Katrine løftede blikket fra tilmeldingslisten og stirrede på den besøgende. I tre år på internatet “Trofast” havde hun hørt mange mærkelige ønsker. Nogle ville have små hunde, andre ville have kærlige hunde, nogle insisterede på, at den ikke måtte fælde, og andre ville have en, der kunne tage sig af børn. En mand havde krævet en hund “med triste øjne til en fotosession”. Men sådan noget her var første gang.
– Jeg har brug for en meget gammel hund, sagde kvinden.
– Hvor gammel? spurgte Katrine forsigtigt.
– Den ældste, I har. Ti, tolv år. Jo ældre, jo bedre.
Kvinden stod ved skranken med en stoftaske i hænderne. Hun var lille, spinkel, lidt over tres. Håret var trukket tilbage i en stram knold, med en enkelt strimmel, der havde revet sig løs. På fødderne havde hun slidte træningssko med indgroet snavs, på skuldrene en khaki-jakke, falmet ved sømmene. Ansigtet var roligt, uden smil, men også uden spænding. Et helt almindeligt ansigt på et menneske, der vidste præcis, hvad den var kommet for.
– Vent et øjeblik, jeg må spørge Mette Sørensen, sagde Katrine og gik ind i baglokalet.
Mette Sørensen, internatets leder, skar brød til aftensfodringen. Kniven slog mod skærebrættet som en metronom. På bordet ved siden af stod en gryde med afkølet grød og en stabel alufade.
– Der er en kvinde derude. Hun beder om den ældste hund.
Mette Sørensen standsede kniven.
– Den ældste?
– Ja. Hun siger, jo ældre, jo bedre.
– Mærkeligt. Kald hende ind.
* * *
Kvinden hed Inge Hansen. Hun satte sig på stolen på lederens kontor, stillede tasken på skødet og flettede fingrene. Hænderne var tørre, senede, med korte negle og små sprækker på knoerne. Hænder, der arbejdede meget – vaskede, skrubbede, gravede, helbredte.
– Inge Hansen, forstår De, at gamle hunde kræver særlig pleje? Mette Sørensen talte blidt, men der var en vagtsomhed i stemmen. – Dyrlægeregninger, specialfoder, ofte kroniske sygdomme. Leddene, nyrerne, hjertet. Det er ikke let og ikke billigt.
– Jeg forstår.
– Har De erfaring med dyr?
– Ja.
– Fortæl, om De vil.
Inge Hansen tav et øjeblik. Kiggede ud ad vinduet, hvor man så en række bure og et stykke hegn med afskallet grøn maling. Et sted derude bag burene brummede motorvejen.
– Jeg har Viggo nu. Han er fjorten. Blanding af labrador og noget pjusket. Jeg hentede ham fra internatet i Roskilde for to år siden. De ville aflive ham dengang, fordi han har gigt i bagbenene, og ingen ville have ham. Før Viggo var der Tue, en blanding, blind på begge øjne. Fremkaldt grå stær. Jeg tog ham, da han var elleve. Han boede hos mig i halvandet år. Før Tue var der Luna, en gammel hyrdehund med hofteledsdysplasi. Luna var hos mig i otte måneder.
Hun listede dem roligt op, uden patos, som om hun læste en indkøbsliste op. Men hvert navn udtalte hun en anelse langsommere end resten. Som om hun gav hver en ekstra sekunds nærvær.
Mette Sørensen lagde pennen fra sig og tog brillerne af.
– Det vil sige, at De bevidst tager ældre hunde?
– Ja.
– Må jeg spørge – hvorfor?
Inge Hansen så hende lige i øjnene. Øjnene var grå, rolige, uden udfordring og uden forklaring.
– Fordi ingen andre vil tage dem. Alle vil have hvalpe. Eller unge, maksimalt tre år. Men en gammel hund sidder i et bur og venter. Og den forstår ikke hvorfor. Den har hele sit liv elsket nogen, sovet ved nogens fødder, mødt ved døren. Og så endte den her. Ejer døde, flyttede, eller besluttede bare, at nu var det nok. Og den har måske et år tilbage, måske to. Jeg vil ikke have, at det år bliver tilbragt på en betongulv.
Der blev stille på kontoret. Man kunne høre en af hundene gø derude – dæmpet, rytmisk, uden vrede. Bare af længsel.
– Kom med, sagde Mette Sørensen og rejste sig. – Jeg vil vise Dem noget.
Burene stod i to rækker, dækket med skifer. Det lugtede af hund, kraftfoder og klor, som de skrubbede gulvene med om morgenen. Der var vandpytter under fødderne – det havde regnet om natten, og vandet samlede sig i sporene fra trillebøren, de kørte foder på.
