— Rasmus, stil kufferten pænt, der er en luksuscreme i den, hvis du knuser den, betaler du aldrig tilbage! — svigerindens stemme skar gennem forstuen som en herskerinde, der vender tilbage til sine retmæssige domæner.
Jeg lagde skræddersaksen fra mig. At skære silke på skrå er en finfintlig sag, der ikke tåler hastværk, og hastværket smækkede netop med hoveddøren og væltede ind i gangen sammen med to enorme kufferter.
I døren stod Mette. Niogtredive år, intet dages officielt arbejde de sidste fem år og den evige rolle som “misforstået muse”. Bag hende skiftede min mand fod, flittigt undgående mit blik.
— Sofie, hun er altså min søster, — brummede Rasmus undskyldende, idet han greb kufferten. — Hun har det svært. Hun har brug for et sted at være.
— Jeg bor hos jer lidt, indtil han kravler tilbage og undskylder, — proklamerede Mette, idet hun smed sine sko midt i entreen. — Rasmus, slæb tingene ind i soveværelset med altanen. Jeg har brug for frisk luft til meditation.
Hun defilerede ud i køkkenet uden så meget som at kigge på mig. Med et lille smil observerede jeg dette absurditetens optog. Som skrædder med tyve års erfaring ved jeg: er stoffet råddent, så revner det i sømmene, uanset hvordan du tråkler. Min mands slægtninge forvekslede ofte min høflighed med mangel på rygrad.
I køkkenet smækkede køleskabsdøren.
— Sofie! — lød det derfra. — Hvorfor har I ikke mandelmælk? Jeg skal bruge det til en smoothie. Og den hylde der rydder jeg, her skal mine detox-geler stå. Din pølse har jeg stillet ud på altanen, den ødelægger min aura.
Jeg gik roligt ind i køkkenet. Min røgede pølse lå ensomt på vindueskarmen.
— Mette, — sagde jeg roligt og satte pølsen tilbage på sin plads. — Din aura bliver ødelagt af dovenskab. Og hylden rydder du ikke, for på den står mine varer, købt for mine penge. Mandelmælk kan købes i supermarkedet rundt om hjørnet.
Svigerinden trykkede teatralsk hænderne mod brystet.
— Rasmus! Hører du, hvordan hun modtager mig? Jeg kommer med åbent sind, såret af min mands svigt, og så bliver jeg bebrejdet en pølse!
Rasmus maste sig klodset imellem os:
— Sofie, lad hende da flytte det. Hun har det hårdt.
— Det er hårdt at bære kufferten, Rasmus. Men at bo hos os, det bliver meget nemt for hende, — sagde jeg med mit lyseste smil. — Hvis hun da accepterer reglerne i vores beskedne pensionat.
Mette fnøs med hele sit væsens, som om hun nedlod sig til at tale med mig af ren barmhjertighed.
Om aftenen ringede svigermor. Ane ringede altid på højttaler, så hendes skolede velgørerstemme lød tungere. Hun elskede at være generøs og nobel, men strengt taget på andres regning.
— Sofie, min skat, — sang røret. — Du må udvise kvindelig visdom. Omgiv Mette med omsorg. Det er vores hellige familiepligt. Pigen skal genoplade, server morgenmad for hende, lad hende sove ud. Jeg ville selv have taget hende, men mit blodtryk stiger af støj, du forstår.
— Jeg forstår, Ane, — svarede jeg fredsommeligt. — Pas på dig selv. Mette skal nok klare sig.
Næste morgen, en lørdag, stod jeg tidligt op. Jeg lavede ostekager, trak god kaffe. Duften strømmede gennem lejligheden, og snart kom Mette svævende ind i køkkenet, svøbt i mit yndlings cashmere-tæppe.
— Åh, morgenmad! — hun rakte ud efter tallerkenen. — Hvorfor er ostekagerne uden kokosmælk?
Jeg satte tavs en kop sort kaffe foran hende og skubbede et ark papir, fyldt med tætskrevet håndskrift.
