Jeg stod på præcis det samme sted, hvor jeg fem minutter tidligere havde efterladt Pia, og kiggede forvirret omkring mig. Inden i mig voksede der for hvert sekund en uforklarlig uro. Hun var der simpelthen ikke…
Midt i den store mængde børn kunne jeg ikke finde en eneste. Min egen datter.
„Det giver ingen mening,” mumlede jeg for mig selv. „Hvor er hun blevet af? Jeg var kun væk i fem minutter.” Så fik jeg øje på Signe, Pias klasselærer, som i det samme stillede en flok sure førsteklassesbørn op efter højde, og jeg skyndte mig hen til hende.
„Hvor er mit barn?! En pige med hvide sløjfer. Hun skulle være sammen med jer. Men hun er der ikke.”
Jeg var så ophidset, at jeg slet ikke havde bemærket, at jeg havde hævet stemmen.
Den unge lærerinde fo’r sammen og så forvirret på mig.
„Undskyld … hvem? Alle mine elever er vist her.”
„Min datter. Pia. Lige før var hun her, og nu er hun væk! Hun står i din klasse. Kan du ikke huske os?”
„Undskyld, men jeg har niogtyve børn i klassen, og vi har kun set hinanden nogle få gange.”
„Og hvad så?”
„Jeg har ikke lært alle børn og deres forældre at kende på synet endnu.”
„Og det er en undskyldning?”
„Hør, hver eneste forælder har selv fulgt deres barn ind. Men dig … Dig så jeg ikke før nu. Jeg forstår godt, at der er en masse rod og sådan, men … Du må hellere fortælle mig, hvorfor du efterlod din datter alene? Kan du ikke se, hvor mange mennesker der er her i dag? Det er ikke bare en syvårig, men selv en voksen kan blive væk her.”
„Jeg løb kun ud i kiosken et par minutter for at købe vand. Pia havde tørst. Da jeg kom tilbage, var hun væk. For fanden, du er jo lærer! Skulle du ikke have holdt øje med børnene? Hvor skal jeg lede efter hende nu? Hvor kunne hun være gået hen?”
Signe trak vejret dybt. Det var hendes første arbejdsdag, hendes første klasse, og det hele føltes som en ond drøm.
„Ro på, mand. Hvordan så din datter ud?”
„Jeg sagde det jo: hun havde store hvide sløjfer.”
„Undskyld, men jeg har femten piger i klassen, og de har alle sammen hvide sløjfer. Er der nogle andre kendetegn? Hvad havde hun for eksempel på?”
Jeg tav et øjeblik. Jeg var så forvirret og nervøs, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg mere skulle sige. Om morgenen havde jeg hjulpet min datter med at binde de sløjfer, rettet på hendes krave, bekymret mig om, hun ikke fik pletter på de hvide strømpebukser, og nu gik det op for mig, at jeg næsten ikke kunne beskrive hende.
„Nå, men nogle kendetegn… En pige på syv år, med brune øjne og langt mørkt hår.”
„Det er bedre. Kan du huske noget mere?”
„Tja … Hun har en gul rygsæk med ællinger på! Hun elsker dyr, ser du, så hun valgte netop den slags rygsæk. Ingen af de andre børn har sådan en. Herregud, hvor kunne hun være blevet af?” mumlede jeg ophidset og kiggede nervøst omkring.
„Bare rolig, vi finder hende. Hun kan næppe være gået uden for skolens område. Så din Pia er et eller andet sted her. Vent her på mig, jeg kommer straks tilbage.”
Signe skyndte sig hen til sine elever, der stod og trippede i spænding på skolens legeplads, og talte børnene en ekstra gang, og hun kiggede særligt nøje på pigerne. Men blandt pigerne med de smukke hvide sløjfer var Pia ikke, og ingen af dem havde set en pige med en gul rygsæk med ællinger på.
Efter at have bedt en kollega – klasselæreren fra parallelklassen – om at holde øje med hendes egne elever, skyndte Signe sig tilbage til mig.
„Ingen af Pias klassekammerater har set hende,” sagde hun. „Hun kunne ikke være kommet ind i skolen. Så din datter må være på skolens område. Jeg foreslår, at vi leder efter hende sammen.”
„Skal vi ikke hellere tilkalde politiet?”
„Det tror jeg er overflødigt. Vi finder Pia helt sikkert,” sagde Signe og prøvede at få sin stemme til at lyde rolig og selvsikker. Selvom hun selvfølgelig også var meget bekymret for pigen.
Kort sagt, faren og lærerinden drog ud for at lede efter Pia.
