Mikkel holdt mest af at fiske om sommeren, men også om vinteren tog han et par gange afsted. Som han selv sagde, “for at lufte frostbenene”. Han fangede sjældent store mængder, men der var altid nok til en fiskesuppe, og lidt til overs til de omkringboende katte.
Den vinterdag, da han tænker tilbage på den nu, husker han tydeligt, at han først tjekkede isen på søen – den havde længe været sikker. Så gjorde han sig klar til endnu en tur. Om morgenen listede han stille ud: tog fiskegrejet, snuppede smørrebrødet fra køleskabet og sneg sig på tåspidser ud i gården – konen og børnene lå stadig i den syvende søvn.
Der var heller ingen på søen. Selv de mest ihærdige lystfiskere foretrak vist at holde nytårsferien hjemme foran sovsen fremfor i kulden. Det generede ikke Mikkel det mindste.
“Desto mere fisk til mig,” tænkte han og begyndte i ro og mag at klargøre linerne.
Omkring samme tid fik han øje på en bevægelse nær bredden. En ganske stor, lurvet hund kom forsigtigt ud på isen og stirrede lige på Mikkel. Alt tydede på, at hunden havde tilbragt lang tid i skoven: den var pjusket, med indfaldne sider og et vagtsomt blik.
Hunden nærmede sig Mikkel med en smule logren med halen, som for at sige, at der ikke var grund til at frygte aggression. Mikkel havde i øvrigt allerede forstået, at hunden sikkert engang havde været en familiehund – en vild en var for længst stukket af og havde ikke forsøgt at stifte bekendtskab.
Hunden fulgte fiskeriet med stor opmærksomhed. Især glædede den sig, hver gang Mikkel trak en fisk op af hullet. Hunden sprang op og logrede ivrigt, som om den delte fangerens lykke.
Smørrebrødet blev delt lige over – heldigvis havde konen pakket rigeligt til Mikkel. Hen mod slutningen af måltidet blev hunden så dristig, at den snusede til termokanden med te. Men den drikkev arede den ikke.
Situationen blev akavet, da Mikkel begyndte at pakke sammen for at tage hjem. Hunden viste ingen tegn på at ville gå sin vej, men kredsede om bilen. Mikkel tøvede: at tage en voksen hund med hjem havde ikke været planen.
Da bilen rullede af sted, tris sede hunden efter – ikke på kørebanen, men langs rabatten, hvor den trampede i sneen.
Mikkel vendte sig først om, så stirrede mørkt på vejen, men efter et par minutter kunne han ikke lade være: han så sig tilbage. Hunden, om end mager, hang stadig på. Mikkel sukkede og trådte på bremsen.
Hjemme ventede hele familien: konen og børnene var lige blevet færdige med morgenmaden og var gået ud for at bygge en snemand.
“Nå, har vi en stor fangst i dag?” smilede konen til Mikkel. “Fisk er der ikke så mange af. Men til gengæld fik jeg et ordentligt eksemplar,” lo Mikkel og åbnede bilens bagdør. Hunden kravlede forsigtigt ud og begyndte at logre…
Et par uger senere var alle tvivl om, hvorvidt de skulle beholde hunden, forsvundet. Hunden, der fik det usædvanlige navn Karpe, havde allerede taget gården i besiddelse og lod endda børnene ride på ryggen. Dyrlægen bekræftede, at hunden var rask, blot underernæret. Men det var til at rette op på – med husbondens kost…
