”
Gæsterne sad stivnede, nogle kæmpede for at holde latteren tilbage. Mikkel så på sin mor – han var bange for, at hun ville græde. Men Hanne åbnede langsomt låsen på vedhænget, lagde det i fløjlskassen og så på sin søster.
“Bente… Jeg er træt. Træt af at tælle, hvor meget mad du har gemt i lommerne hver fest. Træt af at hisse på min mand og mine sønner for at de skal finde sig i dine påfund, bare for at undgå skænderi. Mikkel har ret. Du har forvekslet vores godhed med svaghed.”
Bente standsede. Denne modstand fra den altid eftergivende søster kom som et slag i maven.
“Du… du tager deres parti? Jeg er din egen søster!”
“De er ikke fremmede for mig, Bente. Det er min mand og mine børn. Saml dine ting og gå.”
“Giv mig i det mindste det varme til barnet!” krævede Bente, men stemmen var lavere og mere hæs.
Lars tog sin telefon, bestilte en taxa og skubbede en pose med køkkenruller hen mod hende. “Tag din taske og dit ragelse. Resten bliver på bordet.”
“Min fod kommer aldrig over jeres dør igen! Gnier!” spyttede Bente, greb sine ting og smækkede døren til restauranten.
Hanne stod et øjeblik og så mod døren, trak vejret dybt. “Mor, undskyld,” hviskede Mikkel og satte sig ved siden af hende. “Jeg ville ikke ødelægge din fest. Men det brændte på.”
“Du har ikke ødelagt noget, min dreng,” smilede hun svagt og strøg ham over armen. “Jeg har været naiv. Jeg skulle have sat hende på plads for længe siden.”
Nogle dage senere ringede moster Bente. Mikkel sad i køkkenet, da Hannes telefon lyste op, og mosterens stemme skingrede gennem højtaleren: “Hanne, hej. Har I noget mad tilovers efter festen?”
Hanne lukkede øjnene, udåndede, og da hun talte, var stemmen rolig som en vintermorgen: “Bente, selv om der var noget, ville jeg ikke give dig det. Du kommer kun på besøg, når du lærer at respektere værterne – ikke betragte vores hjem som en gratis buffet.”
På Bentes fødselsdag sendte Mikkel en kort sms om morgenen. Intet guld, naturligvis. Bente ventede længe på en invitation til næste familiesammenkomst, men Hanne slettede hende fra gæstelisten. Og det varede længe, længe…
Hvad synes I? Handlede familien rigtigt? Skriv jeres tanker i kommentarerne, og giv et like!
