Volontøren Katrine kiggede op fra registerbogen og stirrede på den besøgende. I tre år på internatet „Vennen” havde hun hørt alle mulige underlige ønsker. Man bad om små hunde, om kælne hunde, om hunde der ikke fældede og om hunde der var gode med børn. En mand krævede en hund med triste øjne – til fotoshoot. Men sådan her? Det var første gang.
„Jeg har brug for en meget gammel hund,” sagde kvinden.
„Hvor gammel?” spurgte Katrine forsigtigt.
„Den ældste I har. Ti, tolv år. Jo ældre, jo bedre.”
Kvinden stod ved skranken med en stoftaske i hænderne. Lille, spinkel, midt i tresserne. Håret trukket tilbage i en stram knold, hvorfra en enkelt lok havde revet sig løs. På fødderne slidte kondisko med indgroet skidt, på skuldrene en khakifarvet jakke, falmet ved sømmene. Ansigtet var roligt, uden smil, men også uden anspændthed. Et helt almindeligt ansigt på et menneske der præcis vidste hvad den kom for.
„Vent lige et øjeblik, jeg spørger Merete Sørensen,” sagde Katrine og gik ind i lagerrummet.
Merete Sørensen, internatlederen, skar brød til aftensfodringen. Kniven slog mod skærebrættet i en jævn rytme, som et metronom. Ved siden af stod en gryde med afkølet grød og en stak alumi-niumsskåle.
„Der er en dame. Hun beder om den ældste hund.”
Merete Sørensen standsede kniven.
„Den ældste?”
„Ja. Hun siger, jo ældre des bedre.”
„Mærkeligt. Kald hende ind.”
* * *
Kvinden hed Inger Jensen. Hun satte sig på stolen på lederkontoret, stillede tasken på skødet og flettede fingrene. Hænderne var tørre, senede, med korte negle og små revner i knoerne. Hænder på et menneske der arbejder meget med dem – vasker, tørrer, graver, plejer.
„Inger Jensen, du forstår godt at gamle hunde kræver særlig pleje?” Merete Sørensen talte blidt, men stemmen var vagtsom. „Dyrlægeudgifter, specialfoder, ofte kroniske sygdomme. Led, nyrer, hjerte. Det er ikke nemt og ikke billigt.”
„Det forstår jeg.”
„Har du erfaring med at holde dyr?”
„Ja.”
„Fortæl, hvis du vil.”
Inger Jensen tav et øjeblik. Kiggede ud ad vinduet hvor en række bure og et stykke hegn med afskallet grøn maling tegnede sig. Et sted derude, bag burene, brummede motorvejen.
„Jeg har Grev nu. Han er fjorten. Blanding af labrador og noget pjusket. Jeg hentede ham på et internat i Odense for to år siden. De skulle aflive ham, fordi han havde gigt i bagbenene og ingen ville have ham. Før Grev var der Tøffe, en blanding, blind på begge øjne. Fremskreden grå stær. Jeg tog ham da han var elleve. Han boede hos mig i halvandet år. Før Tøffe – Naja, en gammel schæfer med hofteledsdysplasi. Naja var hos mig i otte måneder.”
Hun listede roligt, uden patos, som om hun læste en indkøbsliste op. Men hvert navn udtalte hun en anelse langsommere end de andre ord. Som om hun gav hvert et ekstra sekunds nærvær.
Merete Sørensen lagde pennen og tog brillerne af.
„Så du tager altså målrettet ældre hunde?”
„Ja.”
„Må jeg spørge – hvorfor?”
Inger Jensen så hende lige i øjnene. Grå øjne, rolige, uden udfordring og uden forklaring.
„Fordi ingen andre vil have dem. Alle vil have hvalpe. Eller unge, højst op til tre. Men en gammel hund sidder i sit bur og venter. Og den forstår ikke, hvorfor. Den har elsket nogen hele sit liv, sovet ved nogen fødder, mødt nogen ved døren. Og så endte den her. Ejer døde, flyttede, eller besluttede bare at nok var nok. Og den har måske et år, måske to tilbage. Jeg vil ikke have at det år tilbringer den på et betongulv.”
Der blev stille på kontoret. Man kunne høre en hund gø et sted bag væggen – dæmpet, rytmisk, uden vrede. Bare af længsel.
„Kom med,” sagde Merete Sørensen og rejste sig. „Jeg har noget at vise dig.”
Burne stod i to rækker, beklædt med skifer. Der lugtede af hund, kraftfoder og klorin, som gulvene blev skuret med om morgenen. Under fødderne plaskede pytter – der havde regnet om natten, og vandet samlede sig i sporene fra trillebøren de kørte foder på.