— Hvad er det? — Mette tog uldent arket med to fingerspidser, neglene perfekt manicurerede.
— Det, Mette, er en regning.
Svigerinden blinkede uforstående med sine extensions-vipper.
— En moderne kvinde skal respektere sine grænser og leve i flow, ikke tælle kroner! — begyndte hun sin yndlingsfortælling. — Jeg lever af universets energi, materien er lave vibrationer, der blokerer chakraerne!
— Dine chakraer blokerede, da du sagde op i logistik for fire år siden for at “finde dig selv”, — svarede jeg roligt og tog en slurk kaffe. — Universets energi betaler desværre ikke elregningen. Vand og strøm har vi i øvrigt på målere.
— Du er en materialistisk, sjælløs skrædder! Du tænker kun på dine klude! — skreg Mette, mens røde pletter blomstrede på hendes hud.
Hun sprang op fra stolen, næseborene blæste op som en fuldblodsmops, der i stedet for foie gras fik en tvebak.
Jeg blinkede ikke engang.
Ind i køkkenet kiggede en søvndrukken Rasmus.
— Sofie, hvad? Hvilken husleje? Hun er da på besøg!
— En gæst, Rasmus, — vendte jeg mig mod min mand. — Det er en, der kommer med en kage, drikker te, roser værtinden og går hjem for at sove i sin egen seng. En, der slæber to vinterkufferter i midten af maj, overtager et helt værelse og kræver mandelmælk, det er en lejer.
Mette tog vejret, klar til et nyt hysterisk anfald.
— Jeg er familie! Jeg har ret! Min bror bor her jo også!
— Han bor, Mette, — sagde jeg roligt. — Men det gør ikke min lejlighed til et familiehotel. Lad os vende tilbage til regningen. Punkt et: husleje for værelset. Punkt to: mad fra mine varer. Punkt tre: vand og lys. Punkt fire: rengøring efter dig selv. Vil du ikke betale for rengøring, så her er en vagtplan: i dag vasker du toilet og komfur.
— Hvordan vover du?! — svigerinden gispede. — Rasmus! Din kone smider mig ud!
Rasmus så fra mit rolige ansigt til Mettes røde, forvredne maske.
— Mette, — sagde han uventet fast. — Sofie har ret. Du er ikke kommet til et hotel. Vil du bo hos os, så respekter værtinden og husets regler.
Det var et slag i ryggen, svigerinden ikke havde ventet. Jeg nikkede anerkendende til min mand og tilføjede det afgørende argument:
— Og hvis du, Rasmus, af ren medlidenhed betaler din søsters ophold af din egen lomme, så trækker vi beløbet fra budgettet til din nye bil. Simpel matematik.
Rasmus, for hvem en ny bil havde været en drøm de sidste tre år, foldede resolut armene over brystet og viste med hele sin holdning, at han ikke havde tænkt sig at sponsorere søsterens luner.
Uden broderens støtte, gratis logi og tjenestepige i min skikkelse, greb Mette krampagtigt sin telefon og ringede til moderen.
— Mor! De mobber mig! De tvinger mig til at vaske toiletter! Jeg kommer til dig!
Fra højttaleren lød en hastig kaglende stemme:
— Åh, Mette, skat, men jeg har lige fået gang i gangrenovering! Det lugter af maling, jeg får allergi! Du må holde ud hos Sofie, vær nu fornuftig! — og forbindelsen blev hastigt afbrudt.
Mette stod midt i køkkenet og klemte om den slukkede telefon. Patosen punkterede, og tilbage stod den simple, uskønne sandhed: en voksen kvinde, vant til at ride på andres nakke, opdagede pludselig, at nakken var smurt med sæbe.
Fyrre minutter senere rullede kufferterne, arrigt skramlende med hjulene, ud i opgangen. Og Mette, som det viste sig om aftenen, havde alligevel fundet et sted at bo. Hos en veninde. Ganske vist uden mandelmælk, eget tæppe og gratis tjenestepige.
