Tidligere var jeg en slange og en dovenlars for min svigermor. Men nu er jeg blevet en helgen – hun ringer næsten hver dag og beder om tilgivelse. Jeg tror dog ikke et ord af det. Jeg har kun én ting at sige: ”Det har I fortjent! Høst nu jeres egne frugter!”
Så i 2017 giftede jeg mig med Mette. Vi studerede sammen og mødte hinanden på første år af universitetet. Efter bacheloren blev vi gift. Jeg var ikke lokal – jeg kom til København fra en lille landsby ved navn Sønderby.
Da vi stadig var studerende og ikke havde penge, besluttede vi at bo hos min svigermor. Inger havde en treværelseslejlighed i centrum med flot renovering. Jeg gik med på det eventyr – så kunne vi hurtigere spare op til vores eget rede, i stedet for at leje.
Men svigermor accepterede mig ikke. Hun skammede sig ikke for at sige, at hun havde håbet på en bedre mand til sin eneste datter: ”Det beskidte land. Her i byen er der andre regler, min ven. Troede du, du kunne gifte dig til en lejlighed? Det går ikke!”
Selvom jeg på det tidspunkt allerede havde fået arbejde som assistent i et oversættelsesbureau, forsøgte jeg også at gøre rent og lave mad derhjemme. Men jeg kunne alligevel ikke tilfredsstille svigermor. ”Hvad er det for noget svineri?” spurgte hun. ”Det er suppe, lige kogt,” svarede jeg. ”Sikkert sådan noget, du plejede at lave til svinene!” Mette forsøgte ikke engang at tale med sin mor, for hun var bange for, at vi ville blive smidt ud.
Men her stoppede problemerne ikke. På et år lykkedes det os at spare en pæn sum op, men alle pengene gik til renovering hos svigermor. Vi købte et nyt køleskab, mikroovn, vask, emhætte og nogle skabe. Det gamle køleskab smed hun ikke ud, men stillede det ind i vores soveværelse. Der opbevarede vi alle vores madvarer. En gang tog jeg et stykke smør fra hende – hun lavede et sådant spektakel, som om jeg havde røvet hende!
Jeg levede i det galehus i tre år mere. Da virussen begyndte, gik alting helt skævt. Mette blev fyret, og hun sad konstant hjemme. Jeg arbejdede hjemmefra og fik en arbejdscomputer. Men svigermor begyndte at beklage sig over mig igen: ”Er det arbejde? Du burde hellere rejse dig og vaske op!” ”Om lidt. Jeg skal bare udfylde disse papirer først.” ”Og madlavning? Se på Mette, hun er blevet så tynd! Du er en dårlig ægtemand!”
Så holdt jeg ikke ud længere, samlede alle mine ting og tog tilbage til mine forældre i Sønderby. Mette ringede kun en gang – hun bad mig om at blive forsonet med hendes mor. Så vi blev skilt. Jeg arbejdede gudskelov godt og kunne købe en lejlighed i København. Og for nylig købte jeg også en bil. Nu bor jeg i København, har åbnet mit eget oversættelsesbureau og har fantastiske medarbejdere.
Og for en måned siden ringede svigermor uventet: ”Mikkel, du er så dygtig. Jeg har hørt, at du har et godt arbejde. Jeg har altid sagt, at du ville nå langt i livet.” Jeg blev målløs, for jeg huskede, hvordan hun tidligere ’roste’ mig. ”Nå, tak…” ”Er du ikke blevet gift igen?” ”Nej. Hvad rager det dig?” ”Mette visner uden dig. Måske I skulle mødes?”
Det viste sig, at Mette efter skilsmissen hverken havde fundet en mand eller et arbejde. I alle disse år sad hun på sin mors nakke og klarede sig med små, uregelmæssige indtægter. Svigermor havde sikkert hørt om min forretning og lejlighed og besluttede at ’forsone’ sig. Nu ringer hun næsten hver dag. Jeg blev træt af det og besluttede at sætte punktum for den latterlige samtale:
”Ved De hvad, De har sikkert glemt, hvordan De kaldte mig for beskidt landbonde, kritiserede min mad. Selv i mit arbejde skældte De mig ud!” ”Det var for længe siden. Det der er fortid.” ”Nej, sådan fungerer det ikke. Gud har straffet Dem for det! Pas selv på Deres lille datter og find en passende mand til hende. For jeg er jo det beskidte land!”
Jeg skammer mig ikke en smule over, at jeg sendte svigermor væk på den måde. Eller rettere, min eks-svigermor. Hun ødelagde selv vores familie, og nu vil hun pludselig forsone sig? Tak, men som man siger – man kan ikke træde i den samme flod to gange.
