Mikkel stod på nøjagtig samme sted, hvor han for fem minutter siden havde efterladt Mette, stirrede forvirret omkring sig, og indeni ham voksede der sekund for sekund en uforklarlig uro. Hun var der ingen steder…
Blandt den enorme mængde af børn kunne han ikke finde en eneste. Sin egen datter.
“Jeg forstår det ikke,” mumlede Mikkel for sig selv. “Hvor er hun blevet af? Jeg var jo kun væk i fem minutter.” Så fik han øje på Bodil, klasselærerinden, som i det øjeblik stillede sure førsteklassinger op efter højde, og han løb hen til hende.
“Hvor er mit barn?! En pige med hvide sløjfer. Hun skulle være sammen med jer. Men hun er der ingen steder.”
Mikkel var så ophidset, at han ikke engang bemærkede, at han havde hævet stemmen.
Den unge lærerinde fo’r sammen og så forvirret på ham.
“Undskyld… Hvem? Alle mine er vist på plads.”
“Min datter. Mette. Lige nu var hun her, og nu er hun væk! Hun står i din klasse. Kan du ikke huske os?”
“Undskyld, jeg har niogtyve elever i min klasse, og vi har kun set hinanden et par gange.”
“Og hvad så?”
“Jeg har ikke nået at lære alle børn og deres forældre at kende af udseende endnu.”
“Og det er en undskyldning, synes du?”
“Hør, hver eneste forælder har selv bragt deres barn til mig. Men du… Du bragte hende ikke. Du kom først hen til mig nu. Jeg forstår, der er kaos og det hele, men… Du må hellere sige, hvorfor du efterlod din datter alene? Kan du ikke se, hvor mange mennesker der er på skolen i dag? Her kan ikke bare en syvårig, men selv en voksen blive væk.”
“Jeg løb kun ud i butikken efter vand i et par minutter. Mette ville have noget at drikke. Da jeg kom tilbage, var hun væk. Søren, du er da lærer! Burde du ikke have holdt øje med børnene? Hvor skal jeg lede efter hende nu? Hvor kunne hun være gået hen?”
Bodil trak vejret dybt. Det var hendes første arbejdsdag, hendes første klasse, og det hele føltes som en ond drøm.
“Tag det roligt, mand. Hvordan så din datter ud?”
“Jeg siger jo: hun havde store, hvide sløjfer.”
“Undskyld, men jeg har femten piger i klassen, og de har alle hvide sløjfer. Er der andre kendetegn? Hvad havde hun på, for eksempel?”
Mikkel tav et øjeblik. Han var så forvirret og nervøs, at han ikke engang vidste, hvad han skulle sige mere. Om morgenen havde han hjulpet sin datter med at binde netop de sløjfer, rettet på kraven og bekymret sig for, at hun ikke skulle få pletter på de hvide strømpebukser, og nu gik det pludselig op for ham, at han næsten ikke kunne beskrive hende.
“Jamen, hvad for nogle kendetegn… En syvårig pige med brune øjne og langt, mørkt hår.”
“Det er bedre. Kan du huske noget mere?”
“Tja… Hun har en gul rygsæk med ællinger på! Hun elsker dyr, ved du, og derfor valgte hun lige netop den rygsæk. Den har ingen af de andre børn. Gud, hvor er hun blevet af?” mumlede Mikkel ophidset og så sig nervøst omkring.
“Bare rolig, vi finder hende. Det er usandsynligt, at hun er gået ud af skolens område. Så din Mette er her et sted. Vent på mig her, jeg kommer straks tilbage.”
Bodil løb hen til sine elever, som trippede utålmodigt i ventetiden på skolegårdsfesten, talte dem igen og kiggede ekstra grundigt på pigerne. Men blandt pigerne med de smukke, hvide sløjfer var Mette ikke at finde, og ingen af dem havde set en pige med en gul rygsæk med ællinger.
Bodil bad en kollega – klasselæreren fra parallellklassen – om at holde øje med hendes elever, og skyndte sig tilbage til Mikkel.
“Ingen af Mettes klassekammerater har set hende,” sagde hun. “Hun kan ikke være kommet ind i skolen. Så din datter må være på området. Jeg foreslår, at vi leder efter hende sammen.”
“Skal vi ikke hellere melde det til politiet?”
“Jeg tror, det er unødvendigt. Vi finder Mette helt sikkert,” sagde Bodil og forsøgte at få sin stemme til at lyde rolig og sikker. Selvom hun selvfølgelig også var meget bekymret for pigen.