Hundene reagerede forskelligt. De unge kastede sig mod tremmerne, hylede, hoppede, stak snuderne ind i sprækkerne mellem stængerne. En slank hanhund med afkortet hale stod tavs og slog med forpoten mod metallet, jævnt og insisterende, som om han bankede på en lukket dør.
Inger Jensen gik og så. Hun standsede ikke ved de unge. Sænkede ikke engang farten.
Merete Sørensen stoppede ved det næstsidste bur.
„Her. Dusine. Hun er tretten. Bragt her for en måned siden. Ejer døde, datteren sagde – vi vil ikke have den, barnet har allergi. De efterlod hende i internatets gang i en fjernsynskasse.”
Dusine lå yderst i hjørnet på et stykke pap. Stor, rødbrun, med hængende læber og uklare øjne. Ørerne hang, med rødlige aftegninger. Snuden var grå – hele vejen fra næsen til panden, som drysset med mel. Bagbenene strakt akavet ud i en vinkel, og man kunne se at det kostede hende anstrengelse at rejse sig. Ved siden af stod en skål med urørt vand.
Inger Jensen gik hen til tremmerne og satte sig på hug.
„Dusine.”
Hunden løftede hovedet. Den rejste sig ikke. Bare løftede og så. Øjnene var fugtige, trætte, med rødligt skær. Halen bevægede sig én gang, tungt, med besvær, og standsede.
„Hun har problemer med nyrerne,” sagde Merete Sørensen sagte. „Og hjerte. Kardiomyopati. Dyrlægen siger et år, måske halvandet. Også det – kun med god pleje og fast medicin.”
Inger Jensen vendte sig ikke om. Hun så på Dusine, og Dusine så på hende. Så rejste hunden sig langsomt, med tydelig anstrengelse, på forbenene, trak bagbenene ind under sig og tog tre skridt frem mod tremmerne. Den stødte næsen mod stængerne. Næsen var varm og tør.
Inger Jensen stak fingrene gennem tremmerne og strøg Dusine langs næseryggen, fra næsen til panden, langsomt, som man strøg et sovende barn. Hunden lukkede øjnene.
„Jeg tager hende,” sagde Inger Jensen.
Papirarbejdet tog en halv time. Katrine udfyldte dokumenter, satte stempler og skelede ud ad vinduet til Inger Jensen, der sad på en bænk i gården og holdt Dusine i snor. Hunden trykkede siden mod hendes ben og rørte sig ikke. Kun næsen bevægede sig – snusede til knæet, jakkekanten, snørebåndene på kondiskoene, fingrene på den hånd der lå på dens ryg.
„Merete Sørensen,” hviskede Katrine. „Er hun helt normal? Altså den kvinde?”
Merete Sørensen gik hen til vinduet og så ud i gården.
„Hun er normal, Katrine. Mere end normal.”
„Men hvorfor vil hun have gamle hunde? De skal jo … dø. Det gør altid ondt. Man vænner sig til dem, og så er det slut.”
Merete Sørensen tav. Foldede armene over brystet. Så sagde hun, uden at tage blikket fra vinduet:
„Ved du hvad, jeg har arbejdet på internat i tyve år. Set hundredvis af mennesker. De kommer, vælger, tager med. Halvdelen ringer en måned efter: Tag den tilbage, den gnaver møbler. Eller: Vi flytter, kan ikke have den med. Eller de svarer bare ikke på opkaldene mere. Men den kvinde – hun vælger ikke. Hun tager dem alle andre har opgivet. Dem ingen kigger på. Det, Katrine, er noget helt andet.”
Katrine så ned og tav. Underskrev sidste side, satte dato og gik ud i gården.
„Inger Jensen, alt er klar. Her er en seddel om Dusines medicin. Dyrlægen har skrevet skema. Nyretabletter – morgen og aften, med mad. Hjertemedicin en gang om dagen, på tom mave. Og kontrol om fjorten dage, hos vores dyrlæge eller din egen.”
Inger Jensen tog papirerne, foldede dem omhyggeligt i fire og lagde dem i tasken. Hun fandt en gammel halsbånd frem – bredt, blødt, af slidt presenning med tung spænde. Skiftede Dusines halsbånd.
„Den her bliver bedre for hende. Trykker ikke på halsen. Sådan nogen køber jeg til alle mine.”
Katrine så dem gå. Inger Jensen gik langsomt, tilpassede sig hundens korte, sjokkende skridt. Dusine humpede ved siden af, let haltende på venstre bagben. Ved porten standsede Inger Jensen, bøjede sig og rettede på halsbåndet. Så hviskede hun noget til Dusine, helt lavt, så Katrine ikke hørte det. Dusine løftede den grå snude og slikkede hende på hånden.
