Tidligere var jeg en doven, ondskabsfuld svigerdatter i hendes øjne. Nu er jeg nærmest blevet en helgen – hun ringer næsten dagligt og trygler om tilgivelse. Men jeg tror ikke et sekund på hendes ord. Jeg har kun én ting at sige: “Det har I rigtig godt af! Høst jeres egne frugter!”
I 2017 giftede jeg mig med Peter. Vi mødte hinanden på første semester på universitetet i København og blev gift lige efter bacheloren. Jeg var ikke herfra; jeg kom fra en lille landsby i Vestjylland. Vi var studerende uden penge, så vi flyttede ind hos min svigermor, Grethe. Hun havde en treværelseslejlighed i centrum med flot renovering. Jeg gik med på idéen – vi kunne spare op til vores eget hurtigere, i stedet for at betale husleje.
Men Grethe tog aldrig imod mig. Hun skammede sig ikke over at sige, at hun ønskede en bedre kone til sin eneste søn: “Du er bare en bondepige fra udkantsdanmark. Her i byen har vi andre regler, min ven. Tror du, du kan snige dig ind og stjæle lejligheden? Glem det!”
Jeg havde allerede fået job som assistent på et oversættelsesbureau og prøvede også at holde huset rent og lave mad. Men intet var godt nok. “Hvad er det for noget svineri?” spurgte hun, da jeg havde lavet en frisk frikadelle. “Det er jo mad, jeg har lige lavet det.” “Du har sikkert kun lavet sådan noget til svinene hjemme på landet!” Peter sagde aldrig noget til sin mor; han var alt for bange for at blive smidt ud.
Vores problemer stoppede ikke der. Efter et år havde vi sparet en pæn sum kroner op, men alle pengene gik til nyt køkkenudstyr til Grethe: køleskab, mikroovn, vask, emhætte og skabe. Det gamle køleskab beholdt hun – og stillede ind på vores soveværelse, hvor vi opbevarede vores egen mad. Engang tog jeg et stykke smør, og hun skreg, som om jeg havde stjålet hendes livsopsparing.
Jeg holdt ud i tre år i det vanvid. Da corona ramte, gik alt i opløsning. Peter blev fyret og sad derhjemme. Jeg arbejdede hjemmefra med en bærbar fra firmaet. Men Grethe brokkede sig stadig: “Er det arbejde? Rejs dig og vask op!” “Lige om lidt, jeg skal bare udfylde papirer.” “Hvad med mad? Se, hvor tynd Peter er blevet! Du er en dårlig husmor!”
Jeg fik nok. Jeg pakkede mine ting og tog hjem til mine forældre i landsbyen. Peter ringede kun en enkelt gang og bad mig om at forsone mig med hans mor. Så blev vi skilt. Gudskelov havde jeg arbejdet hårdt; jeg kunne købe en lejlighed i København og siden en bil. I dag driver jeg mit eget oversættelsesbureau med dygtige medarbejdere.
For en måned siden ringede Grethe uventet: “Mette, du er så dygtig. Jeg har hørt om din fine forretning. Jeg sagde altid, du ville klare dig godt.” Jeg blev målløs, mens jeg mindedes hendes tidligere “ros”. “Tak…” “Er du gift endnu?” “Nej, hvad rager det dig?” “Peter visner uden dig. Måske I skulle ses?”
Det viste sig, at Peter aldrig havde fået en ny partner eller et stabilt job. Han sad stadig på sin mors bænk med små, tilfældige jobs. Grethe havde sikkert hørt om min succes og ville “forsone”. Nu ringer hun næsten dagligt. Til sidst satte jeg foden ned: “Har du glemt, hvordan du kaldte mig en bondepige? Kritiserede min mad? Skældte mig ud for at arbejde?” “Det var længe siden. Vand under broen.” “Nej, sådan fungerer det ikke. Gud har straffet dig! Pas selv på din søn og find ham en værdig kvinde. For jeg er jo bare en bondepige!”
Jeg fortryder intet. Hun ødelagde vores ægteskab, og nu vil hun lappe det? Tak, men som man siger: man går ikke i den samme å to gange.