Kort sagt, faren og lærerinden begav sig ud for at lede efter Mette.
De gik hurtigt rundt på skolegården, kiggede på legepladsen, gik flere gange hen til vagten, der stod ved lågen. Men der var intet resultat. Ingen havde set Mette.
“Har din datter ikke en telefon?” spurgte Bodil, da de gik mod baggården – det eneste sted, de endnu ikke havde været i dag.
“Jo, selvfølgelig,” sukkede Mikkel. “Men hendes telefon er hos mig lige nu. Jeg nåede ikke at give den til Mette…”
“Det var ærgerligt, at du ikke nåede det…” sukkede lærerinden efter ham.
“Bare der ikke er sket noget… bare der ikke er sket noget med hende,” gentog Mikkel næsten hviskende.
Bodil svarede ikke. Hun tænkte på, at hun nu ikke kun var ansvarlig for børnene, men også for forældrenes tillid. Og hvis der virkelig var sket noget alvorligt med barnet…
I mellemtiden stod pigen med de hvide sløjfer og den gule rygsæk med ællinger på skolens baggård under et højt træ og talte med en lille kat, der sad på en gren lige over hendes hoved og ikke kunne komme ned. Hun havde forsøgt at overtale den til at springe, men katten svarede kun med klynkende mjav.
“Kom nu, lille en, hop,” sagde Mette til katten. “Jeg fanger dig. Æresord, jeg fanger dig.”
Katten forsøgte ganske vist at springe, men i sidste øjeblik lammede frygten dens bevægelser, og den trykkede sig tættere ind til grenen og begyndte at mjave igen. Så ynkeligt, at Mette var lige ved at græde.
Da pigen forstod, at hun ikke kunne klare det selv – løb hun efter hjælp.
Og da hun drejede om hjørnet af skolen, mødte hun uventet sin far og Bodil. De så på en eller anden måde bekymrede ud.
“Datter, hvor blev du af?” løb Mikkel hen til hende. “Jeg var lige ved at blive tosset. Hvad laver du overhovedet her?”
“Far, kan du ikke skælde mig ud bagefter?” svarede Mette. “Lige nu… Lige nu har jeg brug for din hjælp.”
“Hvad er der sket?”
“Kom med mig.”
Hun tog sin fars hånd og trak Bodil i den anden og førte dem målrettet bag skolen.
De voksne, som intet forstod, så på hinanden og fulgte lydløst efter pigen. Endelig førte Mette dem hen til træet og pegede op med fingeren:
“Der er en lille killing. Kan I se? Far, tag den ned, tak.”
“Mette, vil du ikke fortælle far, hvordan du overhovedet endte her? Hvor sagde jeg, du skulle vente på mig?”
“Da jeg stod ved hegnet og ventede på dig, så jeg en hund jage efter den her killing, og jeg løb efter dem. Katten blev bange og klatrede op i træet, og hunden stod og gjorde ad den. Nå, hunden jagede jeg væk… Men killingen kan jeg ikke få fat i.”
“Du jagede selv en stor hund væk?” spurgte Bodil overrasket.
“Ja,” nikkede Mette. “Jeg sagde til den, at min far ville komme, og hvis den ikke gik af sig selv, så ville min far hjælpe den. Og så gik den. Men killingen sidder der stadig, den stakkels lille. Far, tager du den ned? Hvor længe skal vi stå og lave ingenting?” stampede Mette utålmodigt med foden. “Den er jo bange…”
Mikkel så skeptisk på de tynde grene og forstod, at med sine godt 90 kilo kunne han ikke gøre noget deroppe. Noget andet var lærerinden. Spinkel og slank. Hun ville helt sikkert kunne.
“Hvorfor kigger I sådan på mig?” spurgte Bodil overrasket. “Jeg kravler ikke derop. Jeg når ikke engang op til grenen.”
“Jeg løfter dig op,” smilede Mikkel.
“Det bliver ikke til noget!”
“Jamen, er du sød,” Mette tog lærerindens hånd. “Se, hvor bange den er. Hvad nu hvis den falder ned?”
Bodil løftede hovedet.
Killingen mjavede igen ynkeligt, som om den virkelig forstod, at det drejede sig om den.
“Okay,” sagde hun endelig. “Men kun hvis du,” Bodil så på Mikkel, “holder mig meget fast og taber mig ikke.”
“Jeg lover, at alt går godt,” smilede Mikkel.
Bodil satte sig på Mikkels brede skuldre, han løftede hende let, og derefter stillede hun sig op på hans skuldre med begge fødder, holdt sig fast i grenen med den ene hånd og strakte sig med den anden, til pigens og farens bifaldende råb – for af alle kræfter at nå killingen.
