— Mads, sæt kufferten forsigtigt, der er en luksuscreme i, hvis du knuser den, kan du aldrig betale tilbage! — svigerindens stemme skar igennem stilheden i vores entre med en selvsikkerhed, som om hun var husets retmæssige ejer.
Jeg lagde skræddersaksen fra mig. At skære silke på skrå er en finurlig affære, der ikke tåler hastværk, og hastværket havde lige smækket hoveddøren i og væltet ind i gangen sammen med to enorme kufferter.
I døren stod Ulla. Niogtredive år, ingen officiel anciennitet de sidste fem år og en evig rolle som “misforstået muse”. Bag hende skiftede min mand vægten fra den ene fod til den anden, mens han flittigt undgik at se op.
— Grethe, hun er jo min søster, — mumlede Mads undskyldende, idet han tog fat i kufferten. — Hun har en svær periode. Hun har brug for et sted at være.
— Jeg bor lidt hos jer, indtil han kravler tilbage og undskylder, — proklamerede Ulla og sparkede sine sko af midt i døråbningen. — Mads, slæb tingene ind i soveværelset med altanen. Jeg har brug for frisk luft til mine meditationer.
Hun gik ind i køkkenet uden så meget som at kaste et blik på mig. Jeg betragtede dette absurditetsoptog med et lille smil. Som skrædder med tyve års erfaring ved jeg godt, at hvis stoffet er råddent, går det i sømmene, uanset hvordan du tråkler det. Min mands familie forvekslede ofte min venlighed med svaghed.
I køkkenet smækkede køleskabsdøren.
— Grethe! — lød det derfra. — Hvorfor har I ikke mandelmælk? Jeg skal bruge det til en smoothie. Og den hylde rydder jeg, her skal mine detox-geler stå. Din spegepølse har jeg sat ud på altanen, den ødelægger min aura.
Jeg gik roligt ind i køkkenet. Min røgede spegepølse lå ganske rigtigt ensomt på vindueskarmen.
— Ulla, — sagde jeg roligt og satte pølsen tilbage på sin plads. — Din aura bliver ødelagt af lediggang. Og hylde rydder du ikke, for der står mine madvarer, købt for mine penge. Mandelmælk kan du købe i supermarkedet om hjørnet.
Svigerinden førte teateralsk hænderne til brystet.
— Mads! Hører du, hvordan hun tager imod mig? Jeg kommer til jer med åben sjæl, såret af min mands svigt, og så bliver jeg bebrejdet et stykke pølse!
Mads maste sig ind mellem os:
— Grethe, lad hende da omarrangere. Hun har det svært lige nu.
— Det er svært for hende at bære kufferten, Mads. Men at bo hos os bliver meget let for hende, — jeg smilede mit mest strålende smil. — Hvis hun da accepterer reglerne i vores beskedne pensionat.
Ulla fnøs, som om hun nedlod sig til at tale med mig af ren barmhjertighed.
Om aftenen ringede svigermor. Bodil ringede altid på højttaler, så hun kunne lade sin velgørerstemme lyde mere vægtig. Hun elskede at være gavmild og ædel, men strengt taget på andres regning.
— Grethe, min skat, — sang røret. — Du må vise kvindelig visdom. Omring Ulla med omsorg. Det er vores hellige familiepligt. Pigen skal genopbygge sine ressourcer, server morgenmad for hende, lad hende sove ud. Jeg ville selv have taget hende, men mit blodtryk stiger af larm, du forstår.
— Jeg forstår, Bodil, — svarede jeg fredeligt. — Pas på dig selv. Ulla klarer sig her.
Næste morgen, en lørdag, stod jeg tidligt op. Jeg lavede ostekager, bryggede god kaffe. Duften strømmede gennem lejligheden, og snart svævede Ulla ind i køkkenet, svøbt i mit yndlingscashmeretæppe.
— Åh, morgenmad! — hun rakte ud efter tallerkenen. — Hvorfor er ostekagerne uden kokosmælk?
Jeg satte tavse en kop sort kaffe foran hende og skubbede et stykke papir hen, tæt beskrevet.
