Hele livet havde Søren drømt om en søn. Han havde endda fundet på et navn – Tim. Men sådan blev det ikke; i stedet voksede tre døtre op i hjemmet…
Hans kone Mette lod sig ikke slå ud:
– Se dog på dem, så smukke de er! – sagde hun altid.
Søren smilede og nikkede. Selvfølgelig elskede han sine kvikke piger højt. Alligevel mærkede han somme tider et lille stik af misundelse, når han så naboen sparke bold med sine sønner.
– Årh, hold op, Søren! Din Liv går til karate. Hun slås bedre end nogen dreng! – sagde hans ven.
Søren lo. Liv var ti år og sandelig en tøffelhelt. Hendes søstre, tvillingerne Ida og Asta på syv, var også rap i replikken.
Men drømmen om en søn slap ham aldrig…
Hans døtre havde også en drøm – et kæledyr.
– Nej, jeg holder ikke ud at have en evigt gøende skabning i huset, – afviste Søren pigernes bønner om en hund.
– En kat ødelægger tapetet. Hamstere stinker. En papegøje larmer alt for meget, – afviste han alle forslag.
Pigerne rynkede panden og blev næsten sure.
– Hos Asta og Laura derhjemme har de to hunde! Og det går jo fint! – mumlede Liv utilfreds, men faderen var ubønhørlig.
– Vi finder på noget, – trøstede Ida, der aldrig gav op.
Sørens fødselsdag nærmede sig. Pigerne sad på Livs værelse og diskuterede, hvad de skulle give far.
– En termokande? Et barbersæt?
– Nej, det er alt for banalt!
– Så kom selv med et forslag, når du er så klog! Vi tegner et kort! Der er to dage til festen!
– Hold op, det er børnehave! Gaven skal være overraskende og mindeværdig! Det siger mor.
Diskussionen havde stået på i en halv time og truede med at udvikle sig til slagsmål, da telefonen pludselig ringede:
– Liv, har I husket at tage skraldet ud? – spurgte Mette.
– Selvfølgelig… det er gjort. Kommer du snart hjem? – løj Liv uden at blinke. Og da hun var sikker på, at moderen ikke kom lige med det samme, skyndte hun sig at gøre klar.
– Vi tager med! – råbte tvillingerne.
– Hvad, skal vi alle tre gå med én skraldepose? – sagde Liv surt.
Men få minutter efter forlod de opgangen i en samlet flok.
– Hører I? Derovre ved skraldecontainerne, – hviskede Asta.
De andre standsede og nikkede. Da de kom nærmere, hørte de en jamrende mjauen fra containeren.
– De har vel ikke smidt en kat derind? – sagde Liv usikkert.
Ida trak blot på skuldrene og begyndte energisk at hive poser ud af containeren.
Søstrene rynkede på næsen, men hjalp til. Som om den hørte, at redningen var nær, udstødte katten et fortvivlet skrig.
– Håber ikke den springer løs på os. Hvorfor er den ikke kravlet ud? Sidder den fast? – stønnede Liv, mens hun bøjede sig over kanten.
På den anden side sled Ida og Asta.
Efter et par minutter fandt de svaret:
– Hvordan kan voksne være så dumme! Pakke en kat i en pose og smide den ud! – udbrød Liv, mens hun løsnede den raslende plastik, hvori en forskrækket rødkat sad.
– Den er smuk og kælen! Hvordan kunne nogen smide den stakkel ud? – sukkede Asta.
Katten klatrede straks op i hendes arme og trykkede sig ind til hende, skælvende af angst.
– Hvad bilder I jer ind, I små banditter? I har smidt alt skraldet ud på vejen! Jeg klager til jeres forældre! I har fundet på en sjov leg, mens far og mor ikke er hjemme! – skreg Fru Larsen ud over gården.
Det nyttede ikke at diskutere med den stride kone. Hun kom nærmere med raske skridt trods sin alder.
– Løb! – kommanderede Liv.
