Mikkel, den halvgamle huskat, sad på vindueskarmen og så ned i gården, hvor duerne sloges om en tør rugbrødsskorpe. Lars så på Mikkel. Syv år havde de boet sammen, hvis man ikke regnede konen Mette og datteren Lærke med. Men Mikkel var hans. Lige fra den første dag, da en tre måneder gammel pelsbold klamrede sig til hans uldtrøje og faldt i søvn i albueleddet.
Mette stod ved komfuret og lavede boller i karry, og der bredte sig en duft af laurbærblade ud over køkkenet. Lærke, som var tolv, sad ved bordet og streg rundt på sin telefon. En helt almindelig lørdag aften, som der havde været et hundred af og ville komme lige så mange. Men Lars lagde mærke til, at datteren kiggede på sin mor med et forventningsfuldt blik. Og moderen, mens hun rørte i karryen, nikkede næsten umærkeligt tilbage, som om de havde aftalt noget på forhånd.
“Far,” begyndte Lærke med den tone, man bruger, når man vil have en ny telefon eller lov til at overnatte hos en veninde.
Lars lagde avisen fra sig.
“Jah?”
“Altså, Lene har haft en kat, der har fået killinger. Og en af dem er der ingen, der vil have. Den halter lidt, forpoten er skæv. De vil … altså … ”
Hun fik ikke sagt mere, men det var tydeligt nok. Lars så på Mette. Hun rørte ivrigt i karryen, selvom der ikke var noget at røre længere.
“Nej,” sagde han. Ikke ondt, ikke skarpt. Bare sagt.
“Hvorfor?”
“Fordi vi har Mikkel. Han er syv år, vant til at være alene. Hvis I slæber en anden med hjem, bliver der slagsmål, tis på hjørnerne, og endnu mere hår. Jeg er imod.”
Lærke så på sin mor. Mette slukkede for blusset og satte sig ved siden af sin mand.
“Lars, killingen er tre måneder. Poten er groet forkert sammen. Hvis vi ikke tager den, kører Lene den til internatet, og derfra bliver sådan nogle ikke hentet.”
Lars forstod godt. Men han nikkede ikke.
“Jeg er imod,” gentog han og løftede avisen.
***
Ugen gik. Lærke bad ikke mere, men ved aftensmaden rakte hun ham brødet uden et ord. Mette holdt op med at spørge, hvordan dagen var gået på arbejde. Lars mærkede det, som man mærker et træk fra et åbent vindue: selvom alle vinduer var lukkede, var der noget, der trak.
Fredag kom Lærke hjem fra skole med røde øjne. Hun smed rygsækken ved døren og gik ind på sit værelse. Mette gik ind til hende, kom ud efter ti minutter.
“Hvad?” spurgte Lars.
“Lene sagde, at killingen bliver kørt af sted i morgen tidlig. Der er fundet et internat i Valby, men Lærke har set billeder derfra. Små bure, to hundrede katte, lugt…”
Mette pressede ikke på. Hun fortalte det bare og gik i gang med opvasken.
Lars stod alene i gangen. Der kom ingen lyd fra Lærkes værelse, hvilket var værre end at hun græd.
***
Næste morgen stod Lars op før alle andre. Så tidligt stod han kun op til fisketur, og sæsonen var først lige begyndt. I køkkenet brændte lampen over komfuret, uden for var det gråt. Han tog en jakke på, greb bilnøglerne og gik ud.
Lenes adresse havde han fundet i Lærkes telefon aftenen før, mens datteren sov. Han skrev den på en lap papir og stak den i jakkelommen.
Han parkerede ved Lenes opgang og ringede op.
“Halløj?” En søvnig, utilfreds stemme.
“Det er Lars, Lærkes far. Har I killingen endnu?”
Tavshed.
“Jo… Jo, den er her. Klokken elleve kommer de fra internatet.”
“Det gør de ikke. Jeg henter den. Jeg kommer op nu.”
Han lagde på og sad et øjeblik i bilen.
