– Du forstår da godt, at det er hårdt for mor? – Søren vendte bilnøglerne i håndfladen uden at se på mig. – Hun har passet sine stiklinger. Er det for meget forlangt at hjælpe i tre dage? Hver gang det samme cirkus.
Jeg stod ved det åbne bagagerum og stirrede på de tre enorme tasker, jeg selv havde pakket. I den ene lå børnenes tøj, i den anden varme sweatre til aftenen, i den tredje sengetøj – for svigermor nægtede at låne os sit eget fra kommoden.
Vores femårige Lærke sad allerede og vrikkede på bagsædet med en nusset kanin i favnen, mens Ask, som lige var fyldt otte, dystert bladrede i en tegneserie. Foran mig lå endnu en weekend, der skulle have været velfortjent hvile efter fyrre timers arbejde i regnskabsafdelingen, men i stedet truede med at blive frivilligt strafarbejde.
– At hjælpe i tre dage betyder, at vi griller pølser og vander to bede om aftenen, Søren – sagde jeg roligt. – Men når jeg står bøjet over jordbærrene fra morgen til aften, mens Grethe inspicerer hver eneste plante, så hedder det noget andet.
Min mand åbnede irritabelt førerdøren og satte sig bag rattet.
– Okay, lad os køre. Vi finder ud af det derude. Det plejer altid at være lettere på stedet.
Jeg satte mig på passagersædet, spændte bæltet og stirrede ud på vejen. Bilen rullede af sted, bort fra vores stille forstadskvarter. Forude ventede to timer på den hullede landevej gennem Nordsjælland, hede og en fornemmelse af, at jeg igen gav op uden kamp.
Ni års ægteskab havde lært mig, at skændes med Søren om hans forældre var som at prøve at stoppe et tog i fart. Nemmere at sige ja, overstå de to døgn og så bruge tre dage på at komme tilbage til mig selv i lejligheden. Men denne gang var der noget indeni, der nægtede at give efter – en tynd streng, der var spændt til bristepunktet.
Vejen trak ud i det uendelige. Børnene begyndte at brokke sig halvvejs. Ask klagede over kvælende varme, Lærke tabte sin kanin mellem sæderne og klynkede sagte. Søren blev vred, skruede op for radioen, hvor nogle gamle pophits kørte, og overhalede lastbiler med bratte vognbaneskift.
– Var det nødvendigt at tage så meget med? – kastede han frem uden at kigge i bakspejlet. – Mor sagde, hun havde gammelt havesæt. Hvorfor slæber du rundt på de sække?
– Fordi din mors gamle havesæt er fedtede forklæder i str. 52, som jeg ikke kan gå i – svarede jeg behersket. – Og børnene har brug for rent skiftetøj.
– Årh, hold op. Du leder altid efter problemer, hvor der ingen er. Mor venter, hun har bagt rabarberkage, og du kører som om du skal på skafottet.
Jeg tav. Det var ikke værd at diskutere. For Søren var en tur på hans forældres sommerhus det bedste, der kunne ske en weekend. Det var en rejse tilbage til barndommen, hvor han kunne gå i gamle shorts, drikke letmælk fra nabogården og ikke have ansvar for noget.
For mig var det en endeløs eksamen i rollen som “den perfekte svigerdatter” – en prøve jeg dumpede gang på gang, uanset hvor meget jeg anstrengte mig.
Da bilen svingede ind på grusvejen, dunklede undervognen mørkt. Grå hegn, vildtvoksende hyben og ensartede sommerhuse fløj forbi. Vores – eller rettere svigermors – skilte sig ud med grønt stakit og et højt drivhus, der rejste sig som en futuristisk kuppel.
Grethe stod allerede ved lågen. Hun var iført en blå ternet forklæde og holdt en havesaks i hånden. Ved siden af, på en lille bænk under æbletræet, sad Viggo, svigerfar, og reparerede roligt på en gammel transistorradio.
– Endelig! – svigermor åbnede lågen, før Søren nåede at slukke motoren. – Klarede I køen? Kom så, lad os få tømt bilen, maden køler af. Mette, skat, du ser bleg ud. De slider jer op i det København. Men her er frisk luft – du kommer snart til kræfter.
Hun smilede, men hendes blik gled allerede vurderende over min bomulds-T-shirt og lyse jeans. Jeg kendte det blik. Nu begyndte scanningen: hvad tøjet kostede, hvorfor det var lyst, hvorfor jeg havde lagt læbestift på til sommerhuset.
***
Middagen forløb under Grethes diktat. Hun øste kødsuppe op og gav samtidig instruktioner for aftenen. Søren spiste med velbehag, smaskede og nikkede til moren.
– Søren, du skal støtte brombærhegnet, ellers vælter det – sagde svigermor og tørrede munden med en serviet. – Mette og jeg tager os af bedene. Ukrudtet er eksploderet efter regnen. Hvis vi ikke luger i dag, kan vi ikke komme til porrerne i morgen.