De gik ud gennem porten og drejede til højre, mod busstoppestedet.
En måned senere fik Merete Sørensen en besked. Et billede: Dusine lå på et tykt ternet tæppe, strakt ud med poterne foran sig. Ved siden af en skål vand og en gammel plydsand med ét øje. Snuden var stadig grå, men øjnene var renere. Klarere. Uden den uklarhed der havde været i buret. Halen på billedet var sløret. Viftede åbenbart.
Under billedet stod: „Dusine er faldet til. Første uge var hun bange, trykkede sig op ad væggen. Så kravlede hun op i min seng midt om natten, og siden sover hun der, selvom jeg lægger til hende nedenunder. Hun elsker at blive kløet bag højre øre. Venstre må man ikke røre ved, det gør nok ondt. Nyrerne stabile, dyrlægen er tilfreds. Grev har vænnet sig til hende, han er ikke jaloux. De ligger sammen på altanen når solen kommer. Tak for alt.”
Merete Sørensen læste. Læste igen. Lukkede telefonen, lænede sig tilbage i stolen og så længe op i loftet, hvor en gammel vandskade bredte sig.
På skrivebordet lå en liste over hunde der skulle flyttes til en anden bygning. Treogtyve navne. Alder fra to til fem. Unge, stærke, med gode chancer. Hver med sin historie, sit håb.
Og allerbagerst, skrevet i hånden med blyant, stod Baron. Fjorten år, hanhund, blandingsrace, kommet fra en lejlighed efter ejerens død. Døv på venstre øre. Gik langsomt. Spiste lidt. I kolonnen „besøgernes interesse” stod en streg.
Merete Sørensen tog telefonen og skrev: „Inger Jensen, vi har fået Baron. 14 år. Stille, rolig. Hvis du er klar, så sig til.”
Svaret kom fire minutter senere. Ikke om en time, ikke om en dag. Fire minutter: „Kommer lørdag. Gør plads.”
Merete Sørensen smilede. Stak telefonen i lommen på kitlen.
Bag væggen gøede Baron dæmpet. Ikke på nogen. Bare ud i tomrummet, som gamle hunde gør når de drømmer noget. Noget fra fortiden, fra dengang hjem stadig var et hjem og ikke en erindring.
Inger Jensen kom lørdag, som lovet. Hun trådte ind på internatet præcis klokken ti, i de samme kondisko, med den samme taske. Ansigtet havde det samme rolige udtryk.
Katrine mødte hende ved indgangen. Ville sige noget, men nøjedes med at nikke og førte hende hen til det tredje bur.
Undervejs holdt hun det ikke ud.
„Inger Jensen, må jeg spørge om noget?”
„Selvfølgelig.”
„Er det ikke hårdt for dig? Når de … forlader dig?”
Inger Jensen gik uden at sænke farten. Kondiskoene plaskede i de kendte pytter.
„Jo, det er hårdt.”
„Og alligevel tager du nye?”
„Alligevel.”
Katrine tav. Så sagte:
„Hvorfor?”
Inger Jensen standsede. Vendte sig mod Katrine og så hende roligt i øjnene, uden bitterhed, uden patos.
„Da Naja døde, lå hun på mit skød, på et rent lagen, og jeg strøg hende over hovedet. Hele natten. Hun kunne være død her, i et bur, på pap. Alene. Det var hårdt for mig bagefter. Det er stadig hårdt når jeg tænker på det. Men for hende var det roligt. Det så jeg. På øjnene, på vejrtrækningen, på den måde hun slap poterne. Det handler jo ikke om mig, Katrine. Det handler om dem.”
Katrine vendte sig væk og tørrede hurtigt øjnene med håndryggen. Så sagde hun, med sin sædvanlige arbejdsstemme:
„Kom med. Baron venter.”
Baron lå i hjørnet af buret, mørk, tung, med hængende mave og gråt skæg på underkæben. Da han så menneskene, rejste han sig ikke. Løftede det ene øre, det raske, højre, og så. Med det blik gamle hunde har når de ikke længere forventer noget, men endnu ikke er holdt op med at lægge mærke til verden.
Inger Jensen satte sig på hug ved tremmerne. Fandt et stykke kylling fra tasken, pakket ind i serviet. Rakkte det gennem stængerne.
Baron snusede. Tog det forsigtigt, med bløde læber, som man tager noget skrøbeligt. Tyglede langsomt.
Inger Jensen strøg ham over panden. Ru pels, varm hud, alderdomsknuder ved øjenbrynene.
„Nå, skat,” sagde Inger Jensen stille. „Så kører vi hjem.”