Lene åbnede i en morgenkåbe og rakte ham stille en skotøjsæske. Inde på et gammelt håndklæde sad killingen. Grå, stribet, tynd. Den ene forpote stod lidt skråt ud, som om den var sat sammen i en fart. Øjnene var gule, forskræmte.
“Den er stille,” sagde Lene. “Den mjaver næsten aldrig. Spiser alt. Er renlig.”
Lars nikkede, tog æsken og bar den ud til bilen.
***
Han kom hjem, mens alle stadig sov. Han stillede æsken på gulvet i entréen, tog jakken af. Killingen indeni sagde ikke en lyd. Lars kiggede ned: dyret havde kravlet ind i et hjørne og stirrede op på ham uden at blinke.
“Nå, hvad skal jeg gøre med dig?” sagde Lars stille.
Killingen løftede sin skæve pote, som om den ville nå op til hans finger, men nåede ikke. Lars sukkede. Gik ud i køkkenet, hældte mælk op i en underkop. Så huskede han, at små killinger ikke tåler mælk, hældte det ud, tog kogt kylling fra køleskabet og skar den i små stykker.
Da han kom tilbage til entréen med underkoppen, sad Mikkel allerede ved siden af æsken og kiggede ind. Halen slog ikke, ryggen buede ikke.
Killingen kravlede ud af æsken, haltende, gik hen til underkoppen og begyndte at spise. Mikkel fnøs og gik hen til sin lænestol. Ingen slagsmål, ingen hvæsen.
***
Lærke fandt killingen først. Lars hørte fra soveværelset et undertrykt udbrud, så hurtige skridt, og datteren styrtede ind til dem med killingen på armen.
“Mor! Mor, hvor kommer den fra?!”
Mette satte sig op i sengen, blinkede søvnigt. Hun så på killingen, så på Lars. Han lå med hænderne bag hovedet og kiggede grundigt på loftet.
“Far?” Lærke vendte sig mod ham. Stemmen rystede. “Var det dig?”
“Råber I, så tager jeg den med tilbage,” brummede Lars uden at tage øjnene fra loftet.
Lærke satte sig på kanten af sengen og græd. Ikke som i skolen af vrede, men på en anden måde, når man ikke kan forklare. Killingen i hendes arme stirrede stift frem og trykkede sig ind til hendes trøje.
Mette sagde ingenting. Hun lagde sin hånd på Lars’ arm og klemte den let. Kort. Så stod hun op og gik ud i køkkenet for at tænde kedlen.
***
Killingen fik navnet Kalle. Lærke ville kalde den Grev, men Lars sagde: “Hvilken grev, den kommer fra en skotøjsæske, den hedder Kalle.” Og Kalle fandt sig til rette, som om den altid havde boet der. Mikkel gik uden om den den første uge, fandt sig i den den anden, og ved månedens slutning sov de i samme lænestol. Mikkel rød, vigtig, og Kalle grå, med den skæve pote trykket ind mod hans side.
Lars så på dem om aftenen og tav. Mette spurgte en dag:
“Du var jo imod. Hvad ændrede sig?”
Han tøvede, kløede Kalle bag øret. Den spandt og lukkede øjnene.
“Lærke græd. Og jeg hørte det hele gennem væggen. Så tænkte jeg: jeg laver alt muligt omkring mig, men her var der ikke noget at lave om, bare tage og hente. Nemmere kan det ikke være. Og jeg strittede imod – af hvad? Hår?”
Mette smilede og tilføjede ikke mere.
***
Et halvt år senere var Kalle vokset, poten var skæv, men den fløj rundt i lejligheden som en gal, væltede tøfler og hoppede op på skabet. Mikkel fulgte den bare med blikket.
Og Lars opdagede indimellem, at om aftenen i sofaen lå Mikkel på hans knæ, Kalle sov på hans skulder, fjernsynet viste fodbold, og han hørte ikke stillingen, fordi han var bange for at røre sig.
Og det var nok bedre end nogen stilling.