Vi gik hurtigt rundt på skolegården, kiggede forbi sportspladsen, gik flere gange hen til vagten, der stod ved lågen. Men der var endnu intet resultat. Ingen havde set Pia.
„Har din datter ikke en telefon?” spurgte Signe, da vi gik mod baggården – det eneste sted, vi ikke havde været endnu.
„Jo, selvfølgelig,” sukkede jeg. „Men hendes telefon har jeg. Jeg nåede ikke at give den til Pia…”
„Det var da ærgerligt, at du ikke nåede det…” sukkede lærerinden efter mig.
„Bare der ikke er sket noget … bare der ikke er sket hende noget,” gentog jeg næsten hviskende.
Signe svarede ikke. Hun tænkte på, at hun nu ikke kun var ansvarlig for børnene, men også for forældrenes tillid. Og hvis der virkelig var sket noget alvorligt med barnet…
I mellemtiden stod pigen med de hvide sløjfer og den gule rygsæk med ællinger på skolens baggård under et højt træ og talte til en kattekilling, der sad på en gren lige over hovedet på hende og ikke kunne komme ned. Så meget hun end bad den om at hoppe, svarede killingen kun med jamrende mjav.
„Kom nu, lille ven, hop,” sagde Pia til killingen. „Jeg fanger dig. Det lover jeg.”
Killingen så ud, som om den forsøgte at hoppe, men i sidste øjeblik lammede frygten den, og den trykkede sig tættere ind mod grenen og begyndte at mjave igen. Så jamrende, at Pia var lige ved at græde.
Da pigen forstod, at hun ikke kunne klare det alene – løb hun for at hente hjælp.
Og da hun drejede om hjørnet på skolen, løb hun uventet ind i sin far og Signe. De så på en eller anden måde bekymrede ud.
„Min skat, hvor blev du af?” løb jeg hen til hende. „Jeg var lige ved at blive tosset. Hvad laver du her?”
„Far, du må skælde mig ud bagefter, okay?” svarede Pia. „Men lige nu … lige nu har jeg brug for din hjælp.”
„Hvad er der sket?”
„Kom med mig.”
Hun tog mig i hånden og trak med den anden hånd i Signe og førte os bestemt om bag skolen.
Uforstående så vi voksne på hinanden og fulgte tavse efter pigen. Endelig førte Pia os hen til træet og pegede opad med fingeren:
„Der er en lille killing. Kan I se? Far, tag den ned, er du sød?”
„Pia, vil du ikke fortælle far, hvordan du overhovedet endte her? Hvor sagde jeg, du skulle vente på mig?”
„Da jeg stod ved hegnet og ventede på dig, så jeg en hund jagte killingen, og jeg løb efter dem. Killingen klatrede op i træet af frygt, og hunden stod og gjorde ad den. Jeg fik jaget hunden væk… Men jeg kunne ikke få killingen ned.”
„Har du selv jaget en stor hund væk?” spurgte Signe forundret.
„Ja,” nikkede Pia. „Jeg sagde til den, at min far ville komme, og at hvis den ikke gik selv, så ville min far nok hjælpe den. Og så gik den. Men killingen sidder der stadig, stakkels. Far, tager du den ned? Hvor længe skal vi stå her og ingenting gøre?” trampede Pia utålmodigt med foden. „Den er jo bange…”
Jeg kiggede skeptisk på de tynde grene og indså, at med mine +90 kilo var der ikke noget at gøre der. Anderledes så det ud med lærerinden. Lille og spinkel. Hun ville sagtens kunne.
„Hvorfor kigger du sådan på mig?” spurgte Signe forundret. „Jeg kravler ikke derop. Jeg kan ikke engang nå grenen.”
„Jeg løfter dig op,” smilede jeg.
„Det bliver ikke til noget!”
„Jo, tak,” Pia tog lærerindens hånd. „Se, hvor bange den er. Hvad hvis den falder ned?”
Signe løftede hovedet.
Killingen mjavede igen jamrende, som om den virkelig forstod, at det var den, der blev talt om.
„Okay,” sagde hun endelig. „Men du,” Signe så på mig, „skal holde mig meget godt fast og ikke tabe mig.”
„Jeg lover, at alt går godt,” smilede jeg.
Signe satte sig på mine brede skuldre, jeg løftede hende straks ubesværet, rejste mig, og så stillede hun sig på mine skuldre med begge ben og holdt fast i grenen med den ene hånd, mens hun med den anden – til pigens og farens begejstrede tilråb – prøvede med al magt at nå killingen.
„Lidt mere…« heppede jeg på hende. „Næsten.”
