Døren ringede.
– Far, åbn! Det er mor, der er kommet! – tolvårige Mikkel lagde gamepaden fra sig på sofaen og løb ud i gangen.
Låsene på den nye metaldør drejede tungt. Jeg måtte trykke hårdt på håndtaget for at få nøglen til at glide. Udenfor stod Mette med en pose fra Elgiganten i hænderne. Fem år var hun ikke dukket op overhovedet. Børnebidraget fra hende var minimalt, fordi det blev beregnet ud fra en lav officiel løn. Men nu stod hun der i en ny ruskindsjakke og smilede.
– Hej, værter! – Mette trådte ind i gangen og var lige ved at træde på en skotøjsæske, som ikke var sat på plads. – Hej, Mikkel! Se, hvad jeg har taget med til dig. Det er den nyeste model, svær at få fat i butikkerne.
Sønnen blev meget overrasket. I de sidste fem år havde Mette kun sendt korte beskeder to gange om året – til fødselsdag og nytår. En gang imellem overførte hun 1.500 kroner. Mikkel vidste, at moren ikke interesserede sig for ham, og havde ikke forventet en så dyr gave.
– Hvorfor er du kommet, Mette? – spurgte jeg lavt. Jeg blev urolig, for pludselige optrædener af ekskonen betød sjældent noget godt.
– Hvordan hvorfor? Til min søn! – Mette satte æsken på skohylden og begyndte at tage støvlerne af. – Jeg hørte, I havde skiftet bolig. Godt område, nyt hus. Flot klaret, Anders, du har fået det godt. Hæld noget kaffe op, tak. Vi skal have en alvorlig snak om vores søns fremtid.
Det var meget svært for mig at købe den lejlighed. Fem år hav jeg sparet voldsomt, arbejdet på to stillinger i et logistikfirma og lavet rapporter om natten. Jeg lagde hver eneste krone til side. Jeg tog ikke på ferie, købte ikke nyt tøj og gik ikke på café. To-værelseslejligheden i udkanten af København i et nybyggeri virkede først uopnåelig. Men bygherren afleverede tidligere end ventet, og vi kunne flytte ind.
Jeg skrev straks ejendommen på Mikkel, så han havde sin egen bolig i fremtiden, og ingen problemer kunne fratage ham den. Alle slægtninge og venner vidste det og glædede sig. Men Mette fik også nys om købet.
– Kom med ud i køkkenet, – sagde jeg, for jeg ville ikke skændes foran barnet. – Mikkel, gå ind på dit værelse og pak gaven op. Jeg og mor skal tale sammen.
Sønnen tog æsken og skyndte sig ind på sit værelse. I køkkenet hang der stadig en lugt af materialer fra den nylige renovering og nye møbler. Køkkenelementerne var fra Ikea, samlet af min bror. Mette satte sig på en taburet, lagde albuerne på bordet og så sig omkring.
– Jo, det ser pænt ud, – sagde hun. – Er det her cirka tres kvadratmeter? Stort køkken. Hvad koster sådan en bolig nu om dage? Cirka to en halv million?
– To en halv million, – svarede jeg og hældte vand i elkedlen. – Og alle de penge har jeg tjent selv. Jeg brugte min opsparing og fik lidt hjælp fra mine forældre. Du har intet med den her lejlighed at gøre.
– Anders, hvorfor bliver du straks sur? – Mette rystede på hovedet. – Vi blev skilt, sådan er det. Vi var unge og begik fejl. Men vi har kun én søn. Jeg har også arbejdet i alle de år og udviklet min forretning. Nu er min indtægt steget. Jeg kom for at se, hvordan mit barn lever.
Jeg lyttede og undrede mig over hendes frækhed. Da vi forlod hendes etværelseslejlighed, der tilhørte hendes mor, tjekkede Mette vores tasker for at se, om jeg havde taget noget ekstra med. Hun tog endda blenderen, som mine forældre havde givet os i bryllupsgave. Dengang blev jeg såret, nu følte jeg kun væmmelse.