“Lidt mere…” opmuntrede Mikkel hende. “Næsten fat.”
Killingen veg først forskrækket tilbage, men så tog den mod til sig og trådte forsigtigt frem mod hende og…
“Det lykkedes! Det lykkedes!” klappede Mette glad. “Hvor er du dygtig, Bodil. Far, hold hende fast. Tab hende ikke.”
Da Bodil endelig stod på jorden, rakte Mette straks armene ud efter killingen og trykkede den ind til sig.
Og den begyndte straks at spinde stille.
“Nå, men,” smilede Mikkel. “Gudskelov, alle er i live og raske. Men sikken en forskrækkelse du gav mig, min skat, med din mystiske forsvinden.”
“Undskyld, far. Jeg ville ikke forskrække dig. Jeg kunne bare ikke efterlade den alene. Den kunne ikke komme ned af sig selv.”
Mikkel så på Mette og rystede kun på hovedet.
Det var netop for dette gode hjerte, han elskede sin datter mest af alt i verden.
“Må vi tage den med hjem?” spurgte Mette og så på killingen.
“Jeg tror, det bliver svært at sige nej efter sådan et bekendtskab,” grinede Mikkel.
“Så pas på den, mens jeg henter bøgerne. Og pas på – bliv ikke væk nogen steder. Så vi ikke skal lede efter dig bagefter, Bodil og jeg.”
Lærerinden kunne ikke lade være med at grine.
“Ja, tænk, hvor mor bliver overrasket, når I kommer hjem med den lille fyr.”
“Jeg har ingen mor…” sugede pigen. “Men jeg ville virkelig ønske, jeg havde.”
“Undskyld, det vidste jeg ikke…” blundede lærerinden forskrækket med øjnene.
“Det er okay, alt er fint,” smilede Mikkel. “Hun forlod os for fem år siden. Rejste til udlandet. Og jeg har ikke hørt noget fra hende siden. Eller rettere – Mette og jeg har ikke hørt noget.”
I et par sekunder blev der stille på skolens baggård. Bodil så tavs på dem – på den store, lidt kejtede mand med de venlige øjne og på den lille pige med en grå killing i armene, og i hendes bryst stak der noget i det øjeblik.
“Men nu har vi Kusse,” sagde Mette bestemt og strøg killingen.
“Har du allerede fundet på et navn?” smilede Mikkel.
“Selvfølgelig. Kan man leve uden et navn?”
*****
Mikkel hentede altid Mette selv. Nogle gange vekslede de kun få ord med Bodil, andre gange trak samtalen ud, indtil skolegården var helt tom. De talte om Mettes fremskridt, sjove historier fra klassen, bøger, film, kæledyr, og efterhånden holdt de op med at lægge mærke til, at de for længst ikke kun talte om skolen.
En dag stod Mikkel i gangen, ventede til alle børn var gået, og gik så beslutsomt ind i klassen.
Bodil smilede først bredt, men da hun så den smukke buket i hans hænder, blev hun overrasket.
“Det her er til dig,” sagde Mikkel hæst og rakte blomsterne frem. “Og så… Jeg ville gerne invitere dig med til middag i aften. Eller rettere – Mette og jeg vil meget gerne have, at du spiser med os. Os tre. Hvad siger du til det, Bodil?”
Lærerinden blev forlegen, mærkede hvordan ørerne brændte, men… hun tog imod blomsterne.
De duftede af efterår, af hjem, og mærkeligt nok af håb. “Gerne,” svarede hun enkelt. “Jeg siger ja.”
Præcis det samme svarede Bodil Mikkel, da han et år senere friede til hende.
På rådhuset holdt Mette Bodil fast i hånden og…
…kunne slet ikke stoppe med at smile. I det øjeblik følte hun sig som den lykkeligste pige i verden.
“Må jeg… Må jeg nu kalde dig mor?”
Den unge kvindes øjne fyldtes med tårer.
“Hvis du selv vil det, så må du gerne. Det ville være det kæreste ord for mig.”
Mette krammede hende hårdt.
Ved siden af stod Mikkel og så på dem med et smil.
Hvem kunne have troet, at hans og Mettes liv ville ændre sig så drastisk på et øjeblik?
Men mirakler sker altså alligevel.
Og det mirakel, et sødt, blødt mirakel, ligger nu på vindueskarmen i lejligheden og venter spændt på, at dets familie endelig kommer hjem.
