Freja så egentlig ikke sin egen skyld i det. Hun havde bare ikke kunnet styre sig, da katten forbi, rev i snoren – ejeren faldt. Men Freja mente det ikke ondt; det var instinkterne. Sådan er hunde jo. Når jeg kigger tilbage, forstår jeg, at det var et mønster, der fulgte hende.
Livet havde altid givet Søren én på næsen: “Hold dig væk, du passer ikke ind, stil dig i hjørnet.” Og det gjorde Søren. Livet havde ret – det var sundest at holde lav profil. Naturen havde ikke været gavmild mod ham: lille, tynd, svag. I skolen blev han kaldt døgenigt og fik jævnligt tæsk for en sikkerheds skyld. Venner havde han næsten ingen, kun Palle. “Det går over, når jeg bliver voksen,” tænkte han dengang. “Voksne er fornuftige. De giver ikke grimme øgenavne eller lussinger uden grund.” Åh, hvor tog han fejl.
Som voksen var der færre lussinger, men øgenavnene fortsatte. Han blev kaldt stribling, lille myg, mus. Han blev ked af det, men kunne ikke svare igen, fordi han var genert. Genertheden var værre end det spinkle ydre. Nye forhold kom ikke i stand. Han omgikkes kun Palle og sin mor, indtil hun døde. Årene gik. Han arbejdede som lagerarbejder i en butik og tænkte ikke på kærlighed, selvom kollegerne var kvinder. Men de så ham som en lillebror – beskyttede ham, gav ham mad. “Stakkels lille Søren,” sagde de. Da han blev fyrre, var han helt alene. Kvinderne havde ondt af ham.
Så en dag mødte han Ditte. Ditte var en kvinde med stort K. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til hende: høj, markant, med en kraftig stemme. Hun var pragtfuld. Søren blev håbløst forelsket, men turde ikke nærme sig. Hvem var han? En loppe, et støvkorn. Men livet har en sær humor. Det bragte den lille, generte stakkel og den store, larmende Ditte sammen. Måden var klassisk: redningsscenariet.
En dag stod Søren i kø i butikken. Bag disken sad Ditte. Han blev bleg, rød, nervøs, flyttede en karton mælk fra hånd til hånd. To unge spradebasser kom bagfra med ølflasker, skubbede ham til side: “Du står bag os, onkel. Vi har travlt,” sagde den ene. Normalt ville Søren have ladet dem, men ikke i dag – Ditte så på. “Come on, gutter, stå i kø. Jeg har også travlt,” peb han. “Hold kæft, du står bag os!” De stillede flasken på båndet. Den ene skubbede let til Søren: “Hold afstand, onkel!” Søren blev rød i hovedet, men før han kunne sige noget, tordnede Ditte: “Efter tur! Og forresten, unge herrer, lad mig se jeres ID. Måske sælger jeg slet ikke alkohol til jer!” De brokkede sig: “Come on, vi har børn derhjemme…” “Hold op med at snyde, unge fædre. Vis ID eller skrub hjem til mor og far,” befalede Ditte. Bag hende stod vagten allerede klar. De unge mænd trak sig mumlende.
“Frække dumrianer,” sagde Ditte og smilede til Søren: “Kom, jeg ekspederer dig, ellers når du ikke din frokost. Du skal spise, du er alt for tynd. Selv småskidene går efter dig.” “Tak,” mumlede Søren. Han ville synke i jorden. “Nu er der intet håb om at Ditte vil se på mig, sådan en skamplet,” tænkte han. Men det modsatte skete.
Fra den dag af var Ditte anderledes mod ham. Hun smilede, flirtede, begyndte at tage mad med til ham hjemmefra. De andre kvinder trak sig tilbage. Søren hørte dem hviske: “Vores lille mus er nu Dittes trofæ.” “Lad ham, måske gifter hun sig med ham og får fedet ham op.” Søren var ikke ked af at være et trofæ: “Så betyder jeg noget for hende. Det er et skridt mod kærlighed.” Han slog sin generthed ned og inviterede hende ud. Hun sagde ja. Et forhold udviklede sig, og de blev gift.
Men ægteskabet skuffede Søren. Ditte gjorde sig til familieoverhoved. Hendes idé om et overhoved var speciel: hun skulle bestemme, kontrollere, og havde ret til at opdrage og straffe. Ofte fik Søren skældud for småting: forkert ophængt lysekrone, dårligt vasket gulv, ikke vasket tallerken. Han fandt sig i det, fordi han elskede sin redningskvinde og håbede på bedre tider. Men en enkelt lussing slog illusionerne i stykker.