– Har du set nok? Drik din kaffe og gå. Vi har travlt, – jeg stillede en kop med billig tepose foran hende. Dyr te havde vi ikke købt af gammel vane – for længe havde vi sparet på alt.
***
Mette skubbede koppen tættere på sig, men drak ikke. Hun lagde et alvorligt ansigt op og lænede sig ind over bordet.
– Anders, jeg er kommet i en ærinde. Jeg har fået at vide, at du har skrevet lejligheden på Mikkel. Så han er eneejer? Er det rigtigt?
– Ja, det er rigtigt. Hvorfor bekymrer det dig?
– Hold da op! – Mette rystede på hovedet. – Du har handlet ufornuftigt økonomisk. Han er kun tolv år. Forstår du, at det er risikabelt? Hvis der sker dig noget, begynder problemerne med Familieretshuset og domstolene. Og generelt er det skadeligt for et barn at få alt serveret. Du forkæler ham, og han lærer ikke at værdsætte ting.
– Jeg har ikke brug for dine råd om opdragelse, – jeg klemte hårdt om bordkanten for at bevare roen. – Fem år var du ligeglad med, om han blev forkælet. Jeg købte sko i en størrelse større, så de holdt længe, og tog brugte jakker fra bekendte. Hvor var du henne dengang med din økonomiske indsigt?
– Lad være med at skændes, – Mette løftede hænderne for at vise, at hun ikke ville diskutere. – Jeg vil gøre det bedste for jer. Jeg har et forslag. Det er en god plan for at bruge de kvadratmeter til at tjene penge.
– Min virksomhed åbner en ny logistikafdeling. Jeg har brug for kapital til at udvide. Mod pant i denne ejendom kan vi tage et stort lån i banken. Eller vi kan sælge to-værelseslejligheden, investere pengene i forretningen, og om et år køber jeg Mikkel en treværelses i centrum. Vi kan tjene halvtreds procent om året.
Jeg lyttede og kunne ikke tro mine ører. Denne kvinde var kommet for at tage sin egen søns eneste bolig og investere i sin risikable forretning.
– Er du blevet vanvittig? – hviskede jeg, så Mikkel ikke hørte noget. – Lejligheden tilhører en mindreårig. Ingen bank vil give lån med pant i en mindreårigs ejendom. Og kommunen vil ikke tillade salg, medmindre barnet får en anden bolig, der er mindst lige så god.
Mette smilede.
– Anders, det er intet problem. Alt kan ordnes. Jeg kender advokater, der har de rette ordninger. Kommunen kan omgås. Vi kan midlertidigt skrive Mikkel ind hos min mor i Vestjylland. Der er et stort hus, det opfylder arealkravene. Bagefter kan lejligheden overdrages til mig eller dig, og så kan vi bruge den til handler. Jeg har regnet på det. Vi kan handle som forretningspartnere for Mikkels skyld.
I det øjeblik kom Mikkel ind i køkkenet. Han holdt en ny tablet i hænderne og smilede lykkeligt.
– Mor, tusind tak! Tablettens er meget hurtig. Kan du hjælpe mig med at sætte profilen op? Min gamle telefon kan slet ikke følge med programmerne.
Mette skiftede straks tone og talte meget blødt:
– Selvfølgelig, skat! Vi fikser det med det samme. Jeg hjælper dig altid, husk det. Nu ses vi oftere. Jeg overvejer endda at flytte ind hos jer. Der er plads nok, det bliver sjovere. Jeg kan hjælpe med lektier og melde dig til sport.
Jeg blev meget ubehageligt berørt. Jeg forstod hendes sande hensigt. Hun ville ikke kun have pengene fra lejligheden. Hun havde besluttet at vende tilbage, fordi vi nu havde en dyr ejendom. For fem år siden smed hun os ud med én kuffert. Dengang sagde hun, at hun var træt af gråd fra barnet og af, at jeg altid så træt ud. Nu hvor sønnen var vokset, og jeg havde min egen lejlighed i København, ville hun hævde sin ret som mor.
