Hele livet havde Søren drømt om en søn. Han havde endda et navn klar: Frederik. Men sådan skulle det ikke være – i stedet voksede tre døtre op i hjemmet…
Konen Mette lod sig dog ikke slå ud:
– Se bare, hvor pragtfulde de er! sagde hun med et smil.
Søren nikkede og smilede igen. Selvfølgelig elskede han sine kvikke småpiger over alt på jorden. Men indimellem listede en smule misundelse sig ind på ham, især når han så naboen sparke bold med sine drenge.
– Hold op, Søren! Din Freja går til karate. Hun slås bedre end nogen dreng, sagde hans ven.
Søren lo. Freja på ti år var virkelig en tøffelhelt. Hendes søstre – tvillingerne Ida og Asta på syv – var bestemt heller ikke bange for at tage en kamp.
Men drømmen om en søn ville ikke rigtig slippe ham…
Hans døtre havde også en drøm – et kæledyr.
– Nej, jeg gider ikke have et væsen, der gør konstant, afviste Søren deres bønner om en hund.
– Katte ødelægger tapetet. Hamstre lugter. Papegøjer larmer alt for meget, sagde han til alle deres forslag.
Pigerne sukkede og blev lidt fornærmede.
– Hos Vibe og Tanja bor der to hunde! Og det går jo fint! mumlede Freja for sig selv, men far var ubøjelig.
– Vi finder på noget, trøstede Ida, der aldrig gav op.
Det nærmede sig Sørens fødselsdag. Pigerne sad på Frejas værelse og diskuterede, hvad de skulle give ham.
– En termokande? Et barbersæt?
– Nej, alt det er alt for kedeligt!
– Så find selv på noget, når du er så klog! Vi tegner et kort! Der er kun to dage til!
– Hold op med det børnehavefnidder! Gaven skal være overraskende og mindeværdig! Siger mor.
Diskussionen havde stået på i en halv time og var ved at ende i skænderi, da telefonen pludselig ringede:
– Freja, har I husket at tage skraldet ud? spurgte Mette.
– Ja, det har vi… selvfølgelig. Det hele er ude. Kører du hjem nu? løj Freja uden at blinke. Og da hun var sikker på, at mor ikke kom foreløbig, skyndte hun sig at gøre sig klar.
– Vi kommer med! råbte tvillingerne.
– Hvorfor skal vi alle tre ud med én skraldepose? sukkede Freja.
Men få minutter senere forlod de alle lejligheden.
– Hører I det? Derovre ved skraldespanden, hviskede Asta.
Pigerne standsede og nikkede. Da de kom tættere på, hørte de en jamrende miau fra containerne.
– De har vel ikke smidt en kat derind? sagde Freja usikkert.
Ida trak på skuldrene og begyndte energisk at hive affaldsposer ud.
Søstrene rynkede på næsen, men hjalp til. Som om den hørte, at redningen var nær, udstødte katten et fortvivlet hyl.
– Håber ikke den hopper på os. Hvorfor har den ikke kravlet ud? Sidder den fast? stønnede Freja, mens hun balancerede på kanten.
På den anden side sled Ida og Asta videre.
Få minutter senere fandt de svaret:
– Hvordan kan voksne finde på at pakke en kat i en pose og smide den ud! udbrød Freja, mens hun løsnede knuden på en plastikpose, hvor en forskræmt rød kat sad.
– Den er smuk og kærlig! Hvordan kan nogen gøre sådan? sugede Asta.
Katten kravlede straks op i pigens arme og trykkede sig skælvende ind til hende.
– Hvad laver I, unger? Hele skraldet ligger på vejen! Jeg klager til jeres forældre! Sådan noget pjat, når far og mor ikke er hjemme! råbte Fru Jensen fra altanen.
Det nyttede ikke at diskutere med hende. Hun kom hastende hen mod dem.
– Løb! kommanderede Freja.
Søstrene styrtede mod opgangen, mens Fru Jensens vrede råb lød bag dem.
– Puha, det gik vist, sukkede Ida, mens hun smækkede døren i.
– Hun klarer nok. Kan I huske dengang vi smadrede vinduet i opgangen? Så stod hun der med det samme og sladrede til far, rullede Freja med øjnene.
I mellemtiden gik Søren hjem fra arbejde. Han var i godt humør. Weekend og fødselsdag ventede. Han havde altid elsket sin fødselsdag og glædede sig til at fejre den med familien.
Pludselig stod en spåkone foran ham:
– En uventet gave venter dig! Du vil blive glad og grine! sagde hun hurtigt, rørte ved hans arm og forsvandt.
»Mærkelige tider. Før i tiden bad de om at få håndfladen smurt,« tænkte Søren og skyndte sig hjem…
Derhjemme var der ivrig diskussion:
– Hvad giver mor far? spurgte Freja tvillingerne, men de trak bare på skuldrene.
– Jeg spurgte, men hun sagde, det var en overraskelse. Vi finder ud af det på dagen, svarede Ida.
Det var underligt. Mor planlagde altid fars fødselsdag sammen med dem.
– Så hende putte noget i en konvolut. Måske en rejse? Kan I huske, de talte om en ferie? sagde Asta tænksomt.