Og søstrene stak af mod opgangen, mens Fru Larsens vrede råb ljod efter dem.
– Pyha, det gik vist, – åndede Ida lettet op, da hun smækkede døren i.
– Hun klarer nok. I husker, da vi smadrede vinduet i opgangen? Hun stod lige der og fortalte far det samme aften, – fnøs Liv og mindedes deres narrestreger.
Imens gik Søren hjem fra arbejde. Humøret var glimrende. Weekend og fødselsdag ventede. Han havde altid elsket denne højtid og glædede sig til at fejre den med familien.
Pludselig stod en spåkone ved siden af ham:
– En uventet gave venter dig, kære! Du bliver glad, du kommer til at le! – sagde hun hurtigt og rørte ved hans arm, før hun skyndte sig væk.
»Mærkelige spåkoner i dag. Før i tiden bad de om at få håndfladen smurt,« tænkte Søren og smilede. Han lagde ikke mærke til hendes ord og skyndte sig hjem…
Derhjemme var diskussionen i fuld gang:
– Hvad giver mor far? Fandt I ud af det? – spurgte Liv sine søstre, men de trak blot på skuldrene.
– Jeg spurgte, men mor sagde, det var en overraskelse. Vi finder ud af det, når tiden er inde, – svarede Ida.
Det var underligt. Mor plejede altid at forberede fars fødselsdag sammen med dem.
– Jeg så hende lægge noget i en gavekuvert. Måske en rejse til et kursted? I husker, de drømte om en fælles ferie, – sagde Asta eftertænksomt.
– Måske. Men vores overraskelse bliver ikke ringere. Den vil blive husket længe, og far bliver helt paf, – fnisede Liv.
– Bare han ikke opdager den for tidligt, – lagde Ida fingeren på læberne.
Så ringede dørklokken, og pigerne skyndte sig at lukke op. Forældrene stod på trappen.
– I er usædvanligt stille i dag. Sig mig, hvad har I nu fundet på? – sagde Mette og så nøje på døtrene.
Men søstrene forsikrede, at alt var i orden.
– Vi har endda taget skraldet ud! – rapporterede Liv.
– Det var godt. Hvorfor er der så vådt ved vasken? – spurgte moderen, mens hun nærmede sig håndvasken.
Pigerne så på hinanden.
– Undskyld, mor, jeg ville vaske en t-shirt. Jeg fik den beskidt, – sagde Asta med nedslåede øjne.
– Ikke en dag uden eventyr! – lo Søren. Han var i strålende humør.
Pigerne smuttede hurtigt ind på værelserne og gik uden protest i seng.
»Hold da op, hvor er de artige i aften. De forbereder sikkert en overraskelse til mig,« smilede Søren og kyssede sin kone.
»Det minder mere om stilhed før stormen,« sagde Mette tvivlende. Hun kendte sine døtre alt for godt…
De var lige gået i seng, da der lød en lyd fra Livs værelse.
– Jeg syntes, jeg hørte en mjaven,– hviskede Søren halvsovende.
Da de trådte ind på børneværelset, sad Liv og Ida sammen:
– Jeg havde et mareridt, men det går nok. Må jeg sove hos Liv? – sagde Ida sagte.
– Selvfølgelig, skat. Har I brug for hjælp? – spurgte Mette.
Søstrene nikkede, og resten af natten forløb stille…
Nat før fødselsdagen sov Søren dårligt. Han drømte om en rødhåret spåkone, der mjauede og stirrede på ham med klaregrønne øjne.
Endelig slog han øjnene op – og stivnede. Lige på hans bryst sad et rødt uhyre og borede sit blik ind i ham!
– Mjav,– hilste uhyret på Søren.
– Hvad i alverden… – fór Søren op.
Mette satte sig op og prøvede at forstå, hvad der foregik.
– Hvad er det? – stammede fødselsdagsbarnet og stirrede på den røde kat, der allerede havde krøllet sig sammen ved hans fødder.
Mette så forbløffet ud.