Hundene hilste forskelligt. De unge kastede sig mod gitteret, hylede, hoppede, trykkede næser mod sprækkerne. En mager hanhund med stumphale stod tavs og slog forpoten mod metallet, jævnt, insisterende, som om han bankede på en lukket dør.
Inge Hansen gik og kiggede. Ved de unge standsede hun ikke. Sænkede ikke engang farten.
Mette Sørensen standsede ved det næstsidste bur.
– Her. Lise. Hun er tretten. Bragt ind for en måned siden. Ejer døde, datteren sagde “vi vil ikke have hende, barnet har allergi”. De efterlod hende i gangen på internatet i en tv-kasse.
Lise lå bagerst i hjørnet på et stykke pap. Stor, rødbrun, med hængende læber og uklare øjne. Hængeører med røde skjolder. Hele snuden var grå – fra næse til pande, som om den var strøet med mel. Bagbenene strakte akavet ud i en vinkel, og det var tydeligt, at det krævede anstrengelse at rejse sig. En skål med urørt vand stod ved siden af.
Inge Hansen gik hen til gitteret og satte sig på hug.
– Lise.
Hunden løftede hovedet. Rejste sig ikke. Løftede bare hovedet og så på hende. Øjnene var fugtige, trætte, med rødlige hvide. Halen bevægede sig én gang, tungt, med besvær, og standsede.
– Hun har problemer med nyrerne, sagde Mette Sørensen stille. – Og hjertet. Kardiomyopati. Dyrlægen siger et år, måske halvandet. Og det kun med god pleje og fast medicin.
Inge Hansen vendte sig ikke om. Hun så på Lise, og Lise så på hende. Så rejste hunden sig langsomt, med tydelig anstrengelse, på forbenene, trak bagbenene ind under sig og tog tre skridt hen til gitteret. Den trykkede næsen mod tremmerne. Næsen var varm og tør.
Inge Hansen stak fingrene gennem gitteret og strøg Lise over næseryggen, fra næse til pande, langsomt, som man strøg et sovende barn. Hunden lukkede øjnene.
– Jeg tager hende, sagde Inge Hansen.
Papirarbejdet tog en halv time. Katrine udfyldte dokumenter, satte stempler og skelede ud ad vinduet til Inge Hansen, der sad på en bænk i gården med Lise i snor. Hunden trykkede sig mod hendes ben med siden og rørte sig ikke. Kun næsen bevægede sig – den snusede til knæet, til jakkekanten, til snørebåndene på træningsskoene, til fingrene på hånden, der lå på dens ryg.
– Mette Sørensen, hviskede Katrine. – Er hun helt normal? Altså, den kvinde?
Mette Sørensen gik hen til vinduet og så ud i gården.
– Normal, Katrine. Mere end normal.
– Men hvorfor vil hun have gamle hunde? De dør jo… det gør altid ondt. Man vænner sig til dem, og så er det slut.
Mette Sørensen var tavs et øjeblik. Foldede armene over brystet. Så sagde hun, uden at tage øjnene fra vinduet:
– Ved du hvad, jeg har arbejdet på internat i tyve år. Set hundredvis af mennesker. De kommer, vælger, tager dem med. Halvdelen ringer efter en måned: “Tag den tilbage, den gnaver i møblerne.” Eller: “Vi flytter, vi kan ikke have den.” Eller de svarer bare ikke på opkald. Men den kvinde – hun vælger ikke. Hun tager dem, som alle andre har opgivet. Dem, som ingen overhovedet kigger på. Det, Katrine, er noget helt andet.
Katrine så ned og tav. Underskrev sidste side, satte dato og gik ud i gården.
– Inge Hansen, det er klar. Her er en seddel om Lises medicin. Dyrlægen har skrevet skema. Nyretabletter – morgen og aften, sammen med mad. Hjertemedicin én gang dagligt på tom mave. Og til kontrol om fjorten dage, enten hos vores dyrlæge eller Deres egen.
Inge Hansen tog papirerne, foldede dem omhyggeligt på fire og puttede dem i tasken. Hun fandt en gammel halsbånd frem – bredt, blødt, af slidt presenning med tung spænde. Skiftede Lises halsbånd.
– Den bliver mere behagelig for hende. Presser ikke på halsen. Jeg køber sådan en til alle mine.
Katrine så dem gå. Inge Hansen gik langsomt, tilpassede sig hundens korte, slæbende skridt. Lise humpede ved siden af, lidt halt på venstre bagben. Ved porten stoppede Inge Hansen, bøjede sig ned og rettede på halsbåndet. Så hviskede hun noget til Lise, så lavt, at Katrine ikke kunne høre det. Lise løftede sin grå snude og slikkede hende på hånden.