– Måske. Men vores overraskelse bliver også god. Den vil han huske længe og blive helt overrasket, fnisede Freja.
– Bare han ikke opdager den for tidligt, hviskede Ida.
Døren ringede, og pigerne løb for at åbne. Forældrene stod der.
– I er for stille. Indrøm det – hvad har I nu lavet? spurgte Mette skarpt.
Men pigerne forsikrede, at alt var fint.
– Vi har endda taget skraldet ud! rapporterede Freja.
– Fint. Hvorfor er der så vådt på badeværelset? spurgte moderen.
Pigerne så på hinanden.
– Undskyld, mor, jeg ville vaske en T-shirt. Den var beskidt, sagde Asta med nedslåede øjne.
– Ikke en dag uden drama! lo Søren. Han var i strålende humør.
Pigerne forsvandt på værelserne og gik i seng uden brok.
– Holdet vokser… Se, hvor de er lydige. De må have en overraskelse til mig, sagde Søren og kyssede Mette.
– Det ligner mere stilhed før stormen, tvivlede Mette. Hun kendte sine døtre for godt…
De var lige faldet i søvn, da der lød en larm fra Frejas værelse.
– Var det et mjav? hviskede Søren halvsovende.
Da de kiggede ind, sad Freja sammen med Ida:
– Jeg havde et mareridt, men det går nu. Må jeg sove hos Freja? hviskede Ida.
– Selvfølgelig, skat. Har I brug for hjælp? spurgte Mette.
Pigerne nikkede, og natten gik stille…
Aftenen før fødselsdagen sov Søren dårligt. Han drømte om den rødhårede spåkone, der mjavede og stirrede med grønne øjne.
Endelig åbnede han øjnene og frøs. Lige på hans bryst sad et rødt monster og borede blikket i ham!
– Mjav, hilste uhyret.
– Aaaa! skreg Søren.
Mette satte sig op og stirrede.
– Hvad? Hvad er det? stammede fødselaren og stirrede på den røde kat, der allerede havde taget plads ved hans fødder.
Mette blinkede uforstående.
– Åh, far! Du har set vores gave! sagde Freja muntert og kom ind.
Tvillingerne fulgte efter:
– Tillykke med fødselsdagen, far! Vi ville give dig en uforglemmelig gave. Mød Bølle. Han er rigtig god, rolig og velopdragen.
Han har boet her i to dage, og I opdagede ham ikke. Alle sofaer og tapeter er uskadte, sagde Ida og Asta i munden på hinanden.
Mette lo, mens Søren gispede efter vejret.
– Bare rolig, far. Mor giver dig en rejse, så I kan slappe af uden os. Vi klarer os selv, sagde Freja.
– Hvilken rejse? Vent lige, piger, sagde Mette overrasket.
– Men din gave i konvolutten var vel en ferie? Jeg så det selv, hjalp Asta.
Mette lo nervøst.
– Det er åbenbart umuligt at skjule noget i dette hus, sagde hun.
– Hvad stiller jeg op med det dyr? spurgte Søren forvirret og så på katten, der spandt ved hans fødder.
– Far, det skete ved et uheld. Vi gik ud og fandt katten i en pose… i skralderen. Så kom Fru Jensen. Hun råbte ad os. Du kender hende, begyndte Freja.
– Vi blev bange og løb hjem, tilføjede Ida.
– Det skete bare, og så var katten her. Vi kunne jo ikke smide den ud igen. Vi har endda vasket den. Den er rolig og tålmodig, sagde Asta med tårer i øjnene.
Søren sukkede. Spåkonens ord om en uventet gave dukkede op i hans hoved.
– Nå… En gave, ja, mumlede han og så på flokken.
– Skat, pigerne har ret. Katten har det hårdt. Den virker rolig og kærlig, hjalp Mette.
Søren tænkte sig om.
– Den kan jo fange mus! sagde Ida med et overbevisende argument.
– Vi har aldrig haft mus, sagde Søren trist.
– Der kan ske alt. Jeg hørte noget rasle bag væggen i går, støttede Asta.
– Okay, bøller. Vi ser, hvordan I opfører jer. Og Bølle også, lo Søren.
– Hvorfor Bølle? spurgte Mette.
– Han spinder så sjovt, når man nusser ham på maven, smilede pigerne.
– Hvad var så gaven i konvolutten? spurgte Asta.
Mette blev lidt forlegen. Hun hentede en lille æske med en konvolut.
– Det kan ikke være! sagde Søren spændt og så på indholdet.
Han kunne ikke holde tårerne tilbage…
*****
– En lillebror er da dejligt, men vores Bølle gjorde også stort indtryk på far, hviskede Asta til Ida om aftenen.
– Vores Bølle er en forræder. Han sov hos os to nætter, men nu ligger han hos forældrene, rynkede Ida.
– Hold op. Det er fars kat, fnisede Asta.
Søren lå lykkelig i sengen og lyttede til Bølles spinden.
– Hvilken beroligende lyd. Hvorfor har vi ikke fået en kat før? hviskede han og holdt om Mette.
– Nyd stilheden. Snart bliver der travlt her, lo Mette.
– Ved du hvad, jeg kan næsten ikke tro, vi får en søn! Tak, skat. Det er den bedste gave! smilede Søren og lukkede øjnene af lykke.