– Åh, far! Du har allerede set vores overraskelse! – kom Liv ind i værelset med kæk stemme.
Bag hende fulgte tvillingerne:
– Tillykke med fødselsdagen, far! Vi ville give dig en gave, du aldrig glemmer. Mød Møffe. Han er en god, rolig og velopdragen kat.
Faktisk har han boet her i to dage, og I lagde ikke mærke til det. Alle sofaer er hele, og tapetet også, – talte Ida og Asta i munden på hinanden.
Mette lo, mens hun så på Søren, der gabte efter luft.
– Du skal ikke bekymre dig, far. Mor giver dig en rejse til et kursted, og I får en dejlig ferie væk fra os. Vi klarer os selv, – sagde Liv.
– Hvilket kursted? Vent lidt, piger, – Mette så overrasket på døtrene.
– Men din gave i kuverten var da en rejse? Jeg så det selv, – hjalp Asta sin søster.
Mette lo nervøst.
– Det er vist umuligt at skjule noget i dette hus, – sagde hun endelig.
– Men hvad skal jeg med det bæst? – spurgte Søren forvirret og så på katten, der stille spandt ved hans fødder.
– Hør, far, det skete helt tilfældigt. Vi gik ud i gården og fandt katten i en pose… i en container. Så kom Fru Larsen. Hun skreg så frygteligt. Du ved jo selv, hvordan hun er, – begyndte Liv.
– Vi blev bange og løb hjem så hurtigt vi kunne, – tilføjede Ida med autoritet.
– Det gik af sig selv, og så var katten pludselig hos os. Men vi kunne da ikke smide den ud igen? Vi har vasket den og gjort den ren. Den er så rolig og tålmodig, – sagde Asta med tårer i øjnene.
Søren sukkede. Han kom i tanke om spåkonens ord om en uventet gave.
– Jamen… en gave var det da. Det skal siges,– mumlede han og så på hele det ærlige selskab.
– Skat, måske har pigerne ret. Katten er sørgelig. Den har været igennem meget. Og den virker rolig og kærlig,– kom Mette døtrene til hjælp.
Søren sukkede igen og tænkte over situationen.
– Den kan jo også fange mus! Det er jeg sikker på! – kom Ida med et jernargument.
– Vi har aldrig haft mus,– sagde Søren dystert.
– Man kan aldrig vide. Jeg hørte for nylig noget raslen bag væggen,– støttede Asta sin søster.
– Okay, I små banditter. Vi ser, hvordan I opfører jer fremover. Og Møffe også, for den sags skyld,– lo Søren.
– Hvorfor Møffe? – spurgte Mette.
– Hvis I hørte, hvor sjovt den spinder, når man klør den på maven,– smilede pigerne.
– Men hvad var der så i kuverten? – ville Asta vide.
Mette blev lidt rød. Så hentede hun en lille æske til sin mand; deri lå kuverten.
– Det er ikke til at tro! – udbrød Søren rørt, da han så indholdet.
Han kunne ikke holde tårerne tilbage…
*****
– En lillebror er jo dejligt. Men jeg tror, vores Møffe også gjorde et uudsletteligt indtryk på far, – hviskede Asta til sin søster om aftenen, da de lå i sengen.
– Vores Møffe er en rigtig forræder. To nætter sov den hos os, og i nat er den flyttet til forældrene, – sagde Ida surt.
– Åh, hold op. Det er jo fars kat, – fnisede Asta.
Søren lå lykkelig i sengen og lyttede til Møffes spinden.
– Hvilken beroligende lyd. Hvorfor har vi ikke fået en kat før? Det forstår jeg ikke,– hviskede han og holdt om Mette.
– Nyd stilheden og roen. Snart bliver der nok ikke meget søvn i dette hus,– lo Mette.
– Ved du hvad, jeg kan næsten ikke tro, at vi får en søn! Tak, skat, det er den bedste gave! – smilede Søren og lukkede øjnene af lykke.