— Hvad er det? — Ulla tog afskyeligt arket med to fingre, der var perfekt manicurede.
— Det, Ulla, er en regning.
Svigerinden blaffede med de forlængede vipper uden at forstå.
— En moderne kvinde skal respektere sine grænser og leve i flow, ikke tælle øre! — begyndte hun sin yndlingsplade. — Jeg lever i øvrigt af universets energi, det materielle er lave vibrationer, der blokerer chakraerne!
— Dine chakraer blev blokeret, da du sagde op i logistikbranchen for fire år siden for at “finde dig selv”, — svarede jeg roligt og tog en slurk kaffe. — Universets energi betaler desværre ikke elregningen. Vand og strøm har i øvrigt målere.
— Du er en materialistisk, åndløs skrædder! Du kan kun tænke på dine klude! — hvinede Ulla, mens røde pletter blomstrede på hendes kind.
Hun fløj op fra stolen, næseborene udspilede i harme som en fuldblods mops, der i stedet for foie gras blev budt en tvebak.
Jeg blinkede ikke.
En søvnig Mads stak hovedet ind i køkkenet, tiltrukket af larmen.
— Grethe, hvad er det? Hvilken husleje? Hun er jo på besøg!
— En gæst, Mads, — vendte jeg mig mod min mand, — er en person, der kommer med en kage, drikker te, roser værtinden og går hjem og sover. En person, der slæber to vinterkufferter med sig i midten af maj, tager et helt værelse og forlanger mandelmælk – det er en lejer.
Ulla trak vejret for at forberede et nyt raserianfald.
— Jeg er familie! Jeg har ret! Min bror bor også her!
— Han bor her, Ulla, — sagde jeg roligt. — Men det gør ikke min lejlighed til et familiehotel. Lad os vende tilbage til regningen. Post et: husleje for værelset. Post to: mad af mine varer. Post tre: vand og strøm. Og post fire: oprydning efter dig selv. Hvis du ikke vil betale for rengøring, er her en vagtplan: i dag vasker du wc og komfur.
— Hvor vover du?! — svigerinden gispede. — Mads! Din kone smider mig ud!
Mads så fra mit rolige ansigt til Ullas røde, forvredne af raseri.
— Ulla, — sagde manden overraskende bestemt. — Grethe har ret. Du er ikke kommet på hotel. Vil du bo hos os, så respekter værtinden og husets regler.
Det var et knivstik i ryggen, som svigerinden ikke havde regnet med. Jeg nikkede anerkendende til min mand og tilføjede et sidste argument:
— Og hvis du, Mads, beslutter dig for at betale for din søsters ophold af medlidenhed, trækker vi det beløb fra budgettet til din nye bil. Simpel matematik.
Mads, for hvem en ny bil havde været en drøm i tre år, foldede resolut armene over kors og viste med hele sin fremtoning, at han ikke havde tænkt sig at finansiere søsterens luner.
Efterladt uden broderens støtte, gratis pensionat og tjenestepige i min skikkelse, greb Ulla panisk telefonen og ringede til sin mor.
— Mor! De mobber mig! De tvinger mig til at vaske toiletter! Jeg kommer til dig!
Fra højttaleren lød Bodils hastige kaglende:
— Åh, Ulla, skatter, jeg har jo lige begyndt renovering i gangen! Det lugter af maling, du får allergi! Du må holde ud hos Grethe, vær nu fornuftig! — og forbindelsen blev hastigt afbrudt.
Ulla stod midt i køkkenet og klemte sin slukkede telefon. Patosen var faldet af og blotlagt en simpel, ubehagelig sandhed: en voksen kvinde, vant til at ride på andres nakke, opdagede pludselig, at nakken var smurt ind i sæbe.
Fyrre minutter senere, med ondt i hjulene, rullede kufferterne ud i opgangen. Og Ulla, som det viste sig om aftenen, havde alligevel fundet logi. Hos en veninde. Ganske vist uden mandelmælk, personligt tæppe og gratis tjenestepige.