– Mikkel, gå ind på dit værelse, – sagde jeg så roligt som muligt. – Vi afslutter snakken med mor, så kommer hun ind til dig.
Sønnen nikkede og gik. Mette så på mig med sejrssikker mine.
– Ser du, hvordan drengen reagerer på mig? Han har brug for en kvindelig opdragelse. Du opdrager ham alene, ser bleg og træt ud af arbejde. Sig ja til mit tilbud, Anders. Jeg vender tilbage til familien, og vi lever normalt. Lejligheden bruger vi i forretningen og tjener mange penge. Du kan sige op fra dit hårde job og passe hjemmet.
– Din mor bor i et gammelt træhus i Vestjylland, der falder sammen, – sagde jeg og så på hende.
– Du vil skrive barnet ud af en ny lejlighed i København og indskrive ham i et hus uden centralvarme? Alt sammen for at låne penge og smide dem i dine projekter? Jeg husker dine tidligere idéer: kaffeautomater og reservedele til biler. De efterlod kun gæld, som mine forældre betalte for at forhindre fogeden i at tage vores hvidevarer.
Mette holdt straks op med at smile. Hendes ansigt blev vredt, hun snævlede læberne.
– Hvordan taler du til mig? – råbte hun. – Jeg er hendes mor! Jeg har lovlig ret til at opdrage min søn. Hvis jeg går til Familieretshuset for at få bopælen hos mig, får du det svært. Min officielle indkomst er nu tre gange din. Kommunen vil se, at faren arbejder på to jobs og ikke har tid til barnet, mens moren har fri arbejdstid og mange økonomiske muligheder.
Det var både komisk og ulækkert at høre truslerne. For fem år siden ville jeg have været bange, grædt og bedt hende lade være. Men i de år havde jeg arbejdet hårdt og holdt op med at frygte. Jeg lærte at håndtere inkassofirmaer, da Mette efterlod mig med hendes ubetalt mikrolån. Jeg lærte at udfylde papirer og tale med offentlige myndigheder.
– Gå til Familieretshuset, – svarede jeg roligt og hældte et glas vand op. – Anlæg sag. Dommeren bliver meget overrasket, når han ser dine restancer i børnebidrag. Hvor meget skylder du for sidste år? Tre hundrede tusinde kroner? Gældsstyrelsens database er offentlig, Mette. Din nye jakke og gaven til sønnen ser godt ud. Men loven beskytter forældre, der forsørger barnet hver dag, ikke dem der kommer hvert femte år.
Mette rejste sig hurtigt fra stolen. Al hendes hovmod var forsvundet.
– Du er bare misundelig og sur over, at jeg har det godt nu! – begyndte hun at råbe. – Bliv i din lille lejlighed og vær alene. Tror du, det lykkes? Mikkel vokser op og flytter selv til mig, fordi du ikke kan give ham andet end den lejlighed!
– Gå, Mette, – åbnede jeg hoveddøren. – Og tag din tablet med. Vi har levet uden dine gaver i fem år og kan klare os uden dem.
Mette gik ind til sønnen og tog den overraskede drengs æske med den elektroniske enhed.
– I forstår slet ikke at værdsætte gode ting! – råbte hun, mens hun tog skoene på ved døren. – I får ikke en krone mere af mig. Du kommer selv og beder om hjælp, når du ikke har råd til regningerne!
Hoveddøren smækkede højt. Det blev stille i gangen. Mikkel kom ud fra sit værelse, han græd. Han var ked af at miste tabletten, men han forstod situationen. Han kom over til mig, krammede mig om livet og trykkede sig ind til mig.
– Far, det går nok. Jeg kan godt gå rundt med min gamle telefon. Det vigtigste er, at vi bor i den nye lejlighed.
Jeg strøg ham over håret. Jeg havde ikke længere nogen forhåbninger til den kvinde. Vi ville klare os selv, uden hendes farlige planer og uden hendes pludselige lyst til at være mor, som ville koste os dyrt.