“Dit kvaj, døgenigt, stakkel!” råbte Ditte en aften. “Kan du ikke gøre noget ordentligt? Hvor skal jeg finde en kopmag til den her? Det er min bedstemors yndlingskop. Dine labber er for klodsede til at vaske op!” Hun slog ham. Da Søren fik klarhed, forstod han: “Det er nok. Jeg har fået nok lussinger som barn.” De blev skilt under skænderier. Søren mistede troen på mennesker og svor aldrig at forelske sig igen.
Freja var også blevet slået af livet, helt ufortjent. Hun var fantastisk: sort, lang, stor – tolv kilo ren lykke. Men ingen ville have så meget lykke. Hun blev givet videre. Første ejer syntes hun ikke var renracet: “En slags langstrakt blandingshund. Ikke noget for mig.” Anden ejer: “Hvad er det for en race? En kæmpetax? Hun gør meget, men når det gælder, gør hun det bare, når hun har lyst. Hun spiser, men kan ikke vogte. Hun tramper blomster ned og graver græsplænen op.” Han ville af med hende. Tredje ejer var en ældre dame, rar men langsom. Freja lovede at være god, men det lykkedes ikke. En dag rev hun efter en kat og fik damen til at falde. Damen overlevede, men ville ikke beholde hende: “Jeg kan ikke styre hende, sæt hende i et nyt hjem, ellers slipper jeg hende løs.”
Så kom der en familie med tre personer: en mand, en kvinde og et barn. “Freja, gør ikke Andreas ondt,” sagde manden. Freja ville ikke, men Andreas havde sine egne planer: “Du skal være min hest!” Han forsøgte at sidde op på hende. Freja vægrede sig og knurrede. Andreas græd. Moderen skældte ud. Faderen greb efter bæltet. Freja gemte sig under sengen. Faderen råbte, at han ville aflevere hende til internat.
En dag kom der en ven på besøg. Freja kom frem for at se, hvem det var. Vennen viste sig at være en lille, spinkel mand ved navn Søren. “Sikke en stakkel,” tænkte Freja. “Han er også ikke-standard, ligesom mig.” “Hej, Palle, hundred år siden sidst,” sagde Søren. “Du har så fået en hund. Jeg er endelig blevet skilt.” “Tillykke, længe ventet. Jeg vil også skilles af med denne hund. Hun er ulydig, ond, knurrer af Andreas. Når jeg skælder ud, gemmer hun sig. Jeg overvejer at give hende væk.” “Hvorfor? Har du opdraget hende? Skældud og straf er ikke opdragelse. Hun har brug for en hundetræner. Jeg er ikke selv hundeejer, men jeg blev også opdraget med lussinger – det hjalp ikke.” “Hundetræner? Jeg har ikke tid, jeg knokler. Konen har heller ikke. Hør, hvis du er så klog, så tag du Freja. Du er alene, kan opdrage hende alt det du vil. Det er en god idé for alle.” “Jeg ville gerne, men vil hun følge med mig? Hun er vant til jer,” sagde Søren og så på Freja. Freja logrede et par gange. “Se, hun er ikke imod,” sagde Palle. “Håber du kan klare hende. Måske møder du din skæbne på en hundeskov.” “Det skal du ikke sige,” afværgede Søren. Den aften gik han og Freja hjem.
Det viste sig, at det var lettere at klare Freja end ekskonen. Freja var ikke ond, skældte ikke ud og brugte ikke labberne. Hvis hun ikke forstod noget første gang, forstod hun anden gang. Desuden elskede hun Søren. Han var hendes alt: ven, ejer, hele verden. De gik til hundetræning, legede, lærte, og Søren var lykkelig over, at han den aften havde besøgt sin gamle ven.
“Hunde er helt sikkert bedre end mennesker,” tænkte Søren. “Freja er beviset. Klog, smuk, lydig. Nå, næsten lydig, men det kan ordnes.” Men så opdagede han, at der også findes gode mennesker: venlige, omsorgsfulde. Han havde bare ikke vidst, hvor de var. Nu fandt han dem på hundeskoven. Han mødte mange nye mennesker gennem Freja, og nogle blev venner. Hvem ved – måske en dag bliver han igen forelsket i en ejer af en spids eller en grand dansker. Ikke lige nu, men han udelukker det ikke.