Killingen bakkede først forskrækket, men så tog den mod til sig og trådte forsigtigt hende i møde og …
„Det lykkedes! Det lykkedes!” klappede Pia glad i hænderne. „Hvor er du dygtig, Signe. Far, hold hende godt fast. Tab hende ikke.”
Da Signe endelig stod på jorden, rakte Pia straks hænderne ud efter killingen og trykkede den ind til sig.
Og den begyndte straks at spinde sagte.
„Nå, men,” smilede jeg. „Gudskelov, alle er i live og raske. Men hvor du dog skræmte mig, min skat, med din mystiske forsvinden.”
„Undskyld, far. Jeg ville ikke skræmme dig. Jeg kunne bare ikke efterlade den alene. Den ville aldrig have kunnet komme ned selv.”
Jeg så på Pia og rystede bare på hovedet.
Det var for dette gode hjerte, jeg elskede min datter højest.
„Må vi tage den med hjem?” spurgte Pia og så på killingen.
„Jeg tror, det bliver svært at sige nej efter sådan et bekendtskab,” grinte jeg.
„Så pas på den, mens jeg henter skolebøgerne. Og pas på – bliv ikke væk nogen steder. Så vi skal lede efter dig bagefter, Signe og jeg.”
Lærerinden kunne ikke lade være med at grine.
„Ja, tænk, hvordan mon din mor bliver overrasket, når I kommer hjem med den lille fyr.”
„Jeg har ingen mor …« sukkede pigen. „Men jeg ville ønske, jeg havde.”
„Undskyld, det vidste jeg ikke…” slog lærerinden forskrækket øjnene ned.
„Det er okay, det går nok,” smilede jeg. „Hun forlod os for fem år siden. Rejste til udlandet. Og siden har jeg ikke hørt fra hende. Pia og mig har ikke hørt fra hende.”
Et øjeblik blev der stille på baggården. Signe så tavs på os – på den store, lidt kejtede mand med de venlige øjne og den lille pige med en grå killing i armene, og der stak noget voldsomt i hendes bryst.
„Men nu har vi Søren,” sagde Pia bestemt og strøg killingen over pelsen.
„Har du allerede fundet på et navn?” smilede jeg.
„Selvfølgelig. Kan man leve uden et navn?”
*****
Jeg hentede altid Pia selv. Nogle gange vekslede vi kun nogle få ord med Signe, andre gange trak samtalen ud, indtil skolegården var helt tom. Vi talte om Pias fremskridt, sjove historier fra klassen, bøger, film, kæledyr og stoppede gradvist med at lægge mærke til, at vi for længst ikke kun talte om skolen.
En dag stod jeg i gangen og ventede, til alle børn var gået, og så gik jeg bestemt ind i klassen.
Signe smilede først bredt, men da hun så den smukke buket i mine hænder, blev hun overrasket.
„Den er til dig,” sagde jeg hæst og rakte hende blomsterne. „Og så … Jeg vil gerne invitere dig ud at spise i aften. Eller rettere – Pia og jeg vil meget gerne have, at du spiser med os. Alle tre. Hvad siger du til det, Signe?”
Lærerinden blev genert, følte, hvordan ørerne brændte, men … hun tog imod blomsterne.
De duftede af efterår, af hjem og på en eller anden måde – af håb.
„Ja,” svarede hun enkelt. „Jeg siger ja.”
På samme måde sagde Signe ja til mig, da jeg et år senere friede til hende.
På rådhuset holdt Pia Signe fast i hånden og …
… kunne slet ikke holde op med at smile. I det øjeblik følte hun sig som den lykkeligste pige i verden.
„Må jeg … må jeg kalde dig mor nu?”
Den unge kvindes øjne blev blanke.
„Hvis du selv vil, så må du gerne. Det vil være det dyrebareste ord for mig.”
Pia krammede hende fast.
Jeg stod ved siden af og så på dem med et smil.
Hvem skulle have troet, at mit og Pias liv på et øjeblik kunne ændre sig så dramatisk?
Men mirakler sker alligevel.
Og dette mirakel, et dejligt, blødt mirakel, ligger nu på vindueskarmen i lejligheden og venter spændt på, at familien endelig kommer hjem.
**Lære:** Nogle gange kommer det største mirakel i ens liv i form af en lille, jamrende killing, der sidder fast i et træ. Det handlede ikke om, at finde hende; det handlede om at finde ud af, at jeg havde brug for hende, og at jeg fik en ny chance. At vente på, at det gode kommer, er det hele værd, når man holder fast i hinanden.