– Mor, jeg tænkte egentlig på at tage børnene med til søen – sagde Søren forsigtigt og rakte ud efter en kage mere. – Det er så varmt, de kan bade.
– Søen løber ikke væk – afskar Grethe. – Vandet er stadig for koldt, du forkøler dem. Arbejde først, så fornøjelse. Mette, er du færdig? Smid tallerkenerne i vasken, så går vi. Jeg har gjort redskaberne klar.
Jeg så på min mand og håbede på støtte. Men Søren studerede omhyggeligt mønsteret på sin tekop. Han gjorde altid sådan – forsvandt i skyggen og overlod mig til at klare hans mor.
En halv time senere lå jeg på knæ mellem de lange porrebede. Solen bagte ubarmhjertigt, toppen brændte selv gennem kasketten. Jorden var tør og knoldet, ukrudtet hang fast med alle rødder. Ved siden af, på en plastikskammel, sad Grethe. Hun lugede ikke selv – lægen havde forbudt hende at bøje sig på grund af blodtrykket – men hun førte en nænsom kommando.
– Tag dybere, Mette, dybere. Roden skal rives op med kød og blod, du kniber kun toppene. Om tre dage er det hele vokset til igen. Og skynd dig ikke, gør det ordentligt. Vi dyrker jo til os selv, til børnebørnene. Vil du ikke have, at de spiser vitaminer uden giftstoffer?
Jeg trak en stor mælkebøtte op i tavshed. Jorden satte sig under neglene. Min friske manicure, lavet torsdag aften for ublu penge, var forsvundet i løbet af de første ti minutter. Indeni kogte vreden langsomt. Ikke mod svigermor – hun havde altid været sådan, det kunne man ikke ændre. Mod Søren. Mod mig selv. Mod det faktum, at jeg igen sad her i støvet, udførte en andens vilje, mens mine egne weekendplaner gik i vasken.
– Mor, må jeg få vand? – Lærke kom løbende hen til bedet, rødkindet af varmen. Hun havde prøvet at lege med nabohunden, men den lå dovent i skyggen af huset og ignorerede hende.
– Tag i huset, der står en kande på bordet – sagde jeg og tørrede panden med håndryggen.
– Stop med at løbe ind og slæbe mudder – blandede Grethe sig. – Søren! Hent vand fra brønden til din datter. Og tag til Mette, hun er allerede rød.
Søren, som lige da daskede til et bræt i hegnet, lagde hammeren og gik mod brønden. Hans gang var så langsom, at jeg fik lyst til at kaste en hakke efter ham.
Om aftenen lørdag kunne jeg ikke rette ryggen. Musklerne skreg af uvant belastning, håndfladerne brændte. Vi var gået over til gulerodsbedene, som krævede nænsom lugning – de spæde spirer var lette at forveksle med ukrudt.
– Hvordan kan man luge sådan, du godeste – Grethe rejste sig fra skamlen og kom tættere på, betragtede resultatet. – Du har revet halvdelen af gulerødderne op, Mette! Se her, tomt, og her, tomt. Jeg bad dig være forsigtig. Har du tankerne et andet sted?
Jeg stivnede med en håndfuld græs i hænderne. Indeni knækkede noget. Rolig, tænkte jeg, bare rolig. Hun er bare en ældre dame, hun tror hun hjælper.
– Grethe, jeg prøver at være omhyggelig. Spirene er meget små, de er svære at se.
– Hvis du ikke kan se, må du have briller på – sagde svigermor skarpt. – Min Søren lugede altid perfekt, da han var lille. Du er en voksen kvinde, du kan ikke engang gøre sådan noget simpelt. I moderne kvinder er til ingen nytte i haven. Kun til at bruge penge på jeres manicure.
Søren kom bagfra. Han var lige kørt til byggemarked med Viggo efter nogle brædder. I hånden havde han en is – én. Han var allerede ved at spise den, slikkede hvide dråber af fingrene. Til børnene havde han købt slikkepinde. Jeg var selvfølgelig glemt.
– Mor, hold op med at skælde ud – sagde han dovent og satte sig på trappen. – Mette gør det fint nok. Hun er bare ikke vant til det.
– Netop! Ikke vant til det – Grethe greb fat i sønnens støtte. – Så må hun vænne sig til det. Ellers kommer hun, sætter sig med en bog i en liggestol og tror hun er på hotel. Her skal der arbejdes. Viggo og jeg har haft dette sted i tredive år, hver plet er skabt med vores hænder. Men hun kan ikke bøje ryggen.
Jeg rejste mig langsomt fra knæene. Rystede jorden af bukserne. Ryggen skar som en kniv, men jeg rystede ikke på hånden. Så på svigermor – hendes ansigt med ægte forargelse. Så på Søren – han sad på trinnet, spiste vaffelrøret op og stirrede på sin telefon, fuldstændig afkoblet. For ham var denne samtale bare baggrundsstøj.
– Jeg er færdig – sagde jeg stille.