De gik ud gennem porten og drejede til højre mod busstoppestedet.
En måned senere modtog Mette Sørensen en besked. Et billede: Lise lå på et tykt ternet tæppe, med benene strakt ud. Ved siden af stod en skål vand og en gammel plysand med ét øje. Snuden var stadig grå, men øjnene var renere. Klarere. Uden den grums, som havde været i buret. Halen på billedet var sløret. Den viftede åbenbart.
Under billedet stod der: “Lise har fundet sig til rette. Første uge var hun bange, trykkede sig mod væggen. Så kravlede hun op i min seng midt om natten, og sover der nu, selvom jeg lægger tæppe til hende på gulvet. Hun elsker at blive kradset bag højre øre. Venstre øre vil hun ikke have rørt ved, det gør sikkert ondt. Nyrerne er stabile, dyrlægen er tilfreds. Viggo er vant til hende, han er ikke jaloux. De ligger sammen på altanen, når solen er fremme. Tak.”
Mette Sørensen læste. Læste igen. Lukkede telefonen, lænede sig tilbage i stolen og kiggede længe op i loftet, hvor en gammel vandskade spredte sig.
På bordet lå en liste over hunde, der skulle flyttes til en anden afdeling. Treogtyve navne. Alder fra to til fem. Unge, stærke, med gode chancer. Hver med sin historie, sit håb.
Og yderst, tilføjet i hånden med blyant, stod der Buster. Fjorten år, hanhund, blanding, hentet fra en lejlighed efter ejerens død. Døv på venstre øre. Gik langsomt. Spiste lidt. I kolonnen “besøgendes interesse” – en streg.
Mette Sørensen tog telefonen og skrev: “Kære Inge Hansen, vi har en Buster. 14 år. Stille, rolig. Hvis De er klar, så giv besked.”
Svaret kom fire minutter senere. Ikke om en time, ikke om en dag. Fire minutter senere: “Jeg kommer på lørdag. Jeg forbereder plads.”
Mette Sørensen smilede. Lagde telefonen i kitellommen.
Bag væggen gøede Buster dæmpet. Ikke mod nogen. Bare ud i tomrummet, som gamle hunde gør, når de drømmer noget. Noget fra fortiden, fra dengang, da hjemmet stadig var et hjem, ikke en erindring.
Inge Hansen kom på lørdag, som hun havde sagt. Hun trådte ind på internatet præcis klokken ti om morgenen, i de samme træningssko, med den samme taske. På ansigtet det samme rolige udtryk.
Katrine mødte hende ved indgangen. Ville sige noget, men nøjedes med at nikke og førte hende hen til det tredje bur.
Undervejs kunne hun ikke lade være.
– Inge Hansen, må jeg spørge om noget?
– Ja.
– Gør det ikke ondt? Når de… går bort?
Inge Hansen gik uden at sænke farten. Træningsskoene plaskede i de velkendte vandpytter.
– Jo, det gør ondt.
– Og alligevel tager De nye?
– Alligevel.
Katrine tav et øjeblik. Så stille:
– Hvorfor?
Inge Hansen standsede. Vendte sig mod Katrine og så roligt på hende, uden vrede, uden patos.
– Da Luna døde, lå hun på mit skød, på et rent lagen, og jeg strøg hende over hovedet. Hele natten. I stedet for at hun var død her, i et bur, på pap. Det var svært for mig bagefter. Det er stadig svært, når jeg tænker på det. Men for hende var det ikke svært. Hun var tryg. Det så jeg. I øjnene, i vejrtrækningen, i måden hun slap benene på. Det handler ikke om mig, Katrine. Det handler om dem.
Katrine vendte sig bort og tørrede hurtigt øjnene med håndryggen. Så sagde hun, med sin sædvanlige arbejdsstemme:
– Kom. Buster venter.
Buster lå i hjørnet af sit bur, mørk, tung, med hængende mave og gråt skæg på underkæben. Da han så menneskene, rejste han sig ikke. Løftede det ene øre, det raske højre, og så på dem. Med det udtryk, som gamle hunde har, når de ikke længere forventer noget, men stadig lægger mærke til ting.
Inge Hansen satte sig på hug ved gitteret. Fandt et stykke kylling fra tasken, pakket ind i et serviet. Rækte det gennem tremmerne.
Buster snusede. Tog det forsigtigt med bløde læber, som man tager noget skrøbeligt. Tyggede langsomt.
Inge Hansen strøg ham over panden. Ru pels, varm hud, ældgamle knuder ved øjenbrynene.
– Så, sagde Inge Hansen stille. – Lad os tage hjem.