– Hvad mener du med færdig? – svigermor slog ud med armene. – Hvem skal tage sig af de tre andre bede? Der er meldt regn i nat, i morgen gror det hele til!
– Det må De klare, Grethe. Eller Deres søn. Jeg kommer ikke tilbage til disse bede. Aldrig.
Jeg vendte mig og gik mod huset. Skridtene var tunge, benene føltes som bly, men indeni voksede en underlig, uvant følelse af frihed. Som om jeg længe havke båret på en tung, uhåndterlig kuffert uden hank og pludselig bare slap grebet.
Inde i huset gik jeg straks ind i det værelse, hvor vi sov. Trak taskerne frem under sengen og begyndte at pakke. Børnenes T-shirts, shorts, sengetøj – alt fløj i sækkene i en bunke.
Søren dukkede op i døren. Han så forundret ud, næsten bange.
– Mette, hvad laver du? Mor tager valeriana. Hvorfor var du uforskammet? Hun er gammel, hun har et svagt hjerte.
– Din mor er stærk, Søren – jeg lynede den første taske. – Hun vil grave haven om og overleve os alle. Min ryg er smadret. Saml børnene. Vi kører.
– Kører? Lørdag aften! Der er køhelvede ved indkørslen til København. Er du blevet vanvittig? På grund af nogle gulerødder lave cirkus?
– Jeg laver ikke cirkus. Jeg kører hjem. Hvis du vil, bliv her hos din mor og gulerødderne. Bilen er min, nøglerne har jeg. Børnene tager jeg med.
Søren prøvede at spærre vejen, stillede sig i døråbningen.
– Du kører ingen steder. Stop hysteriet. Vi spiser aftensmad, drikker te, og så løser det sig. Mor køler ned, hun er god til at tilgive.
Jeg så på Søren. Roligt, uden den panik, der normalt skyllede over mig under vores skænderier. Og huskede Jytte, min veninde: “Han vil aldrig stille sig på din side.” For ham var jeg altid nummer to: mor var den vigtigste, jeg skulle bide i det og tilpasse mig.
– Flyt dig, Søren.
Jeg tog de to tunge tasker og gik ud i gangen. Børnene sad på sofaen i stuen, tavse, fornemmede at noget ekstraordinært skete.
– Ask, Lærke, tag sko på. Vi kører hjem, til København.
– Yes! – Ask hoppede af sofaen og skjulte ikke sin glæde. Sommerhuslivet var også ham temmelig trættende under farmors evige opsyn, der forbød at løbe på græsplænen og plukke bær uden tilladelse.
Grethe stod på verandaen med sammenpressede læber. Viggo bag hende røg i stilhed og stirrede ud mod træerne. Ingen holdt os tilbage, ingen bad os blive.
Søren fulgte mig helt til bilen. Han prøvede stadig at stoppe mig.
– Du begår en kæmpe dumhed, Mette – sagde han lavmælt, mens jeg læssede tingene i bagagerummet. – Mor glemmer det aldrig. Du ødelægger forholdet på grund af ingenting.
– Du ved hvad, Søren? Du er ligeglad med mine følelser – jeg lukkede bagagerummet og vendte mig mod ham. – Jeg tager aldrig mere på sommerhus hos dine forældre. Det er endeligt. Vil du besøge dem – gør det endelig, hver weekend hvis du vil. Du kan tage børnene med, hvis de selv vil. Men uden mig. Jeg er færdig.
Jeg satte mig bag rattet, startede motoren. Søren stod ved stakittet med hænderne i lommen. Han så ud som en forvirret dreng, der havde fået taget sit yndlingstøj. Han satte sig ikke ind i bilen. Han blev på sommerhuset, ved sin mor, som allerede råbte noget til ham fra verandaen med vilde fagter.
Vi kørte ud gennem lågen. I bakspejlet så jeg mandens skikkelse blive mindre sammen med det grønne stakit og det enorme drivhus. Indeni knugede det lidt – jeg vidste, at denne aften havde ændret alt.
Vores ægteskab ville ikke bryde sammen i morgen, vi ville nok fortsætte. Men den gamle Mette, som var parat til at finde sig i enhver ydmygelse for en falsk familiefred, fandtes ikke længere.
Jeg trådte på speederen, og bilen rullede hen ad grusvejen, bort fra det fremmede sommerhus, hvor jeg alt for længe havde prøvet at leve efter andres regler.
– Mor, skal vi ikke mere til farmor? – spurgte Lærke stille fra bagsædet og rev mig ud af tankerne.
Jeg kastede et blik i bakspejlet. Datteren krammede sin kanin, og Ask ventede spændt på mit svar.
– Jeres far kan tage jer med til bedsteforældrene, hvis I har lyst – jeg skiftede gear og førte bilen ud på den asfalterede landevej. – Men jeg har andre planer for weekenderne nu.
Forude lyste tankstationens skilt i skumringen. Jeg svingede ind for at købe juice til børnene og en kop kaffe til mig selv. Jeg havde stadig hundrede kilometer til hjem, og den tur ville jeg køre uden unødig hast.
